How To Play the Game | Louis Tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2017
  • Opdateret: 24 mar. 2018
  • Status: Færdig
Normalt ville skolens Queen B være sammen med skolens quarterback, men sådan er tilfældet ikke på Riverside High School. Her finder vi Crystal Johnson og Louis Tomlinson: De to mest populære personer på skolen. De kan ikke fordrage hinanden, men alligevel sender de lange blikke efter hinanden på gangen. Småskænderier bliver skabt over jalousi, komplikationer og ikke mindst en snert af kærlighed. Et spil bliver skabt imellem dem og spydige kommentarer finder sted på gangene. Der er en fin linje imellem kærlighed og had, men hvornår overskrider man den egentlig?

62Likes
32Kommentarer
9559Visninger
AA

11. "I've Lost Who I Am"


”Er det rigtigt?” spurgte jeg om, da jeg trådte ind i Crystals hus. Jeg prøvede ikke at virke vred, men jeg vidste ikke sandheden. ”Alt det Niall sagde? Omkring at det var hans idé, at du skulle være sammen med mig igen? For at få mig til føle igen?” Min stemme var oppe at køre, jeg kunne ikke holde den i ro.

Crystal var forvirret til at starte med, men langsomt begyndte det hele at få op for hende. ”Nej, Louis. Du må ikke tro på ham,” forsikrede hun mig om. Men jeg vidste ikke, om jeg skulle tro på hende.

”Så Niall har ikke sagt noget til dig?” spurgte jeg om og kiggede på hende med et bestemt blik. Jeg måtte kende til sandheden.

”Jo,” sagde hun pludselig. ”Han kom en aften. Den aften hvor vi kyssede.” Hendes blik ramte kort jorden, hvorefter det begav sig op til mine øjne. ”Men det var ikke på grund af ham, at jeg kyssede dig. Eller at jeg gengældte dit kys. Louis, det var på grund af, at jeg gerne ville. At jeg gerne vil være sammen med dig,” sagde hun og tog fat i min hånd.

Jeg var hamrende splittet. Jeg vidste, at Niall havde stikket mig i ryggen, da han havde taget min plads som holdkaptajn på fodboldholdet og han havde stjålet min plads som quarterback, men jeg anede ikke, om han havde talt sandt. Da han sagde, at Crystal kun havde kysset mig, fordi Niall havde sagt, at hun skulle gøre det. Men som hun stod foran mig og sagde de ord, stolede jeg alligevel mest på hende. Et suk forlod mine læber alligevel.

”Kan du ikke se, hvad de gør, Louis? De prøver at splitte os ad,” sagde hun og lagde forsigtigt en hånd på min kind. Og da hun sagde dét, gik det langsomt op for mig. De prøvede netop kun at ødelægge os. ”Du bliver nødt til at stole på mig.”

Jeg nikkede langsomt. ”Undskyld,” mumlede jeg ud over mine læber. Jeg havde aldrig været god til at undskylde. Det var aldrig på min plads. Eller jeg kunne bare ikke finde ud af det.

”Det gør ikke noget,” sagde hun med et lille smil. God damn. Jeg fortjente hende overhovedet ikke. Hun var alt for god ved mig.

Jeg rystede lidt på hovedet. ”Ikke kun for det her, Crystal. For alt jeg nogensinde har gjort imod dig. Jeg ødelagde dig,” sagde jeg og kørte en hånd igennem mit hår. ”For den gang hvor jeg var dig utro. Behandlede dig som skidt.”

”Det var ikke din skyld. Du havde lige mistet din mor, Louis,” prøvede Crystal at forsikre mig om. Men jeg vidste, at jeg ikke fortjente det her. Jeg fortjente ikke en som Crystal.

”Hvorfor tilgiver du mig?” spurgte jeg om og lagde hovedet lidt på skrå. ”Jeg var jordens største svin mod dig, Crystal. Og jeg er bange… Jeg er bange for, at jeg ikke har ændret mig det mindste,” sagde jeg og gav slip på hendes hånd.

