The Story of us » H.S.

Audrey Adams er en skuespiller og sanger/sangskriver, som er blevet træt at stjernelivet, og trænger til en pause, er flyttet hjem til sin far i London. Hun skifter navn - eller hun bruger sit mellemnavn, Aria, og hendes fars efternavn, Swift. Hun møder fyren, Harry, som intet aner om hendes liv henne i Hollywood, og hurtigt bliver de to gode venner | vandt 1. pladsen i shipping konkurrencen | Haria - Aria og Harry |

57Likes
54Kommentarer
14548Visninger
AA

8. Kapitel 8

 

Arias synsvinkel

Jeg vågnede ved, at der var noget, der holdte mig ind til sig. Jeg gabte og prøvede at vende mig rundt, men det var svært. Jeg løftede dynen og kiggede ned, hvor jeg så en arm, var blevet lagt rundt om mig. Jeg blev trukket tættere ind til personen bag mig, og der var et øjeblik, jeg gik i panik, indtil jeg kom i tanke om, at det var Harry. 

Jeg satte mig stille og roligt op og så, at det udenfor var ved at blive lyst, hvilket jeg rynkede panden af. Det gav ikke rigtig mening. Jeg kiggede ned på Harry, som lignede en, der var ved at vågne, eftersom jeg flyttede på mig. Han kom med en lyd, som jeg ikke kunne lade vær med at smil af. 

"Aria?" han lød overrasket. Han havde heller ikke regnet med, at han var her endnu. 

"Hej Harry," jeg nåede ikke engang at tænke tanken, om hvad klokken var, før der blev banket på min dør. 

"Aria skat," lød det fra min far, og lidt efter dukkede han op i døren. "Du skal op, klokken er ved at være kvart over syv," han stoppede op og så overrasket på mig, hvorefter han kiggede på Harry. "Er du her endnu?" 

"Vi må være faldet i søvn," sagde jeg gabende. Jeg kunne slet ikke huske, hvad vi havde set siden, vi begge var faldet sådan i søvn. Enten måtte det have været virklig kedeligt, eller også var vi begge to trætte. 

"Jeg sørger for, at der også er noget mad til dig Harry, men se at skynd jer. Emma går snart ud og bruger badeværelset," 

"Tak," mumlede Harry ved siden af mig. Han sendte sikkert min far et træt smil, men jeg havde ikke tid til at kigge på hans perfekte ansigt, for jeg havde travlt med at fortælle, at Emma ikke skulle bruge badeværelset. 

"Det kan hun godt droppe. Jeg er på badeværelset halv otte, og det ved hun," sagde jeg og pegede på min far, og mente hvert et ord jeg sagde. 

"Hun skal noget her til morgen, så hun går derud, hvis det er frit," 

"Så er det fandeme nu, hun skal bruge det, mens vi vågner og får noget tøj på," min far rystede på hovedet af mig, hvorefter han gik og lukkede min dør. 

"Du kan virkelig ikke lide hende Emma?" Jeg rystede på hovedet og rakte efter min mobil, som lå på mit natbord ved siden af Harrys. "Kan du række mig min mobil?" spurgte han. Jeg sagde ikke noget, og da jeg skulle til at tage den, lyste den op. Han havde fået en besked af James. 

James
Er du vågen? Skal jeg hente dig som altid? 

"Nå har du privat chauffør på?" spurgte jeg grinende, da jeg læste hans besked. 

"Ja, men jeg håber, jeg kan blive kørt af dig?" Jeg kiggede på ham, og han kiggede på mig, jeg nikkede, for selvfølgelig kunne jeg køre ham. Det var da kun fair, nu når han alligevel var her. 

"Selvfølgelig," 

"Men kan du måske køre forbi mig, så jeg kan skifte tøj?" Han fik også sat sig op, og tog dynen af og afslørede, at han havde sovet i alt sit tøj; hans jeans og t-shirt. Det måtte virkelig have været varmt. 

