Wolves

Han ønskede det ikke var rigtigt.
Men alle var efter hende. Og han kunne ikke være ligeglad. Han kunne ikke lade hende være, og tanken skræmte ham.
Nora-Summer gjorde noget ved ham, som han ikke engang selv kunne sætte ord på- og uanset hvor meget han prøvede at benægte det, kunne han ikke lade hende være.
Harry gjorde noget ved hende, som ingen andre har gjort, og selvom hun er blevet advaret kunne hun ikke lade være med at nyde at han var i nærheden.
Harry skoles slemme dreng med det slemme ry, på jagt efter Nora-Summer. Verden bliver vendt på hovedet, og hvordan skal man tackle det? Men når man først har sagt A må man også sige B.

31Likes
6Kommentarer
4254Visninger
AA

2. The start.

''Det må du virkelig undskylde!'' hurtigt tog jeg begge mine hænder foran min mund, hvorefter jeg kiggede op i de grønne øjne der vredt stirrede tilbage på mig. ''Ej det må du virkelig undskylde!'' hans ellers så fine hvide trøje, var nu gennemblødt med min sorte lunke kaffe. Og selvom jeg også var blevet spildt på, var det på ingen måde nær så slemt som personen over for mig. ''For fanden, du må se dig lidt for!'' snerrede han af mig, hvorefter han gik ind i mig med sin skulder og forsatte ud på caféens toilet. Forbløffet og chorkerende kiggede jeg ned på min kaffe, og inden jeg fik overvejet om jeg skulle tørrer det op, eller måske gå op og bestille en ny, kunne jeg hører min mors bilhorn ude foran. Et suk forlod mine læber. 

Jeg satte mig ind i bilen, og med det samme kunne jeg mærke hendes dømmende blik på de små brune pletter på mine stramme hvide bukser, som hun alligevel ikke synes var ’passende’, men jeg var ligeglad, hun var snart ikke i billedet mere, og jeg var en fri fugl.

 ''Det er en længere historie'' mumlede jeg kort, hvorefter jeg skurede musikken højre op. Jeg skulle på college nu- og fuck hvor jeg glædede mig! Det var det perfekte sted. Lang nok hjemme fra, stort og havde endda musik som hovedfag- eller det vil sige, det var det perfekte sted, indtil jeg fandt ud af min mor kun lod mig tage afsted hvis jeg valgte Engelsk som A fag. Og det måtte jeg jo gå med til, ellers havde jeg ingen real chance for at betale mit ophold der. Men selvom jeg gik med til det, vidste jeg bare at hun ikke var tilfreds. Hun ville have mig direkte på universitet, ligesom mine 2 ældste brøde. Jones og Matt. De var perfekte begge 2. Der var ikke noget de ikke kunne. De er tvillinger, og sluttede deres skole med topkarakterer. Dag efter dag får de ros i begge ender, og jeg er snart træt af at hører på det. De sat allerede forventningerne og standarterne da de blot var 7 og jeg var 3- inden jeg overhovedet var startet i skole.

Turen til skolen varede et par timer med tavshed. Ikke fordi jeg havde noget imod det- jeg kunne nu meget godt lide tanken om, at hun ikke havde fortalt mig hvad jeg manglede, eller hvad jeg burde gøre i stedet for, i værste fald fortælle hvad mine brødre gjorde da de var i min alder. ''Så er vi her'' sagde hun lettet. Foran os holdte mine perfekte brødre i deres perfekte biler. Min mor vinkede ivrigt og stolt til de 2 identiske drenge der begge stod med korte hvide shorts, og farverige poloer. Jeg rømmede mig lidt ved synet af dem. De passede ikke ind her, og de vidste de også godt. 

Jeg åbnende bildøren og hurtigt kunne jeg høre mine brødre kommenterer på mig. ''Har du spildt?'' Matt kiggede på de små brune pletter på mine hvide bukser. Jeg troede nu ikke man ville lægge mærke til dem, men hvem kunne jeg narre, selvfølgelig lagde de mærke til mine fejl.

''Hvad er det her dog for et sted?'' Jones kiggede rundt, med hænderne i lommen. Ham undlod jeg nu også at svarer. ''Nora-Summer'' min mor kaldte på mig, og hurtigt kunne jeg mærke hendes dømmende blik i bilen. ''Jeg tænker at hvis du nu også hjalp til, behøvede vi ikke at gå 2. gange'' sukkede hun, hvorefter hun lagde en kasse ned til mig. Jeg kunne allerede nu se mine personlige ting i den, så jeg skyndte mig over at tage kassen, og kramme den godt ind til mig. ''Jones, Matt- vi I hjælpe?'' jeg bed af dem, i det de stadig bare stod og kiggede rundt på skolen, med deres irreterende dømmende blikke. ''Selvfølgelig Søs'' Matt kom hen og hurtigt roede mig i håret, inden de begge tog 2 kasser hver.

''Du skal bo i B24- det er huset kun for piger'' pointerede min mor, hvorefter hun lagde trykket på piger. ''Ja det ved jeg'' sukkede jeg- jeg kunne ikke vente med at flytte ind. 

Hurtigt stod vi ude foran B24, hvor mit navn stod på. Jeg trådte ind i det forholdsvise store værelse. Der var to af alt ting. Senge, spejle, skrivebord. Dog ikke badeværelse- men det kan jeg dog også leve med, at jeg kan dele. På den anden side af værelset havde min værelsekammerat allerede pyntet sit værelse op. Og det meste i farverne lyseblå og pink. Kasserne havde vi sat for enden af sengen. ''Jeg tror det var det'' smilede jeg taknemligt. ''nej vent! Jones!'' jeg kiggede hen mod Jones, som stadig havde min gamle guitar i hånden. Han rakte den til mig. ''Tænk du stadig har den'' jeg valgte ikke at svare ham- det ragede slet ikke ham, hvad jeg havde beholdt af fars ting.

''Vi er nødt til at smutte nu, skat'' min mor kom hen og kyssede mig på panden. ''Elsker dig- pas på dig selv og husk at ring'' hun krammede mig kort, hvorefter jeg skiftede til at kramme drengene der hver i sær kom med en eller anden form for spydig kommentar. Og jeg kunne ikke lade være med at grine af det. Måske endda savne det; men indtil videre kunne de ikke komme hurtigt nok ud af døren.

Og inden jeg havde set mig om, var de væk.

 

Værelset var tomt, men det var rart at få noget ro i hovedet. Jeg kiggede ned af mig selv, og så hvordan de små pletter generede mit stof. Men jeg besluttede ikke at gøre noget ved det nu- nu ville jeg bare pakke ud.

 Men ind kom en køn lyshåret pige ind. ''Hej, jeg hedder Paris!'' sagde hun energisk, hvorefter hun præsenterede sig selv. Hun var 2. års elev. ''Jeg hedder Nora'' smilede jeg hurtigt tilbage. ''Har du brug for hjælp?'' jeg rystede kort på hovedet. ''Jeg har ikke travlt ellers tak'' ''Altså- velkomsten startede for 10 minutter siden'' grinede hun kort. ''Velkomst?'' jeg kiggede op på hende, og derefter op på uret, der allerede hang over døren. ''Ja- 1.års elever bliver råbt op, får deres ting og et par regler af vide-alle er der!'' svarede hun smilede, som det slet ikke var gået op for hende, at vi nu ville komme for sent til den ''jamen'' igen kiggede jeg hurtigt ned på de kaffe pletter. ''Jeg er nødt til at skifte!'' hun rystede på hovedet. ''Det har du ikke tid til, hvis du vil der hen. Kom'' trak hun ligegyldigt på skuldrene, hvorefter hun tog mit håndled og løb med mig ud af døren. Ud fra hendes farver på væggen ville jeg have troet at hun var stille og rolig, men nej. Det virker som om Paris er alle steder.

 

Hun åbnede stille døren, og hurtigt kiggede folk på os. Flere 100 øjne stirrede mod Paris og Jeg- og hun virkede ikke som hun havde noget i mod det. ''Er der Nora-Summer Moore, der tilfældigvis kom ind af døren?'' spurgte rektoren ind i mikrofonen foran alle. Jeg svarede ikke, men hurtigt fik jeg øje på den tomme stol med mit navn på. Paris skubbede til mig, hvorefter jeg kom ud af min trance. Rektoren kiggede på mig med et lille smil på læberne, imens han ventede på en reaktion fra mig. ''Kom her op og få dine ting ungedame, og tak fordi du kunne komme'' grinede han, hvorefter hele hallen grinede med ham. Turen der op var slem. Jeg rødmede i det jeg tog i mod mine bøger, og jeg ville næsten tro at der var omkring 12.

