Rejsen til Stjernerne

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 feb. 2017
  • Opdateret: 11 feb. 2017
  • Status: Igang
Rejsen til Stjernerne er mit bidrag til "Afskeds-konkurrencen".
Novellen handler om det, at vælge mellem livet og døden. Den vil med sikkerhed få følelser og måske sågar en lille tårer frem. Jeg håber I vil kunne lide den.


//Deltager i Afskeds konkurrencen
//Cover af Isabella LS

1Likes
0Kommentarer
309Visninger
AA

1. REJSEN TIL STJERNERNE

Forord

Denne novelle har jeg arbejdet i mange måneder på og jeg havde egentlig ikke tænkt mig at lægge den op her på Movellas før om nogle uger, men da jeg så afskeds-konkurrencen tænkte jeg at den passede perfekt dertil. Så nu bliver den altså lagt op nu.

Som sagt har jeg arbejdet på novellen i mange måneder, men det er også fordi jeg virkelig vil have den til at være helt perfekt.

Jeg har skrevet denne novelle til min far. Han var der altid for mig og han var den bedste far man nogensinde kunne forestille sig. Desværre døde han af kræft to uger efter min fire års fødselsdag.

Tak for alting far. Jeg håber du bliver stolt.

 

//Coveret er lavet af Isabella LS 

//Novellen vil blive rettet efter konkurrencens afgørelse 

 

Rejsen Til Stjernerne

De har siddet der i noget der føltes som flere timer, inden lægen kommer ind til venterummet med et sort papir i hånden. Sofia kender godt rutinen, for de har været der så mange gange før. For mange gange. Hun kender hospitalet ind og ud og ved egentlig godt hvad der skal ske nu, selvom hun håber at det ikke vil ske. Hun hader bare at se lægens undskyldende ansigt, sin mors tåre og sin fars urolige og bekymrede ansigt. Hun synes at det simpelthen bare er så uretfærdigt, at det eneste barn som hendes forældre har, er sygt.

”Hej igen Hr. og Fru Andersen og Sofia selvfølgelig, ” han smiler det der beroligende smil til hende, men hun kan tydelig se det bekymrede blik i hans øjne. Hun tænker på hvordan lægerne mon bliver enige om, hvem der skal fortælle de dårlige nyheder. Måske trækker de lod, ligesom i skolen, når de skal lege dåseskjul? Sofia havde ikke været i skole i lang tid. Hun savner det, og tænker på om der var nogen som havde fået hendes plads ved siden af Maria. Det håber hun ikke.

”Jeg er ked af at I skulle vente så længe, ” fortsætter han, mens han har det, ih og åh så vigtige papir i sine hænder, omme bag ryggen.

”Er Sofia rask eller…? ” hendes mor gør ikke engang sætningen færdig. Måske fordi hun ikke vil nævne sygdommen overfor sin datter. Men lægen rækker stille det sorte papir til Sofias forældre som hurtigt tager hænderne op foran munden, ryster lidt på hovedet som om det ikke er sandt, imens deres øjne bliver fyldt op med salte tårer.

Sofia læner sig henover sin mors skulder så hun bedre kan se det sorte papir. Det skal forestille at være inde i hendes krop, men det ville hun slet ikke kunne forestille sig, for der er bare helt sort. Vil det betyde at hun er helt tom indeni?

Også er hun alligevel ikke helt tom, for de hvide pletter på billedet lyser op som små stjerner og planeter. Nogle af dem er større end andre, så det minder hende om, når hun og hendes forældre ligger ude i haven om aftenen og kigger op på stjernerne. Nogle gange kommer der et stjerneskud, også ønsker de. Men man må ikke sige hvad man ønsker sig, for så vil det ikke gå i opfyldelse. Men Sofia tænker, at de nok alligevel alle sammen ønsker det samme.

Betyder det at drømme og ønsker ikke kan gå i opfyldelse?

