Novellesamling

Jeg prøver at beskrive nogle af de følelser, som man kommer ud for som teenager. Jeg håber, I vil følge med!

1Likes
4Kommentarer
221Visninger
AA

3. 6UaLiTet

Der er aldrig noget galt med at være den, man er. Jeg har altid været mig selv, fuldkommen ligeglad med, hvad andre syntes om mig. Jeg vil ikke spilde min tid på at opfylde andres forventninger, når jeg i stedet kunne opfylde mine egne. jeg er min egen. 

Det princip skulle snart tages til et helt nyt level.

 

Det hele startede, da jeg begyndte at kunne lide Kristian. Jeg troede virkelig, at jeg kunne lide ham. Vi snakkede okay sammen, og jeg fik sommerfugle i maven hver gang, han gik over til mig. Han vil gerne være i gruppe med mig i tysk og matematik. Det var jeg glad for. Lige indtil jeg fandt ud af den rigtige grund. Han var jo ikke selv god til det. Det var jeg. Derfor ville han gerne være i gruppe med mig. Det gjorde mig ked af det, men jeg gav ikke op. For jeg kunne lide ham, ikke? Jeg fortalte det til min bedste veninde. Hun forstod det godt, og hun hjalp mig. 

 

Kristian opførte sig tarveligt overfor mig. Jeg fortalte ham nogle ting, som jeg ikke skulle have fortalt ham. Fordi jeg stolede på ham. Jeg skulle aldrig have stolet på ham, for lige pludselig vidste alle, at jeg ikke så godt kunne lide en person, der hed Jonas. Så pinligt. Så. Pinligt. Og jeg var også ked af, at jeg havde opført mig tarveligt overfor Jonas. Jeg følte ikke rigtigt, at jeg kendte mig selv mere. Alt det der forelskelseshalløj, det havde taget over, og jeg kunne ikke længere finde mig selv i det. Jeg sagde til mig selv, at jeg ikke kunne lide Kristian mere. Men det kunne jeg. Hvorfor kunne jeg det? Jeg kunne ikke lide, at jeg kunne lide ham. Men der blev ved ed at komme sommerfugle i maven og æblerøde kinder, når jeg talte med ham. HVORFOR?

 

Jeg snakkede med min bedste veninde om det. Hun forstod mig ikke. Forstod ikke, hvordan det var muligt, at jeg stadigvæk kunne lide ham. Efter alt, hvad han havde gjort. Selvfølgelig har du også begået fejl Therese, men det, han har gjort mod dig, er så meget værre. Det sagde hun til mig. Jeg forstod, hvad hun prøvede at sige. Men det var, som om der var en barriere mellem mine fornuft og mine følelser. Det kunne bare ikke nå helt ind til mig.

 

Så skete det, at vi fik juleferie. Jeg glemte alt om Kristian. Han var slet ikke interessant længere. Overhovedet ikke. Men jeg blev ved med at få de her anfald. Jeg blev lige pludselig bange, og jeg rystede. Jeg havde præstationsangst. I forhold til skole og sport. End ikke en ferie kunne stoppe mig i at have de anfald. Men jeg fortalte det ikke til nogen. Jeg holdt det for mig selv. Jeg følte ikke, at jeg var mig. Jeg følte, at jeg havde skabt en facade, der var hård som sten. Ingen kunne bryde igennem den, selv ikke min mor. Jeg kunne se, at hun blev påvirket, og det gjorde mig så ondt. Men jeg kunne ikke styre det. Jeg følte, at noget var galt med mig, og jeg vidste ikke hvad. Mit største ønske var at komme tilbage til den person, jeg var. Være den glade, sjove, muntre Therese. Therese, der var ligeglad med, hvad andre tænkte. Therese, der legede med sin lillesøster. Therese, der talte godt med sine forældre. Nu var det hele en tumult, og det hele foregik i mit hoved. Hvor var jeg henne? Hvorfor kunne jeg ikke være glad? Jeg blev mere og mere fortvivlet for hver dag, der gik. Ugerne fløj afsted, og jeg fik det værre og værre.