 

''Så jeg håber i får et fantastisk år på Wolfs'' og inden jeg fik set mig om var jeg fanget i en menneske strøm. Jeg anede ikke hvor jeg var på vej hen, og jeg kunne mærke panikken sprede sig. Og hvor var Paris? Og hvorfor følte jeg mig pludselig så lille? Jeg prøvede at holde hoved koldt, imens jeg prøvede at flygte væk for alle menneskerne, så i stedet for at gå ned af samme gang som de andre, drejede jeg til højre. Jeg lænede mig op af væggen. Jeg var allerede træt, og udmattet. Jeg magtede ikke mere- ikke flere mennesker, bøger eller timer jeg kom for sent til. Det var bare ikke sådan mit år skulle gå.

Jeg kiggede rundt på gangene, hvor der nu ikke var nogen at se. Det hele så tomt og fjernt ud, og min mave snørede sig sammen. Jeg var faret vildt, bange OG kom for sent Aller første dag og gjorde mig selv totalt til grin- bare tanken gav mig en kvælende kvalme. Min første dag, ville jeg næppe kalde den success.

 

''Er du faret vild?'' En høj krølhåret dreng kom hen til mig. Jeg trak for skuldrene, og opdagede pludseligt hvor opslugt jeg var af hans tatoveringer. De dækkede fra hans håndled og op til hans ærmer, og hurtigt blev jeg nysgerrig om hvor meget de forsatte. ''Det er Nora-Summer ikke?'' spurgte han. ''Jo, men’’ jeg tøvede ’’bare Nora'' fik jeg fremstammet, hvorefter jeg endelig fik kigget op i hans grønne øjne. ''Øhm, ved du hvor B24 er?'' nærmest hviskede jeg. Det er simpelthen for pinligt at jeg er blevet væk. Et lille smil undslap hans læber og et smilehul tittede frem. ''Det er ned af næste gang, Bare Nora'' svarede han. Jeg fnøs af ham. Original joke, det må jeg da give ham ''Hvorfor er du egentlig her?'' fløj det bare ud af mig, og hurtigt kom jeg i tanke om hvor meget jeg manglede situationsfornemmelse. Han kiggede med et løftet bryn. ''Jeg mener, der er ingen adgang for drenge hér, efter 20:45'' mumlede jeg. Igen tittede smilehullet frem ''Det var nu meget heldigt jeg var her'' jeg trak kort på mine skuldre, og blev lige pludselig bange for den akavet stilhed der fulgte efter- burde jeg bare sige tak og gå nu? for det havde jeg af en eller anden grund slet ikke lyst til. ''Når jeg må hellere finde Paris- tak'' besluttede jeg mig for endelig at fremstammet, hvorefter jeg skulle til at vende ham ryggen. ''Vent'' sagde han hurtigt. Jeg kiggede på ham, men forstod ikke helt hvorfor jeg skulle vente. ''Er det kaffe det du har spildt på dine bukser?'' jeg kunne mærke hvordan jeg blev rød i hovedet. Jeg kom med en lille bekræftende lyd, men blev lige pludselig fanget i hans grønne øjne igen. ''Det er en længere historie'' derefter begyndte jeg at gå mod værelse b24.

 

''Hvor blev du af?'' Paris sad på sengen ved siden af en fyr, der lignede hende utrolig meget- og det ville ikke komme som et chok hvis de nu var søskende. Jeg rystede på hovedet, imens jeg prøvede at få min vejrtræning nogenlunde normal, og samt sænke min plus der var farlig høj. ''Jeg hedder Niall'' smilede drengen. Jeg løftede bare brynet, men overgav mig alligevel, og sagde pænt hej og præsenterede mig som Nora. Det var ikke hans skyld at min humør var dårligt i dag- og det var egentlig heller ikke Paris. Jeg kan ikke forlange at jeg kan hænge op af hende. 

 

''I morgen er jo en helt almindelig dag, sååå'' sagde Paris fnisende, '' jeg tænkte på om du ville have noget i mod, at jeg sov ovre ved Niall? Jeg mener. ’' hvorefter hun flettede sine fingre ind i Nialls. Så søskende var de ikke; ellers havde de bare et sært forhold til hinanden- men hvem var jeg til at blande mig. Jeg skyndte mig at afbryde hende. ''Det fint, Paris'' smilede jeg til, hvorefter jeg vendte hende ryggen. Fedt min eneste ven, forlader mig nu. Og jeg er helt alene om alting igen. Eller ven og ven; hun er vel nok bare den eneste jeg snakker med. 

Jeg hørte ikke efter om hun svarede, men inden jeg fik set mig om var hun ude af døren. Og endelig havde jeg tid til at flytte ind. Jeg startede med at redde min seng. Så var de fleste af tingene lige til. Min computer på bordet, ved siden af de 1000 bøger jeg havde fået. Mit allerede foldet tøj i skabet, også et par andre 'jeg føler mig herre meget hjemme' ting rundt omkring

Jeg gik over til bøgerne, da jeg fandt ud af en af de bøger jeg havde fået var væk. Jeg havde helt sikkert tabt den, midt i menneskemængden. Fuck, om jeg magter det lige nu. Jeg tog mig til hovedet, og kunne mærke hvordan tårerne pressede på. Jeg magtede ikke mere i dag; ikke mere Paris, ikke mere Nora-Summer, ikke mere komme for sent og slet ikke flere tab af hverken bøger eller kaffe. 

Jeg kastede mig i sengen, og måtte indse, at jeg var for træt og doven til at skifte tøj- men jeg fik dog alligevel taget mig sammen til at sætte mit ur til 08.00, da jeg havde min første engelsk time klokken 10.00. 

 

Solen skinnede ind på værelset, og jeg kunne mærke hvordan min varme krop bare svedte. Jeg var faldet i søvn med mit tøj på, og den kogte nu som en pølse i vand. Langsomt rejste jeg mig op, og elskede synet af et tomt værelse- langt væk fra mine brødre og mor. Paris var heller ikke kommet hjem endnu, og jeg fryede mig lidt over at der bare var frit på værelset; kun mig. En lille godmorgen besked fra min mor lyste op på mobilen, men jeg valgte ikke at svare, ikke lige nu i hvert fald.

Jeg tog en sort kjole med ud på toilettet. Den går mig lige over knæene med lange ærmer, hvilket egentlig var nok til varmen i dag. 

Det varme vand fra badet krammede min krop, og jeg kunne ikke lade være med at stå lidt for længe under det, mens et smil dansede på mine læber. Duften af min hindbær sæbe hang stadig i luften, og det eneste der faktisk lige nu kunne få mig ud af badet var tanken om, at min første time begyndte om lidt. Jeg fik redt hår, lagt en lille smule make up og børstet tænder- også var der alligevel 15 minutter inden jeg skulle være der, og selvom skolen ligger lige på den anden side, synes jeg ikke det ville skade jeg gik nu. 

 

Og hvad regnede jeg med? Jeg var faret vild! Jeg stod ved lokale C12, og jeg skulle til Engelsk i lokale A14. Super flot Nora, super dygtig du er. Men hurtige skidt forsatte jeg fremad, og kiggede på alle de mulige døre, men ingen af dem var lige præcis den jeg lede efter. Og hvem kunne jeg bearbejde? Mig selv? Paris? Min mor, for at føde mig med minus stedsans? 

''Nora!'' en mørk stemme lød bag mig. Det var ham den krølhåret fra i går. Jeg sukkede inden jeg vendte mig om mod ham; og ærligt- han så ligeså godt ud som i går. Hvorfor tænker jeg sådan om ham? Jeg kender ham ikke. 

