The Story of us » H.S.

Audrey Adams er en skuespiller og sanger/sangskriver, som er blevet træt at stjernelivet, og trænger til en pause, er flyttet hjem til sin far i London. Hun skifter navn - eller hun bruger sit mellemnavn, Aria, og hendes fars efternavn, Swift. Hun møder fyren, Harry, som intet aner om hendes liv henne i Hollywood, og hurtigt bliver de to gode venner | vandt 1. pladsen i shipping konkurrencen | Haria - Aria og Harry |

55Likes
48Kommentarer
10611Visninger
AA

3. Kapitel 3

 

Arias synsvinkel

Jeg kom ind af døren og kunne høre noget pop-musik ude fra køkkenet af. Automatisk rullede jeg med øjnene, for jeg kunne virkelig ikke klare Emma i dag. Min dag havde været så god indtil nu, hvor hun kom ind i den. Jeg havde slet ikke set hende hele dagen, for hun sov stadig, da jeg stod op. Så vidt jeg havde fået at vide, eller lyttet mig til, så lavede hun vidste ikke noget, så hun ville være hjemme altid. Jeg ville aldrig få noget alene tid, når jeg kom hjem fra skole eller grillen. Urg. 

"Audrey er det dig?" råbte hun. 

"Nej, det er julemanden, hvem ellers," vrissede jeg, højt nok, så hun kunne høre det. Jeg smed mine sko midt i døren, inden jeg skyndte mig op på mit værelse, som stadig var alt for pænt og rent. Jeg kunne godt fornemme, at der havde været nogen herinde. Her lugtede ikke af varm teenager eller parfume, og min seng var redt pænt, hvilket ville sige, at Emma havde været herinde. hun havde både luftet ud og gjort lidt rent, og det irriterede mig rigtig meget - for at være ærlig. Hun havde fucking været inde på mit værelse, hun kunne havde rodet i mine ting. 

"EMMA!" råbte jeg så højt jeg kunne. Der gik ikke længe før, hun stod i min dør helt glad, som om jeg havde brug for hendes hjælp, gud fader bevares. "Du skal ikke komme ind på mit værelse og gøre rent. Hvad nu hvis jeg havde ting, ingen måtte se." sagde jeg og så på hende med det bedste dræber blik, jeg kunne præstere. 

"Jeg luftede bare ud og redte din seng ikke andet, oh jo, jeg tog dit vaske tøj med ud på badeværelset," hun pegede på gulvet lige foran sengen, hvor jeg havde smidt mine små korte natshorts og min sports bh, som jeg sover i. 

"Det er ikke nødvendigvis vasketøj," sagde jeg ud mellem sammebidte tænder. Jeg prøvede at beherske mig. Jeg tog en dyb indånding. "Næste gang du har lyst til at vaske tøj, så kan jeg godt ligge det i en bunke henne ved døren. Jeg kan godt smide mit tøj rundt i værelset, hvis der opstår tøjkrise, og...-" 

"Det kender jeg godt," afbrød hun mig. Jeg tog en endnu en dybindåndig, inden jeg fortsatte. 

"Du kan ikke bare komme og antage dig noget. Dette er mit værelse, det kan ikke være rigtigt, at jeg skal have et skilt, hvor der står 'adgang forbudt'. Jeg vil gerne have lidt privatliv, hvilket var grunden til, at jeg var kommet til England og du skal ikke kalde mig Audrey mere, men Aria. Det kunne have gået galt, hvis jeg havde haft nogen med hjem og du havde kaldt mig Audrey," Hun nikkede og sendte mig denne gang et forsigtigt smil, som ikke var så stort, som det andet. 

"Det er en aftale, ellers ringere jeg til dig," hun nikkede, da hun sagde det, hvorefter hun vendte sig om og gik sin vej ud af værelset. Endelig alene. "Jeg var i gang med at lave toasts til mig, skal du have nogen med?" spurgte hun og prøvede at være mor-agtig. 

"Nej tak, hvis jeg er sulten, laver jeg det selv," mumlede jeg. 

