How To Play the Game | Louis Tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2017
  • Opdateret: 8 apr. 2017
  • Status: Igang
Normalt ville skolens Queen B være sammen med skolens quarterback, men sådan er tilfældet ikke på Riverside High School. Her finder vi Crystal Johnson og Louis Tomlinson: De to mest populære personer på skolen. De kan ikke fordrage hinanden, men alligevel sender de lange blikke efter hinanden på gangen. Småskænderier bliver skabt over jalousi, komplikationer og ikke mindst en snert af kærlighed. Et spil bliver skabt imellem dem og spydige kommentarer finder sted på gangene. Der er en fin linje imellem kærlighed og had, men hvornår overskrider man den egentlig? | Deltager i "Valentine 2017" konkurrencen med valgmulighed nummer 1.

59Likes
20Kommentarer
5941Visninger
AA

2. "Morning Sunshine"

Vi kender alle historien om, at den populæreste pige ender ud med fodboldholdets kaptajn. Sådan er det på alle High Schools - i hvert fald næsten alle skoler. Riverside High School var en undtagelse. Og det var med god grund. For hvem gider at date muligvis skolens dummeste hoved? Selvom halvdelen af skolens piger sukkede efter den famøse Louis Tomlinson, så kunne jeg ikke se, hvad der fik dem til at kigge efter ham en ekstra gang.

"Jeg forstår det ikke," sukkede jeg og klappede skabet i. Mit blik landede på Veronica; min bedsteveninde lige siden barns ben og lige nu, var hun iført et yderst forvirret blik. "Louis Tomlinson?" sagde jeg og forventede nærmest, at hun burde have vidst det på forhånd.

"Snak lidt mindre i koder, Crystal. Hvad er det lige præcis du ikke fatter omkring Louis Tomlinson?" spurgte hun om.

Jeg sukkede håbløst. "At han er så pokkers populær."

"Han er skolens quarterback. Det er billetten direkte til popularitet," sagde hun åbenlyst. "Du har dit gode udseende og strålende personlighed. Louis ser heller ikke forfærdelig ud og kan finde ud af at kaste med en bold, hvilket åbenbart gør ham populær," forklarede hun, og jeg rullede med øjnene af hende. "Hey, vær ikke sur på mig. Det er ikke mig, der har lavet reglerne."

Jeg strammede grebet omkring mine bøger i hånden. "Men han er dum som en dør. Han burde slet ikke være så populær," sagde jeg og og fandt på en idé. "Måske skulle jeg lave om på det?"

Veronica kiggede overrasket på mig. "Hvorfor? Er du ikke ligeglad med ham?"

Vi kiggede begge langs ned af gangen, hvor Louis Tomlinson kom gående sammen med hans drenge. Jeg væmmedes ved synet af ham og der kørte kuldegysninger igennem min krop. Vi havde en fortid sammen, som jeg ikke kunne glemme. Selvfølgelig havde jeg som skolens populæreste pige datet fodboldholdets kaptajn. Men da det hele havde endt grimt, var det ikke længere noget at eksperimentere med.

"Godmorgen solstråle," sagde Louis da han gik forbi Veronica og jeg. Han stoppede op og sendte mig et lille smil. "Kommer du til kampen i morgen?" 

Jeg rynkede brynene sammen og sendte ham et strengt blik. "Nej."

"Nej?" gentog han.

"Skal jeg også sige det på spansk eller hvad? No," svarede jeg tilbage med et lille flabet smil på læberne. Han trak lidt i mundvigen. "Selvfølgelig kommer jeg, spade. Cheerlearderne skal opvise."

Louis nikkede ganske kort og indså efterfølgende, at det var et dumt spørgsmål. "Fantastik. Så ses vi der."

Jeg rullede med øjnene af ham og kiggede over mod Veronica, da de var gået videre. "Du er så heldig," sagde hun med et kæmpe smil på læberne, men alligevel et glimt af jalousi i øjnene.