''Hvad?'' han rystede bare på hovedet af mig, og igen kom hans smilehuller til syne. ''Hvad vil du?'' jeg magtede virkelig ikke det her lige nu, men alligevel tog jeg mig selv i, at nyde han kunne huske mit navn. Gad vide hvor mange første års elever han egentlig kunne navne på? ''Hvor skal du hen?'' spurgte han, hvorefter han puttede sine hænder i lommen. ''Engelsk, øhm'' jeg kiggede på mit skema, jeg havde i hånden. ''A14'' svarede jeg. ''Fedt! så kan du følges med mig'' Og derefter vendte han sig om og begyndte at gå mod den eneste gang, jeg ikke havde løbet op og ned af 400 gange. Jeg stod og kiggede på ham. ''Kommer du Nora-Summer? Eller skal du bare stå der og glo?'' Kan kiggede tilbage på mig med et løftet bryn. ''Bare Nora'' mumlede jeg, forhåbentlig lavt nok til han ikke kunne hører med, men alligevel forsatte jeg efter ham. Han smilede skævt til mig, inden han åbnede døren til A14.

Klasselokalet var stort. Ikke så proppet, som jeg havde frygtet. ''Godt du kunne komme, Harry'' svarede læreren, og Harry børstede ham af med et skuldretræk. Jeg kunne mærke rødmen lyste op i mine kinder. ''Og du må være Nora-Summer?'' nu var det min tur til at svare. ''Bare Nora'' smilede jeg til ham. ''Aha'' mumlede han. ''Sæt dig dér, eller ved siden af Maya'' hvorefter han pegede over ved siden af Harry, som jeg nu vidste han hed. Jeg kiggede kort op på ham, og til min overraskelse kiggede han allerede på mig. Men nej, jeg ville ikke sidde vedsiden af Harry. Jeg havde bare ikke lyst. Derfor satte jeg mig vedsiden af Maya. Hun var naturlig rødhåret, med søde små fregner i hele hovedet. ''Hey'' hviskede jeg til hende, idet jeg satte mig. Hun smilede tilbage til mig, hvorefter hun flyttede sin bog tættere på mig, så jeg kunne følge med.

Timen var kedelig, virkelig røv syg. Men heldigvis var den ovre, og alle var ved at tage deres ting og gå. De andre timer var aflyst af en eller anden grund, som vores lærer Hr. Anderson sikker har sagt, men hvor jeg glemte at høre efter.

''Bliver du altid væk, eller gør du det med vilje?'' Harry stemme lød bag mig, idet jeg gik ud af klasselokalet. ''Jo ser du Harry; jeg gør det med vilje. Jeg elsker den der gnist man får, når man føler sig helt lost og hjælpeløs- og for det ikke skal være løgn, gik jeg til det i 3. klasse. Det betød senere hen, at jeg altid vandt i gemmeleg, fordi jeg blev altid væk fra de andre. Jeg farede simpelthen væk i mit eget gemmested'' svarede jeg sarkastisk, men fortrød det med det samme. Det lød dumt. Det var en dum kommentar, til et dumt spørgsmål. Fuck, hvorfor bliver jeg så nervøs når han er i nærheden? Han svarede ikke- hvor havde jeg bare lyst til at grave mig ned i et hul.

 ''Drengene, Paris og jeg skal ud og spise i aften- bare hvis du havde lyst til at komme med?'' jeg kiggede op på ham. ''Jeg snakker lige med Paris, så vender jeg tilbage.'' Mumlede jeg, selvom alt inden i mig skreg.

 

''Hvordan var første skoledag, så?'' Paris sad inde på værelset og læste utrolig nok i en bog. ''Fin'' mumlede jeg, hvorefter jeg kastede mig i sengen. '''Såå..'' jeg havde lyst til at nævne alt det med Harry, og at han teknisk set havde inviteret mig ud og spise i aften- med de andre selvfølgelig. Men nu hvor Paris, ikke selv havde nævnet det, havde jeg faktisk ikke så meget lyst.

''Du kommer i aften, ikke?'' Paris kiggede på mig. Hvad? ''Ja, du skal da med i aften, fjollehoved... men du burde nok lige skifte, vi tager til fest bagefter'' jeg kiggede bare på hende. Hun gik simpelthen bare ud fra jeg tog med? Ikke fordi jeg havde noget bedre at tage mig til, men altså. ''Jeg skal lige skifte'' mumlede jeg kort, hvorefter jeg valgte at tage mine hvide bukser på, og en sort stram langærmet trøje på. Ikke super spænende, i hvert fald ikke i forhold til Paris. Jeg rømmede mig ved tanken om at jeg stod og beundrede hende. Og faktisk var ret jaloux over hvor selvsikker hun så ud.

Ind kom der er et par drenge omkring 4 drenge, hvor 2 af dem kunne jeg kende. Niall og Harry.

''Er i klar tøser'' smilede Niall, hvorefter han gik og kyssede Paris, men hurtigt tog jeg mig selv i at stirre lidt for intenst. Sagen er den, at jeg aldrig har haft en kæreste. Jo jeg har da haft noget med et par fyrer, men ikke noget der var alvorligt. 

Harry sagde ikke noget til os, men hurtigt blev jeg præsenteret for resten af drenge gruppen. Louis, Zayn og Liam- også selvfølgelig Harry og Niall.

 

''Vi er vidst nødt til at kører i 2 biler'' konstaterede Zayn hurtigt. ''Jeg har bil med'' kom det så fra Louis, hvorefter han smilede sødt til mig. Jeg kunne mærke varmen stige til mine kinder. Han var nu ret nuttet, ham Louis.

 ''Og du er mere end velkommen til at kører med hvis du har lyst, Nora'' Jeg bed mig i læben. Varmen i mine kinder blev mere intens, og jeg håbede inderligt de ikke lagde mærke til det.

 ''Du kører med mig Nora.'' Snerrede Harry, hvorefter han kiggede skarpt på mig. Jeg kiggede op på Harry, der med store øjne kiggede på mig. ''Det må hun da selv bestemme, Harry?'' Paris grinede lidt nervøst, hvorefter hun skiftevis kiggede på Harry og jeg. ''Jeg kører med Louis?'' svarede jeg forvirrende. Nu var det trods alt ham der spurgte først. Og desuden virker det som om Harry plejer at få det på hans måde. Men ikke denne gang. Og ikke med mig. ''Nej'' kom det fra Harry. ''Jo''. Jeg tog min telefon og jakke fra sengen. ''Må jeg komme forbi?'' jeg kiggede op på Harry med et lille flabet smil placeret på mine læber. Hans vrede øjne kiggede ned på mig. Og først nu kunne jeg rigtig lægge mærke til de tatoveringer han havde på kroppen- han havde også nogen enkle på halsen. De var alle sorte.

Harry flyttede sig langsomt til siden, så jeg endelig kunne træde ud af rummet. ''Kommer du Louis?'' de kiggede alle sammen på mig, og jeg brød mig egentlig ikke om det. Havde jeg gjort noget? Sagt noget forkert? ''Øhm, ja'' kom det kort fra ham. Derefter var Louis og jeg på vej ud til hans bil. Det skulle nok blive noget af en aften.

 

Turen i bilen var heldigvis ikke så akavet. Vi havde bare snakket lidt overflødigt, men jeg var alligevel glad for jeg valgte at kører med Louis. ''Jeg er ked af du skulle se Harry sådan, men. Ja, det er sådan han er'' sagde Louis kort, hvorefter han trak på skuldrene. ''Sur?'' Louis kunne ikke lade være med at grine af mit svar, men rystede kort på hovedet. ''Han er bare vant til at få det på hans måde. Og misforstå mig ikke Nora. Jeg elsker du sagde ham imod, men lad være med at gøre det for meget.'' og med de ord standsede han bilen foran en lille fin restaurant, hvor alle de andre allerede holdte. Jeg skulle til at spørge ham hvad han mente, og jeg kunne mærke hvordan min nysgerrighed var ved at spise mig inden fra, men ud fra Louis blide blik undlod jeg at spørge.

 

Luften var kold, og bed allerede i mine kinder i det jeg trådte ud af bilen. ''Hva så?'' Louis smilede stort til drengene og Paris. ''Vi ventede på jer'' svarede Paris igen. Det havde da ikke taget længere tid end de andre? Altså. Harrys smøg var næsten røget færdigt, så de havde noget været her i lidt tid alligevel. ''Kom nu bare'' mumlede jeg, da jeg gik forbi dem alle sammen og ind af den lille dør, der adskilte det hele- forhåbenligt også det dårlige humør til det lidt bedre. ''Har i bestilt bord?'' en sort håret pige, kom hen stor smilene til døren. Kunne man være så glad for at arbejde? ''Nej'' kom det fra Harry der stod lige bag mig. Tjenerens smil blev hurtigt mere flirtende. Hun grinede lavt, hvorefter hun tog nogen menukort, og gik hen til et stort bord i hjørnet. ''Jeg kommer tilbage om lidt'' smilede hun igen, men havde ikke brudt øjenkontakten imellem Harry og hende. Han slikkede sig om læberne ''Det vil jeg glæde mig til'' kom det hæst fra ham. Hun blev stående og kiggede på ham- sådan virkelig intens. ''Tak'' fik jeg sagt skarpt. Og jeg ved ikke hvorfor, men det røg bare du af mig. Hurtigt sendte hun mig dræberblikket, kastede med sit hår og gik videre. 

