How To Play the Game | Louis Tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2017
  • Opdateret: 24 mar. 2018
  • Status: Færdig
Normalt ville skolens Queen B være sammen med skolens quarterback, men sådan er tilfældet ikke på Riverside High School. Her finder vi Crystal Johnson og Louis Tomlinson: De to mest populære personer på skolen. De kan ikke fordrage hinanden, men alligevel sender de lange blikke efter hinanden på gangen. Småskænderier bliver skabt over jalousi, komplikationer og ikke mindst en snert af kærlighed. Et spil bliver skabt imellem dem og spydige kommentarer finder sted på gangene. Der er en fin linje imellem kærlighed og had, men hvornår overskrider man den egentlig?

62Likes
32Kommentarer
9567Visninger
AA

9. "Hurt Him To Save Him"


Jeg var kommet ud af hospitalet to dage efter uheldet, og jeg havde gået hjemme de sidste 4 dage, siden jeg var kommet hjem. Og jeg var mutters alene. Selvfølgelig havde Veronica været på besøg efter skoletiden, men ellers var jeg efterladt til mig selv - bortset fra rengøringsdamen, der rendte rundt om formiddagen hver anden dag. Men med hendes spanske sprog og knap så engelske, var det ikke de store samtaler, vi fik skabt.

Louis havde jeg heller ikke set siden, at han havde været dag ud og dag ind på hospitalet med mig. Og jeg havde heller ikke forventet andet. Det var sådan, at Louis var. Han kom og bagefter forlod han en.

Det bankede på døren, da jeg stod inde i køkkenet og var ifærd med at skænke mig selv et glas appelsinjuice. Jeg sukkede og tog min ene krykke, som jeg støttede på, da forbrændinger på højre ben stadig bragte smerte. Jeg åbnede døren og til min overraskelse stod Niall i døren. 

"Hey Crystal. Jeg er ked af, hvad der er sket, men du ser allerede meget bedre ud," sagde han hurtigt med et smil på læben. Det var typisk Niall at snakke så hurtigt, når han var en smule nervøs. Men det forklarede dog ikke hvorfor, at han befandt sig foran min dør. "Det er omkring Louis," sagde han. Jeg trådte et skridt til side, så han kunne komme indenfor.

"Vil du have et glas juice?" spurgte jeg om, da jeg trådte ind i køkkenet, og Niall fulgte med efter mig.

Han rystede bare på hovedet. Og begyndte ellers at forklare hvorfor, at han var poppet op hjemme hos mig: "Det er som sagt omkring Louis. Jeg er lidt bekymret for ham. Eller meget. Han har ikke været i skole... Den sidste uge tror jeg?" forklarede han, og jeg lyttede ivrigt efter. "Og han virker ikke til at føle noget. Han er bare fuldkommen isoleret. Ligeglad. Han dukker heller ikke op til fodboldtræning," sagde Niall med et bekymret blik i øjnene. Han holdt virkelig af Louis. Det var tydeligt.

"Niall, han gider ikke lytte på mig. Han behandler mig som skidt," forklarede jeg og sukkede kort.

"Men... Du er vores eneste håb, Crystal. Du er den eneste, der kan redde ham," sagde Niall med et lille håbefuldt smil placeret på hans læber. "Men jeg tror, at du bliver nødt til at såre ham, før du kan redde ham."

Jeg kiggede på Niall med et par rynkende øjenbryn. Hvad mente han helt præcist?

"Vi alle så Louis og dig, da I var sammen. I var perfekte. Og I holdt af hinanden, det ved jeg, at I gjorde. Det kan ikke være helt forsvundet, kan det nu?" spurgte han om og havde en udmærket pointe.

Men alligevel sukkede jeg kort. "Hvad vil du have, at jeg skal gøre?"

Det næste Niall sagde, virkede han ikke vitterligt stolt af: "Få ham til at føle igen, Crystal. Hvis du skal såre ham i processen, så må det være det. Få ham til at tro, at du er hans og... drop ham igen, når du ikke gider mere," sagde Niall.

Jeg vidste ikke hvorfor, at jeg sagde ja til at hjælpe Niall. Men det virkede som det rigtige. At få Louis tilbage på rette spor. Koste hvad det ville. Men det jeg mest var bange for, var, at jeg også ville såre mig selv i processen. Hvis jeg lod mine følelser for Louis komme frem, var jeg bange for, at de heller ikke ville forsvinde igen.

* * *

Senere på aftenen dukkede Louis op. Ud af det blå. Han var gennemblødt af regnen, da han trådte indenfor. Mine forældre havde begge møder med deres arbejde, og rengøringsdamen var taget hjem for længst. Derfor var jeg alene igen. Indtil Louis selvfølgelig kom.

"Hvad laver du her?" spurgte jeg om, da han brasede forbi mig efter, at jeg havde åbnet døren for ham.

Han smed sin hættetrøje og var nu kun iført den let gennemblødte trøje. "Hvorfor bliver du ved med at spørge om det, Crystal?" sagde han og vendte sig om mod mig. 

Jeg lukkede døren og sukkede tungt. Herefter lagde jeg hovedet lidt på skrå og kiggede på ham med et åbenlyst blik, der fortalte ham, at jeg havde al retten til at spørge ham om, hvorfor han var her. "Du giver mig ikke andet end grund til at spørge om det, Louis. Den ene dage er du her og de næste fire forsvinder du."

Louis trak lidt på skuldrene og virkede i et underligt humør. "Jeg havde bare brug for at se dig, okay?" sagde han, og jeg grinede lidt af ham. Han mente det jo ikke. Men de næste ord, han sagde, fik mig til at ændre mening. "Du tror virkelig, at jeg ville være med dig på hospitalet hele natten igennem, hvis jeg ikke bekymrede mig det mindste omkring dig? Crystal, hvorfor kan du ikke bare se det?" spurgte han om.

Jeg rullede med øjnene. "Hvordan skulle jeg kunne se det? At du rent faktisk bekymrer dig? Du er en tikkende bombe, Louis," sagde jeg med en opgivende stemme. Jeg magtede ikke mere. Jeg magtede ikke hans dumme lege og tomme ord.

Han trådte et par skridt nærmere og stoppede op foran mig.

"Stop, Louis," protesterede jeg. "Hvis du ikke mener et ord af det, som du siger, så stop."

"Og hvad hvis jeg mener det?" spurgte han mig om og kiggede mig i øjnene. Det var første gang længe, at jeg var så tæt på hans øjne. Bare så tæt på hans ansigt. Hans blå øjne, der kiggede ind i mine, virkede oprigtige. Han virkede... som om han virkelig mente det. At han bekymrede sig for mig. Han fugtede sine læber og lagde forsigtigt en hånd mod min kinder, som han aede i blide bevægelser.

Og i det næste øjelbik, var mine læber presset mod hans og hans mod mine.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...