Cold As Ice

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 10 maj 2017
  • Status: Igang
Ariana på 17 år, er i gang med 2. år i High School. Som et chok for hende starter den mest dejlige fyr på skolen. Men hvorfor ville en kærlighed mellem dem være så forbudt? Og kan det virkeligt passe, at Ariana for første gang forelsker sig?

0Likes
2Kommentarer
693Visninger
AA

3. Tankemylder .

 

 

Stilheden i klasseværelset runger i mine øre. Det eneste jeg kan høre er min blyant der stryger over papiret. Alle læser. Udover mig. Jeg kan ikke få mine tanker væk fra hans øjne, og hans fyldige læber. Der er kun gået få timer siden jeg så ham.

Kl. er 10.14. Hvorfor fanden kan Charlie ikke lige komme i skole, så jeg kan fortælle ham om Tristan? Mit hoved er ved at sprænges. Han er den eneste, der er værd at bruge sin tid på her i skolen. Så når han ikke er her, prøver jeg så godt jeg kan på at blive usynlig.

Jeg løfter blikket. Læreren sidder stadig ved kateteret, så der er ingen farer for at blive opdaget i ikke at læse. Ærligt, tror jeg også at hun er pisse ligeglad. Jeg spejder rundt i klassen. Ved siden af mig er stolen tom: der hvor Charlie plejer at sidde. I alle timer kan jeg sidde og kigge Sebrina Williams i nakken. Gud hvor jeg hader den tøs. Både fordi hun er så pisse klassisk flot… Blå øjne, store læber med en lyserød læbestift på og så langt lyst glat hår. Men også fordi hun er den største bitch på jorden, og hun tror at hun er uovervindelig bare fordi hun er køn. Hendes tøj er derimod ikke lige min smag. Hver dag i skolen går hun med noget lige lidt for dullet efter min mening. Altså f.eks. har hun altid så nedringede trøjer på, at man næsten kan se hendes navle. Nogen gange har hun stiletter på i skole??? Jeg fatter det bare ikke. Vi er jo for fanden ikke til en fest. Men på den anden side, er det også hvad folk forventer at hun går i. Hvis hun en dag kommer i skole med en striktrøje og sorte jeans, ville folk jo også kigge skævt på hende. Og det er en af de få ting man VIRKELIG skal undgå i highschool. Det vigtigste er at passe ind. Alle har jo sin plads i hierarkiet, og Sebrina Williams er lige omkring toppen. Alle kender hende, og alle ”elsker” hende.

Hvis det her var en film, ville Sebrina være cheerleader, sammen med sine to undersåtter: Mikela og Leslie. Det ville være dem som gik lige i midten af gangen (I en perfekt trekant selvfølgeligt). Alle ville rykke sig for dem, for hvis man stod i vejen, ville Sebrinas kæreste (Amerikansk fodboldspiller) sætte dem på plads. I kantinen ville der være faste pladser, og deres bord ville være det ”sejeeee” bord. Det bord tæt på bordet med de lækre drenge, som de jo selvfølgeligt skal til fest med næste weekend… Okay. Har virkelig set for meget Mean Girls. Pointen er af Sebrina virkelig er i toppen, og at alle lader som om de elsker hende, for ellers ville de blive udstødt. Jeg er nok ved midten. Jeg bliver ikke mobbet, men heller ikke forgudet på nogen måde.

****

Pludselig ringer klokken. Timen gik overraskende hurtigt. De fleste folk i klassen rejser sig med det samme op, og larmen bredder sig stærkt. Læreren råber et eller andet ingen rigtigt lytter til. Jeg begynder at pakke mine bøger sammen, og rejser mig så også. Jeg sigter mod udgangen. Klasselokalet er allerede næsten tomt. Jeg er så træt af de her lokaler i skolen. Alle er helt ens- og pisse grimme. Gule vægge. Omkring 10x8 meter. 2 og 2 bord opstilling. Bordene er af træ. Og så er her den her lugt af gamle bøger, blandet med billig parfume, sved og madrester fra tarteletter og pizza.

Gangen er endnu værre end klasselokalet. Der er mennesker overalt, og får at komme fremad skal man mase sig igennem mængden. Vi har 5.000 elever på skolen, og gangene er relativt smalle i forhold til det. Vi har de klassiske røde skabe langs væggene, det er egentligt meget cool. Man får selv lov til at dekorerer dem- bare det kan pilles ned igen. Der er lige fra Joe And The Juice, til snus og Trasher klistermærker. Nogle har også hængt plakater på, af f.eks. Bieberdrengen, 5sos og de andre sukkersøde ”drømmedrenge”.

