How To Play the Game | Louis Tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2017
  • Opdateret: 8 apr. 2017
  • Status: Igang
Normalt ville skolens Queen B være sammen med skolens quarterback, men sådan er tilfældet ikke på Riverside High School. Her finder vi Crystal Johnson og Louis Tomlinson: De to mest populære personer på skolen. De kan ikke fordrage hinanden, men alligevel sender de lange blikke efter hinanden på gangen. Småskænderier bliver skabt over jalousi, komplikationer og ikke mindst en snert af kærlighed. Et spil bliver skabt imellem dem og spydige kommentarer finder sted på gangene. Der er en fin linje imellem kærlighed og had, men hvornår overskrider man den egentlig? | Deltager i "Valentine 2017" konkurrencen med valgmulighed nummer 1.

58Likes
20Kommentarer
5852Visninger
AA

6. "How Could You?"


Der var få gange i livet, hvor man stillede spørgsmål, omkring hvorvidt ens beslutning var rigtig eller forkert. Normalt var jeg selvsikker - sikker på alle valg, jeg foretog mig, men dette var en af de få gange, hvor jeg blev efterladt med spørgsmålet. Var dét det rette valg?

Jeg trak lidt ned i min hætte, som jeg havde trukket op over hovedet, da jeg trådte ind på dineren. Der gik kun få sekunder før, at jeg spottede Crystal og Zayn i en bås over i hjørnet. Jeg satte mig i et par båse skråt fra dem, så jeg havde god udkig til dem.

Crystal anede ikke, at jeg var her, men jeg følte, at det var mit ansvar at beskytte hende. Hvis Zayn nu skulle finde på et eller andet åndsvagt, så var det mit ansvar. Det hele stod på min regning.

Jeg hørte Crystals højt slående grin og kastede et blik i deres retning. Efterfølgende så jeg hende rejse sig op og gå i min retning. Jeg trak ned i min hætte, da hun passerede mig. Da hun var gået forbi mig, sank jeg klumpen i min hals. Hun ville dræbe mig, hvis hun så mig.

"Udspionerer vi?" Stemmen ved siden at mit øre gav mig kuldegysninger ned langs armene. "Kom med mig," befalede hun ivrigt, og jeg overgav mig til hende. Hun trak mig med hele vejen udenfor, selvom det styrt regnede ned.

"Jeg ville bare sikre, at du var sikker, Crystal. Du behøver ikke lave et stort show ud af det," sagde jeg og sendte et lille smil i hendes retning.

Men hun rystede ivrigt på hovedet. "Hvorfor kan du ikke bare stole på mig, Louis?" spurgte hun om med et forrådt udtryk i øjnene. "Jeg holder min aftale af planen. Du behøver ikke vogte over mig." Hun lød bestemt ikke glad, hvilket fik mig til at rulle med øjnene af hende. Var det virkelig så uforståeligt, at jeg ville beskytte hende?

"Fordi Crystal," startede jeg ud, men anede ikke, hvad jeg havde at sige til mit forsvar. 

"Hvad? Hvad, Louis?" Hendes øjne var intense. "Tror du ikke, at jeg kan klare Zayn?" 

Jeg rystede på hovedet ganske kort og var kun få sekunder fra at flippe ud på hende. "Hvorfor forstår du det ikke, Crystal? Hvis der sker noget med dig, så er det mit ansvar, okay? Hvad end han gør ved dig, så er det min skyld," sagde jeg i et højere toneleje.

"Han gør ikke noget ved mig, Louis! Du var den eneste, der nogensinde har gjort noget ved mig. Leget med mig," råbte hun af mig. Hendes øjne lyste af vrede, men var også præget af en dyb sorg. "Og nu kommer du og lader som om, at jeg stadig betyder noget for dig. Kan du ikke spare mig for alle dine løgne?"

