Cold As Ice

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 10 maj 2017
  • Status: Igang
Ariana på 17 år, er i gang med 2. år i High School. Som et chok for hende starter den mest dejlige fyr på skolen. Men hvorfor ville en kærlighed mellem dem være så forbudt? Og kan det virkeligt passe, at Ariana for første gang forelsker sig?

0Likes
2Kommentarer
696Visninger
AA

4. Missing mistake

Musikken buldrer ud af højtaleren. Gulvet myldrer med mennesker. Og baren svømmer med alkohol.
​Jeg står som altid og svinger hofterne fra side til side, på dansegulvet sammen med Charlie og skråler med på sangene.
​Jeg læner mig mod ham, og halvråber. "Vil du ikke med op til baren og tage nogle shots"
​"Har jeg noget valg?" Skråler han tilbage. Jeg ryster på hovedet og trækker ham dansende gennem mængden.
​Fulde mennesker presser på fra begge sider. Jeg griner. Det var vidst nok fint at jeg tog til den her fest alligevel. Vi er endelig nået frem til baren og Charlie spørger derfor barmanden om nogle tequila shots. En dreng møvre sig pludseligt ind imellem mig og Charlie.
​"Hey. Jeg giver for den her tøs" siger han med et smil på læben til barmanden, og peger på mig. Jeg kigger på ham med et uforstående blik. Hvem tror han lige at han er? Jeg er for fanden da ikke fattig eller sådan noget. Drenge er så naive. Tror de at alle piger er ludere? Bare fordi de betaler for min drink, kan de da ikke komme i bukserne på mig. Jeg kaster mit mørke hår om bag skulderen, og smiler så.
​"Det er pænt af dig at du tilbyder mig det, men jeg stod lige og hyggede mig med min ven her. Og så er jeg dvs. hverken fattig eller interesseret"
​"Nåh. Jamen, jaer klart" svarer han usikkert. Jeg smiler til ham for at formidle det. Det er en smule synd for ham, han er sgu heller ikke lige den kønneste, med de kæmpe briller der.
​"Ellers tak" tilføjer jeg. Han smiler akavet tilbage, og bakker væk fra os. Jeg kigger på Charlie og kan se i hans ansigt at han er flad af grin, og bare ventede på at drengen forsvandt så han kunne give slip. Jeg griner også lidt. Men så sjovt var det nu heller ikke. Man kan hvert fald godt mærke at Charlie har fået noget at drikke.
​"Det var 20 tequila shots her, og jeg betaler" Prøver Charlie så igen til barmanden.
​"Jeg giver næste gang så" Siger jeg.
​"Det er sgu en aftale" griner han.
​Ca. 20 sek. efter står der et fad med 20 shots tequila på. Jeg tager fat i det første shot og kigger afventende på Charlie. 
​"EN, TO, TRE, NU" råber han, og vi skyller begge væsken ned gennem halsen. Charlie hoster lidt. 
​"Fucking svagdrikker!" bjæffer jeg af ham. Han griner, og ryster på hovedet af mit udsagn. 
​"Du beder selv om en drikkekonkurence så jo"
​"Bring it on biiiitch" griner jeg tilbage.
​Vi tager hver især ni shots, og stiller dem foran os. Han kan fandeme ikke slå mig i at drikke. Jeg drikker måske ikke så tit, men når jeg gør, kan jeg også. Jeg viser ham 1, 2 og 3 med fingrene, og på "nu" nikker vi til hinanden.
​Det første shot er lidt slemt pga. den stærke smag. Men smagen bløder op i takt med hvor mange jeg drikker. Da jeg er omkring de 10 shots, begynder kvalmen at tage form. Jeg skæver til Charlie, han er nogenlunde lige så langt som mig, men hvis jeg skal nå det, så bliver jeg nød til at sætte farten op. Så det gør jeg. Jeg kaster alkoholen gennem mine læber, og før jeg ved af det er jeg færdig. Nu blusser kvalmen op i mig som en ild. Jeg. Skal. Ikke. Brække. Mig. End of story. Jeg hader det. Det er nok det værste jeg ved. Føj for helvede hvor er det klamt. Hurtigt tager jeg min hånd op foran munden for at forhindre det. Heldigvis virker det på en eller anden måde, for brækket vælger at frelse mig, og dermed forblive i min mave.
​Jeg giver Charlie et bitchy blik, og knipser 4 gange foran hans ansigt, som de altid gør i film. Han griner af mig.
​"Fuuuck noget lort" vrisser han. Jeg kaster igen mit hår bag skuldrende, og det rammer min ryg som en bølge.
​"Jeg kan kraftedme ikke tabe til en pige main, især ikke i et drukspil!" t
​"Aw søde. Du skal ikke være ked af at du er en svagdrikker, det skal der også være plads til" siger jeg, med et falsk sukkersødt smil, efterfølgende af en høj latter.
​Jeg er så småt begyndt at mærke den velkendte beruselse, og derfor søger jeg mod udgangen.
​"Jeg skal bare lige have noget luft" råber jeg som svar på, Charlies undrende blik.


