Cold As Ice

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 10 maj 2017
  • Status: Igang
Ariana på 17 år, er i gang med 2. år i High School. Som et chok for hende starter den mest dejlige fyr på skolen. Men hvorfor ville en kærlighed mellem dem være så forbudt? Og kan det virkeligt passe, at Ariana for første gang forelsker sig?

0Likes
2Kommentarer
645Visninger
AA

11. Det fungerer ikke

​Minutterne snegler sig af sted. Klasseværelset lugter indelukket og tomt. Tomt fordi han ikke er her mere. Jeg sukker højt og mærker nogle få hoveder vender sig for at kigge på mig. Jeg ruller med øjnene og vender blikket mod bordet igen. Kl er 14.40. 5 minutter til frihed. Jeg kan ikke få mine tanker væk fra ham. Hans berøringer, hans kys og hans øjne. Der er intet jeg har mindre lyst til end at sidde her og lave ligegyldige opgaver, der alligevel er alt for nemme. Alt føltes så pisse ligegyldigt når han ikke er her.
​Endelig ringer klokken højt. Hurtigt rejser jeg mig og tager min taske på ryggen. Læreren råber noget jeg ikke kan høre, fordi jeg allerede er på vej ud af døren. Af en eller anden grund føler jeg at jeg skal skynde mig. Jeg kigger ned i jorden hele vejen. Gennem gangene. Forbi menneske strømme, fyldt med grin og snak. Ned af trappen med de høje trin. Ud af døren der føltes så let som intet i dag. Da jeg endelig er ude rammer den friske luft mig med det samme. Jeg løfter blikket og kigger op mod himlen. Skyfrit. Jeg smiler og indsnuser luften der dufter så sødt. På jorden ligger der mast tyggegummi, og cigaretskodder. Jeg fortsætter hurtigt ud gennem skoleporten, igen med hovedet nede i jorden. Pludselig mærker jeg et stød ind i kroppen, og jeg falder lidt bagud. Jeg børster hurtigt håret væk fra ansigtet og kigger irriteret op, indtil jeg opdager hvem det er.
​"Igen hva?" siger Tristan.
​Jeg ler og kigger mig nervøst omkring for at se om nogen kigger herhen, men alle har travlt med deres eget. 
​"Jeg stod her og ventede, fordi jeg faktisk skulle snakke med dig"
​Jeg løfter øjenbrynet.
​"Så du har sådan rigtig stalket mig for at se hvilken vej jeg går hjem hva?" ler jeg, og fortryder hurtigt mit barnlige svar.
Han griner og klør sig i håret.
​"Der er ligesom kun en skoleport ikke?"
​Jeg smiler, men vender så hovedet nedad, og får en mere seriøs mine på.
​"Hvis du vil snakke med mig, er det her nok et rigtigt dumt sted"
​"Ja det ved jeg. Det er derfor jeg tænker at vi måske kan mødes ved den lille kiosk på Kings Road?"
​"Jo, ja, det kan vi godt" svarer jeg og bider mig i læben for at skjule min glæde, "-men det tager nok lidt længere tid for mig at komme derhen, fordi jeg jo øhm... er på gåben"  
​"Det fint, så ses vi" svarer han og smiler det mest blændende smil.
​Jeg griner nervøst og går ud af skoleporten. Mit hjerte pumper mens jeg krydser menneskemassen. Jeg lægger ikke mærke til andre. Går i min egen verden og tænker på ham. Jeg er så ligeglad med at han er lærer. Kærlighed er kærlighed, er det ikke hvad de siger? Endelig har jeg fundet den og så skal det faktum at han er en skolelærer ikke ødelægge noget. Jeg lukker øjnene kort og sukker. Min glæde indeni er for stor til at jeg kan tænke fornuftigt. Kærlighed gør jo blind. Jeg har altid syntes at det var en åndssvag ting at sige, men jeg forstår det faktisk nu. På en måde da.
​Jeg krydser gaden og er der næsten. Solen skinner skarpt. Her lugter af benzin og sved. Mennesker strømmer over det hele, og presser fra begge sider. Jeg tager min jakke af og hænger den rundt om livet, - jeg skulle jo nødig lugte af sved sammen med ham. Biler der dytter og unge der råber høres over det hele. Det er virkeligt blevet trættende i længden, men man må leve med det, for nogen gange er man en af de unge, og andre gange sidder man selv i bilerne.
