Perfect

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2017
  • Opdateret: 20 jun. 2017
  • Status: Igang
Kampen om det perfekte. Kampen om at fremstå perfekt. Men det er ikke altid, at de perfekte piger er meget andet end blot en perfekt facade. Denne historie tager dig med ind under overfladen, og viser dig, at alle mennesker kæmper en kamp.

8Likes
14Kommentarer
732Visninger
AA

2. En evig regn

Regndråber. De plasker ned omkring mig. En. Plask. To. Plask. Tre. Plask. Plask. Plask.

Jeg kigger op, lukker øjnene, og lader regndråberne opsluge mig. De rammer min kind. Mit hår. Mine øjne. Mine læber. Og jeg lader dem gøre det. Jeg fjerner dem ikke. Jeg beholder hænderne i lommen. Der er ingen grund til at bruge kræfter på det. Der kommer alligevel flere. Det vil være en unødvendig handling. Det vil være spild af energi.  

Mine sko træder ned i en vandpyt. Vandet pibler ind. Gennemvæder mine strømer. Sjask. Sjask. Sjask. Jeg kan mærke, hvordan kulden kommer krypende. Jeg tager mig ikke af det. Jeg fortsætter bare. Jeg holder tankerne frie. Nogen gange er det bedst ikke at tænke. 

Jeg sløser med at nå hjem. Også selvom jeg fryser, og også selvom det regner. Måske bliver jeg syg. Men vil det gøre det helt store. Så kan jeg slippe for at tage i skole i morgen. Så kan jeg gemme mig under dynen. Længe. Helst for evigt. 

De vil spørge mig, hvordan det gik. Jeg vil ikke engang nå at sætte min fod indenfor døren, inden deres ord vil ramme mig. Og så vil jeg få tårer i øjnene. Deres ord vil frembringe de forbandede tårer. Deres spørgsmål vil give mig en klump i halsen. Og så vil jeg fremstamme svaret. Mellem tårerne vil jeg sige det. Og de vil få medlidenhed med mig. Holde om mig. Men jeg vil ikke have dem til at holde om mig. Jeg vil ikke trøstes. Jeg vil have, at de skælder mig ud. Fordi jeg har gjort det så dårligt. De skal ikke være trøstende, de skal være vrede. 

Jeg stiller skoene. Mor går i køkkenet. Jeg kan tydeligt høre hende. Og far ser fjernsyn. Det kører inde i stuen. Mor kalder på mig, men jeg svarer ikke. Jeg kan allerede mærke, hvordan mine øjne brænder. Jeg kan ikke gennemføre det her. Hun åbner døren. Og inden hun når at spørge, kan jeg allerede mærke, hvordan tåren passerer min kind. 

Hun siger, at det er okay. Det er bare et tal, siger hun. Men hun ved godt, at det ikke bare er et tal. Ikke et hvilket som helst tal. Det beskriver mig. Hele min person er beskrevet i det tal. Det tal er mig. Hele min fremtid ligger der. Så nej, det er ikke bare et tal.

Hun kan mærke det på mig. Hvordan det tynger mig. Hun ligger hånden på min skylder, mens far brummer inde fra stuen, at det er da flot alligevel. Han fik ikke særlig gode karakterer, og se dog lige hvor langt han er kommet i dag. Jeg kigger på ham. Hans grå hår. Hans store vom. Hans gule tænder. Der skal jeg ikke ende. Jeg skal være bedre end det. Langt bedre.

Jeg tænder lyset. Det bader alt i det gule skær. De forstår det ikke. De forstår ikke min kamp. Min håbløse kamp. Min evige kamp. Min dødbringende kamp. Jeg smider mig ned. Sengen griber mig, og lader dynen omsvøbe min krop. Jeg gør ingen modstand. Jeg ligger helt stille og bare stirrer. Tankerne kører rundt. Nogle gange er det bedst ikke at tænke, men andre gange er det også umuligt at lade være. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...