Cold As Ice

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 10 maj 2017
  • Status: Igang
Ariana på 17 år, er i gang med 2. år i High School. Som et chok for hende starter den mest dejlige fyr på skolen. Men hvorfor ville en kærlighed mellem dem være så forbudt? Og kan det virkeligt passe, at Ariana for første gang forelsker sig?

0Likes
2Kommentarer
647Visninger
AA

10. Forbidden love

​​Dagen suser af sted og det andet frikvarter kommer lynhurtigt. Vi sidder i kantinen som vi altid gør, men alligevel er intet som det plejer. Intet er som før. Alt er forandret.
​"- Det jeg ikke forstår er bare hvorfor? Hvorfor fanden fik i ikke hinandens numre?" siger Charlie med munden fuld af mad.
​"Nej der er jo meget du ikke forstår. Måske var det bare ikke lige meant to be" svarer jeg irriteret.
​Han kigger mistroisk på mig, og løfter en pegefinger.
​"Du sagde selv du var forelsket"
​"Ugh måske var jeg ikke det alligevel så. Kan du for helvede ikke bare lade det ligge?!"
​Charlie krymper sig så, og kigger overrasket ned i bordet.  
​"Jojo, undskyld. Jeg prøver jo bare at hjælpe".
​Jeg sukker tungt, tager mig til hovedet og lukker øjnene. Sådan skulle det jo ikke have kommet ud.
​"Nej, det... det er mig som skal undskylde. Jeg ved ikke hvad der sker med mig i tiden. Jeg er bare lidt træt" siger jeg og prøver at smile til ham.
​Hurtigt lyser hans ansigt op igen.
"Det helt okay"
​Vi sidder lidt bare og kigger ud i kantinen, i stilhed. Men så udbryder Charlie:
​"Heyyyy, jeg så lige jeres nye lærer. Jeg kan sgu godt forstå at pigerne vender hovederne når han går forbi".
​Jeg sukker højlydt.
​"Ja han er fin, jeg skal lige på toilet" siger jeg og skynder mig at gå mod toilettet inden jeg eksploderer.
​Jeg ligger bøjet indover håndvasken og skyller vand i ansigtet. Min krop slapper langsomt af. Jeg kigger mig selv i øjnene ved spejlet. Godt min mascara er vandfast. Jeg ligger hovedet på skrå og trækker vejret dybt ind og ud.
​"Tag dig sammen" hvisker jeg til mit eget spejlbillede, og slår en hånd mod spejlet.
​Jeg vender mig om og går mod udgangen igen. Hvis jeg var der inde for lang tid ville han nok blive mistænksom. I samme sekund jeg træder ind i kantinen ringer klokken. Jeg sukker lettet og skynder mig hen og hente resterne af min mad.
​"Hey, er du ok? Du virker altså mere end bare træt i dag, du ved godt at du kan fortælle mig alt ikke?" spørger Charlie, mens vi går mod skraldespanden.
​Jeg trækker på skuldrene.
​"Jada" svarer jeg med et hurtigt tandvisende smil.
​Han knuger kærligt min skulder med sin hånd, og stiller sig foran mig så vi kigger hinanden i øjnene. Han kigger undrende og alvorligt på mig i nogle sekunder. Som om han ikke tror på mig. Jeg klør mig lidt i håret og sænker blikket.
​"Godt godt" siger han endelig, og smiler skævt.

