Cold As Ice

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 10 maj 2017
  • Status: Igang
Ariana på 17 år, er i gang med 2. år i High School. Som et chok for hende starter den mest dejlige fyr på skolen. Men hvorfor ville en kærlighed mellem dem være så forbudt? Og kan det virkeligt passe, at Ariana for første gang forelsker sig?

0Likes
2Kommentarer
637Visninger
AA

5. Behagelig overraskelse

”Hva fand…” begynder jeg
”Hola chica” råber en ret så beruset dreng ind i mit ansigt.
Jeg trækker mig langsomt tilbage. Hvorfor ødelægger enten folk eller tiden, altid de gode øjeblikke?
Drengen begynder at rykke nærmere mod mig, og jeg begynder at gå hurtigere, og hurtigere baglæns. Hans vodkaånde falder tungt i mit ansigt.
”Hvad tror du lige du laver?” Prøver jeg imens jeg prøver at virke truende med mit kropsprog.

Han skal fandeme ikke bare tro, jeg er en lille hjælpeløs pige han kan tvinge ud i et eller andet pis
”Ikke tro du bare kan koste rundt med mig. Alle vil gerne have et stykke af Anthon her” siger han og tager hurtigt fat i min arm, og presser den op mod væggen, som vi åbenbart er kommet tæt på.
Det klamme smil på hans læber får kvalmen til at komme tilbage igen, hurtigere end den forsvandt. Samtidigt får han vreden til at blusse op i mig. Selvom jeg hellere end gerne vil give ham en på kassen, kan jeg ikke. Han har fået fat i begge mine arme, og er også begyndt at stramme grebet. Jeg kigger ham stift ind i øjnene, men han griner bare smørret.
”Smid bukserne kælling” hvisker han til mig.
”Fuck dig selv” hvisker jeg tilbage.
”Hvis du ikke engang kan håndtere et stykke lækkert mand som mig, hvordan ville du så nogensinde kunne håndtere nogen som helst andre. Du tror at du er så pisse hellig gør du ikke? Hvor lang tid siden er lige at du lavede noget som helst med en dreng? Jeg mener det ikke fordi du ikke har nogle muligheder. Du går på en skole med omkring 5.000 andre elever, og du har ikke fundet en? Vi må håbe at den nye dreng der snart starter i din klasse er noget”
Vent. Ny dreng. Det vidste jeg sgu da ikke noget om. Nå. Det skal jeg lige få snakket med Charlie omkring. Anthon begynder pludseligt at grine højt og slesk, imens hans ånde er ved at kvæle mig. Han har fået skubbet mig op i et hjørne, og hans ene hånd begynder at søge nedad. Det lille splitsekund jeg nu har med min ene hånd, bruger jeg på at forsøge at slå ham i nosserne. Men jeg fejler igen.
”Hvis du ikke har mistet din mødom, så kan du lige om lidt blære dig med hvem du mistede den til” siger han.
Selvom han kun bruger sin ene hånd til at rage på mig, føltes det som om at den er over det hele. Den begynder endnu engang at søge nedad, og den nærmer sig mine bryster. Jeg prøver at bide efter den, men han nusser bare min kind, imens jeg ihærdigt prøver at komme fri. Hans hånd er nu nået omkring et lidt mere intimt sted, han prøver ivrigt at løfte op i mit skørt, imens han ager mine inderlår. Mit hjerte banker hårdt i brystet. Jeg mærker brækket skvulpe i min hals. Jeg vrider mig så hårdt jeg kan, og nu skyller brækket op i min mund, flyder ud gennem mine læber og rammer hans ansigt som en bølge. Han rykker sig hurtigt tilbage, imens han ansigt skinner af foragt. Jeg smiler skævt på læberne.

”Det er jeg ked af, du får mig simpelthen til at brække mig. Jeg undskylder meget for at jeg ikke lige havde lyst til at ”få et stykke af Anthon””
”FØJ FORHELVEDE DIN SO” råber han ind i mit ansigt. Jeg skubber ham baglæns, og klemmer mig op af væggen, for at komme forbi ham.

Pludseligt har jeg fuldstændig mistet lysten til at feste. Charlie bliver nok nervøs for mig, men jeg er så ligeglad lige nu.

Cole bor ret så tæt på mit ynglings sted i New York man skulle ikke tro at der var en ”countryside” her. Men det er der altså.  Jeg slentrer langsomt ud mod gaden. Stjernerne lyser stadig klart. Jeg skæver tilbage på den terrasse jeg næsten var blev voldtaget på. Jeg blev ikke engang bange. Hvor fanden er de følelser? 

Jeg tager min ene hånd og tørrer mig om munden. Så sænker jeg blikket og kigger ned mod mit tøj. I dag klædte jeg mig faktisk en smule fest-agtigt ud. Man skal jo se bare lidt godt ud til fester. En sort blonde kjole, med korte ærmer. Den går mig til lige over knæene. Jeg fatter ikke de piger der gider at næsten vise hele sin røv med en kjole. Man skal da også lige overlade noget til fantasien. Mine sko er bare nogle basic sorte sko, med lidt hæle. Jeg magtede sgu ikke at gøre det helt store ud af mig selv i dag, men i det mindste tog jeg kjole på.