Jeg satte mig imellem Louis og Paris, foran Harry, Niall og Liam. ''Hvad skal i have?'' spurgte jeg, imens jeg fortvivlende kiggede ned i menukortet, som jeg faktisk slet ikke kunne overskue. ''Hmm.. burger, tror jeg'' kom det fra Paris. Drengene var enige, men jeg var nu mest til en omgang pommes, faktisk. 4 minutter efter en tjener hen til bordet. Denne gang var den en høj musikløs mand- og dejlig var han. ''Skal i bestille?'' smilede han frækt. ''Vi skal alle have bruger'' smilede Niall, hvorefter han samlede menukortene og gav ham. ''Jeg vil gerne be'om pomfritter'' jeg gav ham også mit menukort. ''Jeg fik lige ombestemt mig i sidste minut'' smilede jeg undskyld til Niall der bare trak for skuldrene. ''Og 5 øl'', denne gang var det Louis tur til at bestille, men denne gang magtede jeg ikke at rette på bestillingerne. Også kunne jeg nu også godt drikke en øl. ''Jeg er tilbage med maden om lidt'' smilede Tjeneren, hvorefter han blinkede til mig, og forsvandt. Han blinkede til mig... Paris og jeg kiggede smilende på hinanden, og hvis det ikke var fordi, at drengene var her, havde vi helt klart skreget og totalt snakket om hvor lækker han var.

''Jeg er altså slet ikke så sulten'' mumlede Harry surt. ''Orh hold op Harry'' kom det fra Liam, hvorefter de alle grinede som var en intern joke. Jeg kunne nu ikke se det sjove ved det. Derefter snakkede folk på kryds og tværs. 

''Kan du ikke lide burger?'' kom det fra Louis. Jeg rystede på hovedet. ''Altså, jo det kan jeg nu godt- det er bare ikke så spændene mere'' ''Som om pomfritter er bedre'' kom det strengt fra Harry. ''Du kan bare blande dig uden om mine fritter'' mumlede jeg hurtigt, men fortrød det da jeg egentlig ikke rigtigt gad at diskuterer det med ham. Han havde ikke lavet andet end at snakke grimt til mig. Drengene grinede lidt af min kommentar, og en klump samlede sig i min mave. Jeg ved ikke hvad det var, men jeg følte mig til grin her. Som en pause underholdning, takket være Harry.

 

 ''Hvad har du egentlig af familie, Nora?'' Liam kiggede søgende på mig.. Hvad ville de vide? Og hvor skulle jeg begynde? Og hvor meget vil jeg fortryde hvis jeg sagde det? 

''Jeg har en mor, og 2 store brødre'' kom det afvisende fra mig. Jeg ville ikke snakke om det, og heldigvis for det tror jeg at Liam havde opfanget det, for han lod i hvert fald være med at spørge mere. ''Hvad med en far?'' selvfølgelig kom det fra Harry med hans flabede undertone. ''Det kommer ikke dig, Harry'' jeg kiggede taknemlig over på Paris. Denne gange havde jeg ikke lyst til at gå i forsvars position. 

Tiden gik, og vi var alle nogenlunde færdige, og på vej hjem. ''Hvor skal man betale?'' Liam rystede på skuldrene ''Det skal du ikke tænke på, Nora- jeg tror Harry betalte for det'' jeg sukkede tungt. Hvad laver drengen? Men jeg valgte at lade den ligge, også måtte jeg vel give han pengene på et andet tidspunkt. ''Øhm, Nora'' Paris listede sig op vedsiden af mig. ''Drenge kører med Louis hjem'' Jeg kiggede uforstående på hende. Jeg skal bare ikke sidde alene i den bil med Harry.

''Oggg, jeg har lidt lovet at sove hos Niall'' mumlede hun så igen. Selvfølgelig havde hun det. Hun skulle jo sove sammen med ham i dag, igen. ''Oggg, Harry har sådan set sagt okay til at køre dig hjem, så vi andre bare kan tage hjem til deres college'' hun smilede undskyldende, hvorefter hun kærligt tog fat i mit håndled. ''Paris, kan I ikke bare sove hos os?'' jeg kiggede opgivende på hende, men ærligt hvad havde jeg regnet med? Jeg kendte jo allerede svaret. ''Jo altså, det kunne vi også.. Men drengene har enmandsværelser, oggg, altså, jeg tænkte for din skyld at-'' ''Det fint'' afbrød jeg hende med et smil. Det er i orden, jeg forstår det godt, og jeg må også til at blive venner med Harry, hvis de her venskaber på nogen måde skal holde, og han betalte trods alt for min mad- så jeg havde måske mulighed for at give ham pengene. Hun smilede taknemligt, hvorefter hun kyssede mig på kinden. 

 

Jeg krammede dem alle sammen farvel, og sagde tak for i dag. Jeg vendte mig om, og så hvordan Harry holdte døren åben for mig. Et sus følg igennem maven på mig. Jeg kunne godt lide tanken om, at han havde holdt døren åben for mig. Jeg kunne godt lide tanken om, at jeg betalte min mad. ''Gentleman'' smilede jeg til ham, hvorefter han lukkede den, samtidig med han slukkede sig smøg og satte sig ind vedsiden af. ''Det skal du ikke tænkte på'' han tændte bilen. ''Hvor meget skylder jeg dig?'' Jeg rynkede lidt på næsen. ''Ikke noget, Nora-Summer'' et suk undslap mine læber. ''Vil du ikke nok være sød at lade være med at kalde mig det?'' Tænk jeg næsten måtte tigge ham om det. ''Hvorfor er det du ikke kan lide det? Jeg synes det ligger godt i munden'' ''Fordi at jeg ikke bryder mig om det?'' hvorfor kunne han ikke bare forstå det? jeg kan ikke lide mit navn, og slet ikke når han siger det. ''Har du svært ved ikke at respektere folks mening, Harry?'' det fløj bare ud af mig. Jeg sværger. ''Det må du ikke tro, min pige. Jeg synes bare at Nora-Summer er sååå sødt'' kom det sarkastisk. Jeg kunne mærke hvordan alle mine muskler spændes og jeg måtte bide mig hårdt i læben, for ikke at åbne min sele og flyve i hovedet på ham. Men jeg måtte for første gang nogensinde være den modne. Jeg magtede ikke at skændes med ham, for jeg vidste at uanset hvor meget jeg anstrengte mig, ville jeg ikke få det sidste ord. ''Det fint Harry.'' 

 

Resten af turen forgik i stilhed. Kun musikken fyldte bilen, og jeg kunne ikke lade være med at skylde den dårlig stemning på Harry. Men selvom, at der var ingen der sagde noget, så jeg det som en mulighed for, at studerer Harrys tatoveringer. Jeg elskede dem; det må jeg indrømme. Jeg kunne ikke helt gennemskue hvad de alle var, eller betød, men jeg inderligt elskede dem. Især den han havde på underarmen på venstre arm. Den var en hel tekst. Jeg kunne ikke læse hvad der stod, men den var den eneste der var lidt anderledes end de andre. Det var ikke druknet i skygger eller andre ting. Bare den, og kun den. 

