Cold As Ice

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 10 maj 2017
  • Status: Igang
Ariana på 17 år, er i gang med 2. år i High School. Som et chok for hende starter den mest dejlige fyr på skolen. Men hvorfor ville en kærlighed mellem dem være så forbudt? Og kan det virkeligt passe, at Ariana for første gang forelsker sig?

0Likes
2Kommentarer
648Visninger
AA

9. Surprise bitch

Blyanten stryger over papiret og langsomt bliver ansigtet på papiret mere og mere genkendeligt. Tristan. Jeg tegner hans smukke nat blå øjne. Hans markerede kindben og hans klare blik. Jeg tegner hans flotte læber og hans rene hud. Pludseligt er en lille plet på papiret vådt. Jeg kigger lidt rundt i klasseværelset, men så går det op for mig er det er mig eget øje som render. Hurtigt tager jeg hånden op til øjet for at forhindre det.
Hvad sker der med mig?
Jeg ryster på hovedet. Jeg har ikke grædt siden jeg var 11 og min far forlod os. Det var nok bare mit øje som blev lidt tørt eller noget. Igen sænker jeg blikket mod papiret og tegner videre. Hans bløde halvkrøllede hår. Hans hvide tænder. Jeg sidder bare og kigger ind i hans øjne. Betragter hans fantastiske ansigt. Det føltes igen som om det kun er mig og ham der er til stede i hele verden. Også selvom det kun er et stykke papir. Pludselig begynder jeg at kunne fornemme omverdenen igen. Jeg kigger langsomt op, og der opdager jeg at alle stirrer på mig. Hurtigt kommer jeg til mig selv, og smiler genert. Så retter jeg blikket mod læreren som også stirrer på mig.
”Kunne du overveje at følge med i min undervisning, i stedet for et stykke papir Ariana?” siger hun så.
Jeg smiler venligt tilbage.
”Ja selvfølgeligt. Undskyld” svarer jeg og rømmer mig.

Resten af timen sidder jeg og stirrer tomt ud i luften imens jeg tænker på ham i stedet for. Det føltes som om tiden går så langsomt. Frikvarteret kommer, og mig og Charlie laver hvad vi plejer at lave. Ryger en smøg hver og spiser kantinemad. Det samme som altid. Intet nyt.

Dansktimen starter og folk sidder på sin plads som altid. Men ingen lærer kommer. Jeg tegner videre på min tegning imens jeg smiler diskret til papiret.
Er jeg ved at blive sindssyg?
Jeg læner mig helt tæt til det så jeg ordentligt kan se hans øjne og tegne mønstrene. Det ligner næsten fuldstændig. Jeg har aldrig set en smuk dreng før, men Tristan er det virkeligt. Det eneste der mangler på min tegning af ham, er liv. Liv i øjnene. Bevægelse.
Jeg er endelig færdig med tegningen og jeg sætter mig lidt væk fra den for at betragte det. Jeg læner hovedet på skrå. Gud hvor jeg savner ham.
Jeg hører døren smække ind til døren, og folk i klassen dæmper sig. Det føltes igen som om at en eller anden energi spredes inden i mig. En lykkefølelse. Men jeg kigger ikke engang op for at se hvem der har indtaget lokalet. Jeg er fuldstændig klar over at det bare er vores dansklærer. Vores velkendte dansklærer. Jeg betragter papiret. Han ser glad ud på det. I hans øjne. Uden hans mund viser noget tegn på at smile. Det ligesom at se ham i virkeligheden.
Jeg løfter blikket. Vi har åbenbart vikar i dag eller andet. End relativt muskuløs mand står ved katederet og ordner nogle papirer. Langsomt løfter han blikket. Mit hjerte stopper. Vi kigger intenst ind i hinandens øjne. Hans nat blå øjne gennemborer mig. Jeg åbner munden, men lukker den igen. Verden forsvinder omkring os igen. Langsomt vender han sit blik ud mod klassen igen. Jeg ånder tungt ud.
”Øhm ja. Hej alle sammen. Jeg hedder Tristan, og jeg skal så… Jeg skal være jeres nye klasselærer da mrs. Smith dsv er flyttet til en anden by, af private årsager” siger han mens hans blik rammer alle elever udover mig.
Jeg sidder fortabt og stirrer ud i luften. Jeg åbner munden, men lukker den så igen. Uden at trække vejret, rejser jeg mig og sigter mod udgangen. Det her er det værste der kunne ske lige efter det at vi aldrig ville mødes igen. Da jeg går forbi ham er det som om en svag energi går igennem min krop. En duft af ham. Jeg åbner døren langsomt og går med lette skridt mod toilettet. Hele mit indre bobler. Jeg kan ikke vurdere mine følelser. Jeg sætter mig ned på toilettet og stirrer ud i luften. Så plasker jeg lidt vand i hovedet, og kigger på mig selv i spejlet.
Tag dig sammen Ariana.
Jeg kigger på de læber som har kysset ham så intenst. Jeg kigger på den krop han har rørt ved. Jeg kigger på de øjne han har kigget i. Jeg kigger på det hår han kørte bag mit øre. Jeg kigger på den hånd han flettede fingre med. Jeg kigger på den person han sagde var smuk.
Så går jeg mod klassen igen. Jeg står lige ude foran, med mit hoved hvilende mod døren. Jeg ved ikke om jeg kan håndtere det her. Jeg åbner stille døren, uden at kigge på de øjne som søger mit blik sætter jeg mig på min plads. Jeg ligger mig opgivende henover bordet og mit åndedræt rammer let papiret. Tegningen. Tegningen af ham. Af min lærer. Fuck. Diskret, tager jeg min hånd op på bordet og hurtigt vender jeg papiret om. Fuck jeg håber ikke nogen har set det.
Jeg løfter langsomt blikket. Hans hår sidder lidt sjusket, men ser så blødt ud. Jeg får en enormt trang til at tage min hånd frem og rode i det. Ligesom jeg gjorde da vi kyssede. Han kunne ligeså godt være elev som lærer. Hvordan skulle vi også vide det? Hvordan skulle vi kunne vide at lige netop os skulle være så uheldige?
Han er i gang med at forklare noget til klassen og hans varme stemme fylder lokalet. Jeg ser kun hans øjne og hans ansigt. Hans fantastisk flotte ansigt. Det her kan ikke være sandt. Han kan ikke være min lærer. Jeg ryster på hovedet. Hvordan skal vi nogensinde kunne holde det her hemmeligt? Jeg har aldrig været så forelsket før. Jeg har heller aldrig været forelsket før, men det er så en anden sag.
Jeg mærker et puf i siden og jeg kigger forvirret rundt.
”Du skal præsentere dig selv” hvisker Casper.
Jeg kigger rundt i klassen og opdager at alle kigger på mig. Mit blik lander på Tristan og jeg sænker hurtigt blikket igen.  
”Jamen. Jeg er så Ariana” starter jeg og kører mit hår rundt om fingeren, ”- og jeg er 17 år gammel”.
Klasseværelset er helt stille og Tristan står bare og glor. Jeg kigger op og får straks øjenkontakt med ham. Mit hjerte stopper igen. Jeg har den her enorme trang til bare at kaste mig over ham. Så går det op for mig at klassen stadig bare sidder i al stilhed og kigger undrende. Jeg hoster højt, og så går det samme op for ham. Han kigger undskyldende på folk.
”´Ja undskyld, jeg er lidt træt i dag”.
Hmmm. Træt. Jeg kigger ned i bordet. Hvorfor er mit liv så satans indviklet?
 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...