The Story of us » H.S.

Audrey Adams er en skuespiller og sanger/sangskriver, som er blevet træt at stjernelivet, og trænger til en pause, er flyttet hjem til sin far i London. Hun skifter navn - eller hun bruger sit mellemnavn, Aria, og hendes fars efternavn, Swift. Hun møder fyren, Harry, som intet aner om hendes liv henne i Hollywood, og hurtigt bliver de to gode venner | vandt 1. pladsen i shipping konkurrencen | Haria - Aria og Harry |

63Likes
102Kommentarer
37416Visninger
AA

25. Kapitel 24

 

Harrys synsvinkel

Jeg snakkede efterhånden ikke med så mange, som jeg burde. Jeg var slet ikke så aktiv, som jeg var før hende. Det gjorde stadig ondt at sige hendes navn - lige meget hvilket et af dem det var. Aria eller Audrey, det gjorde lige ondt. Jeg havde det som om, hun havde et eller andet over mig, som om hun gjorde det med vilje. 

Der var næsten gået tre uger siden, hun rejste, siden jeg fandt ud af, hvem hun virkelig var. Drengene vidste godt, hvorfor jeg var som jeg var, for jeg havde fortalt dem, inden de fandt ud af det med hjælp fra internettet. Jeg havde søgt på hendes navn, hvorefter jeg fandt ud af, at jeg faktisk havde hørt hendes stemme før, da jeg fandt hende på youtube. Hun var åbenbart også en af de berømte, som lavede coversange og lagde dem på youtube. Hun var virkelig talentfuld, det kunne jeg ikke komme udenom. 

Jeg havde ikke været mig selv, siden hun rejste. Det vidste jeg jo godt, men jeg prøvede ikke at lade det gå på mig, for det gik mig mere på, end jeg ville indrømme for nogen. Ikke engang Gemma. Det kunne jeg ikke. Min mor vidste godt, at der var noget, men hun vidste ikke helt hvad. Gemma havde heldigvis ikke fortalt hende, hvem Aria virkelig var. 

Jeg havde prøvet at komme over det ved at date en anden, men det hjalp ikke. Jeg fandt altid en med det samme brune hår, samme brune øjne og nogen lunde samme højde, men jeg så hele tiden Aria foran mig. Jeg kunne ikke få hende ud af hovedet. Som om hun stadig sad fast. Hendes smil, hendes grin, selv hendes duft kunne jeg stadig huske og det gjorde mig så forvirret. Jeg kunne ikke glemme hende. 

Det var fredag i dag, så jeg lå egentlig bare hjemme i min seng og så en masse krimiserier, som kørte på fjernsynet. Jeg kunne ikke nærme mig noget, der bare havde den mindste mistanke om romantik. 

"Harry?" der blev banket på min dør to gange, hvorefter døren blev åbnet og ind kom Gemma. "Må jeg komme ind?" jeg zappede blot rundt på fjernsynet og kiggede ikke på hende. 

"Du er jo ligesom inde allerede," mumlede jeg og fandt endnu en krimiserie, som først lige var startet. 

"Jeg har noget du skal se," Gemma kom hen til mig. Jeg fjernede mit blik, så jeg kunne se på hende. Hun havde sin computer med hende. 

"Jeg gider ikke," sagde jeg, men alligevel satte hun sig på kanten af min seng og viste mig skærmen. Jeg kiggede ikke på det, for jeg vidste ikke, hvad jeg ville se. 

"Harry for helvede!" skændte hun. "Du kan ikke blive ved med det her, se nu bare det her!" hun tog aggressivt fjernbetjeningen fra mig og slukkede det, hvorefter hun startede det på sin computer, som jeg skulle se. Hun skruede op, og jeg ville helst ikke se det, indtil jeg hørte en sige hendes navn. 

"Så giv en stor hånd til Audrey Adams," jeg blev straks vågen og lyttede efter. Jeg satte mig op og tog computeren tættere på mig. Jeg måtte sluge alt, jeg kunne. Hendes stemme havde ikke forandret sig, hendes udseende havde heller ikke, selvom hun så virkelig, virkelig træt ud, som om hun slet ikke havde fået sovet i nat. 