"Har du sovet i det?" Jeg pegede på ham, hvilket fik ham til at nikke. "Du kunne altså bare have taget noget af det af," jeg holdte hænderne op ved hovedet. "Uden at prøve på noget, så havde det altså ikke gjort noget, hvis du nu havde det alt for varmt," han grinede og puffede lidt til mig. 

Vi vågnede, jeg blev færdig på badeværelset, jeg fik pakket min taske, hvorefter vi sammen gik nedenunder, hvor vi kunne høre stemmer. Emma og min fars. Jeg stoppede brat op for enden af trappen, hvilket gjorde til, at Harry gik direkte ind i mig, så han mumlede et undskyld. 

"Du skal ikke tage dig af Emma. Hun spørger sikkert en masse og tror en hel masse, jeg kommer ikke til at høre andet, når jeg kommer hjem senere," sagde jeg så lavt, at de ikke kunne høre, ude fra køkkenet af, hvad jeg sagde til Harry. 

"Hvad tror hun da?" spurgte Harry og løftede øjenbrynene et par gange. 

"Hun tror sikkert, at vi har haft sex, for det er næsten det eneste hun tænker på, hvis jeg nævner en dreng, og det er jeg ved at blive træt af, derfor nævner jeg ikke drenge så meget her. Eller bare generelt, men nu er du jo egentlig min eneste ven her i England," forklarede jeg og rullede med øjnene. 

"Bare lad hende tro det, vi ved jo, at det ikke er rigtigt," kom det fra ham. Jeg så overrasket på ham, men sendte ham alligevel et kæmpe smil. Han lod sin hånd nærme sig mit ansigt, og lagde den på min kind, hvor han blidt agede min kind og lod sit hoved komme tættere på mit.

Jeg vidste godt, hvor dette førte hen, og denne gang havde jeg ikke nogen mulighed for at flygte og lade vær med at dukke op i skolen. Jeg havde lovet ham et lift. 

Hans læber var lige ud foran mine, så tæt, at jeg kunne mærke hans ånde mod mine læber. Det gik langsomt, men jeg kunne godt lide, at det gik så langsom. Det var om morgen, og vi var begge trætte. Jeg skulle til at fjerne det sidste luft mellem os, indtil der var nogen der forstyrrede, så vi hurtigt trak os fra hinanden. 

"Aria! Harry! Kommer I?" lød det fra min far. Vi var hurtige fra hinanden igen, at man ikke skulle tro, at det var sket mellem os, det der lige var sket. Jeg tyssede hurtigt på Harry, og lyttede efter Emma. Jeg vidste, at hun ville komme med en kommentar. 

"Er Harry her? Uh, jeg må endelig se, om han er noget for vores Aria. Vi kan ikke have, at han ikke er god nok til hende," der var det! Vores Aria?! Ard. 

"Han er en fin fyr Emma, bare tag det roligt," jeg kiggede på Harry og rullede med øjnene, hvilket fik ham til at grine. Han grinede højt nok, så de kunne høre, at vi var på vej. 

"Kom," mumlede jeg og tog, uden at tænke over det, fat i Harrys hånd og førte ham ud i køkkenet. Da vi kom derud, kunne jeg med det samme mærke Emmas stirrende blik, hvilket fik mig til at tænde helt af, men eftersom jeg kunne mærke Harrys hånd i min, lod jeg vær. Jeg ville ikke gøre det hele akavet, nu Harry var her. 

"Godmorgen," sagde Emma. Da jeg valgte at kigge på hende, kunne jeg se, hvordan hun tjekkede Harry ud, og det undrede mig ikke, at hun syntes, han så godt ud. Han så virkelig godt ud, også selvom vi først lige var stået op, næsten alt var perfekt hos ham. 

"Godmorgen," sagde Harry, som den høflige dreng, han var. Vi satte hos ved bordet og begyndte at spise, indtil jeg så klokken. Den var kvart i otte, vi havde ikke så meget tid. 

"Vi må hellere skynde hos Harry, hvis vi skulle nå forbi dig," sagde jeg med noget toast i munden. 

"Så charmende du dog er, Aud..Aria," Emma nåede at rette sig selv. Jeg vidste ikke, hvorfor hun ikke tænkte sig om, idiot. 