”Jeg er ked af det… det ser ud til at kræften er vendt tilbage… ” Sofia hører ikke engang rigtig efter, for hun har alligevel hørt det så mange gange før. Hun kigger i stedet for bare på tegningen og forestiller sig at hun engang bliver en verdenskendt astronaut, som flyver ud i rummet, op til de mange lyse stjerner og planeter. Så forestiller hun sig den avis, som hendes far altid læser om morgenen. Hun forestiller sig at hendes far læser den om morgenen, med sin kop kaffe i hånden og med et stort og stolt smil på læberne, for på avisen er der et kæmpe billede af Sofia i sin lyserøde astronautdragt, hvor der over billedet står:

”Sofia, den verdensberømte astronaut, er netop landet på Mars. ”

Så kalder hendes far, på hendes mor og hun kommer ned i stuen og ser avisen. Så smiler de stolt og fejre det, ved at gå ud i haven med en kande kaffe og en ekstra stor jordbærkage. De invitere også naboen og naboens kat over, for de kan umuligt spise sådan en stor jordbærkage helt selv. De tænker også på, at hvis Sofia ikke var fløjet op på Mars, ville hun sikkert kunne have spist hele jordbærkagen selv.

For jordbærkage er nemlig Sofias yndlings kage. Og hun ved at når de tager hjem fra hospitalet, tager de først forbi bageren og køber en jordbærkage, for det har Sofias mor nemlig lovet.

Men da de så endelig når hen til bageren er Sofia selvfølgelig faldet i søvn på bagsædet, og må vente med at få sin jordbærkage til hun vågner igen.

 

”Er du klar Sofia? ” spørger manden. Sofia vender sin tommelfinger op i vejret og nikker med et kæmpe smil på læben.

”Godt, så er der fem minutter til, at vi letter, ” fortsætter manden.  Sofia nikker igen, inden hun lyner sin lyserøde astronautdragt op og begiver sig ind i det store gule rumskib. Det er hende som har bestemt, at rumskibet skal være gult, for ud over lyserød, er hendes yndlingsfarve gul. Selvfølgelig tog det lidt længere tid at male det gult, end hun havde troet, men nu var rumskibet også blevet rigtig flot, og ligesom hun vil have det.

Så klatre hun op ad stigen og ind i det rum, hvor hun skal styre hele rumskibet på rette kurs. Hun sætter sig på stolen, foran de mange knapper og spænder sig godt fast med selen.

Hun trykker på den store røde knap, hvor bogstaverne ”LETNING 10 SEKUNDER” står på med en tyk skrift og en dame-robot stemme siger højt og tydeligt:

”Rumskibet letter om 10 sekunder… ”

Sofia kan mærke hvordan alt i rumskibet starter og sædet under hende, ryster en smule.

”9 sekunder… ”

Ilden for enden af rumskibet starter, og hun kan næsten mærke varmen fra den.

”8 sekunder… 7 sekunder… 6 sekunder… ”

Et stort smil bredder sig på hendes lyserøde læber.

”5 sekunder… 4 sekunder… ”

Sommerfuglene i hendes mave flyver så meget rundt, at det næsten gør ondt.

”3 sekunder… ”

Sofia tæller på samme tid med dame-robot stemmen.

”2 sekunder… ”

Nu er det snart nu.

”1 sekund… ”

En høj brummen lyder fra hele rumskibet og Sofia flyver hurtigt afsted, hurtigere end et lyn, op til himlen. Hun kigger ud af vinduet foran hende, hvor hun fra oven kan se himlen og skyerne som kommer tættere og tættere på og for neden, kan hun se de mange tusinde mennesker som er samlet, kun for hende, med mange flotte lyserøde og gule skilte hvor på der står:

”Vi elsker dig Sofia! ” og ”Du er vores helt, Sofia! ” og alt muligt andet. Sofia kan lige ane at de råber:

”SOFIA! SOFIA! SOFIA! SOFIA! ” og hun bliver helt rød i kinderne, over at der er så mange som er kommet. Hun tænker på at det her er hendes drøm og at det måske passer, det der med at se et stjerneskud og ønske. Men hun tænker også på at hun hverken kommer til at se jorden, sin mor, eller sin far i meget lang tid.

 

Da Sofia vågner igen, ligger hun på sofaen i stuen og kigger op i loftet. Hun orker ikke at stå op, for hun har ikke så mange kræfter i kroppen, men hun er også rigtig sulten på den anden side, og hun ved at der venter en lækker jordbærkage på hende i køkken. Tanken kan ikke holde hende tilbage, og selvom hun er meget træt, næsten ikke har nogle kræfter tilbage i kroppe, og selvom hun ligger rigtig godt i sofaen med farmors hjemmestrikkede tæppe om sig og sin rævebamse i armene, sætter hun sig alligevel op i sofaen og begynder at gå hen til køkkenet og hendes jordbærkage, med sin rævebamse i hånden.