Jeg sad og lyttede til alt, hun sagde og jeg lagde ekstra mærke til, hvordan hun opførte sig, da hun nævnte England. Hun nævnte mig slet ikke, eller nogle af hendes venner. De begyndte at snakke om hendes musik, hvilket gjorde mig endnu mere interesseret, end jeg var før. 

"Jeg mødte en fyr henne i England," jeg begyndte at ryste, og mit hjerte bankede pludselig hundrede kilometer hurtigere. Hun snakkede om mig. Hun snakkede om, at hun havde skrevet en sang om mig. Hun fortalte ikke meget om mig, men kun hvordan vi mødte hinanden, og jeg vidste ikke, om jeg var skuffet eller glad for, at hun ikke nævnte mig. Hun begyndte at snakke om den anden sang, som hed 'Just a girl', hvorefter der blev vist et klip fra den koncert, hun åbenbart havde holdt dagen i forvejen. 

"It's so easy to forget what really matters in this life. It's so hard to live with regrets, but I promise, I will try to be a better me from now on. I'm sorry, I didn't mean to do you wrong...-" der blev ikke vist mere. Kameraet viste Aria. Hun var lige ved at græde, der gled faktisk et par tåre ned af kinderne på hende. Den sang måtte virkelig betyde noget for hende, hvorefter jeg spolede tilbage til sangen igen. Jeg bed mig selv i læben, for jeg vidste pludselig, hvad hun refererede til. Hun undskyldte, selvom hun faktisk ikke havde noget at undskylde for, det var mig, der skulle undskylde for min opførsel. 

Hun fortalte om, hvorfor hun rejste, hvilket kun gjorde til, at jeg fik dårlig samvittighed. Det var min skyld, at hun rejste. Det hele var min skyld, jeg skulle ikke have flippet sådan ud, og jeg havde været en sølle kujon til ikke at turde ringe til hende. Det kostede helvedes mange penge at ringe til USA, og det var jeg egentlig lige glad med, men der var noget der sagde mig, at jeg ikke skulle gøre det. 

Jeg var bange for, at hun var kommet tilbage til sit liv, og havde glemt alt om mig. At hvis jeg ringede til hende, ville hun slet ikke vide, hvem jeg var. Hun var nu tilbage til sit liv i Hollywood, hvor hun var en kendt skuespiller og sanger, så hun havde sikkert en masse at se til, hun havde slet ikke tid til sådan en kedelig og ukendt fyr som mig. Hun ville bare være berømt og kendt, mens jeg forblev i England og sukkede efter en kendis. Jeg var ussel. 

Everything happens for a reason. 

Det var hvad, jeg gik og tænkte på hele tiden. Det var bare ikke meningen, at vi skulle være sammen. Det var meningen, at hun skulle komme og ødelægge en som mig. 

Ellen kom ind på, at det faktisk var meningen, at hun skulle synge 'Just a girl', men havde lavet en sang i løbet af natten. Jeg kunne ikke lade vær med at grine over det. Mens jeg havde siddet og gloet på afsnittet fra 'The Ellen Show', havde jeg fuldstændig glemt, at Gemma sad på min sengekant. Jeg kunne slet ikke mærke hende, fordi jeg var så meget inde i mig selv og mine tanker. Jeg kunne ikke andet end at fokusere på Aria, som fortalte om sangen, som var om mig, og lidt efter satte hun sig hen foran klaveret og begyndte at spille. 

Hun nåede at synge det meste af sangen, inden tårene gled ned af kinderne på mig. Hun havde ikke glemt mig, og det ville hun heller ikke komme til. Hun ville ønske, at dette her slet ikke var sket. Hun ønskede, at vi slet ikke havde sagt farvel. 