''Du er her nu'' mumlede Harry kort, hvorefter han selv steg ud af bilen. Jeg åbnede min sele, vendte mig om for at tage min taske, og inden jeg havde set mig op, var min dør blevet åbnet. Jeg smilede taknemligt til ham, hvorefter jeg begyndte at gå imod bygningen. Men selvom jeg nok ikke ønskede det, kunne jeg ikke hører en ny bildør åbne- der i mod hørte jeg kun fodtrin bag mig. Jeg vendte mig om, og så Harrys mørke skikkelse. ''Har jeg glemt noget?'' jeg kiggede tvivlende ned af mig selv. Jeg har sikkert bare glemt noget, men Harry rystede afvisende på hovedet. ''Nej, men jeg vil gerne lige følge dig ordenligt ind'' derefter lagde han en hånd på min læn, og skubbede mig fremad. Sommerfuglene i maven voksede sig hurtigt større, og lige pludselig føltes den lille kilderen som en kvalme. ''Jeg kan altså godt selv gå'' ikke fordi jeg havde lyst, men fordi Harry ikke skulle vide, hvor meget jeg hadede at jeg elskede den opmærksomhed han gav mig. ''Det var da godt, Nora'' grinede han, og jeg kunne næsten fornemme hans smilehuller. Jeg bed mig hårdt i læben. Nora. ''Men jeg ville ikke have du går alene. Der er et par idioter der bor her'' ''Så du følger bare alle hjem? Er du så beskyttende for alle?'' Jeg kiggede nysgerrigt op på ham. Er Harry overbeskyttende? ''nej, ikke overfor alle'' Og igen måtte jeg bide mig hårdt i læben for ikke at smile for stort.

 

''Fuck'' hviskede jeg, imens jeg ledte panisk efter nøglen til værelset i mine lommer. ''Kan du ikke finde dem?'' spurgte Harry, og jeg må ærligt indrømme, at jeg havde lyst til at svare flabet igen, og fortælle ham, at jeg nok allerede havde åbnet døren, hvis jeg vidste hvor de var. Hurtigt kunne jeg mærke varmen stige op i mine kinder.

''Hvad så?'' kunne jeg høre Harry grine. Jeg spændte i min hånd, som var begravet i min lomme. Altså, den hånd mine nøgler lå i. ''De er her'' mumlede jeg kort, hvorefter jeg åbnede døren til værelset. 

''Hvor meget skylder jeg dig, Harry?'' jeg havde egentlig ikke rigtig nævnt det med middagen for ham, men jeg ville altså ikke lave ham betalte. ''Du behøver ikke. Du kan bare skylde mig en tjeneste'' Han trak kort på skuldrene. ''Jeg vil hellere have du får pengene'' en dårlig samvittighed spredte sig i min mund. ''Men jeg kan bruge en tjeneste, ikke penge. Godnat Nora-Summer. Vi ses i morgen'' Harrys grønne øjne stirrede dybt ind i mine. Men alligevel kunne jeg ikke lade være med, at blive godt og grundigt irriteret. ''Jamen hvilken slags tjeneste? Hvad skal jeg gøre?'' ''Det skal jeg nok finde ud af, Godnat Nora-Summer'' jeg sukkede lavt ''Godnat Harry'' Derefter lukkede jeg døren.

Jeg lagde mig som det første i sengen, og fortrød det med det samme. Jeg ville ikke magte at tage mit tøj af, og jeg ville ikke magte at børste mine tænder. Men hvad skader det? Det er torsdag- det vil sige snart fredag, og snart weekend. 

 

 

Mine øjne var klisteret til klokken, og uanset hvor mange gange jeg havde talt til 60- uanset hvor hurtigt eller langsomt jeg gjorde det. Men minutterne ændrede sig ikke. 

''Kom nu'' hviskede jeg lavt, hvorefter jeg besluttede mig for at tegne krusduller i mit hæfte i stedet for, at overglo klokken. ''Nora-Summer?'' Hr. Thomsen kiggede på mig med strenge øjne. Jeg smilte hurtigt. Jeg var så færdig. ''Hvor meget har du egentlig hørt efter, Frk Nora-Summer?'' ''Øhm.'' men mere valgte jeg ikke at sige, da han bare afbrød mig. ''Jeg vil gerne have i finder en bog til næste time. Derefter skal i analysere den'' Hr Thomsen trak på sine skuldre, hvorefter han lod folk gå. 

Jeg tog mine ting op i farmen, hvorefter jeg begyndte at gå imod døren. ''Nora?'' Jeg vendte mig om og så hvordan Hr Thomsen sad på bordet. Han var en flot mand, og jeg ville gætte på han ikke var ældre end de 26. Han mindede faktisk om en filmstjerne. Især som han stod der med en blå skjorte nede i hans stamme bukser- en smule skægstubbe og mørkt hår. Fuck, hvor så han egentlig godt ud. ''Hvorfor har du virket så fraværende i dag?'' ''Det må du undskylde, det skal ikke ske igen'' undskyldte jeg. Han smilte kort, hvorefter han tillod mig at gå. 

 

''Hvorfor tog det dig så lang tid?'' lød det fra en mørk og hæs stemme bag mig. Et suk forlod mine læber, men jeg valgte alligevel at stoppe og lod Harry indhente mig. ''Jeg skulle snakke med Hr. Thomsen'' Han svarede mig ikke, men jeg kunne mærke at han alligevel forventede at jeg svarede på hvorfor. ''Og det rager ikke dig hvorfor'' mumlede, hvorefter jeg drejede mod gangen til højre. ''Hvor skal du hen?'' kom det fra Harry. ''Mod værelset, hvis du virkelig gerne vil vide det.'' et grin forlod hans læber, og aldrig har jeg set hans smilehuller så tydeligt. ''Sødeste Nora, du er igen faret vild.'' Hvorfor er det at jeg aldrig dummer mig, når han er i nærheden? ''Ja, øhm.. Det er jeg udmærket god klar over, Harry. Jeg ville bare lige, øhm.. se hvad der var forenden af den gang'' men desværre kom det ikke ligeså selvsikkert ud, som jeg havde håbet. ''Der er en dør, og forenden af den dør er der en gang- og for enden af den gang er der en dør'' han stoppede med hans åndsvage joke ''Ej men helt seriøst Nora-Summer, det kan du da sige dig selv'' igen valgte jeg at ignorer ham ''Enten er du nødt til at leve med en GPS i din hånd, eller en chip så jeg altid kan se hvor du er henne- bare så jeg kan finde dig'' smilede han selvsikkert.

 

Hurtigt fnøs jeg af ham, hvorefter jeg forsatte ned af den gang jeg kom fra. ''Skal du med til fest i aften?'' Jeg rystede afvisende på hovedet. ''Fester er ikke mig, må jeg indrømme- og desuden er det Torsdag.'' og det var ærligt. Jeg var tit blevet inviteret til fester, men ingen af dem havde været lige mig og til sidst havde jeg helt opgivet at tage afsted. ''Men det er en velkomstfest for alle 1 års elever. Det vil sige, at du faktisk ikke har noget valg, udover det har lærerene fraværsdag i morgen- det vil sige arbejdselv hele dagen, så ingen lærer.'' Svarede han flabet ''Der tog du fejl, Harry. Jeg har valg- og jeg vælger ikke at tage med i aften'' Igen kunne jeg høre ham grine. ''Er du normalt så kedelig?'' jeg magtede ikke at svare ham, men derimod at gå lidt hurtigere. ''Det tror jeg du er, Nora-Summer. Med dit udseende, opførelse og navn, kan du umuligt havet lavet andet end at sidde derhjemme hver aften og læse.'' Jeg stoppede op. Jeg var sur, vred og alt det imellem. Hvad fanden bildte han sig ind? At dømme mig på den måde. ''Hør her Harry! Bare fordi jeg har andre ting at tage mig til end alkohol, smøger og stoffer betyder det ikke jeg er kedelig. Så gider du at blande dig udenom, og lade være med at fortælle mig hvad jeg skal og ikke skal hele tiden!'' Og med det trådte jeg ind på mit værelse. 

 

Paris stod inde på værelset imens hun vendte og drejede sig foran spejlet med en alt for lille og stram kjole på. Hendes blonde lokker, slangede sig ned af ryggen på hende og dækkede næsten den åbne ryg den havde. Hun var smuk. ''Er du okay pigebarn? Du ser rødglødende ud'' fik hun sagt uden, at have fjernet blikket fra sig selv. ''Det bare Harry'' sukkede jeg, hvorefter jeg satte mig ned i min seng. ''Hvad er der med mig?'' Harry stod i døren, men verdens største selvsikre smil på sine læber. ''Oh'' fik Paris fremstammet. ''Nora vil ikke med til festen i aften- så jeg kaldte hende kedelig. Så nu er hun pisse sur'' lød det fra Ham. Han sagde ordene en for en, og det lød virkelig på ham, som om han elskede hvert og et han sagde. ''Skal du ikke med i aften?'' Paris kiggede chorkerende på mig. Helt ærligt, hvornår forstår de, at fester bare ikke er lige noget for mig. ''Kom nu Nora, du kan ikke slet ikke gå glip af den her fest!'' Paris lød nærmest panisk, imens hun kiggede på mig. ''Okay! Okay.'' jeg tog begge mine hænder op, og viste at jeg havde overgivet mig. Så slap jeg i det mindste for at høre på deres plagen. ''Yes'' skreg hun hvorefter hun klappede i sine hænder. ''Så Harry, ud ud! Vi skal gøre os klar'' Harry kiggede undrende på Paris, som om han ikke helt forstod hvad det her gik ud på, men han valgte ikke at sige noget, men bare forlade værelset. Jeg bed mig i læben. ''Du ringer bare, Paris'' fik han sagt inden han lukkede døren efter sig.

