Cold As Ice

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 10 maj 2017
  • Status: Igang
Ariana på 17 år, er i gang med 2. år i High School. Som et chok for hende starter den mest dejlige fyr på skolen. Men hvorfor ville en kærlighed mellem dem være så forbudt? Og kan det virkeligt passe, at Ariana for første gang forelsker sig?

0Likes
2Kommentarer
695Visninger
AA

7. Forelsket i en løgn

Jeg træder ind af min hoveddør. Endelig hjemme. Jeg fryser egentligt ikke, men det er kun pga. Tristans jakke.
​Jeg smiler lidt ved tanken af ham. Vores opgang lugter af hundefoder og sure tæer. Jeg skærer ansigt, og er skæver til uret. Fuck. Kl er halv 6. Der er virkeligt ingen der må høre mig nu. Jeg har intet overskud til skulle finde på en undskyldning. Vi har noget mørkt trægulv på, som utrolig let begynder at knirke, og så er der bare generelt altid mange forhindringer over det hele herhjemme. Det fordi man aldrig ved hvor der nu er nye ting. Min mor roder nemlig helt vildt og det er så en ting vi har tilfælles.

Jeg begynder at liste mod mit værelse. Pludseligt lyder der en høj knirkelyd under mig. Jeg skærer ansigt og standser helt op.
​"Lort" mumler jeg for mig selv.
​Jeg tager udfordrende endnu et skridt fremad, imens jeg lukker øjnene. Puha. Jeg kigger mig rundt omkring. Fuldstændig stilhed. Men så ser jeg en skikkelse. Jeg presser øjnene sammen for at se hvad det er. Langsomt går det op for mig at det bare er vores hund: Harley. Jeg ryster på hovedet, og griner lidt af mig selv. Men så begynder Harley at knurre.
​"Heyyy Harley det er bare mig" Hvisker jeg og smiler overdrevet til ham, som om det skulle hjælpe.
​Harley sænker sit ansigt, og ligner en løve der skal til at overfalde sit bytte. Hans tænder begynder at komme til syne.
​"Shhh søde"
​Jeg begynder at rykke mig tættere på ham, så han kan se hvem det er. Jeg kan se på ham er det langsomt går op for ham at det bare er mig. Så logrer han vildt med halen, og løber mod mig. Mine hænder møder hans bløde pels. Jeg sætter mig på hug ned til ham.
​"God dreng" siger jeg, og han kigger tilfreds på mig med sine store brune hundeøjne.