"Jeg ved det, det var det, der fik Harry til at kunne lide mig," sagde jeg og sendte hende et falsk smil. Jeg var bange for, at Harry havde opdaget, at hun næsten havde kaldt mig Audrey, jeg måtte finde på en undskyldning, inden vi kom afsted. 

"For søren også," kom det fra Harry, som kiggede op på uret, vi havde hængende på væggen. "Tusind tak for maden, sir," 

"Bare kald mig Rob," sagde min far og rakte hånden mod ham. "Det lyder lidt for formelt, at du kalder mig sir, når jeg kender dit, Harry," min far sendte ham et smil, og jeg kunne næsten ikke lade vær med at smile over det. Jeg var faktisk glad for, at min far kunne lide ham, selvom jeg ikke vidste, om vores venskab kom til at udvikle sig. 

"Vi må afsted far, vi ses senere," sagde jeg og drak det juice, der var i mit glas. Jeg kunne desværre ikke nå at børste tænder, men jeg skyndte mig ud for at tage sko og jakke på, og Harry gjorde heldigvis det samme. Vi kom ud i bilen, som jeg hurtig fik startet. 

"Hvad var det, at Emma var ved at kalde dig derinde?" spurgte han, da jeg kørte ud fra vores vej og kørte mod hans. 

"Jeg vil ikke snakke om det," mumlede jeg og trådte lidt hårdere på speederen, så vi kunne komme hurtigere hjem til Harry, så jeg kunne finde en undskyldning. 

"Jeg vil gerne. Jeg ved næsten ingenting om dig, du er så mystisk, og jeg ved ikke om, det er på den gode eller dårlige måde," sagde han og lød en smule såret. Jeg kiggede hurtigt på ham, men hurtigt tilbage på vejen foran mig. Jeg kom op foran hans hus, hvorefter jeg kiggede på ham. 

"Jeg fortæller dig det, når du kommer tilbage. Gå ind og få noget rent tøj på, og hvad du ellers kan nå på ti minutter," jeg sendte ham et smil, og mente hvert et ord. Jeg ville ikke have, at han ikke syntes om mig, bare fordi jeg var mystisk. 

"Jeg bruger maks fem," sagde han og skyndte sig ud af bilen og op til hans hus. Mit blik fulgte ham og jeg kunne ikke lade vær med at smil af ham, men inderst inde, havde jeg lyst til at dræbe Emma. Hvordan kunne hun finde på at næsten kalde mig Audrey, når jeg havde besøg, og så lige af Harry. Han skulle ikke finde ud af noget med hensyn til min karriere henne i USA, og da slet ikke, når vores venskab kørte så godt, som det gjorde. 

"I'm back!" sagde han pludselig. Jeg havde været så væk i mine tanker, at jeg ikke havde opdaget, at han var kommet tilbage. "Så fortæl nu, mens vi kører afsted," han fik taget sele på, og jeg startede bilen igen. 

"Okay, det er sikkert langt ude, men jeg fortæller dig det alligevel, fordi vi er venner," jeg drejede ud fra hans vej og tog en dyb indånding, inden jeg startede min løgn. "Mit rigtige navn er Audrey," 

"Jeg vidste, at Aria var en forkortelse!" udbrød han, men han var hurtig stille. "Men Aria og Audrey passer da ikke sammen," 

"Jeg var ikke færdig Harry," 

"Undskyld," 

"Audrey er mit fornavn og Aria er mit mellemnavn, så jeg hedder rigtig Audrey Aria Swift. Jeg har aldrig rigtig brudt mig om navnet Audrey, men det er faktisk først fornyligt, at jeg har sat mig for, at blive kaldt for Aria," forklarede jeg, og troede selv på min løgn. Hvis jeg troede nok på den, så gjorde han vel også. Jeg kunne ikke kigge på ham, da jeg kørte bilen, hvilket var meget godt, for jeg var bange for, at han kunne se direkte igennem mig. 

