Cold As Ice

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 10 maj 2017
  • Status: Igang
Ariana på 17 år, er i gang med 2. år i High School. Som et chok for hende starter den mest dejlige fyr på skolen. Men hvorfor ville en kærlighed mellem dem være så forbudt? Og kan det virkeligt passe, at Ariana for første gang forelsker sig?

0Likes
2Kommentarer
640Visninger
AA

2. Beautiful stranger

I øjeblikket befinder jeg mig i metroen på vej til skole. Jeg plejer at have Charlie med, men i dag er han her tilsyneladende ikke. Charlie er min bedste- og eneste ven. Han er nu også rigeligt. Det ikke fordi jeg er en total freak, eller fordi jeg ikke kán få flere venner. Blot fordi de andre fra min skole ikke interesserer mig. De er så skide barnlige, og kan flippe ud over de mindste ting som: Hvem der skal være promqueen, hvilket noget sladder der nu er om Sebrina Williams og hvad det er for nogle sko der i øjeblikket, er oppe. Det er sgu ikke lige mig.
​"Næste stop: E Ridgewood Ave x Heermance PI". Folk begynder at skubbe fra begge sider, for at møffe sig forbi mig. Endnu engang har jeg formået ikke at få en siddeplads, selvom min tur til skolen er en halv time lang. Pludselig bredder der sig en enormt ubehagelig lugt i mine næsebor. Jeg løfter blikket, og mit hovedet støder lige ind i en gammel mands klistrerede fuldskæg. Jeg hopper hurtigt baglæns, og ramler ind i en masse nye mennesker, som prøver at, passerer.
​"Føj for satan!" ryger det ud af mig. Jeg holder mig hurtigt for munden. Fuck, fuck, fuck, hvor er du dum Ariana. Kunne du ikke bare for en gangs skyld holde dine tanker for dig selv?
​Den gamle mand kigger på mig med et smørret smil. Jeg kigger undskyldende på ham, men har i virkeligheden lyst til at slå ham i ansigtet. Han kunne sgu da godt lige have vasket sig, inden at han skulle ind i et tog proppet med andre mennesker.
​Jeg ryster på hovedet, og skæver til mit ur. 7:49. Vent. Det er sgu da den tid jeg plejer at stå af på. Jeg kigger hurtigt op på skærmen, med stoppene skrevet på. For helvede da også. Ganske rigtigt: E Ridgewood Ave x Heermance PI. Det var egentligt også det, der kom ud af højtaleren for 1 min siden, hvis jeg tænker over det.
Jeg skynder mig at tage min taske på ryggen, og sigte mod udgangen. Folk er også begyndt at stige på toget nu. Jeg skal virkelig få fart på hvis jeg skal nå det. Jeg har prøvet en gang i den her uge at komme til at køre for langt, fordi jeg var i gang med at tegne en meget interessant dame overfor mig. Det var ikke sjovt. Vores lærer tvang mig til at læse 10 kapitler i verdens fucking kedeligste bog.
​Endelig når jeg udgangen, og jeg skynder mig at hoppe ud, inden dørene lukker i. Den varme luft rammer mig som en mur. Kunne de ikke få lavet noget aircondition nede i undergrunden, i stedet for kun i togene? Jeg tager min cowboy jakke af, og hænger den rundt om mit liv. Menneskerne omkring mig ser alle så pisse travle ud. Nogen gange ville jeg ønske at folk bare kunne slappe af en gang imellem og nyde deres eksistens. Jeg kigger undrende på en middelaldrene kvinde med fint tøj på. Hun er egentligt meget køn, med smukke ansigtstræk. Men hendes øjne ser livløse ud og rynkerne omkring hendes bryn er kraftige. Gud hvor jeg ikke håber, at jeg bliver sådan, når jeg bliver ældre. At glemme glæden ved livet.
​Jeg når trappen, som går op til New Yorks travle gader. Jeg skal lige til at tage fat i gelænderet men kommer så i tanke om alle de tusinde af mennesker der har rørt det før mig. Engang læste jeg at omkring 80% "glemmer", at vaske sine hænder efter toiletbesøg. Nej tak.

Jeg misser med mine øjne, pga. sollyset. Det her må være en af New Yorks varmeste dage. Det passer egentligt også meget fint hvis det var i dag. 27. Maj. Selvom det nu plejer at være omkring sommerferien.

