The Story of us » H.S.

Audrey Adams er en skuespiller og sanger/sangskriver, som er blevet træt at stjernelivet, og trænger til en pause, er flyttet hjem til sin far i London. Hun skifter navn - eller hun bruger sit mellemnavn, Aria, og hendes fars efternavn, Swift. Hun møder fyren, Harry, som intet aner om hendes liv henne i Hollywood, og hurtigt bliver de to gode venner | vandt 1. pladsen i shipping konkurrencen | Haria - Aria og Harry |

63Likes
102Kommentarer
37421Visninger
AA

22. Kapitel 21

 

Audreys synsvinkel

Jeg havde nu været hjemme i Hollywood i næsten to uger, og jeg skulle i dag hen og snakke med dem, der skulle producere Tv-serien 'Lost Her Mind'. Jeg havde glædet mig til denne her dag, for jeg havde nemlig sagt ja tak til rollen som Lily. 

Jeg havde ikke lavet så meget her de sidste to uger. Jeg har været til et enkelt fotoshoot, og været i studiet, hvor jeg fik indspillet de sange, der ikke var indspillet. Det var ikke meget, jeg var i studiet, for det var kun tre eller fire af sangene, der skulle indspilles. Jeg havde fået læst scene et til Tv-serien. Jeg havde været sammen med Megan, når hun havde tid. Jeg havde brugt tid sammen med min fætter Jake, som studerede til læge. 

Jeg drejede ind på parkeringspladsen og kunne ikke se en eneste journalist eller fotograf, men jeg vidste godt, at de var overalt, men denne gang var de ikke disideret lige i hælende på mig. Jeg fik fundet mig en plads og parkerede bilen, hvorefter jeg tog fat i min taske, som lå sædet ved siden af mig, hvor jeg havde diverse ting, som en kvinde altid havde med sig, og så selvfølgelig scene et af manuskriptet. 

Ud af bilen kom jeg, og fik den låst, hvorefter jeg gik med selvsikre skridt ind filmstudiet. Jeg havde en god fornemmelse omkring denne serie og håbede virkelig på, at det var mig, der fik rollen. At jeg passede til den. 

Jeg kom ind, og siden jeg ikke havde været i dette filmstudie før, var jeg lidt i tvivl om, hvor jeg skulle gå hen, så jeg gik bare hen til den første person, jeg mødte. 

"Øhm undskyld mig," sagde jeg og fik personens opmærksomhed. Jeg skulle lige til at åbne munden og spørge om vej, indtil hun afbrød mig. 

"Audrey Adams, dig har vi ventet på," sagde hun med et kæmpe smil. "Mit navn er Kate og jeg er instruktørassistent," hun rakte hånden frem mod mig og jeg tog venligt i mod den. 

"Jeg håber ikke, I har ventet længe på mig," sagde jeg nervøst om. Hun smilede og rystede på hovedet. 

"Nej nej, du skulle først være her om ti minutter," hun kiggede på sit armbåndsur. "Men følg efter mig, så skal jeg vise dig hen, hvor vi skal være," jeg fulgte efter hende, mens jeg kiggede rundt. Der var meget af det, der lignede hinanden, så jeg var sikker på, at jeg ville have faret vildt, hvis jeg gik alene. 

"Kate har du fundet ud af... Oh Audrey, hvor er det rart at møde dig," sagde en mand, som jeg ikke havde set før. "Mit navn er Vladimir, jeg er instruktør," sagde Vladimir. 

"I lige måde," jeg tog i mod hans hånd, og sendte ham et smil. "Vi mangler lige et par stykker af skuespillerne, men vi kan da lige starte med at se på dig," sagde han og gik hen til nogle andre mænd og kvinder, som nok var med i produktionen. "Er der noget, der siger jer, at dette ikke er Lily?" 

"Nej," sagde den ene kvinde. "Prøv at vend dig om," befalede hun og jeg gjorde som hun sagde. Da jeg stillede mig, så jeg kunne se dem igen, stod hun og nikkede. "Hun ligner Lily, jeg er sikker på, at det var sådan, jeg så hende, da jeg skrev det," jeg blev nervøs, for jeg vidste ikke rigtig, om jeg skulle sige noget, så jeg lod vær og håbede stadig på det bedste. 

"Jamen så er det afgjort!" Vladimir klappede i hænderne. "Audrey du er Lily, så nu gælder det bare om, at de andre passer godt til dig," jeg sendte ham et smil. 