Jeg når mit skab. I starten havde jeg forsøgt at tegne på det, det fik jeg så lov at hviske ud igen, mens pedellens blik brændte i min nakke. Efter det valgte jeg bare at gøre som de andre (sætte tilfældige klistermærker op, jeg fandt eller fik). Imens jeg står i mine egne tanker lyder der et brag, lige ved siden af mig. Det er en hånd der er banket ind i skabet. Jeg hopper forskrækket tilbage. Charlie.
”Hey girl, hvorfor hænger du sådan med hovedet?”
”Hej Charlie, hvor fanden har du været?” siger jeg lidt irriteret. Nok lidt for irriteret.
”Wow, slap af. Jeg glemte bare at sætte mit vækkeur” Svarer han.
Jeg ved udmærket godt han ikke har glemt at sætte sit vækkeur. Han gør det der, omkring en gang hver uge. Han har en del problemer derhjemme. Hans mor erklærede for ca. halvandet år siden, at hun blev lesbisk. Så hun flyttede sammen med en kvinde. Og i øjeblikket kører der en retssag omkring hvem der skal have forældremyndigheden. Indtil det bliver bestemt, skal han bo med hans mor, og hendes kæreste. Selvom Charlie selv helst vil bo hos sin onkel. Når vi er sammen, er det altid hos mig, fordi hans mor, og hendes kæreste altid skriger, og råber af hinanden. Hvis de så ikke gør det, så snakker en af dem i telefon med faren, og skriger af ham i stedet for. Oven i det, er hans mor som en efterfølger af det hele, blevet svagt alkoholiker… ret forvirrende, det ved jeg godt. Men altså, grunden til at Charlie kom for sent i dag var virkelig, at han enten kom op at skændtes med sin mor (mest sandsynlige grund), eller også har han prøvet at flygte hjemmefra endnu en gang.

”Hmm, jeg havde faktisk en ting jeg lige ville fortælle dig. Det er her i morges, jeg øh…” Pludselig har jeg ikke lyst til overhovedet at dele min oplevelse med ham. Jeg plejer at dele alt med ham, men det her er bare anderledes. Har ingen ide om hvorfor.
Charlie kigger utålmodigt på mig.
”Hvad skete der i morges?”
”Jo jamen…” ordene hænger fast i min hals. Jeg kan bare ikke sige det.
”Det fordi, jeg var lige ved at komme for sent ud af toget” siger jeg lidt usikkert.
”Nå, jamen, det var da dumt haha. Skal du med til Coles fest i aften?”
”Tjo, ja, jo, hvorfor ikke? Ved du hvor mange der kommer?” Spørger jeg så. Egentligt føler jeg ikke helt vildt for at tage til fest i aften. Men jeg gider sgu ikke endnu en aften hjemme på sofaen, og så siger man aldrig nej til fest vel?
”Der kommer vidst omkring 100. Ikke lige så mange som sidst, men det er da stadig en del” Siger Charlie, mens han smækker sit skab i, tager min hånd og trækker mig på ryggen af ham. Jeg griner højt og råber at han skal stoppe. Folk vender sig om efter os, med mærkelige blikke, men jeg er pænt ligeglad med dem. Han løber ned af gangen, mens jeg hænger over hans ryg. Hvis fremmede så os nu ville de nok tænke noget i stil med ”ung kærlighed” eller ”endnu et kærestepar”, men det kan jeg lige informere om at vi IKKE er, eller nogensinde bliver.
Langsomt giver han slip på mig, og mine fødder rammer jorden. Jeg giver ham et blidt slag i baghovedet. ”Fucking spasser” siger jeg grinende. Vi fortsætter ned af gangen, og blikkene følger os. Jeg mærker et bump i siden. Efterfølgende af en alt for velkendt stemme.
”Heyyy smukke. Kommer du til festen i aften?” Spørger William.

William er en pistillens som tror at han kan score alt og alle. Det kan han tilsyneladende næsten også, men jeg fatter det bare ikke. Det kan godt være at han er flot, men han er bare en kæmpe idiot. Nogle piger burde virkelig steppe deres game op i forhold til fyre, de fleste fortjener så meget bedre end sådan en fuckboy.

”Ja William det gør jeg” Svarer jeg koldt. William kigger på mig med et sigende blik.
”Nånå, jeg er ret så sikker på at Cole måske har en seng vi kunne dele, hvis du mangler et sted at sove”
Jeg griner fjoget, og lader som om at jeg bliver overdrevet smigret, mens jeg putter min hånd op til munden.
”Oh my god. Kan det virkelig passe at William Brickstone snakker til mig??? Lige netop dig havde jeg faktisk en ting at sige til. Det kommer nok som et chok for dig, men: Det er ikke alle piger som gider at kneppe dig.”
Williams blik ændre hurtigt karakter. Han åbner munden for at sige noget, men lader den stå åben. Uden at sige noget tager jeg Charlies hånd igen, og trækker ham forbi William. Blikkene brænder i min nakke, hvad er der så vildt ved at en siger sandheden? Det er sgu da for fanden ikke breaking news. Charlie giver mig en diskret highfive, og jeg smiler lidt ved mig selv. Jeg er faktisk blevet ret god til at roaste folk, og den her dude fortjener det virkeligt.

_________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________


 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...