​Jeg strækker halsen for at kigge om jeg kan se kiosken noget sted. Det kan jeg så ikke. Jeg sukker og kigger på uret. Jeg har taget 6 min indtil videre om turen. Bare han ikke bliver træt af at vente.
"Ugh" mumler jeg irriteret af mig selv.
​Hvorfor går jeg pludseligt så meget op i hvad han tænker? Jeg har aldrig været en der går op i sådan noget. Jeg ruller med øjnene men sætter alligevel farten en smule op, selvom min hjerne er imod det.
​Endelig kan jeg spotte kiosken og en sort bil ude foran. Jeg smiler af ren refleks da jeg ser ham, og igen har jeg lyst til at slå mig selv. Han kigger ud på menneskene og ser mig slet ikke. Han spærrer øjnene op og ser overrasket ud da jeg pludseligt står lige foran ham. Jeg griner og tager mig til hovedet.
​"Såh her er jeg" siger jeg så og fortryder igen hurtigt min åndssvagt irrelevante kommentar.
​"Ja her er du" smiler han og nikker hen mod en bil.
​Jeg kigger spørgende på ham, og han griner.
​"Sæt dig ind" siger han så, "-du havde vel ikke regnet med at vi skulle stå et par gader væk fra skolen og snakke?"
"Nåh, selvfølgelig ikke" fremstammer jeg så og nikker.
For fanden hvor er jeg dum.
Jeg sukker og går mod bilen. Den sorte bil jeg så før. Gammel og grim, men sød nok. Inden jeg når at åbne bildøren åbner han den for mig.
​"Gentleman der hva?" griner jeg.
​"Jada" svarer han smilende, men kigger sig så omkring og skynder sig at lukke døren efter mig før nogen ser os.
​Jeg sænker blikket og krymper da jeg kommer i tanke om at der rent faktisk findes andre i verden end os.  
​Han hopper hurtigt ind i bilen, og før jeg ved af det er bilen startet og vi kører.
​Jeg piller lidt ved mine negle og tripper med fødderne mens jeg kigger ud af vinduet. Føler mig som et lille barn. Men hvorfor siger han ikke noget?
Jeg vender blikket mod ham og jeg ser ham kigge koncentreret ud af bilvinduet. Han ser sød ud når han koncentrere sig. Jeg smiler lidt imens jeg betragter ham. Hans mund er en smule åben og hans øjne flakker rundt. Hans hud er helt ren og ser blød ud. Jeg synker. Hans hænder styrer stabilt rettet. Han ser så klog og betryggende ud som han sidder der. Aldrig har jeg været så tiltrukket af ham. Jeg har lyst til at kaste mig over ham. Han vender blikket mod mig og hurtigt kigger jeg ud af vinduet og lader som ingenting. Uden at jeg har set det, er vi kommet ud af byens centrum og næsten ingen mennesker ses her nu.
​Jeg tøver lidt.
​"Såh hvad vil du gerne snakke med mig om?" spørger jeg endelig.
"Hm. Os" mumler han.
​Jeg løfter brynet.
​"Uddyb gerne"
​Han tager sig til hovedet og kører bilen ud til siden. Langsomt vender han blikket mod mig. Jeg bider mig i læben og mine øjne kører rundt.
​"Det faktum, at du er min elev, tænker jeg kunne være relevant" svarer han med et skævt smil.
​Jeg rynker brynene og retter mig op så jeg kigger ud gennem ruden.
​"Ja det er jo noget af et problem" siger jeg så.
​"Lige præcis. Det fungerer jo ikke".
​Jeg spærrer øjnene op og holder vejret. ​Fungere ikke?​ Som i slet ikke? Langsomt åbner jeg munden men ingen lyd kommer ud. Jeg kan mærke hans blik på mig.
​"Altså" fremstammer jeg, "-hvad mener du præcist med "fungerer ikke"?"
​Jeg tror nok han kan høre mit hjerte helt derhenne fra.
​"Jeg mener at det ikke fungerer Ariana. Jeg er din lærer for satan. Det... Det kan jo ikke fungere"
​Skuffelsen nærmest oversvømmer mig. Jeg synker og åbner munden halvt. Han har jo ret, men det føltes bare forkert.
​"Det.. Ja jeg kan godt se det. Jeg kan bare ikke forstå hvad det der skete på dit lærerværelse i dag så var?"
​Han sænker hovedet og sukker.
​"Jeg ved det godt, men det er fucking som om der er en magnetisk kraft eller noget imellem os"
​Der bliver helt stille. Jeg tøver lidt.
​"Så du vil bare droppe det?" siger jeg og vender blikket mod ham.