"Det er jeg glad for, hvornår går vi i gang?" de andre grinede af mit spørgsmål. 

"Uh, hvor er hun henrivende. Hun kan ikke vente med at starte," Vladimir vendte sig om til castet, og da han vendte sig om til mig, havde han et kæmpe smil på læberne. "Vi går i gang om et kvarters tid, så de sidste kan nå at komme," jeg nikkede og jeg blev vist hen til en stol, hvor jeg tog plads. Jeg kunne virkelig ikke vente. 

**

Megan havde ringet og spurgt, om jeg ville med på café, og det havde jeg selvfølgelig sagt ja til. Så vi havde nu siddet på caféen en times tid. Det var vores yndlingscafé, og vi kunne nemt sidde her en hel dag, hvor vi snakkede om alt og intet. De havde dejlige kaffer, kakao og ikke mindst gode småkager. Deres sofaer og stole var også rigtig gode at sidde i. 

"Nu har vi efterhånden siddet her i noget tid, og jeg kan altså mærke, at der er noget, der trykker dig," sagde Megan pludselig ud af det blå. 

"Det er bare rollen, jeg er lidt nervøs, men også glad," prøvede jeg, men jeg var ikke sikker på, om hun købte det. Jeg vidste jo godt, hvad der trykkede mig, jeg havde bare ikke fortalt Megan det endnu. 

"Mig narer du ikke søde," begyndte hun. "Jeg har lagt mærke til det, siden du kom hjem. Jeg ved ikke, om det er fordi, du ikke fik den uddannelse, du gerne ville have, eller om det er noget dybere. Jeg har ikke sagt noget til dig i de sidste to uger, fordi jeg var sikker på, at du ville fortælle mig det, men det har du stadig ikke gjort. Noget må været sket, siden du er sådan," jeg sukkede og tog en tår af min kakao, jeg havde købt. Hun var jo ikke min bedste veninde for ingenting, hun kendte mig næsten bedre end jeg selv gjorde for tiden. 

"Der skete måske noget i England," mumlede jeg og kiggede rundt. Jeg vidste ikke, om dette var stedet at fortælle hende det, men jeg måtte jo til det. Hellere nu end senere. Jeg havde gået inde med det i to uger, og det var kun Gabi, jeg kunne snakke med om det, og det var jo ikke fordi, vi snakkede så tit. Vi snakkede gerne en til to gange om ugen, og det var højst tredve-fyrre minutter. 

"Fortæl! Er det en dreng?" jeg bed mig i læben og nikkede. Megan blev helt urolig og kunne ikke vente med at høre, hvad der var sket, men det var slet ikke så godt, som hun troede. Jeg kunne nemlig se på hende, at hun regnede med noget rigtig sladder, men det var ikke lige det, jeg fortalte hende. 

Jeg fortalte hende, hvordan jeg først mødte Harry på grillen, hvordan vi mødte hinanden på gymnasiet og, at han åbenbart var populær i blandt pigerne. Jeg fortalte, hvordan vi fik bygget venskabet op og hvordan jeg stille fik følelser for ham. Jeg fortalte, at jeg ikke havde fortalte noget om, hvem jeg var i virkeligheden, jeg fortalte om Gabi. Jeg fortalte hende alt, mens hun blot sad og lyttede. Hun sagde ikke så meget, hun spurgte kun ind til noget, hvis jeg havde forvirret hende. Hun fik vores ulykkelig slutning med, hvordan han råbte af mig, og hvordan jeg stak af og kom hjem igen. 

Jeg var sikker på, at jeg ikke havde udelukket noget som helst. Jeg fortalte om vores picnic, om da jeg mødte hans mor og søster. Hvordan han tit sad på grillen, når jeg arbejdede dernede. Da jeg var færdig med at fortælle, sad jeg med tårer ned af kinderne, for jeg savnede ham utrolig meget og jeg ville så gerne høre fra ham. Selvom jeg nu havde været hjemme i to uger, så gik jeg stadig med håbet om, at han på et tidspunkt ville ringe. 

Jeg fortalte hende om sangene, jeg fik skrevet. Hvorfor de blev skrevet, og hvem de var skrevet om. Tre af sangene skrev jeg om Harry, en af sangene om Gabi og den ene var om mig selv. Nogle af de andre var anderledes, mens dem hun allerede havde hørt, havde jeg skrevet før, jeg rejste. 