****


​Mit vækkeur ringer og jeg sukker højlydt. Så sætter jeg mig op. Kl er 6.40. Hvorfor helvede glemte jeg at slå det fra i går. Jeg ryster på hovedet, men strækker så min arm hen mod uret for at slukke det. Jeg brummer lidt og lægger mig til at sove igen.
Mhmmm.
​Den drøm jeg havde i går var godt nok vild. Men den føltes så virkelig. Jeg kan næsten stadig mærke hans kys på mine læber. Jeg ønsker så inderligt at det ikke var en drøm, men ved jo godt at det ikke er muligt. Nedenunder kan jeg høre at min mormor allerede er gået i gang med at lave morgenmad.
​Ja min mormor. Hun bor forresten hos os.
Ugh, hvorfor kan jeg bare ikke sove?
​"Arianaaaaa?" Lyder det nedefra.
​De kan godt glemme alt om at jeg svarer.
​"Hvad er det for en læderjakke der hænger nede i opgangen? Er Charlie på besøg allerede?" Råber de igen.
​Jeg ryster på hovedet. Hvad fanden snakker de om? Vent. Hvad? En læderjakke. Men var det ikke præcis sådan en Tristan gav mig på i drømmen? Jeg sætter mig hurtigt op igen. Nu kan jeg hvert fald ikke sove.
Hurtigt hopper jeg i nogle joggingbukser og løber nedenunder.
​Min mor står i opgangen og kigger spørgende på mig, stadig med læderjakken i hånden.
"Giv mig lige den der" siger jeg og snupper den ud af hendes hånd.
​Jeg løfter den op foran mit ansigt, imens jeg prøver at skjule min begejstring. Hvis den her læderjakke er her, så må det jo betyde, at det med at Tristan kyssede mig, heller ikke var en drøm????
​Hurtigt puffer jeg min mor til side og løber ud af opgangen. Charlie bor lige ved siden af mig, og jeg har tænkt mig at fortælle ham det hele.
Ivrigt banker jeg på døren. Intet svar. Jeg står lidt i nogle sekunder. Så banker jeg på igen, med begge hænder denne gang. Jeg tripper lidt.
Kom nuuu.
​Så hører jeg nogle skridt lige ude foran døren, efterfølgende af noget skramlen ved døren. Langsomt åbner den.
​"Er du klar over hvad kl er, din skøre kælling?" siger en irriteret Charlie med noget utroligt flot morgenhår, og en frisk velduftende morgenånde.
​"Så charmerende her fra morgenstunden, hva?" siger jeg ironisk til ham, med et skævt smil på læben.
​Han griner lidt, og hurtigt er hans irriterede jeg, væk.
​"Kom ind mi’ lady" svarer han, og bukker overdrevet.
​Jeg ryster på hovedet af ham, og indtager hans hus. Det er ret lang tid siden jeg har været her sidst. Han er som sagt altid hjemme hos mig i stedet for. Men i dag skulle hans "forældre" hurtigt ud af døren, fordi de vist skulle på en kærestetur eller lignende.

Vi er kommet op på hans værelse, og sidder i øjeblikket overfor hinanden, i hans seng.
"Så hvad var det der var så vigtigt, siden at du skulle vække mig op kl 7 om morgenen?" Spørger Charlie.

Jeg fortæller ham det hele, imens han lytter nysgerrigt med, som han altid gør.
”Såeh, har du ringet til ham?” spørger han ivrigt, med et smil i hele fjæset.
Jeg sænker blikket, og leger lidt med mit hår. Jeg ved at han bliver skuffet over det næste jeg siger.
”… Det er så det som er problemet… Jeg fik ikke hans nr.”
Charlie kigger surt på mig.
”Whattt” bjæffer han.
”Jamen jeg ved det jo godt. Hvad skal jeg gøre ved det?”
Han tager sin ene hånd op til hagen, og klør sig i håret med den anden, mens han kigger betænksomt på mig. Jeg kigger utålmodigt på ham.
”Mhm… Altså nu er det jo bare mig som tror på skæbnen. Men ærligtalt, du har mødt ham to gange i situationer hvor det virker som et lige lovlig heldigt ”tilfælde”. Hvis gud så gerne vil have jer sammen, så skal han nok også få det til at ske en tredje gang” siger han, med et ansigtsudtryk der siger at han lige har opklaret verdens sværeste matematikstykke.
Jeg griner og ryster på hovedet af ham. Jeg er ikke den største fan af skæbnen. Jeg mener helt sikkert, at vi selv får lov til at skabe vores egen fremtid.
Jeg sænker mit ansigt og kigger sarkastisk på ham.
”aha” siger jeg, velvidende at jeg ligner en, der ikke tror på et ord af hvad han siger.
”Ja jeg ved godt du ikke tror på mig. Lidt mirakler er jo ikke muligt for prinsessen”
Jeg ryster på hovedet. Stemningen imellem os er lidt irriterende. Men så kommer jeg i tanke om noget der kan løfte den.
”Hey Charlieee?” siger jeg drillende ”- jeg har en gave til dig” fortsætter jeg.
For et par uger siden malede jeg nemlig Charlie på et lærred. Uden han vidste det.
”Hva satan?” siger han overrasket.
Jeg blinker drilskt til ham, og hopper ud af sengen.
”To sek.”
Så løber jeg ind mod min egen lejlighed og hurtigt har jeg fået fat i maleriet, og er på vej mod hans igen. Min mormor, og mor kigger eftertænksomt efter mig, og råber noget jeg ikke kan forstå. Jeg vinker afværgende med hånden, og fortsætter mod Charlies lejlighed.

