Man undslipper aldrig

Olivia og hendes søster Mie tager på ferie for at komme væk fra noget bestemt hjemmefra. Men vil det derhjemme stadig hjemsøge dem? Vil Olivia falde for hendes ferie crush? Læs med i 'Man undslipper aldrig' for at finde ud af det. OBS. Justin er ikke kendt i denne historie. Jeg udgiver kapitler lidt efter lidt. Vis meget gerne interesse, hvis du vil have mere.

5Likes
9Kommentarer
378Visninger
AA

1. Første dag på ferie

"Er du klar til at tage ned til poolen?", spurgte hun og smilede.

"Er det i orden, at jeg kommer lige om 5 minutter?", spurgte jeg. 

"Selvfølgelig", sagde hun og vendte sig om for at begynde at gå.

"Hey søs, tak. Tak for at du har taget mig med. Jeg havde virkelig brug for det efter.. Du ved...", sagde jeg. Jeg kiggede rundt om i værelset for at flytte opmærksomhed. Der var rodet, selvom vi først lige var kommet. 

Hun nikkede. "Det er godt for os begge".

Jeg smilede og nikkede, mens jeg så hende forlade værelset. Jeg gik ud på toilettet for at finde en bikini. Jeg havde kun medbragt en rigtig grim bikini. Til sidst lå alt mit tøj spredt udover hele badeværelset. Selv her var det umuligt at finde noget, jeg kunne have på. Jeg smed bare en grøn T-shirt og et par itu-revne shorts på. Jeg var på vej ned mod poolen, men på det tidspunkt orkede jeg ikke at tage trapperne. Derfor trykkede jeg på knappen til elevatoren.
Den åbnede nogle sekunder efter. Inde i elevatoren stod der en ung mand i badeshorts. Jeg kunne ikke undgå at lægge mærke til hans sixpack. Han havde sådan noget lækkert mørkebrunt hår. Hans øjne glimtrede, selv på lang afstand. Han lignede en på min egen alder. Jeg trådte ind i elevatoren og så, at han skulle ned på samme sal som mig. Jeg kunne ikke få øjnene fra ham. Det var som om, at han havde slået benene væk under mig, uden at han havde sagt et ord.

"Hello", sagde han og smilede. Det var længe siden, at jeg havde snakket engelsk, så jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare.

"Hi", sagde jeg bare og smilede igen.

"Are you heading to the pool?", spurgte han og kiggede op og ned af mit tøj. Det var ikke sådan et elevator-blik, mere sådan et hun-ser-da-sød-ud-blik. Jeg tror, at jeg begyndte at rødme lidt. 

"Yeah, what about you?", sagde jeg og kiggede rundt i elevatoren. Jeg kunne mærke, at hans blik forblev på mig. Som om han slet ikke kunne kigge på andet. 

"Awesome, and yeah, me too", sagde han og smilede. 

Vores samtale fortsatte, og jeg tænkte slet ikke over, at jeg ikke var så god til engelsk længere. Han var faktisk selv ret god til engelsk, men jeg kunne også godt fornemme, at han havde en form for accent. Da elevatordøren åbnede fulgtes vi ad ned mod poolen. Selvom vi nok kun snakkede sammen i 2 minutter, føltes det som om, at vores samtale havde kørt i en time. 

"It's nice talking to you", sagde han og smilede.

"I think it's nice too", sagde jeg og smilede.

"How long are you here for?", spurgte han.

"We're not quite sure yet. We weren't really planning on going here", sagde jeg og kiggede ned i jorden. Jeg vidste egentlig ikke, hvor poolen lå henne, men jeg fulgte bare efter ham. Da vi gik ud af en dør og drejede rundt om hjørnet, så jeg Mie ligge på en af solsengene i hjørnet.

"There's my sister", sagde jeg og pegede hen på hende.

Han nikkede og fulgte efter mig. Mie fik øje på mig og satte sig op.

"Uuh, hvem har vi her? Har du fundet en udenlandsk lille lækkerbisken?", spurgte hun og grinede. Jeg rødmede, men heldigvis kunne han jo ikke forstå, hvad hun lige havde sagt. Pludselig brød han ud i latter. Hverken Mie eller jeg vidste hvorfor.  

"Så I er også danskere?, sagde han. Nøj, hvor pinligt tænkte jeg bare. "Så behøvede vi da slet at gå og snakke med hinanden på engelsk, hva", sagde han og grinede.

Jeg trak på skulderen, fordi jeg blev en smule nervøs. Derudover kunne jeg mærke, at mine kinder begyndte at rømme sig endnu mere. Mie grinede og sagde undskyld til ham. Pludselig grinede vi allesammen. 

"Mit navn er forresten Justin", sagde han og gav mig hånden.

"Godt at møde dig Justin", sagde jeg og smilede.

... Ingen sagde noget.

"Normalt ville man så sige sit eget navn", sagde Justin og kiggede på mig.

"Jeg er ikke helt normal", sagde jeg og grinede let. 

Han smilede: "Du er spændende, Anonym". 

"Så nu hedder jeg Anonym?", spurgte jeg drillende.

"Du gav mig ikke et andet valg", sagde Justin og grinede.

"Så, så, turtelduer. Få jer dog et værelse", sagde Mie.

"Mie!!", sagde jeg og gav hende et ondt blik.

"Vi ses nok", sagde han og begyndte så at gå.

"Du er så pinlig", sagde jeg og kiggede irriteret på Mie.

"Du elsker mig", sagde hun og smilede. "Men helt seriøst, jeg er stolt af dig. Jeg troede ikke, at du ville kunne komme videre, efter hvad der skete derhjemme".

"Nu må vi se", sagde jeg, mens jeg kun havde Justin i mine tanker. 

Jeg havde slet ikke tid til at kigge på mine omgivelser. Solen skinnede, og jeg kunne høre en masse børn larme henne fra poolen. Normalt ville jeg havde det, men jeg lagde nærmest ikke mærke til det. Der var nemlig kun 1 ting, jeg tænkte på. Lige efter jeg havde tænkt det, fik jeg en SMS. Det var som om, mit hjerte blev tabt ned i jorden, da jeg læste det. 

"Det er ham.. Jeg vidste det. Selvom vi tog herhen, ville han stadig hjemsøge mig. Det her slutter aldrig", sagde jeg og kiggede på Mie.

Jeg fældede en tåre. Måske en masse endda. Mie kiggede ned i jorden. Vi havde nok set det komme. Jeg havde lyst til at flygte. Det var egentlig nærmest også det, som vi allerede havde gjort. Dog var det ikke nok. Snart ville han komme og spore mig. Mit liv var allerede ødelagt. Det eneste håb, jeg havde tilbage, var Justin.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...