​Jeg går langsomt ned af gaden. Man kan tåget se de høje bygninger herfra. Men lige her hvor jeg er, er der kun skove, veje og nogle få huse. Jeg løfter blikket, træerne er flotte og grønne- det er jo også sommer. Månen lyser klart, som nattens sol. Her er så fredsfyldt, intet stress. Jeg tror at jeg vil tegne lige netop det her sted. Når jeg kommer hjem altså. 
​Jeg tegner og maler ret tit. Nogle gange sætter jeg mig bare ind midt i byen og observerer folk, mens jeg tegner nogle af dem. Det er ligesom at tage sit helt eget personlige billede. Engang tog jeg også virkeligt meget billeder, men det blev ligesom for kedeligt.
Grunden til jeg godt kan lide at male er, at intet sætter grænser. Man kan male følelser, landskaber, stemninger, personer. Bare alt. Og så den følelse af bare at lade penslen stryge over læreredet, og se de mest fantastiske farver tage form.

​                                                                                           ****

Uden jeg lagde mærke til det, er jeg pludseligt kommet til et helt nyt sted. Kender i det at drukne i ens tanker? Well, det gør jeg. Jeg kigger mig omkring. Her er lige så smukt som før. Jeg kan stadig mærke at alkoholen har været i min krop. Men det er den vel ikke så meget mere, siden at jeg brækkede mig. Lige meget hvad, er jeg i hvert fald stadig svimmel.
Endelig. Et gadeskilt: Hillside Dr. Lige ved siden af High Mountain Park Preserve. Altså mit ynglings sted i hele verden. Jeg overvejer mine muligheder. Enten kan jeg tage hjem, til min mor og mormor, og bare lægge mig til at sove. Eller også kan jeg tage op ved klipperne, fordi jeg er lidt syg i hovedet. Jeg skæver til mit ur. 01:12 am. Jeg plejer alligevel først at smutte fra festerne omkring kl 04:00 hvis de er gode. Tja hvorfor ikke?.
​Jeg ændrer min kurs så jeg går direkte mod klipperne. Jeg træder ned i noget vådt og koldt græs, og er lige ved at miste balancen. Puha, de 9 tequila shots rammer stadig. Duggen rører mine tæer, igennem skoene, og gør dem lidt kolde. Området jeg er på, er en blanding mellem en mark og en skov. Imens jeg langsomt bevæger mig opad, lister Tristan sig ind i mine tanker igen. Ugh! Det er som om at han fucking hjemsøger mig. Men igen, det ville nu heller ikke have de største problemer med.

​Jorden begynder langsomt at flade sig ud igen, hvilket er et tegn på at jeg er tæt på spidsen af klippen: stedet. Mine sko er begyndt at nage, så jeg vælger at smide dem. Det er en del mere behageligt. Da min første fod rammer græsset, sender det kuldegysninger igennem mig, fordi det er så koldt. Græsset kilder i mellem mine tæer, og duggen drypper når jeg løfter dem. Endelig er jeg kommet frem. Jeg betragter udsigten. Herfra er alting så småt, og intet kan røre mig. New Yorks øjne lyser klart til mig, ligesom stjernerne. Husene er så små som dukkehuse, og jeg kan kun skimme nogle få biler, hvis jeg koncentrerer mig. ​
Er du derude Tristan?
​Jeg sukker for mig selv. Jeg ved jo ikke engang om jeg kan lide drengen, hvis jeg lærte ham at kende. Hvad nu hvis han bare er en kæmpe nar? Mhm. Det kommer jeg vel aldrig til at finde ud af. Endnu engang sukker jeg højlydt. Jeg sætter mig ned på græsset. Lige glad med om min kjole bliver våd. Svimmelheden har endelig aftaget, men jeg har ingen ide om man stadig kan mærke det på ​mig. ​Det vel også lige meget om man kan. Jeg ligger mine arme på kryds udenom mine ben, og vender hovedet på sko. Jeg har den her sære boblende fornemmelse inden i, som om noget skal ske. Hvem er ham den nye dreng i min klasse overhovedet? Hvorfor har vi ikke hørt noget om ham? Jeg læner mig langsomt forover og ser om jeg kan se ned under klippen. Det kan jeg ikke. Jeg rykker mig en smule længere frem. Nu sidder jeg helt på spidsen af klippen. Jeg lader mine ben hænge udover, og begynder stille at svinge med dem. I baggrunden kan jeg skimme at lys går ud en efter en, lige så stille.

​Pludseligt hører jeg en eller anden skrattende lyd bag ved mig. Jeg vender mig hurtigt om. Hvad helvede var det? Mhm. Det var nok bare mig.
​*schhrrrrttt* lyder det igen. Jeg vender mig stærkt om igen, og strækker hals for at se hvad det er? Af en eller anden grund er jeg ikke bange.
​*Schhhhhhrrrrtt* denne gang er det højere, og tættere på, kan jeg høre. Så ser jeg noget bevæge sig i buskaset tæt på mig. Jeg holder vejret, og jeg føler jeg kan høre mit eget hjerte slå.
​Så ser jeg noget sort, komme ud af det. Er det en person? Ja det er sgu så. Skikkelsen kommer nærmere, men stopper pludseligt op.
​"Hallo?" siger en velkendt stemme.
​Det føltes som om, at mit hjerte springer et slag over.

 


 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...