​Gud hvor kunne jeg godt bruge en eller anden lige nu. En med dejligt kastanjebrunt hår. En med en behagelig og betryggende krop. En med fyldige læber jeg kan kysse på. En med nat blå øjne. En der hedder Tristan.
Hvorfor har jeg sådan en stærk afhængihedsfølelse til ham. Hvorfor kan jeg ikke bare give slip? Det var jo for fanden ikke noget stort. Vi snakkede i sådan, 2 min maks.
​Jeg har endelig nået døren, og den kolde luft rammer mit ansigt med det samme jeg åbner den. Jeg er lige ved at falde da jeg træder tager et skridt længere ud. Tristan, Tristan, Tristan. Det er sådan et flot navn. Har han overhovedet tænkt på mig siden vi mødtes? Jeg løftede blikket. Stjernehimlen er helt klar i nat, hvilket er sjældent den er i New York. Det er nok også lidt fordi, at Cole bor en smule ude af byen. Fuldmånen er også klar og når jeg puster luften ud ligner det lidt røg. Jeg elsker stjerner, der er noget om dem jeg ikke kan stå for. Både den smukke tanke at de mennesker som forlader jorden, ryger op i himlen og sidder som stjerner og kigger på os. Men også fordi at det giver os en reminder på hvor små vi egentligt er, universet er så kæmpestort og mystisk. Lige meget hvor meget nogen vil forske i det, vil de aldrig helt kende sandheden, det er også noget af det smukke ved det. Universet er jo uendeligt, hvilket også er enormt fascinerende. Det er helt surrealistisk at noget kan være uendeligt. At det bare bliver ved, og ved, og ved. Også det at der er stjerner uanset hvor vi er i verden. Jeg kan stå her og kigge op i himlen og fokusere på en stjerne, og vide med næsten 100% sikkerhed at en anden også kigger på den samme stjerne. Det giver en slags fornemmelse af at alle mennesker er forbundet. Vi er alle blot mennesker, ingen er mere værd end andre. Vi er så små og hvad der sker lige i ens egen lille verden er så ubetydeligt for alt. Det gør ingen forskel. Stjernerne er loyale, og uanset om alle mennesker i verden døde, ville de stadig skinne roligt på himlen på samme sted, på samme måde, som om intet var sket.
​Der er noget helt magisk over den her aften, som om et eller andet snart skal ske, men jeg ved ikke hvad, eller hvornår. Det eneste der ville gøre det her øjeblik bedre var hvis Tristan var ved min side.
​*Schhrlagh* lød det pludseligt bag mig, og jeg falder forskrækket bagover. Hvad fanden var det?

 

​__________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

 

 


 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...