"Audrey er da et flot navn," sagde Harry stille og roligt, som da vi kørte ind på skolens område. "Jeg skal nok stadig kalde dig for Aria, og ikke lave den samme fejl, som Emma. Jeg er ikke så klodset," sagde han med et grin, hvilket jeg heller ikke kunne lade vær med at grine af. 

Jeg fik parkeret bilen, hvorefter jeg kiggede taknemmeligt på Harry. vi sad blot lidt og kiggede på hinanden, men jeg kunne fornemme nogle kigge på os, og da jeg kiggede ud af ruden, så jeg nogle elever stå og stirre direkte på os. 

"Det vil jeg blive virkelig glad for, hvis du ikke gør," sagde jeg så endelig. 

"Selvfølgelig," han blinkede til mig, men jeg rystede på hovedet af det. "Nå, lad os nu komme ind til time," sagde han, og da han sagde det, tog vi begge vores seler af og gik ud af bilen. Jeg tog min skoletaske fra bagsædet, hvor jeg havde stillet den. Jeg fik låst bilen, og gik side om side med Harry på vejen ind. "Hvad skal du have nu?" spurgte han, så der ikke var en stilhed mellem os. 

"Biologi med mrs. Bradly, hvad med dig?" 

"Matematik med mr. Paxton," sagde han. 

"Ej, han er så uhyggelig," sagde jeg og så seriøst på ham. Jeg blev virkelig bange, når han kiggede på mig. Jeg havde det som om, han kunne se lige igennem mig, som om han vidste, hvem jeg var. 

"Synes du?" grinede han. Jeg kunne fornemme, at folk kiggede på os, og sikkert snakkede en hel masse. 

Harrys synsvinkel

"Vi ses," sagde Aria og gik hen i mod biologilokalet. 

"Vi ses," hun vinkede, og jeg vinkede igen. Jeg kunne godt høre, hvad alle snakkede om, da vi kom gående, men jeg var egentlig ret ligeglad. Jeg kunne godt lide at tilbringe tid med hende, så de andre kunne rende mig. 

"Harry, du kom!" udbrød James. Jeg havde ikke nogen timer sammen med James, men han havde været min kammerat i mange år, og han havde lovet mig, at han ville køre mig til og fra skole, når vi skulle møde samtidig og fik fri samtidig. 

"Selvfølgelig kom jeg, mand!" sagde jeg og lod vores næve ramme hinandens. "Hvad havde du regnet med? Jeg skal jo have det lift hjem, jeg ikke fik i går," 

"Nej, jeg hørte, at du droppede timerne og tog hjem til en kælling," 

"Hey, hun er ikke nogen kælling," James kunne ikke snakke pænt om piger. Han var en af de slags fyre, der mente, at kvinder var kællinger og kun skulle bruges til sex og at lave mad til ham, hvilket var derfor, han aldrig havde haft et fast forhold. 

"Sorry mand," han holdte hænderne op i forsvarsposition. "Hvem er hun? En 3.g'er?" 

"Hun er en 1.g'er, hun er 18 år, og hun er vildt cool," forklarede jeg. Jeg kunne se, at James skulle til at åbne munden, men da vi hørte klokken ringe, hankede han op i sin taske. "Shit! Jeg har lovet mrs. Montez ikke at komme for sent resten af året, ses senere," sagde han, slog mig en enkelt gang på skulderen og løb afsted. Jeg rystede blot på hovedet og gik hen i mod mit klasselokale, hvor jeg skulle have matematik. 

"Der har vi ham!" lød det fra Dave, som åbenbart havde siddet og ventet på mig. "Hvordan går det med hende? Vi ved stadig ikke, hvad hun hedder, men vi har hørt en hel masse," 

"Lad ham lige sætte sig ned, inden vi spørger Dave," sagde Jason og slog ham på ryggen. Jeg rystede på hovedet af dem begge to, men satte mig ned på min plads. "Fortæl så. Blev hun god igen, eller er der endelig en, der ikke kan lide dig?" 

"Vi blev gode venner," 

"Ja, jeg så jer godt gå sammen lige før. Er hun blevet din privat chauffør?" 