På en eller anden måde havde jeg det som om, at hun sendte mig et tegn. Hun ville gerne have, at jeg skulle komme i kontakt med hende igen. Der var noget i sangen, og den måde hun lukkede øjnene på. Hun prøvede ikke at huske teksten, for den kunne hun nemt udenad. Hun prøvede at lade vær med at græde, hun prøvede at se mig for sig, hun prøvede at komme tilbage til tiden, vi havde samme. Da vi kyssede, da vi grinede, selv da vi dansede på legepladsen uden noget musik. Hun kunne stadig huske mig, hun kunne stadig lide mig, og det var tydelig for mig. 

"Suddenly my cell phone's blowing up with your ringtone. I hesitate, but answer it anyway. You sound so alone and I'm surprised to hear to say: You remember when we kissed, you still feel it on your lips. The time that you danced with me with no music playing. You remeber the simpel things, we talk till we cry. You said, that your biggest regret, the one thing you wanna forget is saying goodbye," tårene rendte ukontrollerende ned af kinderne på mig. Jeg kunne ikke stoppe dem, de løb bare. 

"Harry?" Gemmas stemme var rolig og hun tog sin computer til sig igen, da interviewet var ovre. Mit hjerte slog stadig hundrede gange hurtigere, og min næse løb også. Jeg fattede ikke, hvorfor det her skete for mig. Jeg vidste nu, at jeg ikke var den eneste, der havde disse følelser. Aria havde dem også, og jeg ville så gerne gøre det godt igen, hvis jeg kunne. 

"Gem?" sagde jeg. Gemma lagde sin hånd ovenpå min, og jeg kiggede endelig på hende. Hun kunne se, hvor ødelagt jeg var. Hun kunne se igennem det skjold, jeg havde prøvet at bygge op. Det var blevet smadret på et par minutter af Aria. "Hvad gør jeg?" spurgte jeg, og tørrede kinderne, selvom tårende blev ved med at løbe ned af dem. 

"Harry, du elsker hende," jeg bed i min underlæbe. "Du bliver nød til at ringe til hende," jeg vidste ikke helt. Jeg kunne ikke bare ringe, det ville vi ikke komme videre med, jeg måtte nød til at rejse over til hende. "Nej Haz," hun havde gennemskuet  mine planer. "Du kan ikke bare rejse derover," 

"Gemma," jeg rejste mig op og fandt en kuffert. "Der er ikke andet at gøre. Jeg må derover og sige undskyld. Face to face. Jeg må fortælle hende, at jeg virkelig ønsker, at hun kommer med tilbage, og så starter vi, hvor vi slap. Hun kan stadig nå at komme tilbage, der er intet der er ændret," 

"Harry hør på mig," hun havde også rejst sig og taget mine hænder i sine. Jeg fokuserede på hende. "Alt er ændret. Hele verden ved det nu. Interviewet er fra sidste uge, jeg har først lige fundet det. Du kan ikke bare forvente, at hun tager med tilbage. Hun tog hjem igen, fordi hun blev såret, det var hendes valg," 

"Det var min skyld, hun rejste Gemma! Hvis jeg ikke var blevet for vred på hende, så ville hun stadig have været her!" jeg trak mine hænder til mig igen. 

"Haz," 

"Nej Gemma. Jeg gør det her!" sagde jeg bestemt. Hun kunne ikke få mig overbevist til at blive. "Du havde ret," jeg sendte hende et nervøst og skævt smil. "Jeg elsker hende," 

Jeg fik pakket min kuffert med noget tøj, men kun nok til at jeg kunne have det med som håndbaggage. Jeg måtte tage min computer med, så jeg kunne downloade klippet, når jeg kom i lufthavnen. Jeg ville være den første, der kunne den sang i hovedet, forfra og bagfra, om jeg så skulle høre det hele vejen til USA. Jeg måtte over og undskylde. Jeg måtte gøre noget, for jeg kunne ikke leve videre sådan her, som et spøgelse i mit eget hjem på grund af Aria, som faktisk havde stjålet mit hjerte. Hun havde virkelig taget mig med storm, som ingen andre havde gjort før. Jeg elskede hende, som jeg aldrig havde elsket en før. 

 

T H E   E N D 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...