"På grund af at Louis rent faktisk snakker til mig? Åh gud, jeg fatter ikke, hvad du ser i ham," sagde jeg i en skinger tone. Veronica rystede på hovedet af mig, og efterfølgende forsvandt vi ned ad gangen til klasselokalet. Præcis samme vej som Louis og hans slæng havde gået.

Matematik. Da jeg så alle tallene danse på tavlen, havde jeg travlt med at komme ud af klasselokalet igen. Veronica hev dog fat i mig og trak mig med ind i lokalet. "Hvad skal jeg bruge det her til, V? Det er bare en masse tal, der ikke giver nogen mening."

Vi satte os bagerst i klassen. På den måde havde vi udsyn til alle de andre og læreren havde sværere ved at få øje på mig. Timen gik igang og Mr. Smith plaprede løs om alt muligt, som jeg fandt nytteløst og ubrugeligt.

"Crystal, har du svaret på opgave 4?" Jeg løftede nervøst blikket fra min bog, da Mr. Smith havde sagt mit navn. Jeg kiggede på ham en ekstra gang og måtte ærligt indrømme, at jeg ikke havde lyttet efter.

"Det er en enhedscirkel, vi bruger til at finde cosinus og sinus. Og i denne forbindelse skal vi bruge cosinusrelationerne," forklarede Louis, der sad skråt overfor mig. Jeg åndede lettet ud, da han havde sparret mig for at blive gjort til grin foran hele klassen. Og alligevel var det overraskende, at det lige præcis var ham, der havde svaret for mig. Skulle han ikke forestille at være dum?

Mr. Smith kiggede en smule mistænktsom på Louis, men endte ud med at nikke i sidste ende. "Det er korrekt. Tak for det, Louis." Han gik op mod tavlen, og jeg kiggede sukkende på klokken. Heldigvis var der få minutter tilbage. Mr. Smith forklarede lektierne til næste gang og så ringede klokken heldigvis.

Jeg samlede mine bøger i armene og stormede ud af klassen efter Louis, der allerede var nået et godt stykke ned af gangen. "Hey," sagde jeg lettere højt, og han stoppede op og vendte sig langsomt op.

"Hvad er der, Crystal? Kan du ikke leve uden mig?" sagde han og sendte mig et lille skævt smil.

Hurtigt rullede jeg med øjnene af ham. "Hvorfor gjorde du det?"

Han kiggede lidt skeptisk på mig og rynkede brynene sammen. "Du bliver nødt til at være lidt mere specifik."

"Reddet mig fra at blive gjort til grin i klassen?" spurgte jeg om med et lille nervøs glimt i øjnene. "Jeg troede, du ville elske at se mig blive gjort til grin."

Han trak lidt på skuldrene og trådte et skridt tættere på mig. Han stod pludselig usædvanligt tæt på mig. "Måske har jeg et ømt punkt for dig? Måske ønsker jeg, at det hele skal vende tilbage til de gamle dage?" sagde han med i en flirtende tone.

"Pas på, Louis Tomlinson. Det er lige før, at du rent faktisk viser dine følelser." Min stemme var selvsikker og jeg lod mig ikke narre af ham. Selvom han stod alt for tæt på mig og virkede lidt for tiltrækkende, bevarede jeg min fatning. Jeg kunne ikke bukke under for ham.

"Vi ses i morgen på banen, Crystal," sagde han som afsluttende og vendte sig om for at forsvinde ned ad gangen.

Jeg åndede tungt ud og fugtede mine læber kort. "Hvad handlede det lige om?" spurgte Veronica, der var kommet op ved siden af mig.

"Intet," sagde jeg og fakede et smil på mine læber til hende. "Skal vi gå i kantinen?" spurgte jeg om for at aflede hende væk fra emnet om Louis.

Jeg vidste ikke, hvorfor han stadig havde sådan en stor effekt på mig. Han var en nar. Det havde han altid været og det forblev sådan. Han måtte ikke komme under huden på mig. Ikke igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...