Igen er klasseværelset larmende og fyldt. Jeg sidder igen på min plads og venter på at Tristan indtager lokalet. Igen snakker ingen til mig. Og igen er jeg ensom selvom jeg er sammen med folk.
​Døren smækker og jeg løfter langsomt blikket.
​"Hej igen alle sammen. Sidste time var som sagt til at jeg kunne præsentere mig selv, og til at i lige kunne lære mig lidt at kende, og så nåede i vidst også lige at præsentere jer selv kort. Denne time skal gå til at jeg skal lære jer, og jeres faglige niveau lidt bedre at kende, så vi kan begynde på undervisningen hurtigst muligt" siger Tristan, og kigger kort ud på alle eleverne. Han møder mit blik, og jeg bider mig i læben. Han smiler venligt og kigger væk som om jeg bare er "endnu en elev". Hvilket jeg nok også er.
​"Såh jeg snakker med hr. Roberts. som foreslog at jeg skulle snakke med jer under fire øjne en og en. Det sagde jeg så til ham, at det nok ville tage lidt mere end en time, men det ignorerede han. Så for at gøre ham glad, og fordi jeg er ny, er det nok en god ide at gøre hvad han siger" siger Tristan med en skævt smil.
​Hele klassen griner højt, udover mig som bare sænker blikket. Fucking pis. Fortrolig snak?? Det kommer jo ikke til at fungere. Jeg ryster på hovedet, mens jeg stirrer ned i bordet.
​"Okay såh, hvis vi bare følger protokollen" siger han og finder den frem. 
​Han tager et hurtigt kig på den, og med det samme rynker han svagt brynene og vender hurtigt blikket mod mig.
​Ariana. A. Protokollen er i alfabetisk orden. Jeg kigger på ham med nogle øjne der ca siger: fucking-drop-den-ide-og-find-en-anden.
​Nogle af eleverne begynder at råbe at protokollen er en god ide, så de selv ved hvornår de skal ind. (Egentligt bare så de kan pjække).
Jeg kigger ned i bordet.
​Tristan klør sig i håret og skal til at sige noget, men trækker så på skuldrende.
​"Jaja, okay. Det gør vi så".
​"Såh Ariana Perez, dig først" siger han og lader som om han ikke ved hvem jeg er, ved at skue udover klassen.
​Langsomt løfter jeg hånden.
​"Ja det mig" siger jeg lavt.
​Han nikker kort og signalere at jeg skal gå mod udgangen. Jeg kigger ned i jorden hele vejen. Hvordan kan det her ske? Det bliver muligvis den mest akavede snak nogensinde. Tristan holder døren ind til sit kontor, og jeg går hurtigt ind og sætter mig på en stol overfor ham.
​Han løfter langsomt blikket og åbner munden, men lukker den så igen.
​Jeg klør mig i håret. Kigger ind i hans nat blå øjne, og han kigger ind i mine. Jeg bider mig i læben og mærker mine håndflader blive svedige. Det eneste jeg koncentrerer mig om er min vejrtrækning. Ind og ud. Ind og ud. Det eneste jeg i øjeblikket kan kontrollerer. Pludseligt hører vi en dør smække, og jeg hoster derfor højt og læner mig anspændt tilbage i stolen.
"Såh.." begynder vi begge to.
​"Ja, øhm du snakker bare" siger jeg så kejtet med øjnene i bordet.
​Han hoster og nikker.
​"Okay godt så. Vi kender jo sådan set allerede hinanden, på en måde som er meget uheldig, men det må vi så leve med".
Jeg synker og nikker forstående.
​Han sukker tungt og sænker blikket.
​"Så, hvor gammel er du Ariana?" spørger han professionelt.
​Det mener han vel ikke seriøst. Jeg kigger spørgende på ham med et løftet øjenbryn, men det ser ud som om han er helt seriøs. Jeg sender ham et overasket blik, og klikker med tungen.
​"17" svarer jeg koldt, mens jeg kradser sort neglelak af mine negle.
​"Okay, øhm hvilket område indenfor Engelsk er du gladest for?"
​"Analyse osv"
​Han nikker og sænker blikket en smule på sit papir, med rynkede bryn.
​"Hvordan synes du det sociale i klassen er?"
​"Det ok"
​"Okay, hvor vil du sige dit faglige niveau er i øjeblikket, i faget engelsk?"
​"Det vel fint"
​"Kan du måske være lidt mere specifik" siger han opgivende.
​"Jeg kan godt stave og snakke" svarer jeg pludseligt meget irriteret.
Han sukker, og læner sig henover bordet.