 

''Du skal passe på, Nora'' Hvad mener hun med det? Passe på med Harry? ''Bare rolig, Paris'' betryggede jeg hende. ''Nej jeg mener det helt seriøst, Nora. Jeg har været venner med Harry siden vi var 7 år.'' hun tarv. ''Harry er ikke altid et godt menneske, og slet ikke over for andre. Så bare pas på du ikke bliver såret.'' hun smilede et lille skævt smil til mig. ''Jeg lover det Paris'' og selvom samtalen hurtigt sluttede, og blevet drejet over på kjoler og make up, kunne jeg ikke lade være med at være en smule skuffet. Jeg var ikke forelsket i Harry, men virkede jeg så svag? Var Paris virkelig nødt til at advarer mig? Og hvorfor kunne jeg ikke lade være med at føle mig en smule ramt, når hun omtalte ham på den måde? Mit hovedet havde fået at blive bombet med spørgsmål, svar og forvirringer på de 2 minutter vi har haft samtalen kørende- og jeg havde ikke en gang  gået her mere end 3 dage.

''Må jeg ikke nok?'' hun kiggede bedende på mig. ''Må hvad?'' ''Har du været væk eller hvad?'' hun grinede kort. hvorefter hun rystede på hovedet. ''Her'' hun kastede en mørkerød, næsten lille kjole til mig. Den havde lange ærmer, og ville skyde på at den gik mig til midten af låret. Den sad stramt, men brystet gik ned i en dyb V skæring. Den er smuk, men også meget. ''Det er ikke en diskussion værd, for jeg vinder alligevel'' kom det grinede fra Paris, hvorefter hun vendte ryggen til mig, så jeg kunne tage den på. Jeg kiggede skeptisk på kjolen, men valgte alligevel, at tage mit tøj af for at prøve det på.

''Sådan'' kom det mumlede fra mig, imens jeg prøvede at hive kjolen længere ned. ''Lad være med det, Nora. Den sidder som syet på dig'' smilede hun kærligt. ''Men så heller ikke mere'' fik jeg blinket til hende. Jeg havde ikke besynderlig meget lyst til at have make up, eller sætte mit hår. ''Jamen så er vi jo klar til at tage afsted'' Smilede hun. Derefter tog Paris hendes telefon hvorefter hun bad personen i den anden ende, at komme og hente os. ''Hvor langt væk er det?'' Jeg tog min sorte læder jakke om armen, og puttede derefter mine fødder ned i mine sorte støvler. ''10 minutter væk, højst. Her, tag lidt parfume på'' sagde Paris, hvorefter hun sprøjtede 2 sprøjt af en stærk parfume på mig. Jeg rynkede næsten; den havde jeg nok ikke valgt at tage frivilligt på. ''Men drengene har 1 mandsværelser, og deres hus er hundrede gange større end vores'' ''Hvordan kan det være?'' Paris trak på skuldrene. 

Det var koldt udenfor imens vi stod og ventede på personen der skulle komme og hente os. ''Vil du have en?'' hun kiggede på mig, hvorefter hun tilbød mig en smøg. Jeg kiggede ned på den, og af en eller anden grund tog jeg alligevel en. Jeg ved ikke hvorfor, for jeg havde aldrig røget. Men denne gang, og sammen med Paris, virkede det hele bare så naturligt. Her var der ingen der ville dømme mig hvis jeg gjorde det, eller ikke gjorde. Med et skævt smil gav Paris mig også en lille lyserød lighter. ''Ved du hvordan man tænder dem?'' spurgte hun mig, med sin egen tænde smøg i munden. Jeg havde jo selv aldrig gjort det, men havde set det på film- og jeg havde nu egentlig også set min mor ryge én gang eller to, imens hun grædende snakkede i telefon med min far, men det var aldrig noget jeg havde spurgt eller snakket med hende om- det var bare en selvfølge at vi aldrig skulle ryge. 

 

Jeg placerede cigaretten til rette imellem mine læber, hvorefter jeg langsom til lighteren op til den. Langsomt lagde jeg hvilede jeg min tommelfinger på toppen, hvorefter jeg skulle til at rulle den ned. ''Du gør det ikke'' en mandlig stemme lød bag mig, og fik mit hjerte til at hoppe hundrede gange hurtigere. ''Det må hun da selv om, Harry!'' Paris kiggede stift på ham. Jeg tog igen smøgen ud af munden, med 2 af mine fingre, hvorefter jeg skulle til at puste mig op. ''Helt ærligt, Nora. Hvorfor? Hvorfor skulle du begynde at ryge?'' han ignorerede fuldstændig Paris, imens han kiggede mig direkte i øjne. Han stod kun 10 centimeter fra mig, med hans ansigt lænet ned foran mig. ''Hvorfor?'' spurgte han igen. Jeg tarv. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. Jeg ved heller ikke hvorfor. Jeg åbnede min mund, men ordene sad fast i halsen på mig, og fik mig til at føle mig kvalt. Han kiggede væk fra mig, hvorefter han kiggede på Paris der kiggede ned i jorden. Jeg lagde smøgen i min lomme, hvorefter jeg gik efter Harry der med raske skridt gik hen til hans bil. Min mave havde samlet sig til en kugle, og mit hjerte gjorde så hamrende ondt, fordi den bare havde arbejdet på fuld smadder.

Jeg satte mig foran ved Harry, men ingen af os havde endnu sagt noget. Jeg var skuffet over mig selv, og faktisk også over Paris. Hvorfor tilbød hun mig den i første omgang? hun vidste jeg ikke røg- men jeg kunne ikke give hende skylden. Jeg tog imod den, og jeg ville have tændte den. 

 

''Paris kan du ikke lige gå ud?'' Harry havde holdt bilen, og allerede inde fra bilen kunne man høre hvordan musikken bare spillede. Hun kiggede på mig op i bagspejlet, men jeg nikkede bare til hende, og med dét forsvandt hun ud af bilen. ''Hvorfor ville du tænde den smøg, Nora?'' Harry sukkede dybt, og en strøm af skyldfølelse fløj ind over mig. ''Fordi Harry, jeg er kedelig. Og jeg har ikke lyst til at være kedelig. Jeg vil være så meget mere end bare det'' jeg ved ikke hvorfor jeg sagde det, men det gjorde jeg. Og jeg havde gjort op med mig selv, at jeg var nødt til at være ærlig, for at finde ud af alt det her. 

 

''Du er ikke kedelig'' Harrys grønne øjne lyst helt i mørket. ''Det sagde du selv'' ''ja okay- Nora, du er skide kedelig.'' grinte han. Jeg kunne mærke et stik i mit bryst. Hvorfor havde han så travlt med hele tiden at fortælle mig hvad jeg var. Og når jeg så endelig gjorde noget ved det, gjorde jeg også dét forkert. ''Men du er så meget mere end det'' jeg åbnede døren og gik ud. Han skal slet ikke begynde på det der. Jeg kan ikke holde det ud. Jeg kan ikke holde ham ud. 

 

Men her stod jeg. Helt alene ude foran en fest, hvor jeg ingen kendte. Men alligevel gik jeg med raske skridt ind til festen. Musikken spillede, og folk var fulde. Hvorfor var jeg her? Jeg ville jo faktisk ikke. ''Nora!'' Louis kom smilende hen til mig. Han virkede ikke så fuld, som jeg havde troet, og af den grund åndede jeg hurtigt ud.