Jeg hopper ind på hans værelse igen. Charlie løfter blikket fra sin telefon.
”Hvad er deeet?” hviner han, som en lille pige.
Jeg griner lidt, og tager maleriet frem så han kan se det. Jeg bider mig lidt i læben. Normalt er jeg aldrig nervøs omkring Charlie, men jeg håber så meget på at han kan lide den. - Det tog mig alligevel et halvt år om at male.
Charlie smiler stort og ryster på hovedet.
”Du er så sindssyg” griner han, og hopper op af sengen for at kramme mig. Han svinger armene om mig, og knuger mig ind til ham. Jeg griner lidt.
”Såå charmetrold” siger jeg og klapper ham lidt på ryggen, som et tegn til at han skal give slip.
Men i stedet for at give slip, svinger han mig op på hans skulder. Jeg skriger højlydt, og endelig ligger han mig ned på hans seng. Men så begynder han at kilde mig. (Det skal lige siges at jeg er sindssyg kildesyg). Jeg hviner, og vrider mig som en ål. Så får jeg fat i en pude og begynder at slå ham.

Vi er blevet færdig med at slås som toårige og har nu snakket i omkring 2 timer. Hvis der er nogen jeg kunne snakke om alt med så er det Charlie.
”Skal du med ud og ryge en smøg?” Spørger han.
Jeg trækker på skuldrene.
”Tja, hvorfor ikke?” Svarer jeg.

Vi når udenfor og Charlie er ved at tænde min smøg.
”Har du egentligt hørt om den nye dreng der starter i klassen?” spørger Charlie, og tager et sug af sin smøg.  
”Ja, jeg har godt hørt det. Hvordan tror du han er?”
Charlie kigger eftertænksomt på mig.
”Hmm, altså hvis man du kigger på statistikkerne så tegner det lidt til at han bare er endnu en fuckboy. Men hvis man nu bare har lidt håb i sindet, kunne man godt tænke sig til at han var en venlig fyr”
Jeg ryster på hovedet og griner af ham. Der var nu et eller andet særligt ved det. Endnu en gang har jeg den her fornemmelse af at noget skal ske. Noget rigtig snart.
Jeg hoster lidt pga. røgen. Har stadig ikke helt vænnet mig til at ryge. Charlie griner af mig og jeg giver ham en lammer.
”Ikke alle af os, er et lorte narkovrag” siger jeg med et skævt smil på læben.
”Nah, andre er alkoholikere”
Jeg griner højt.
”Bare fordi jeg kan drikke mere end dig” svarer jeg igen.
Han ryster på hovedet og puster noget røg i mit ansigt, så jeg endnu engang hoster.
”Var du egentligt ikke stiv da du var sammen med ham, loverboy?” Spørger Charlie drilskt.
Jeg smiler bare ved tanken af ham og kigger ned i jorden for at Charlie ikke skal se det.
”Nej. Det var jeg ikke Charlie. Faktisk var jeg meget ædru” siger jeg overdrevet seriøst, for at skjule smilet.
Han griner fjoget.
”Nu har jeg et meget seriøst spørgsmål til dig” siger han også helt seriøs.
Jeg griner også, og slår ryster på hovedet.
”Sig frem”
”Er du forelsket i, ham?” spørger han så, og sænker ansigtet.
”Hm.. Hmmmm. Måske”, svarer jeg grinende, og slukker min cigaret.
Charlie begynder at prikke mig, imens han driller mig med at jeg endelig er forelsket.

Forelsket.
Kan det virkeligt passe? Efter alle de år. Hvad så hvis jeg ikke ser ham igen? Er jeg så bare forelsket i en løgn?
















 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...