Hendes hår begyndte langsomt at blive mere vådt af regnen, og jeg begyndte langsomt at blive i tvivl, om det var tårer langs hendes kinder, eller om det blot var regnen. Det gik dog op for mig, at jeg havde såret hende enormt. "Hvad vil du have mig til at sige, Crystal? At jeg er ked af det?" Jeg kiggede afventende på hende med et hårdt blik. "Jeg er ikke ked af det. Det er sandheden," sagde jeg til hende og knuste ligeledes hendes hjerte.

Hun stod skrøbeligt tilbage. "Hvordan kunne du?" råbte hun af mig. "Du ødelagde mig og du er fuldstændig ligeglad?" Denne gang var jeg ikke i tvivl. Det var hendes tårer og ikke regnens dråber. "Og nu bekymrer du dig kun om at ødelægge Zayn?" spurgte hun om.

Jeg kiggede på hende med et tomt blik og nikkede kort. "Det er det eneste, jeg har tilbage. Koste hvad det vil. Hvis jeg finder hans ømme punkt, kan jeg ødelægge ham," sagde jeg i en koldere tone. "Du er intet for mig længere, Crystal."

"Så jeg er bare en brik i dit puslespil?" spurgte hun om, og jeg nikkede blankt. "Gå til helvede," sagde hun i en såret tone og gav mig en bestemt lussing på kinden. Mit ansigt blev efterladt med en brændende fornemmelse.

Jeg gik et par skridt baglæns og så på hende en sidste gang, før jeg vente mig om. "Jeg er ligeglad med, hvad du synes om mig, Crystal," sagde jeg og vendte mig om. Jeg efterlod hende stående i regnen og trak atter ned i min hætte igen.

*

Da jeg kom hjem, åbnede jeg døren forsigtigt, så min far ikke ville høre mig. Til min overraskelse stod han uheldigvis i gangen. Han tændte lyset, så han kunne se på mig ordentlig. "Hvor har du været, Louis?" spurgte han om og fik mig allerede til at føle en stor skyldfølelse. "Du skulle have passet Daisy og Phoebe." Hans stemme virkede allerede anklagende.

"Jeg var ude og gå. Jeg beklager," svarede jeg hurtigt tilbage og håbede, at jeg kunne slippe fra denne samtale.

Men min far rystede på hovedet af mig. "Jeg er træt af dine undskyldning, okay? Kan du ikke bare for en gangs skyld overholde vores aftaler?" sagde han i en irriteret tone og fik mig igen til at få en mængde af skyldfølelse til at placere sig på mine skuldre. "Du er håbløs. Hvornår begynder du at tage dig sammen? Det er snart ved at være år siden, at hun forlod os, Louis. Vi andre er kommet videre. Hvorfor gør du det ikke også?" spurgte han om og stillede et spørgsmål, jeg umuligt kunne svare reelt på.

Jeg trak lidt på mine skuldre og kiggede ham for første gang ordentlig i øjnene. "Jeg kan bare ikke glemme hende, som I kan," prøvede jeg, selvom jeg udmærket vidste, at jeg ikke skulle have sagt det. Jeg vidste godt, at de ikke glemte hende, men til tider virkede det sådan.

"Vi glemmer hende ikke, Louis," sagde han håbløst. "Ved du overhovedet hvorfor, at du skulle passe Phoebe og Daisy? Fordi du skulle have taget dem med ned til gravstenen for at lægge blomster på hendes grav. Det er trods alt hendes fødselsdag," sagde han vredt og rystede skuffet på hovedet af mig efterfølgende. "Hvis du ikke snart tager dig sammen, Louis, så kan du ikke længere bo her."

Hans ord ramte mig hårdt i brystet. Det var første gang, at han havde sagt det højt, at han ikke ønskede, at jeg skulle bo her. Jeg vidste, at han havde tænkt det før, men det var første gang, at han sagde det højt. Og jeg følte mig yderligt utilpas og dårligt til mode. Men mest af alt følte jeg skyldfølelse, for jeg vidste, at han havde ret.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...