 

Så en dag i skolen talte jeg med min lærer, ansigt til ansigt. Jeg fortalte ham noget af det, der gik mig på. Noget af det. Jeg havde endnu ikke selv fundet ud af den egentlige grund til, at jeg var så fortvivlet og trist. Han hjalp mig, det var jeg glad for. Jeg talte med min bedste veninde om det. Hun hjalp mig, det var jeg glad for. Hun var en fantastisk veninde. Hun var smuk, sjov, havde en fantastisk personlighed, vi havde det godt sammen, vi grinede altid sammen. Jeg havde altid set hende som perfekt. Dér gik det op for mig. Jeg havde altid syntes, at hun var perfekt, ALTID. Jeg vidste, hvad der var galt. Jeg havde et crush på hende. Hende. Det var der jo ikke noget galt i, men alligevel var alt galt. Jeg kunne ikke have et crush på hende! Det kunne da ikke være rigtigt? Havde jeg ikke altid godt kunnet lide drenge? Nu måtte jeg ikke gå til forhastede konlusioner. Jeg havde aldrig syntes, at drenge var attraktive. Jeg havde bare tænkt, at jeg ikke var nået til det punkt. Jeghavde aldrig været forelsket i Kristian. Jeg havde været forvirret. Når pigerne snakkede om en eller anden lækker skuespiller, forstod jeg det aldrig. Men min veninde, Lara. Hun var så smuk. Hendes smil, hendes øjne. Hendes krop. Hendes personlighed. Lara kunne altid gøre mig glad, altid få mig til at føle, at det var godt nok at være mig.

 

Ville hun stadig synes det, hvis hun fandt ud af, at jeg kunne lide hende? Altså på den måde? Jeg ville jo ikke have, at noget skulle være anderledes. Uger gik, og jeg blev mere og mere sikker i min sag. Jeg blev også mere og mere sikker på, at der ikke var noget galt i at være den, jeg var. Der var ikke noget galt i at være forelsket i Lara. Jeg var jo stadig bare Therese. Jeg fandt ud af, at hvem jeg var vild med ikke definerede min personlighed. Det definerede ikke mig. At jeg siger til folk, at jeg er homoseksuel, fortæller slet ikke noget om, hvem jeg er. Så derfor valgte jeg at fortælle Lara, hvordan jeg havde det.

 

Det var en dag efter skole. Jeg blev efterhånden mere og mere sikker på, at hun ville reagere på en god måde. Lara dømte ikke nogen. Så jeg trak hende ud til siden og sagde, at der lige var noget, jeg skulle fortælle hende. Noget meget vigtigt. Da vi sad alene, spurgte jeg hende, om hun også havde lagt mærke til, at jeg ikke havde været helt mig selv på det sidste. Hun svarede, at det havde hun godt set, og hun spurgte, om der var noget galt. Ikke længere, svarede jeg. Jeg har prøvet at finde tilbage til, hvem jeg var. For jeg følte, at jeg havde mistet mig selv. Det fortalte jeg hende. Først troede jeg, at der var noget galt med den, jeg var, men det ved jeg nu, at det er der ikke. Det fortalte jeg også. Lara forstod ikke, hvad jeg prøvede at sige. Lara, jeg bliver forelsket i piger. Det sagde jeg. Det var meget svært. Hun kiggede på mig, helt målløs. Nå, jamen. Det er da fint. Det sagde hun, og så kiggede hun ned i bordet. Havde jeg gjort noget galt? Havde jeg sagt noget forkert? Hun reagerede ikke, som jeg havde troet. Ikke som Lara ville reagere. Hun sagde ikke mere. Jeg gik. Hjem. Jeg kunne ikke holde det ud. Hvad fanden skulle det til for?! Jeg kunne sgu da ikke gøre for, at jeg kunne lide piger! Og hvad var der galt med det? Hvorfor skulle jeg være anderledes af den grund? Var hun bange for, at jeg lige pludselig ville overfalde hende, snave hende eller hvad? Bare fordi jeg kan lide piger, betyder det jo ikke, at jeg ikke kan have normale pigeveninder. Hvis jeg havde været til drenge, betød det da heller ikke, at jeg gik rundt og kyssede på dem hele tiden. Jeg forstod ingenting. Hvad er det for en verden, jeg lever i? En verden, hvor man seksualitet er et tabu? Det vill jeg ikke være med til.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...