"Ej Aria, kom nu. Jeg prøver at være lidt sød over for dig, men du er bare sur over alting jeg gør. Jeg ved godt, jeg ikke kan være en ekstra mor, for du har allerede en mor, jeg prøver bare at være din veninde," 

"Du skal ikke være min veninde, du er min far veninde, og jeg er ikke venner med min fars veninder," sagde jeg og gik hen til min dør og lukkede den. Hun skulle bare holde mund. Jeg vidste godt, at det ikke var det sødeste, og jeg plejede normalt at være rigtig sød, men ellers ville hun ikke forstå det. Jeg havde måske været lidt sødere, hvis hun havde været nogle år ældre, måske på min fars alder, hvem ved. 

Mine skolebøger, som jeg havde lagt på sengen, tog jeg og lagde dem på bordet. Jeg stod lidt og bare kiggede på bøgerne, hvorefter jeg vendte mig om og satte mig på sengen og kiggede på min mobil. Jeg vidste, at de var syv timer bagud henne i Hollywood, så klokken ville ikke engang være ni om morgenen endnu. Jeg sukkede og lagde min mobil fra mig på sengen igen og lagde mig på ryggen. 

Der gik ikke mere end to minutter, før min mave begyndte at fortælle mig, at den var sulten. Jeg rejste mig sukkende op og gik med stille skridt ned i køkkenet, hvor Emma heldigvis ikke sad mere. Jeg åbnede køleskabet, kiggede lidt, men lukkede det hurtigt igen, jeg vidste slet ikke, hvad jeg havde lyst til. Jeg kiggede rundt i køkkenet og opdagede en skål med nogle frugter. Jeg besluttede, at det kunne jeg godt, ellers kunne jeg bare spise nede på grillen. Jeg tog et æble, hvorefter jeg gik op på værelset igen. Jeg fandt min notesbog og min oplader, og så kunne jeg sagtens gå ned på grillen. 

Inden jeg gik nedenunder, kiggede jeg lige udenfor og så, at himlen var blevet ret mørk, så hvis jeg nu gik nu, så kunne jeg sagtens nå derned inden det begyndte at regne. Jeg gik nedenunder igen, hvor jeg tog min jakke fra knagerækken, da jeg ikke havde taget den med mig tidligere. Jeg fik hurtigt mine sko på og hurtig ud af døren, mens jeg havde æblet i munden, for jeg gad ikke høre på Emma. 

Mens jeg gik på vejen ned mod grillen, kunne jeg stille og rolig mærke nogle dråber på min kind, hvorefter der landede en på min næse. Jeg tog nu nogle større skridt, for jeg hadede regn. Det regnede ikke så tit i Hollywood, som der gjorde her i Englang, det vidste jeg da. 

Jeg gik i mine egne tanker, da jeg kom til grillen. Jeg gik og tænkte på Megan, som var min bedste veninde og vidste alt. Hun vidste godt, at jeg var her, men hun måtte heller ikke sige noget som helst. Hun vidste, hvorfor jeg tog afsted og ikke kunne gå på gymnasiet henne i USA. 

Jeg gik ind af døren til grillen og lagde ikke mærke til noget som helst. Jeg gik og spiste mit æble, og sørgede for, at der ikke skete noget med min elskede notesbog. 

"Aria, du skulle da ikke komme nu, først om en halv time," lød det fra min far, som fik mig til at kigge op på ham. 

"Nej, men jeg kunne ikke holde din kæreste ud mere," sagde jeg og satte mig på en af barstolene ved disken. Jeg lagde min bog på disken og spiste mit æble videre. 

"Nå ja, hende du ikke kan lide," lød en stemme ved min side. Jeg kiggede på ham og opdagede, at Harry allerede sad der. Spurgte han ikke, om jeg var her senere, og ikke nu? Jeg nikkede blot og spiste mit æble færdigt, som jeg smed ud i skraldespanden, der ikke stod langt fra mig. 

"Hun driver mig til vanvid, hun laver jo ingenting den dame, og hun er kun 27," mumlede jeg og sørgede for, at min far ikke hørte noget. 

"27?!" udbrød han, men jeg tyssede hurtigt på ham, inden han tiltrak alt for meget opmærksomhed. "Har ham der scoret en på 27?" Han pegede på mig far, som måske ikke var den smukkeste mand, men grim var han heller ikke. Han havde en vom, som de fleste mænd havde i den alder. Han havde skægstubbe og der var heller ikke særlig meget hår på hans hoved. Jeg nikkede og vrængede næse. 