"Så du skrev sange om Harry og Gabi?" spurgte hun. Jeg nikkede. 

"Sangen til Gabi kan også nemt være om dig, men den var beregnet til hende, fordi vi hurtigt fik det tætte venskab og hun fortalte ikke de andre, hvem jeg var. Hun var der virkelig for mig, som du er for mig her nu," forklarede jeg. Hun nikkede og forstod det, jeg håbede bare ikke, at hun ville bære nag, for jeg havde aldrig skrevet en sang til hende.

Sangen havde jeg dog først skrevet færdig herhjemme, og jeg måtte da tænke lidt på mit venskab med Megan, for at få det til at hænge sammen. Sangen var oprindeligt til Gabi, fordi hun støttede mig henne i England, men den kunne også være til Megan. 

"Jeg glæder mig til at høre sangene om Harry, han må virkelig være speciel, når du har haft det på den måde, og ligefrem har skrevet sange til ham," 

"Det er problemet Meg," sukkede jeg, men det fik hende til at kigge på mig med et forvirret blik. "Når jeg synger dem, kan jeg ikke lade vær med at tænke på ham, og så begynder jeg sikkert og tude," jeg kiggede mig omkring. "Han var speciel," mumlede jeg mest for mig selv. 

"Men...-" hun blev afbrud af min ringetone. Jeg tog min mobil op, som jeg havde lagt på bordet foran os. Det var Jamie, der ringede. 

"Jeg må hellere tage den, det er Jamie," forklarede jeg, men Megan forstod, så hun nikkede blot og jeg tog den. "Hej Jamie," 

"Audrey min skat, jeg har gode nyheder!" udbrød hun. Lige noget jeg havde brug for ovenpå det, jeg lige havde siddet og fortalt Megan. "Jeg har arrangeret en koncert her i morgeneftermiddag, så du kan få sunget nogle af dine sange," fortalte hun. 

"Hvor lækkert!" jeg tænkte ikke på, hvilke sange jeg skulle synge, men bare det, at jeg skulle synge dem for nogen, gjorde mig glad. Der var ikke nogen, der havde hørt dem, så jeg glædede mig til at høre, hvordan de tog i mod min musik. 

"Jeg har besluttet, at du skal synge fire af sangene, så du skal have øvet dig lidt, hvilket jeg håber, du kan få gjort i aften, så du er klar til lydprøven i morgen formiddag. Koncerten er klokken 15," jeg nikkede, men kom så i tanke om, at hun ikke kunne se mig nikke. 

"Det lyder fantastisk Jamie!" sagde jeg glad. "Jeg skal selvfølgelig nok øve mig, hvilke sange har du besluttet dig for?" spurgte jeg. Jeg vil jo gerne øve mig lidt på sangene inden i morgen. Jeg kunne dem selvfølgelig udenad, men man kunne aldrig øve sig for meget. 

"'Never wanna let you go' 'He could be the one' 'Every part of me' og 'Just a girl' og lige præcis i den rækkefølge," jeg bed i min læbe af nervøsitet. Hvorfor lige de sange? "'Every part of me' og 'Just a girl' går direkte i hjertet hver gang, jeg hører dem. Det er virkelig nogle sange, som kommer til at blive et hit, ja det gør de andre selvfølgelig også, men man kan høre, hvor meget sjæl og personlighed du har lagt i lige præcis de to sange," fortalte hun. Jeg vidste bare ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg var selvfølgelig henrykt over at skulle synge sangene, men der var noget indeni mig, der sagde, at det ikke ville gå, og jeg vidste ikke hvorfor. 

"Vi ses i morgen Audrey," sagde Jamie, da hun var færdig med at snakke og give mig en peptalk. Ikke at den hjalp, og jeg var pludselig rigtig glad for, at jeg havde fået fortalt Megan alt, så hun kunne hjælpe mig. Jeg havde brug for nogen i aften, for jeg skulle ikke græde på scenen i morgen. Det måtte bare ikke ske. 

_________________________________________________________

Jeg undskylder, hvis det er meget urealistisk med hensyn til filmstudiet og instruktører og den slags. Jeg har aldrig selv været i et filmstudie eller blevet udtaget til en filmrolle, så jeg ved ikke så meget om det. Jeg håber dog, at det giver mening for jer, på den måde jeg skriver om det. For jeg ved ellers ikke rigtig, hvordan det hele foregår. 

Lots of Love 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...