Cold As Ice

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 10 maj 2017
  • Status: Igang
Ariana på 17 år, er i gang med 2. år i High School. Som et chok for hende starter den mest dejlige fyr på skolen. Men hvorfor ville en kærlighed mellem dem være så forbudt? Og kan det virkeligt passe, at Ariana for første gang forelsker sig?

0Likes
2Kommentarer
760Visninger
AA

6. Magic air

Skikkelsen rømmer sig, og går lidt nærmere igen. Langsomt lyser måneskinnet et velkendt ansigt frem. Et ansigt der har været i mine drømme i omkring et døgn nu. Kan det virkelig passe? Ej, det er vel nok alkoholen som ikke er helt så væk, som jeg troede. Jeg klemmer mine øjne sammen.
​"Tristan?" Siger jeg, med rystende hænder.
​"Hallo? Hvem er det?"
​Den behagelige rolige stemme gør mig sikker på at det er ham. Jeg smiler. Hvordan kan det her ske? Tristan er nu omkring 3 meter væk fra mig. Han kan nok stadig ikke se mig ansigt, fordi jeg sidder med ryggen til månen.
​Han går lidt nærmere.
​"Ariana?!" Siger han så.
​Bare hans stemme der siger mit navn, gør mig varm indeni. Det gør mig så lykkelig at han kan huske mig. Hvad er det for nogle følelser den her dreng bringer op i mig?
​"Ja det er mig"
​Nu tager Tristan hurtigt de sidste skridt hen mod mig. Vi er nu helt tæt på hinanden, og jeg kan se hans ansigt klart. "Hvad laver du her?" Spørger han mig.
​"Jamen jeg kunne spørge dig selv om det samme"
​Han sætter sig roligt ned ved siden af mig. Vores knæ rører hinanden og det sender stød hele vejen gennem min krop.
​"Mhm... Altså det her er et af mine ynglingssteder i New York. Men hvad laver du ude så sent?" Spørger han, og vender sit ansigt, så vi kigger hinanden i øjnene. Der breder sig med det samme en kildende fornemmelse i hele min krop. Gud hvor er han smuk.
​"Jamen... Jeg var til en fest... og så var den ikke så sjov mere pludseligt" Kvækker jeg, og griner nervøst. Jeg sænker mit blik, og kigger ned i jorden. Jeg kan simpelthen ikke styre mig selv, når jeg kigger i hans øjne.
​"Men øhm, hvis jeg lugter lidt af bræk så skal du bare sige til... min veninde brækkede sig udover mig"
​HVORFOR SAGDE DU DET????
​"Du dufter dejligt" siger han så stille og smiler, men hans ansigt skifter hurtigt karakter. "- øhm jeg mener.. du lugter ikke af bræk. Jeg ved ikke hvad der går af mig lige nu" griner han nervøst, og kigger hurtigt ned i jorden.
Jeg griner højt. Nok lige lidt for højt.
​"Det er helt okay, jeg ved hvad du mener"
​Tristan kigger op igen, og det samme gør jeg. Vi sidder bare og kigger hinanden i øjnene, med bankende hjerter og sommerfugle i maven, i omkring 2 min. Jeg smiler lidt.
​"Hvor er du fra?" Spørger han så.
​"Altså jeg bor omkring Hudson River, hvad med dig?"
​"Faktisk i den helt anden ende. Jeg er lige flyttet hertil. Jeg bor på Ravine Ave, lige omkring Starbucks og Wendy's". Han smiler skævt. "Det er ret vildt at vi skulle mødes lige her igen. "
​"Øhm, ja det er det virkeligt." Jeg bider mig selv lidt i læben. "Og øhm, undskyld for min opførsel første gang vi mødtes, jeg ved ikke helt hvad jeg lavede"
​Han rykker sig lidt nærmere på mig, og en varme breder sig i hele min krop. Der er den her sindssyge kemi imellem os.

Tiden flyver af sted. Vi får snakket om alt og intet. Jeg har ingen ide om hvorfor, men det føltes som om at vi allerede har kendt hinanden i 100 år. Pludseligt er kl 4.13.