​Han kigger op og ser lige ind i mine øjne. Jeg prøver at kigge så uberørt tilbage som jeg kan, men det føltes som om at han ser lige igennem mig. Hans blå øjne ser så trygge og smukke ud. Det gør mig på en måde så berørt. Tårer prøver at kæmpe sig deres vej ud gennem mine øjne, men jeg stritter imod. Mit hjerte slår hurtigt og hårdt. Han kigger nærmest såret på mig og åbner munden lidt.
​"Jeg... Jeg ved det ikke" svarer han så.
Vores øjenkontakt fortsætter og hans natblå øjne gennemborer mig. Jeg sukker. Hans læber ser bløde og fyldige ud. Vores vejrtrækning er nærmest i takt. Langsomt ind og ud. Så tæt på. Så umuligt. Jeg bider mig i læben og kigger længselsfuldt på ham. Det føltes som om at varmen stiger i bilen.
​Langsomt rykker jeg mig nærmere. Det er som om at det ikke engang er mig der gør det. Som han siger føltes det som en magnetisk kraft. Jeg kan mærke hans vejrtrækning mod min kind nu. Vi læner os mod hinanden og igen rammer vores læber hinanden. Jeg ånder nærmest lettet ud og kører mine hænder op gennem hans hår. Han løfter mig blidt hen mod sit eget sæde. Jeg rykker mig ovenpå ham. Lader ham igen tage mig hen til den anden verden.
Efter det lidt for intense kys sidder vi igen og kigger ud af ruden. Jeg kan ikke tørre mit åndssvage smil af.
​"Hm, fungerer slet ikke" siger jeg ironisk med et skævt smil.
​"Du ved, jeg har aldrig haft det sådan her med nogen før" siger han.
Jeg griner lidt.
​"Nah, det kan man vidst også roligt sige jeg heller ikke har".
​"Tænk hvis nogen vidste hvad vi sad og lavede lige nu"
​Jeg rynker brynene og smiler samtidigt.
​"Mhm. Jeg tror de ville blive lidt overraskede" så tøver jeg, "-men på den anden side er du altså også den værste til at skjule det i klassen"
​Han puffer til mig og griner.
​"Det var da ikke mig som lignede en der var landet på månen, da jeg trådte ind i klassen" ler han.
​Jeg smiler og kan mærke at han gør det samme. Det er som om at han fylder det tomme af mit hjerte ud.
​"Vi skal nok begge to blive lidt bedre til at skjule det" siger jeg så.
​"Ja det burde vi nok" siger han og klør sig i håret.
​Jeg lukker øjnene og skærer en grimasse da jeg opdager at jeg lige bare havde antaget at vi var noget. Jeg tøver lidt.
​"Såh, er vi en ting nu, eller hvordan har du det med det hele? For jeg kan sagtens forstå hvis du stadig ikke synes at vi skal være noget. Altså haha, du er jo lærer og jeg er elev, så det er vildt mærkeligt. Men det kunne jo være at du måske..."
​"Vi er mere end noget Ariana" afbryder han mig så.
​Jeg ånder lettet op og smiler.
"Hvad er vi så?" svarer jeg.
​"Vi er... bare os" siger han med et skævt smil.
​Jeg ryster på hovedet og griner lidt.
​"I orden"
​"Jeg synes bare at vi skal tage det helt roligt og se hvad der sker" svarer han så alvorligt.
Jeg smiler.
"Det lyder fint for mig"
​"Men vi bliver nødt til at være bedre til at holde det hemmeligt" siger han og tager sig til hovedet, "-ingen intime øjenkontakter eller andet i timerne. Ingen kontakt udover det sædvanelige lærer/elev kontakt på skolen. Hvis vi skal mødes aftaler vi det over mobil. -Og kun brug mit private nummer".
Jeg nikker og ler.
​"Selvfølgeligt, og øhm, hvad er det nummer så?" spørger jeg tøvende.
​Han griner og begynder at rode i sin taske. Jeg løfter brynet men så løfter han en kuglepind op og rækker ud efter min hånd. 56 71 08 21. Jeg smiler. Hvad vil min mor ikke tro? Åh gud min mor. Jeg kaster et blik mod mit ur. 17.23.
​Han betragter mig og løfter brynet.
​"Vi skal nok køre hjem nu" siger han så.
​Jeg smiler taknemligt til ham og klør mig i håret. Han smiler et smil tilbage der gør mig blød i knæene, og varm indeni. Jeg bider mig i læben.
​Han er helt sikkert ham. Ham jeg for første gang er blevet forelsket i.


 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...