Crystal rullede med øjnene. ”Hvorfor kan du ikke bare stole på mig, Louis? Tror du virkelig, at jeg ville være sammen med dig, hvis jeg ikke troede, at du havde ændret dig? Hvis du stadig var den samme som dengang? Det er du ikke. Det ved jeg,” sagde hun bestemt. Men jeg anede ikke, hvordan hun kunne se det.

Tårerne pressede på. Jeg anede ikke hvorfor, at det hele føltes så sort for mig. Langsomt lagde Crystal sine krykker ned på jorden og lagde sine arme omkring mig i et kram. Og da jeg mærkede hendes arme omkring mig, begyndte tårerne langsomt at falde. Jeg var knust. Og jeg anede ikke helt præcist hvorfor.

Jeg var bare nået til et punkt i mit liv, hvor jeg nærmest havde mistet alt. Jeg havde kun Crystal. Mine karakter dalede, jeg var ikke længere fodboldkaptajn - jeg var knap nok på holdet, jeg havde et dårligt forhold til min far og jeg havde næsten ikke snakket med mine søskende ordentlig de seneste par uger. Jeg var ikke længere den Louis, som jeg kendte.

* * *

Jeg satte mig på hug foran gravstenen og sukkede.

”Her kommer jeg så. En måned for sent. Eller mere til. Men tillykke med fødselsdagen, mor,” sagde jeg og sukkede. ”Men jeg har gode nyheder. Crystal og jeg er tilbage sammen. Mere eller mindre. Kan du huske, at du elskede hende? At du var glad på vores vegne?” spurgte jeg om, selvom jeg godt vidste, at jeg ikke ville få et svar. ”Jeg fortjener hende ikke,” mumlede jeg stille.

Natten var faldet hen over mig og det mørke dulmede omkring mig. Det var egentlig ikke specielt rart at være på kirkegården midt om natten, men det var det eneste tidspunkt, hvor jeg kunne være sammen med hende i alene.

”Jeg er fortabt, mor,” sukkede jeg. Og det var jeg. Jeg var absolut fortabt. ”Og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre. Hvis du bare var her… så du kunne fortælle mig, hvad jeg skulle gøre. Sige at det hele nok skulle blive okay igen,” sagde jeg og væltede ned på mine knæ. Livet var uretfærdigt. Hun var blevet taget fra os alt for tidligt.

”Bliver jeg okay igen?” spurgte jeg og frygtede nærmest svaret på mit eget spørgsmål. Var det her slutningen for mig? Jeg sukkede og mærkede regnen mod min hud.

Jeg hørte et par skridt bag mig, som fik mig til at rejse mig op og vende mig om. Jeg kneb mine øjne sammen, da jeg så Zayn og Harry komme tættere mod mig. Og jeg vidste godt, hvorfor de var her.

De ville hævne sig mod mig. Og da Zayn stod foran mig og hævede sin hånd for at sætte sin knytnæve i retningen af mit ansigt, satte realiteten ind. Jeg kunne ikke redde mig selv fra den her situation. Jeg var fordømt. Og da det første slag ramte mit ansigt, følte jeg ikke vitterligt meget. Det var som om, at smerten var ukendt. Eller… at jeg på et eller andet plan fortjente den smerte, de mange slag gav.

Og da et slag satte mig i jorden og min krop ramte det våde grus, opgav jeg decideret. Der var intet, jeg kunne gøre. Jeg kunne ikke rejse mig op og kæmpe videre. Det var slut. Men en stemme råbte så højt, at Zayn og Harry fik travlt med at komme væk. Jeg åbnede langsomt mine øjne op, men måtte knibe dem sammen for at se, hvem der stod foran mig.

En hånd blev rakt ned mod mig, og langsomt tog jeg fast i den. Og da jeg var kommet op og stå og endelig kunne se de blå øjne, smilede jeg langsomt.

”Lad os få dig hjem, sønnike,” sagde min far og lagde min skulder omkring hans. Måske var jeg reddet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...