Jeg kigger på klokken endnu engang: 8:09. Skolen starter kvart over 8, og det plejer at tage omkring 20 min at gå til skolen. Men pga. mine forsinkelser i dag, er jeg lidt bagefter. Jeg sætter farten op. Man kan sagtens mærke at det er rush hour. Bilerne kører lige i røven på hinanden, og dytter. Menneskerne her på gaden går enten hurtigt som mig, eller småløber. Butikkerne er begyndt at vågne, og vende skiltene på døren til: Åben. Her i New Yorks gader, er der altid en lugt blandet af: mad, røg og blødt asfalt. Jeg kigger op i himlen. Helt blå. Næsten ligeså lys som mine øjne.
​Jeg mærker pludselig et hårdt stød i brystet, og pga. chokket taber jeg min taske.
​"Det er fandeme anden gang i dag" mumler jeg for mig selv. Uden at se hvem det var jeg stødte ind i, samler jeg vredt min taske op fra jorden.
​Denne gang er det bestemt ikke en gammel ulækker mand, jeg har stødt ind i. Sorte vans, sorte jeans, og en stramt siddende, hvid t-shirt, som viser personens muskler. Jeg løfter langsomt hovedet, indtil mit blik møder de dybeste nat-blå øjne, jeg nogensinde har set. Det føltes som om mit hjerte springer et slag over, og alle omkring os forsvinder. Jeg kan mærke hans åndedræt mod min kind, og kan også mærke at min egen vejrtrækning begynder at blive hurtigere. Jeg ville kunne stå sådan her i flere år, uden at blive træt af de øjne. Mønstrene i dem er fantastiske. Helt yderst, er det næsten sort, men jo længere man kommer ind, jo lysere bliver de. Udenom pupillen er der små buer som ligner gialander. Det er som om at alle hemmeligheder natten gemmer, er i de øjne.

Langsomt kommer jeg til mig selv. Hvad fanden laver vi? Jeg ryster på hovedet, og hurtigt trækker jeg mig væk fra den fremmede igen. Nu kan jeg se hans ansigt i en helhed. Øjnene er ikke det eneste smukke ved ham da. Hans hud gløder som ild, selvom den næsten er ligeså bleg som min. Hans kindben er høje, og hans øjenbryn er mørke og kraftige som hans hår. Læberne er fyldige og røde, men ikke for røde. Han er perfekt.
​"Øhm, undskyld, er du okay?" Lyder det pludseligt fra ham.
​"Nårh, ja. Ja klart. Det er mig, der siger undskyld. Jeg er så klodset. Det er faktisk anden gang at jeg støder ind i en her i dag. Så det er ikke din skyld. Altså at vi stødte ind i hinanden. Du ved, os to. Ja det er slet ikke din skyld at jeg stødte ind i ham den anden. Det var også bare mig, som sådan var klodset. Jeg var også lige ved, slet ikke at nå at komme af bussen. Nej toget. Ja det var toget. Ikke bussen..." Griner jeg nervøst.
​Hvad fuck sker der for dig Ariana? Jeg plejer aldrig. Aldrig. At opføre mig på den her måde. Kunne du ikke bare holde din kæft for en gangs skyld? Gud har forsynet dig med en mund, ikke et fucking vandfald!?.
​Han griner lidt, og kigger mig så i øjnene igen.
​"Det er helt okay" Siger han, og rækker sin hånd frem. "Tristan."
​Jeg kigger lidt undrende på ham.
​"Hva? Nårh ja, øhm, haha. Jeg hedder Ariana" Siger jeg og rækker også hånden frem mens jeg har lyst til at slå mig selv 10 gange i ansigtet.
​Da vores hænder mødes, er det som at få stød. Jeg kan ikke andet end at smile lidt ved berøringen. Han nikker kort med hovedet.
"Godt at møde dig, men jeg bliver nød til at smutte nu. Farvel Ariana." siger han smilende, stadig med sine øjne boret ind i mine. Jeg nikker tilbage til ham, og griner lidt.
​"Farvel Tristan".
Vi kigger hinanden kort i øjnene igen. Jeg vil ønske at øjeblikket vil vare for evigt. Langsomt bevæger vi os forbi hinanden. Så er det slut. Jeg har ingen ide om hvad der lige skete, men det var helt fuldstændig... Uforklarligt.
​På den ene side virker det hele så satans kliché, men på den anden side føler jeg, at selvom vi ikke kender hinanden, har vi et helt bestemt bånd. Et bånd som er virkelig specielt, og et som ingen andre har. 
​Okay Ariana, tag dig sammen, det her er ikke en film. Og det hele er også lige meget. Det var højst sandsynligt den sidste gang, vi nogensinde vil mødes.

​_________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________




 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...