”Når, du er vågnet skattemus, ” siger hendes mor, som er i gang med at lave en kande kaffe. Sofia nikker bare træt og sætter sig på en af de brune stole. Hun sætter sin rævebamse på bordet og venter spændt på at få sin jordbærkage.

”Er du træt? ” spørger hendes mor og ligger kort sin hånd på Sofias ryg.

”Må jeg godt bede om min jordbærkage? ” spørger Sofia, imens hun sødt smiler til sin mor og laver hunde-hvalpe-øjne. Det hjælper altid. Sofia svarer ikke engang på sin mors spørgsmål, men det er fordi hun ved, at hendes mor kan se at hun er træt, og desuden er Sofia også næsten altid træt. Sådan er det bare.

”Tja, du er jo blevet lovet en jordbærkage, så er det da også mest fair, hvis du får en jordbærkage,” siger hendes mor og smiler igen til Sofia. Og der bemærker Sofia det. Hendes mors øjne er helt røde og hævede og der er store, mørke rander under dem. Sådan ser hendes mor altid ud, efter hun har grædt. Men Sofia vælger ikke at spørge ind til det, og i stedet for fokusere hun bare på den jordbærkage der bliver sat overfor hende, på en fin porcelæn tallerken, som de fik af hendes mormor, da de flyttede ind i lejligheden, og den lille kagegaffel, som hviler på bordet, ved siden af porcelæn tallerkenen med jordbærkagen.

Hun tager gaflen i hånden og begynder at spise jordbærkagen. Den smager himmelsk!

Efter hun har spist sin jordbærkage, tager hun sin rævebamse i hånden og bevæger sig ud i stuen igen, for hun er stadig træt og vil gerne sove. Hun ligger sig på sofaen, holder rævebamsen tæt ind mod sit bryst og putter sig godt ind i farmors hjemmestrikkede tæppe. Efter hun har ligget med lukkede øjne i nogle sekunder, kan hun mærke et kys mod sin pande og en lav stemme.

”Sov godt skat. ”

 

”Landing om tre sekunder… to sekunder… et sekund… ”

Sofia koncentrere sig meget om at lande rumskibet på planeten, Mars. Hun bruger alle sine kræfter og husker sig selv på, hvilke for nogle knapper, det er at hun skal trykke på. Til sidst lykkes det, og et højt brag lyder da hun lander det store, gule rumskib. Hun tænker på, at det godt nok er godt, at hun havde sele på, for ellers havde hun nok fået et blåt mærke.

Da hun kan høre at rumskibet er faldet helt til ro, spænder hun sin sikkerhedssele op og rejser sig. Det er lidt svært, fordi hun nu har siddet ned i så lang tid, men hun for hurtigt gjort det alligevel. Så går hun igennem rumskibet og ud til døren, hvor hun taster en kode ind, så den store jerndør åbner.

Foran hende er et stort landskab, hvor der både er grønt græs og lyserøde træer. Imellem det grønne græs er der små gangstier, og Sofia kan ikke engang tro sine egne øjne! Det ser overhovedet ikke ud som hun havde troet… tværtimod er dette sted MEGET flottere!

Det minder hende om en varm sommerdag, hvor hun engang var ude i parken med sine forældre. Der var en mand med en vogn som stod og solgte candyfloss og Sofia fik en stor lyserød candyfloss.

Pludselig kan Sofia se en lille skygge omme bag et af de lyserøde candyfloss-lignende træer. Skyggen er ikke stor – men den har en hale. Og så nysgerrig som Sofia nu er, beslutter hun sig for at se hvad det er for en, som skyggen hører til, og går med forsigtige skridt hen til skyggen bagved træet.

Og dér står der en orange ræv som smiler til hende.

”Hej, ” siger Sofia og fortsætter: ”Hvad hedder du? ” Ræven kigger på Sofia med sine smukke grønne øjne.