''Er du tørstig?'' jeg rystede på hovedet. ''Jo, kom med'' derefter lagde han hånden på min læn, og førte mig forbi hundrede af mennesker jeg havde set i timerne, og hen til bordet. ''Rom og Cola?'' sagde han, og uden at jeg nåede at sige til ham, at jeg egentlig ikke drak, gav han mig det røde plastik kop i hånden. Jeg sippede kort til det, imens jeg kunne mærke hvordan alkoholen brænde mig hals. Hvis jeg skulle drikke, skulle det også gøres ordenligt. Jeg vendte hurtigt koppens bund i luften og tømte glasset. Det brændte i min mave, hvorefter jeg kørte håndryggen henover min mund. Havde jeg egentlig spist noget i dag? ''En til?'' kom det grinede fra Louis, hvorefter han fyldte min glas op igen. Og derefter gik vi ind i stuen. Og jeg ved ikke om det var stemningen, eller personerne der gjorde at jeg allerede følte mig lidt halv fuld. Alle jeg kendte sad i stuen, og var på en eller anden måde i seksuelt kontakt med en anden. ''Spænende'' hviskede jeg grinede til Louis. Han trak smilede på skuldrene. ''Jeg skal ud og ryge, vil du med?'' hviskede han til mig. Jeg nikkede. Men inden jeg forlod rummet, så jeg en mørk skikkelse ovre i mørket. Det var Harry. Harry og en eller anden pige. Hun sad på ham, så de havde brystkasserne mod hinanden. Hans hænder lå på hendes læn, imens hendes nussede ham i nakken. Og de rå snavede. Jeg kunne herovre fra fornemme hvordan deres tunger legede med hinanden. ''Nora?'' Louis kiggede undrende på mig. Hurtigt kiggede jeg væk fra dem og hen på Louis. ''Ja, jeg kommer nu'' og med det bundede jeg klassen og gik sammen med Louis.

 

''Er du okay'' mumlede han imens han stod med smøgen imellem sine læber. Jeg nikkede. ''Jeg har det fint'' smilede jeg stille. ''Ryger du?'' Louis tog et hvæs på cigaretten, og pustede så røgen ud. Den dansede i luften, og forsvandt så ind til ingen ting. ''Jaer'' smilede jeg til Louis, hvorefter jeg tog min hånd ned i jakken jeg ikke engang havde nået at tage af. Han kiggede på mig med et løftet øjenbryn, men sagde ikke noget. Jeg lagde den imellem mine læber, der let lukkede om den. ''Lad mig'' hviskede Louis, hvorefter han kom tættere. Han tog sin lighter op til min smøg, og lukkede om den med sin hånd. Jeg kiggede kort op på Louis, hvor det gik op for mig hvor smuk han egentlig er.

Jeg kunne pludseligt mørke varmen i mit ansigt, og det gik op for mig, at ilden ikke var længere end en smøgs længde fra mig. Og så sugede jeg ind af- ikke meget, men nok til jeg kunne se hvordan enden af den blev helt gul af ilden. Jeg tog mine fingre op til den, og sugede ind af igen. Jeg kunne fornemme en kradsende fornemmelse i min hals, og jeg havde mest af alt lyst til at hoste, men jeg gjorde det ikke. Jeg forsatte med at suge- helt ned til mine lunger, rundt, derefter ud igennem mine læber igen. Den lille dansede røgsky kom igen. Og Louis havde stadig ikke flyttet sig.

''Du så smuk Nora'' Louis kørte sine hænder op til min kæbe, og hele vejen hen til min nakke. ''Tak Louis'' fik jeg fremstammet, men det lød ikke som om jeg troede på det, desværre. Jeg tog igen endnu et hvæs af smøgen, og det hele gentog sig igen. ''Min mor ville dræbe mig hvis hun så det her'' grinede jeg ''hun ville skrige af mig. Jeg drikker, ryger OG snakker med drenge'' jeg kunne ikke lade være med at grine, hvilket fik Louis med. Vi grinede og grinede- mest fordi vi var fulde, men også fordi at det lige gik op for mig hvor langt ude jeg var.

''Hvad griner i af?'' Harrys stemme lød i døren, imens han kiggede stift ud. Den gode stemning forsvandt totalt, og af en eller anden grund gemte jeg smøgen for ham, som var den teenage pige, der opdagede sin mor- men denne gang var det bare mig. En ung, selvstændig voksen, der gemmer en smøg for en dreng fra hendes klasse, som hun dårlig nok kender. Men han havde opdaget den, selvfølgelig havde han det.

 

''Vi snakkede bare om Noras mor'' grinede Louis stadig en lille smule. ''Aha'' kom det fra Harry og lød pisse ligeglad. Louis smil faldmede hurtigt. ''Har du en lighter, Nora'' Harry gav mig hurtigt elevator blikket, men jeg sagde ikke noget. Jeg kunne ikke sige noget. Ordene sad fast i halsen på mig. Jeg rystede på hovedet, og Louis gav ham hans.

''Ej hvor er det hyggeligt det her'' kom det sarkastisk fra Harry. Jeg havde mest af alt lyst til at råbe ham op i hovedet og takke for at ødelægge den gode stemning, men jeg gjorde det ikke. Der imod tog jeg endnu et hvæs af smøgen, og nydte hvordan den kradsede i min hals. 

''Er det dig der har lært hende det?'' spurgte han pludseligt Louis, med et stort smil på læberne. Louis kiggede undrende på mig, imens han så forvirret ud. ''Stop det Harry'' sagde jeg sammenbidt, imens jeg kunne mærke hvordan man krøb sig sammen, og den velkendte kvalme kom igen. ''At ryge?'' Harry ignorerede mig fuldstændig. ''Stop det Harry'' bed jeg af ham. Men i stedet for at svare tog han smøgen imellem sine læber og sugede til. ''Jeg troede du røg?'' Louis kiggede på mig med et løftet øjenbryn. ''Kan I ikke bare droppe det der? Jeg er ikke en fucking hund, eller lille barn! Lad mig nu selv bestemme hvad jeg har lyst til'' råbte jeg af dem. Jeg kunne mærke hvordan blodet pumpede i mig. ''Du så sød når du er sur, Nora-Summer'' og med det smed jeg smøgen. Jeg ville gerne hjem. Og det skulle være nu.

'Er du okay?'' Paris kiggede panikslagende på mig. Jeg rystede på hovedet, hvorefter jeg strammede om glasset med vand. ''Er det Harry?'' fik hun sagt imens hun var godt i gang med at sukke. ''Det er okay, Nora. Han er bare et dumt svin, det har han altid været'' hun smilede skævt til mig, hvorefter jeg bare trak på skuldrene. Jeg var ligeglad med hvad han var og ikke var. Jeg burde være ligeglad med ham. ''Hvordan kommer man hjem herfra?'' jeg havde ikke set nogen busser eller lignede, så jeg havde faktisk ikke en ide. Og det var måske virkelig dårligt planlagt af mig, at jeg ikke havde en plan B for, at komme hjem, men det havde jeg altså ikke. ''Der går hverken taxaer eller busser nu. Så altså, jeg kan spørge om Niall vil kører dig?'' hun kiggede lidt halvt skuffende ned i gulvet. ''Nej ved du hvad? Jeg skal ikke hjem. Min aften skal ikke ødelægges bare fordi, at Harry har prikket lidt til mig'' jeg smilede opløftende til hende. ''Fedt Nora! Så kom med her ind'' hun smilede glad til mig, hvorefter hun tog fat i mit håndled og skulle til at løbe ind i stuen igen, men stoppede. ''Her tag der her i stedet for'' sagde hun, hvorefter hun gav mig hendes røde plastikkrus.  

Verden snuerede rundt, og jeg kunne ikke kende forskellen på højre og venstre. Eller jeg følte mit hoved var en sjovere version af sig selv. Alle var søde, smilte og grinte. Jeg tilbød mig hele tiden mere at drikke, men selvom jeg ikke var tørstig kunne jeg ikke takke nej. ''JEG HAR DET FOR FEDT, PARIS!'' jeg kiggede hurtigt hen på Paris, der med et løftet øjenbryn gav mig elevator blikket. Jeg ved godt jeg var lækker, og fordi hun var såå skiiiidde sød, fik hun lige en krammer- også lå jeg på gulvet. Min mave fløj sammen af krampe, og en latter forladte min mund. ''Eiijj, dej må du sku virklig undskyld, jeg gjorde det ik' me vilje'' Jeg talte som om jeg havde noget i munden, men det kunne jeg jo ikke selv styre- sådan er de jo bare nogen gange. 