Nattens kulde, er begyndt rigtig at tage form nu. Jeg ryster lidt.
​"Fryser du?" Siger han, og skæver til mine arme med gåsehud på.
​"Altså jeg... Ja jeg gør..." Siger jeg og bider mig selv i læben endnu engang.
​Han griner lidt, og begynder at tage sin egen læderjakke af.
​"Det behøver du altså ikke, jeg vil ikke have at du skal fryse også... jeg kan sagtens klare mig uden" prøver jeg, men i virkeligheden beder jeg til, at han insisterer på at give mig den.
​"Nej jeg mener det, jeg fryser ikke. " Han rækker mig jakken. "Her".
​Jeg smiler skævt, og langsomt hænger han jakken på mig, som et tæppe. Den dejlige duft af ham, breder sig i mine næsebor.
​"Så bliver det vidst ikke mere kliché, hva'?" griner jeg.
​Tristan griner så tager han min hånd. Der går stød gennem hele min krop.
​"Ved du godt hvor smuk du er?"
​Jeg griner lidt, og kan mærke varmen strømme til mit ansigt. Jeg kigger genert ned i jorden. Sådan har nogen aldrig snakket til mig før.
Nej det gør jeg ikke.
Han tager sin hånd op under min hage, og løfter stille mit ansigt op mod hans. Nu kigger vi hinanden direkte i øjnene igen. Langsomt bevæger vi begge, vores hoveder tættere på hinandens. Jeg smiler lidt. Så mødes vores læber. Alt omkring os forsvinder. Hans læber er så bløde som silke. Jeg ville ønske at øjeblikket ville vare forevigt. Langsomt åbner han munden, vores tunger smelter sammen. Han smager sødt, men maskulint og trygt på samme tid. Jeg lægger mit hoved på skrå, og fortsætter med at skiftevis åbne og lukke munden. Mit hjerte banker hårdere end nogensinde, og alle aftenens ubehagelige begivenheder bliver glemt. Han rykker hans hænder ned omkring mine hofter, og jeg tager mine op og nusser hans hår. Han stønner svagt, imens han kører sine hænder op og ned af min ryg. Aldrig har jeg haft sådan et intimt kys. Hurtigt rykker jeg mig fra ham, for at få vejret. Vores ansigter er måske 2 cm. væk fra hinanden. Han smiler lidt. Jeg skal lige til at sige noget, men så kigger jeg ned på hans læber igen, og kan bare ikke stå for dem. Vores læber mødes endnu engang, og den fantastiske følelse breder sig igen i min krop. Jeg griner en smule imens vi kysser. Stille og roligt begynder vi at bevæge os mod en liggende position. Han holder et fast behageligt greb om min hofte, så jeg ikke glider ned af ham. Jeg ligger halvt ovenpå ham, og jeg begynder at søge mod hans trøjes kant. 
Hvad laver jeg?
​Han mumler noget jeg ikke kan forstå, imens jeg ihærdigt forsøger at stoppe mig selv. Langsomt skiller vi vores læber ad. Jeg ryster på hovedet. Hvad fanden sker der? Hurtigt retter jeg mig op, og rykker lidt væk fra ham.
​"Jeg øhm... Jeg gør normalt ikke sådan med fremmede. Virkelig ikke." kvækker jeg.
​Han griner hæst. "Nej det... tror jeg ingen af os gør".
​Jeg griner lidt også. Pludseligt er situationen super akavet, og ingen af os ved hvad vi skal sige. Men samtidigt har jeg den her helt enormt dejlige følelse indeni.
Hvad er det han gør ved mig?
​"Jamen, jeg skal nok også til at, hjemad." kvækker jeg.
​"Jaer, det er nok en god ide. Klokken er mange"
​Jeg rejser mig, og det samme gør han. Jeg børster mit tøj af for skidt. Han rømmer sig.
​"Det var virkeligt hyggeligt at snakke med dig. Også, det andet vi lavede" Han griner lidt... genert?
​Varmen strømmer igen op til mit ansigt. Det er godt at her er så mørkt, ellers ville han opdage at jeg på nuværende tidspunkt ligner en tomat.
​"Jo men, i lige måde da."
​Det jeg har mindst lyst til lige nu er at forlade ham. Men samtidigt er det også det eneste fornuftige at gøre. Jeg kigger ned i jorden og tripper lidt.
​"Vi ses vel så?, god tur hjem" siger jeg, og rækker ham hånden.
​Han tager den, og smiler. Vi står sådan lidt tid, imens vi kigger hinanden i øjnene. Langsomt skiller vores hænder ad, og vi går hver sin vej. Jeg kigger tilbage. Det samme gør han og vi får igen øjenkontakt. Jeg giver et akavet vink. Han griner, ryster lidt på hovedet, sparker til en sten, og kigger så ned igen.
Himlen er helt mørk og der er ikke en lyd at høre. Jeg tror faktisk at jeg foretrækker nat frem for dag.
​Jeg rører ved mine læber. Hans kys brænder stadig. Jeg smiler lidt. Det var mit første rigtige​ kys. Alle de andre har bare været kys hvor jeg har været stiv, eller i børnehaven.

​Jeg savner ham allerede. Han er jo helt perfekt. Jeg klør mig på armen, men min hånd møder ikke hud, derimod en læderjakke.
Fuck
​Hurtigt vender jeg om, og begynder at gå den retning han gik. Nu er jeg på stedet vi sad.
​"Tristaaaan??" råber jeg.
​Intet svar. Hvad gør jeg??? Jeg tømmer mit hoved for ideer. Jeg vælger bare at fortsætte den vej han gik.

​Nu har jeg gået i omkring 10 min og ledt efter ham, uden noget resultat. Jeg ryster på hovedet. Hvis man ser på den positive side, har jeg nu et minde fra ham. Så kommer jeg i tanke om at jeg ikke engang har fået noget nr. eller nogen som helst andre muligheder for at kontakte ham. Jeg kender ikke engang hans efternavn.
​"Pis" mumler jeg for mig selv.
​Jeg begynder så at slentre hjemad. Jeg kigger på mit ur. Kl er 5.09.
​Hvad nu hvis jeg aldrig kommer i kontakt med ham igen?

 

 


 



 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...