”Goddag unge Sofia og velkommen til Mars. Jeg hedder Mr. Ræv, ” siger ræven, som jo åbenbart hedder Mr. Ræv. Sofia kan godt lide at ræven bare hedder Mr. Ræv, fordi at det er nemt at huske. Ikke ligesom nogle af de der børn fra klassen over hende, som har nogle vildt besværlige navne. Faktisk kan Sofia ikke engang huske deres navne, fordi de er så svære at huske, hvis hun skal være ærlig. Så er der pludselig en ting som slår hende: hvorfra kender Mr. Ræv hendes navn?

”Hvordan ved du hvad jeg hedder? ” spørger hun og kigger lidt forvirret på Mr. Ræv.

”Jeg ved da alting, ” svarer Mr. Ræv og træder et par skridt frem mod Sofia. Sofia tænker på at det må være ret sejt, at vide alting, også forestiller hun sig at hun også ved alting.

”Lad mig vise dig rundt her på Mars”…

 

 

Det gik så hurtigt at Sofia dårligt opfangede hvad der skete, før hun ligger i den gule, hurtige ambulance. Hun kan høre en masse mennesker suse omkring hende, og hun ved ikke hvilken en af dem, som hun skal koncentrere sig om at lytte til.

Det er som om hun bliver skudt afsted i ambulancen og hun ikke aner hvor hun skal hen. Men egentlig ved hun det jo godt. Dybt inde under hendes barnlige sind og rosenrøde kinder, ved hun jo godt hvad der skal ske nu. Hun ved godt hvorfor alt i hendes krop gør ondt, men det varer kun et øjeblik også er hun pludselig den lille barnlige Sofia som elsker jordbærkage igen.

Imens ambulancen drøner hen til hospitalet forestiller hun sig, at masken som sidder på hendes lille ansigt er en slags maske som gør, at hun kan trække vejret på den fremmede planet kaldet Jorden. Godt nok kan hun ikke se masken, men hun kan mærke den og hun genkender den, fra da lægerne skulle bedøve hende før hendes operation. Det er sjovt, for Sofia bliver slet ikke skræmt af at hun ikke kan se lige nu. Alle andre sanser virker som de skal – hun kan høre, mærke, lugte og så kan hun tilfældigvis også godt smage en lille smule af den jordbærkage som hun spiste tidligere, hvor et lille stykke har sat sig fast i en af hendes kindtænder.

I baggrunden af alle menneskernes stemmer kan hun høre ambulance dørene gå op, og det føles lidt som om hun flyver, da de løfter hende ud.

Imens menneskerne ruller hende ind på hospitalet er det som om Sofia falder i søvn igen, bare for en kort stund og da hun vågner igen føles det som om hun ligger i en seng. Eller vågner og vågner, hun vågner ikke rigtigt, for hun kan stadig kun høre hvad der sker omkring hende – intet andet.

Mens Sofia prøver alt hvad hun kan på at bevæge sig – eller i det mindste at kunne åbne øjnene – lægger hun mærke til en hulken ved siden af hende og en hånd som ligger i hendes hånd.

”Det er okay Sofia. Du må godt, det gør ikke noget. Vi skal nok klare os, det lover jeg… ”

 

 

”Mr. Ræv? ” De kigger op på den smukke stjernehimmel. Sofia aer Mr. Ræv, hvilket han tilsyn laget godt kan lide, for han slapper helt af og vifter blidt frem og tilbage med sin røde hale.

”Ja? ”

”Mit rumskib er gået i stykker, ”

”Det ved jeg, ”

”Hvor ved du det fra? ”

”Jeg ved jo alting, ” husker Mr. Ræv Sofia på.

”Jeg kan ikke komme hjem igen, ”

”Det ved jeg, ”

”Er det godt? ”

”Det afhænger af dig. Synes du at det er godt? ”

”Det ved jeg ikke… Måske… ”

Og imens at de kigger ud på stjernerne, tænker Sofia på, om det er godt eller skidt, at hun ikke kan komme hjem igen. For på en måde skræmmer det hende at hun ikke kan komme hjem til sine forældre igen, men på den anden side skræmmer det hende næsten mere at være et andet sted end her på Mars med Mr. Ræv.

Også ved hun det.

Det er godt.

Og hver gang hun kigger på stjernerne kan hun tænke på sine forældre, og på hvor stolte de må være når de læser overskriften på avisen.

”Sofia, den verdensberømte astronaut, er den første person nogensinde, som lander på Mars. ”

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...