"Vi fald i søvn i går, så hun tilbød at køre mig, nu jeg alligevel var hjemme hos hende," 

""Fald i søvn", ja ja, det kan du sagtens bilde os ind," grinede Jason. Jeg rystede på hovedet. De drenge regnede altid med, at man skulle have sex med en pige, fordi man har overnattet, men det var ikke alle der gjorde de. 

"Hej Harry," sagde Camille, som var en af de populære piger i 2.g. Der var mange, der gerne så, at mig og Camille fandt sammen, eftersom jeg var den populære fyr, hvilket jeg aldrig rigtigt havde tænkt på. "Jeg hørte, at du droppede nogle timer i går, for at være sammen med hende den nye pige fra 1. g. Hvorfor bruger du dog tiden sammen med en 1.g'er, de har ikke brug for opmærksomhed fra dig," 

"Hej Camille. Jeg bruger min tid med dem, jeg har lyst til," sagde jeg, og kunne se på Dave og Jason, at de fulgte med i, hvad der skete mellem Camille og mig. 

"Men hun er jo ikke nogen, hun er bare en skide 1.g'er," 

"Og alligevel er hun mere moden end dig," det røg ud af munden på mig. Det var slet ikke meningen, at jeg skulle sige det højt. Jeg så på Camille med store øjne, og kiggede forfærdet på Jason, som ikke kunne lade vær med at grine, og det samme med Dave. 

"Det kan hun sgu da slet ikke være! Der er ingen, der kan lide hende, hun er en skide 1.g'er, som kom sent ind og går kun efter populærefyre som dig Harry, det burde du da vide," jeg rystede på hovedet. 

"Lad det nu ligge Camille. Hun er en sød pige, og hun er lige min type, hvis det er så vigtigt for dig. Du tror, du ejer hele skolen, men ved du hvad? Det gør du ikke, og Aria er i det mindste sjov og rigtig cool, i forhold til dig," jeg skulle til at sige mere, men hvis jeg gjorde det, vidste jeg også, at jeg ikke ville stoppe igen. 

"Harry," Dave tog fat i min arm og rystede på hovedet. "Lad vær," 

"Godmorgen alle sammen, undskyld forsinkelsen, men vi havde lidt problemer på lærerværelset," jeg fjernede mit blik fra Camille, som så på mig med åben mund, da hun ikke havde regnet med at høre al det, jeg lige havde sagt. 

"Hvad skete der for dig?" hviskede Jason til mig. 

"Jeg har aldrig hørt dig forsvare en på den måde, og da slet ikke en pige, som du godt kan lide," kom det fra Dave. De fleste af eleverne fra klassen havde også fulgt med i mig og Camilles lille samtale, så de havde efterhånden vendt ansigterne op mod tavlen. 

"Der er ingen, der skal tale sådan om Aria, når de ikke kender hende. Hun er virkelig cool," sagde jeg og fandt min matematikbog frem. Jeg gad ikke rigtig snakke om det, udover at ingen skulle snakke om Aria på den måde, Camille gjorde. Jeg kunne enormt godt lide Aria, selvom hun var mystisk. Jeg vidste ikke meget om hende, men det var på en måde spændende at hænge ud med hende, og jeg kom vel til at lære hende at kende på en eller anden måde. 

Hun fik nogle følelser frem i mig, som der ikke var mange, der havde formået. Aria var en speciel pige, som jeg faktisk var glad for, jeg havde mødt den søndag på grillen, og at hun kom til at gå på det her gymnasium. 

Jeg ville gerne vide mere om hendes liv, inden hun kom til England, men de gange jeg havde nævnt det, begyndte hun at vrisse af mig eller blot skiftet emne, men der må jo være en grund til, at hun rejste fra hendes mor til hendes far. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle tænke mig til, men jeg måtte vente til, hun selv ville fortælle mig det. Hun var ikke nogen skidt person. 

__________________________________________________________________________

Hvordan har I det med, at Harry reagerer sådan? Smid endelig en kommentar :) 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...