"Hvorfor er du her allerede nu?" spurgte jeg så, og rystede på hovedet. Jeg ville ikke tænke på min far og Emma nu. Det var ikke derfor, jeg var kommet her ned. 

"Jeg kedede mig, og tænkte at du nok var her," 

"Jeg kom, efter jeg havde skældt Emma ud," 

"Din fars kæreste?" Jeg nikkede. "Jamen, det skal jo også huskes," grinede han og tog en tår af den sodavand, han havde købt. "Kunne du tænke dig noget at drikke? Jeg giver," sagde han med et smil, som fik mig til at smile tilbage til ham. 

"Det behøver du ikke Harry," sagde jeg, men mere nåede jeg ikke at sige, før han sagde noget. 

"Jamen, det vil jeg gerne," 

"Harry, jeg kan få en gratis, så det behøver du ikke," grinede jeg og puffede blidt til ham. 

**

Klokken var efterhånden ved at blive lukketid og Harry sad her stadig. Vi havde snakket rigtig meget og overraskende godt sammen. Han var virkelig sød, og som hende fra min klasse sagde, så var han rigtig betænktsom og jo længere tid han blev siddende, var det som om, han blev lækre. Han var virkelig blevet en steg. 

Lige nu var der kun mig og Harry tilbage i grillen. Kokkene var taget hjem, og jeg skulle faktisk bare gå og tørre borde af og tælle kassen op, men det var gjort. Vi sad bare med hver vores sodavand og snakkede nu om musik. 

"Den der sang du snakkede om, måtte jeg på et tidspunkt høre den?" spurgte han så. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle sige. Jeg ville gerne synge den for ham, men jeg var sikker på, at det var en dårlig idé. Jeg måtte komme med en dårlig undskyldning, jeg kunne ikke sige, at jeg ikke kunne synge, for det var den dummeste undskyldning. Jeg kom pludselig i tanke om noget, der skete for min veninde. Hun fik noget der hed stemmeknuder. 

"Jeg må ikke synge for tiden," sagde jeg og pillede lidt ved mærket på sodavanden. 

"Selvfølgelig må du det," sagde Harry. Han lignede en, der ikke troede på det, hvilket jeg godt forstod, for det lød underligt, så jeg måtte forklare ham om stemmeknuder. 

"Jeg har noget der hedder stemmeknuder, så jeg må ikke synge. Jeg kan godt synge, men jeg kan ødelægge min stemme af det," forklarede jeg. Jeg kunne ikke forklare det helt præcist, for jeg vidste ikke så meget om det, som min veninde gjorde. Jeg ville bare være på den sikre side, for hvis der var andre der hørte mig og syntes, min stemme var genkendeligt. Jeg vidste jo ikke hvor meget folk havde opdaget mig herovre i England, som de havde i USA. Jeg ville være diskret og være helt sikker på, at der ikke skete noget. 

"Min sang er ikke særlig personlig, men den er da meget sjov," sagde jeg og prøvede at fortælle om sangen. "du kan få lov til at se teksten," jeg åbnede min notesbog og lagde den foran ham. Han var stille et øjeblik, mens han læste teksten, hvorefter han kiggede på mig. Han skulle til at ligge sin hånd ovenpå min bog, men jeg fik hurtigt trækket den til mig, for der var ingen der skulle røre den. Jeg var den eneste, der havde rørt den. 

"Uha, må jeg ikke røre den?" spurgte han med et grin. 

"Undskyld, men der er bare aldrig nogen, der har rørt den, og sådan skal det helst forblive. Nogle gange skriver jeg bare mine tanker ned og det bliver måske til et vers eller et omkvæd," fortalte jeg ham. "Min far kalder det min dagbog, men det vil jeg ikke kalde det," mumlede jeg og lukkede min notesbog i igen. 

"Den er altså virkelig god," han sendte mig et smil, som jeg gengældte. Harry var så nem at snakke med, han var så sød og jeg glemte hurtigt, hvem jeg var og hvad jeg skulle holde hemmeligt, når jeg snakkede med ham, men jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at der ikke var nogen, der ville finde ud af det. Ikke engang Harry måtte vide det, selvom han virkede som en, der sagtens kunne holde det hemmeligt. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...