Cold As Ice

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 10 maj 2017
  • Status: Igang
Ariana på 17 år, er i gang med 2. år i High School. Som et chok for hende starter den mest dejlige fyr på skolen. Men hvorfor ville en kærlighed mellem dem være så forbudt? Og kan det virkeligt passe, at Ariana for første gang forelsker sig?

0Likes
2Kommentarer
646Visninger
AA

8. Ny dreng?

​Jeg ligger og kigger op i mit loft søndag formiddag. I 3 timer har jeg ligget sådan. Uden bevægelser. Uden noget. Mit humør er begyndt det her, med konstant at skifte. Den ene dag er jeg i den syvende himmel, og den næste er jeg helt trist over alt. Jeg sukker tungt. Det føltes som om mit hjerte gør ondt. Jeg er hvert fald ikke forelsket, så meget ved jeg. For når man er forelsket er man glad hele tiden. Hvert fald efter hvad jeg har læst, set, og hørt. Jeg lukker øjnene. Hvis jeg så bare kunne få noget søvn.
​Alt føltes så håbløst. Jeg savner Tristan, og jeg møder ham nok aldrig igen.
​Så lyder der en banken på døren.
​"Hej søde, hvad laver du dog heroppe? Du har ligget heroppe hele dagen?" Lyder det fra min Mormor.
​"Jeg ligger bare lige og tænker over tingene".
​Hun rykker sig nærmere, og kigger undersøgende på mit ansigt. Så sætter hun sig på min seng og tager min hånd. Hun smiler til mig og siger så:
​"Jeg kan godt genkende et forelsket ansigt når jeg ser det Ariana"
​Jeg åbner munden for at protesterer, men så ser jeg hendes ansigt og indser at hun allerede har luret mig for længst. Jeg rømmer mig og smiler lidt.
​"Kunne du tænke dig at fortælle mig hvem, den heldige unge herre er?" spørger hun roligt.
​Jeg kigger lidt på hende og får sådan en trang til at fortælle hende det.
Mig og min mormor har et lidt usædvanligt forhold. Jeg fortæller hende stort set alt, som om hun var min bedste veninde. Det er fordi hun er så vis, og klog, og så respekterer jeg hende bare enormt meget. Derfor vælger jeg igen at fortælle hende hele historien om Tristan, imens hun lytter tålmodigt som altid.
​Da jeg er færdig sidder hun og smiler til mig.
​"Jeg ved godt du ikke tror på skæbne min kære. Men det her er et rigtigt godt eksempel på at det findes. Skæbnen er et hjul, som rammer os alle, og til sidst knuser os" siger hun og forlader mit værelse roligt.
​Jeg sidder lidt i sengen og tænker over hendes ord. 'Knuser os alle'. Det lyder lidt voldeligt. Hvad satan mente hun med det? Mh. Måske noget med døden? Jeg rømmer mig, og lukker øjnene igen.
 

​****

*Biiiiiiib* lyder mit vækkeur. Jeg gaber. Har jeg sovet helt indtil nu? Fra kl 13 i går?? Jeg ryster forvirret på hovedet. Det kan da umuligt være mandag. Jeg tjekker min telefon, og ganske rigtigt 'mandag d. 14.'.
​Mh. Det var sgu mærkeligt. Jeg rejser mig op, og strækker min krop, men så får jeg øje på noget ud af min øjenkrog. Udenfor. Det er helt mørkt. Nu er jeg da først forvirret. Jeg tjekker min telefon endnu engang, og der var grunden. Kl er kun halv 5 om morgenen. Jeg sukker højlydt. Det her vækkeur skal seriøst skiftes ud.
​Jeg overvejer mine muligheder, og kommer frem til at jeg ligeså godt kan gå i gang med at gøre mig klar. Jeg kan alligevel ikke sove mere nu, og der er der intet galt med at bruge lidt mere tid end normalt. Hvad kan der ske ved at være flottere end jeg plejer? Desuden kommer der også en ny dreng i klassen i dag. Af en eller anden grund begynder min krop at boble bare af spændthed ved tanken om "en ny dreng". Jeg er lige ved at hvine af glæde men kommer i tanke om at resten af huset sover.
​Noget ved i dag føltes bare helt specielt.