​"Hør Ariana, jeg ved godt det her er fucking uheldigt osv, men der er intet vi kan gøre ved det. Jeg har fået det her spørgeskema og selvom det virker åndssvagt, skal du altså besvare det. Jeg kan ikke lade vores forhold ødelægge min karrierer, eller dit 2. år af gymnasielivet. Det kan jeg bare ikke. Du er klog, smuk og rigtig sød, og jeg er sikker på at du nok skal finde en... en... ja." siger han så, og løfter blikket langsomt så vi igen får øjenkontakt.
​Vores ansigter er få centimeter fra hinanden. Tiden står stille. Jeg åbner let munden. Kan mærke hans varme ånde mod min hals. Hans natblå øjne gennemborer mig. Jeg har lyst til at klemme mig ind til ham og lade hans muskeløse arme fører mig hen til det sted han tager mig. Hans duft spreder sig i mine næseborer. Jeg synker. Han spænder sine kæbemuskler og rykker sig langsomt nærmere. Som en magnet bliver vi trukket sammen. Hans læber kommer nærmere og nærmere, langsomt mødes de med mine og smelter sammen. Det kilder i min mave, mens vores læber bevæger sig mod hinanden. Jeg ånder lettet ud og giver efter. Endelig være det jeg har længtes efter så længe. Han åbner munden svagt og vores tunger mødes igen. Jeg gisper nærmest og tager min hånd til hans hår. Vi rykker os desperat, væk fra bordet og hen mod en væg. Hans hænder kører op og ned af min ryg. Min lyst til at klamre mig til ham bliver kun stærkere og som om han kunne læse mine tanker skubber han mig blidt mod væggen. Jeg stønner svagt og kører hånden gennem hans hår. Lader mig blive ført hen til en anden verden af ham. En verden hvor vi er tættere på stjernerne. En verden hvor der er musik i stilheden og lys i mørket. En verden hvor der kun er mig og ham. En verden der er magisk, men dræbende. En verden der er fantastisk, men umulig. Smuk, men hjerteskærende. Forbudt, men livsnødvendig.
Hans fingrespidser på min hud giver mig nærmest lyst til at græde. Den søde sørgelighed, som er så umulig. Jeg vil have øjeblikket til at vare for evigt. Vi hører en dør smække og langsomt bliver jeg trukket ud af den forbudte verden. Jeg lukker øjnene og trækker mig væk fra ham, med et suk. Han ryster på hovedet og kigger nærmest undskyldende på mig. Lige ude foran døren lyder trin og hurtigt sætter vi os begge ned. Døren går op og jeg kigger på personen der er ved at indtage lokalet med krydsede arme og et akavet smil. Rektor. Han kigger undrende på os. Tristan rømmer sig.
​"Vi var faktisk lige ved at blive færdige".
​Rektor smiler falskt og gnider sine hænder mod hinanden.
​"Godt, for i har været herinde i 15 min, og du har kun tid til at hver elev skal tage ca 9 min"
​15 minutter? Det føltes på ingen måde som så lang tid.
​Tristan nikker og slår hænderne ned i bordet.
​"Ja, der var lige nogen ting som Ariana ville have mig til at vide" han hoster falskt "- Noget privat, som muligvis vil påvirke hendes læring en smule"
"Nå, jamen det skal der også være plads til. Skal jeg sende Benjamin ind?" svarer rektor.
​Jeg kigger ned i bordet. Har svært ved at skjule min glæde. Den glæde som kun en for op i mig. Tristan.
​"Ja det gør du bare" fremstammer Tristan, med et smil.
​Døren lukker sig bag rektor og igen er vi alene. Jeg kigger op og mine øjne rammer et varmt blik. Jeg bider mig i læben.
​"Jeg skal jo så ud" siger jeg og kigger drilskt ud i luften, "-og tak for øhm... snakken"
​Han griner hæst og kigger ned i bordet.
​"Selv tak" svarer han.
​Jeg åbner døren og kigger en sidste gang på ham, inden jeg går ud. Han kigger efter mig med et smil i øjnene.
​Det er som om at selvom alt det her er så forkert. Så fylder glæden mere en det. Jeg burde have sagt til ham at det ikke kunne gå. At vi to ikke kunne gå. Men alt det er for sent nu. Han fylder for meget i mig. Han er ligesom for vigtig, til at jeg bare kan lade det gå.
​Jeg kan ikke lade ham gå.



 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...