 

''Hvad laver jeg her?'' jeg vågnede på forsædet af en bil med en spand i mine hænder og en trøje ud over mig. Jeg kiggede forvirret rundt, og så Harry på forsædet. Jeg bed mig i læben, men kunne ikke holde det tilbage uanset hvor meget jeg prøvede ''Må jeg ikke nasse en smøg, Søde Harry?'' derefter brød jeg ud i latter, men hurtigt blev den latter der fyldte min mund, erstattet med en flyende smag. Bilen stoppede bart, og jeg fløj lidt frem i sædet, hvor at sikkerhedsselen pressede på min mave. Igen brækkede jeg mig. ''Hvorfor er du sådan dér, Nora?'' Harry holdte hårdt på brættet, hvorefter han kiggede surt på mig. Jeg trak på skuldrene. ’’Tak Harry, det havde jeg bare mega meget brug for’’ svarede jeg surt. ''Men hvorfor er du sådan dér, Harry'' efterlignede jeg ham, men da jeg så hvordan han bare rystede på hovedet, kiggede jeg ned i spanden.

''Skal du brække dig igen?'' denne gang løs han en smule mere omsorgsfuld, men jeg kunne ikke svare. Mine øjne var våde, og hvis jeg åbnede munden var det ikke ord- så var det enten bræk eller hulken. ''Nora?'' Harry forventede svar, men rystede på hovedet. ''Forhelvedet Nora, du gør mig så skide forvirret. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv når du er i nærheden. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ad dig'' Han lød opgivende, men for alt i verden, prøvede jeg ikke at afbryde. Jeg ville hører hvad han havde at sige, også måtte jeg komme med mit udbrud en den dag, jeg var nødt til at køre ham hjem, fordi at han blev alt for fuld. ''På den ene side har jeg lyst til at råbe af dig, fortælle dig hvor stor en idiot du er, at du drikker så meget, ryger og opførte dig som du gjorde; og jeg ved ikke hvorfor. Jeg ved ikke hvorfor jeg har det behov for, at passe på dig, Nora, fordi- på den anden side, så er jeg pisse ligeglad. Hvis det ikke var for Paris, havde jeg ikke kørt dig hjem. Jeg er ligeglad.'' En kvalme samlede sig i min hals, men denne gang var det ikke alkoholen. Det var tanken om Harrys ord. ''Hvis du er så ligeglad, vil du så ikke bare være sød at lade mig være?'' jeg kiggede op på de grønne øjne, der stirrede ud af forruden. Jeg vidste hvilke knapper jeg skulle trykke på, for at tænde Harry så meget af, at han måske ville smide mig ud af bilen, og det brændte næsten på tungen; måske ligefrem tændte mig ved tanken om at smide ordene i hovedet på ham. ''Jeg kan ikke.'' mumlede ham, hvorefter han fugtede sine læber. ''Så bare vær sød at køre mig hjem, Harry.'' var det sidste jeg fik sagt, inden han opgivende fik startet bilen. 

''Nora, nu skal du ikke tro, at jeg lige har givet dig en eller anden kærlighedserklæring. Jeg elsker dig ikke'' og efter de ord, kom kvalmen, ordene, alkoholen, vreden og alt det jeg havde holdt tilbage op i spanden. Flere gange- måske så mange gange at jeg kunne blive dehydreret. ''Stop bilen Harry'' fik jeg sagt da jeg endelig var færdig. Han rystede på hovedet. ''NU!'' råbte jeg af ham, hvorefter jeg åbnede døren, imens han kørte. Han stoppede rimeligt hurtigt derefter. Jeg smed spanden ud af døren og så hvordan at mit bræk lavede en stor pøl. Jeg fumlede med mine rystede fingre med selen. Den blev ved med at rykke sig, og jeg kunne ikke klikke den op igen. ''Tag dig lige sammen, Nora'' sukkede Harry, hvorefter han kørte hånden igennem håret. Selen løsnede sig fra min bryst, og hurtigt fik jeg rejst mig fra sædet, og stod nu på den forbavsende kolde jord. Jeg kiggede ned af mig selv, og opdaget hvordan mine hvide strømper blev våde fra vandet- det var ikke mine strømper og hvor var mine sko?. ''Kom her ind, Nora'' Harry stod nu også udenfor, på den anden side af bilen. Mit blod boblede i mig, og mine øjne var våde. ''Nej, Harry- hvad fuck tror du selv! Jeg er ikke din fucking kludedukke, og uanset hvor meget du har lyst, kan du ikke bilde dig ind, at behandle mig som du gør!'' tårerne trillede ned i min kind, og derefter på mine læber. Jeg var ligeglad, og uanset hvor meget jeg kæmpede for ikke at sætte mig ind i bilen, tænke på kulden, kunne jeg ikke holde ham ud mere. Han måtte vide hvordan jeg havde det. ''Nora, vi tager den her, når du ikke er stiv'' ''Nej nu holder du kæft, Harry!'' jeg afbrød ham, hvorefter jeg tog en dyb indånding. ''Harry, efter jeg mødte dig. Har mit liv været et helvedet. Jeg har hadet hver eneste ene dag. Jeg hader at se dig, jeg hader at hører på dig, og jeg hader at jeg hele tiden skal sige dig igen, eller imod. At jeg hele tiden skal være bange for, at du kommer med en eller anden dum kommentar, eller at jeg hele tiden skal beskytte mig selv.'' Jeg hulkede nu. Og jeg frøs, og jeg havde nok bidt hul i min læbe. ''Nora-'' ''Harry, men- Men jeg elsker at se dine tatoveringer. Jeg elsker den måde, at du hele tiden lægger mærke til mig, Jeg elsker hvordan du interesserer for mine samtaler med andre, at du har noget at tilføje, at du bliver så skide jaloux når jeg er sammen med Louis- hvordan du viser mig vej, når jeg er væk. Harry, jeg elsker at uanset hvor jeg er, ved jeg at du er. Jeg elsker at jeg føler mig tryg, Harry. For jeg ved at du er der, om du vil det eller ej'' Jeg tog en dyb indåndning. Min hals var tør, da jeg havde råbt. Jeg var fuld- alt det jeg sagde var ikke mig; det er kun fordi jeg er fuld. Det må det være. Jeg mener ikke noget af det. Harry kiggede mig dybt i øjne, hvorefter han gik hen imod mig. ''Kom du med ind i bilen'' hviskede han, hvorefter han satte en hånd ved min kind. Jeg rystede.

''undskyld'' mumlede jeg. Denne gang var det ham der rystede på hovedet. ''Det er mig der burde undskylde, Nora-Summer'' Jeg kiggede op på hans grønne øjne. ''Jeg elsker navnet Nora-Summer'' mumlede han, hvorefter han pressede sine læber mod mine. En bombe eksploderende i min mave, og hurtigt fik jeg varmen i mine kinder. Mit hjerte bankede hurtigere end nogensinde før, og jeg havde helt ondt i brystet. Jeg ved ikke hvor længe det varede, men det var ikke nok, men alligevel ved jeg, at det ikke var mere end et par sekunder. Jeg afbrød kysset, inden det udviklede sig til mere end et uskyldigt kys; både fordi jeg havde brækket mig, men også fordi, at tanken var underlig, og jeg var så hundered for, at jeg ville fortryde det i sidste ende. Harry puttede sin pande ind mod min, hvorefter han også kyssede den. ''Undskyld, Nora. Du må virkelig undskylde'' jeg lukkede mine øjne, og nydte øjeblikket. Jeg havde fået varmen, og jeg havde aldrig haft det bedre. Jeg stod der hvor jeg gerne ville stå. I Harrys arme, hans krop mod min krop. ’’Harry, stop’’ hviskede jeg, hvorefter jeg trådte væk. Og selvom hver muskel kæmpede hårdt i mod, at min hjerte gjorde ondt og mit hoved arbejdede på fulde smadder, var det her ikke rigtigt. Ikke nu. ''Du må hellere til at komme hjem, ellers fryser du ihjel'' Han kyssede mig blidt på panden, hvorefter han gik over imod bilen med hans fingre flettet ind imod mine. Jeg havde ikke lyst til at forlade stedet. Jeg havde ikke lyst til at gå. Jeg ville blive her, skændes, råbe og skælde Harry ud. Jeg ville blive der, sammen med ham. 

''Fryser du?'' mumlede ham, hvorefter han tændte varmen. ''En lille smule'' smilede jeg hurtigt til ham, hvorefter jeg lagde mit hovedet mod vinduet. Jeg havde kæmpet min kamp i dag- og jeg tror jeg vandt. Derefter blev alt mørkt.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...