​Jeg står nu midt på mit værelse med tøj over det hele omkring mig. Jeg sætter mig fortabt ned. Intet at tage på. Normalt er jeg ikke så sart med det, men igen, af en eller anden grund vil jeg gerne gøre lidt ekstra ud af mig selv i dag.
​Jeg løfter en hvid T-shirt op for mit ansigt. Den er bare så pisse kedelig. Jeg ryster på hovedet. Ikke den. Jeg kigger rundt blandt alt mit tøj, og får så øje på mine højtaljede vintage mom-jeans. De er så fede, og det er så lang tid siden jeg har haft dem på. Ja dem tager jeg sgu. Igen kigger jeg igennem alt mit tøj. Hva satan skal jeg have på som trøje. Endelig kommer jeg i tanke om en jeg har der ville passe perfekt til. Min sorte turtleneck. Det lyder nok lidt kedelig men den er mere avanceret end i tror. Den er egentlig ligesom en normal trøje med V-udskæring, men helt oppe ved halsen er der noget stof, som om det var en turtleneck. Altså en turtleneck, med et hul lige over brystet.
Så ved dens ærmer er den en smule loose, hvilket skaber det fedeste match med mine mom-jeans.
​Hurtigt hopper jeg i tøjet, og efter 2 sek. er jeg sådan set færdig der. Så er det vel makeuppen?
​Jeg sætter mig ved mit makeup bord og kigger mig selv i øjnene. Mine isblå øjne, med alt for lange og kraftige øjenvipper. Så sænker jeg blikket lidt til ned på mine alt for røde læber. Bare for en dag gad jeg godt have dem naturligt nude-farvet. Alle siger det er så skide godt at have dem røde, men jeg synes det er grimt til mig. Især fordi min hud er så skide hvid. Porcelæn-hvid. Det er rart nok at jeg aldrig har bumser. Mine øjenbryn er også fine. Men mit hår. Ugh. Jeg hader de små bølger der er i. Slangekrøller. Jeg ville meget hellere have helt glat hår, eller bare proptrækkerkrøller i stedet for det her. Jeg fatter ikke dem der gider at sidde og krølle deres hår for at få det her. Jeg ryster på hovedet. Det eneste jeg er glad for ved mig, er min næse. Den er bare lille og fin og genere intet. Jeg smiler lidt. Mine tænder er også pisse irriterende. De er alt for hvide. Det er selvfølgeligt dejligt at have hvide tænder, men mine ligner bare nogle jeg har lavet en eller anden operation med. Sådan helt falsk hvid. ÏSÆR når de er i kontrast til mine læber. Jeg skærer en grimasse til mig selv i spejlet.
Nå well. Hvilket makeup skal jeg så tage på i dag?. Jeg nynner stille for mig selv, imens jeg finder min mascara og eyeliner frem. Normalt har jeg aldrig makeup på, men hvis jeg har, er det, det her. Stille kører jeg eyelineren henover mit øjenlåg, så det danner en fin lille streg der indrammer mit øje. Det samme gør jeg ved det andet. Så tager jeg mascaraen og lægger på. Ikke for meget. Ikke for lidt. Den balance er vigtig.

Da jeg er færdig med det hele smiler jeg til mig selv i spejlet. Det er da fint. Jeg kigger på klokken og opdager at den faktisk er overaskende mange. Jeg pakker makeuppen væk og går ud af mit værelse. Jeg får spist morgenmad og lidt efter står jeg i min opgang og er ved at smække hovedøren.
​"Hey bitch" lyder det ovenfra. Charlie.
​"Holaaa" råber jeg glad tilbage.
​Han tager et hurtigt blik op og ned af mig.
​"Der er da nok en som ser godt ud i dag hva'? Hvad skyldes det?"
Jeg griner lidt.
​"Man ved jo aldrig hvad der sker." siger jeg så og slår ham på skulderen, som tegn til at vi skal gå ned mod udgangen.

 

****

 

​Klasseværelset er endelig faldet til ro, og klokken ringer. Jeg sidder uroligt og laver den der irriterende lyd med kuglepennen, som alle gør. Ærligt, føler jeg at jeg er ved at bruse over af spænding. Noget indeni mig fortæller at der sker noget stort i dag. Endelig indtager vores engelsklærer Ann lokalet. Jeg kigger spændt på hende. Hun har altid farvede fleece-jakker på, og så har hun noget stort krøllet gråt hår, som går hende til skuldrene.
"Hej alle sammen. Jeg håber i har haft en god weekend og er klar på noget undervisning" siger hun med et stort smil på læben, "- før vi begynder med det vil jeg gerne lige præsentere jer for en ny dreng der skal gå her i klassen. Han er lige flyttet til byen og jeg håber i vil tage rigtig godt imod ham".
​Jeg læner mig spændt frem mod og kigger med store øjne på døren. 'Lige flyttet til byen'. Ligesom Tristan! Hvis det virkelig er skæbne mellem os som min mormor siger, så er det ham, der lige om lidt indtager klasselokalet.
​Jeg sidder utålmodigt og kigger på døren. Endelig åbner den og mit hjerte hamrer som sindssygt. Det hele går ligesom i slowmotion igen. Skikkelsen bliver stående lidt bag den halvåbne dør. Jeg kigger undrende derhen. Kom nu. Kom nu. Kom nu.
​Så åbner den helt. En hånd kommer til syne, og langsomt kommer hele kroppen frem. Jeg kigger spændt og skal lige til at hoppe op i armene på ham, men så opdager jeg at det slet ikke er Tristan. Jeg åbner munden og skal lige til at tude. Hvordan kunne jeg overhovedet tro det?
​Den store skuffelse der lige har indtaget rummet, er mørkhåret (som Tristan!!), og buttet. Han kigger genert ud på os alle. Så åbner han munden højt, men ingen lyd kommer ud. Hele klasseværelset sidder og stirrer på ham. Fnis lyder rundt omkring. 
​"Hejsa med jer. Øhm. Jeg er så ham... ja. Jeg er Casper. Og det bare det jeg ville sige. Æhm. Hejhej" siger den buttede dreng knaldrød i hovedet. Jeg får helt ondt af ham.
​Vores engelsklærer kigger på ham med åben mund og medlidenhed i hele fjæset.
​"Øhm ja. Det var så Casper. Og du kan bare sætte dig hvor du har lyst. Ikke også? Så fortsætter vi bare undervisningen" Siger hun og smiler venligt til ham, med en hånd pegende ud mod os.
​Casper nikker nervøst, og rykker sig langsomt fremad ud mod stolene. Der er mange stole fri, men alle Casper skal til at sætte sig på, bliver der lagt en taske eller en fod på.
​"Pssst" siger jeg til den rødmende buttede Casper som står akavet midt i lokalet, uden at finde en plads.
​Han løfter blikket mod mig, og kigger spørgende. Jeg nikker mod stolen ved siden af mig. Hurtigt tøffer han hen ved og sætter sig på den.
​"tak" mumler han.
​Jeg smiler lidt, og prøver at gemme den store skuffelse der er i mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...