The Story of us » H.S.

Audrey Adams er en skuespiller og sanger/sangskriver, som er blevet træt at stjernelivet, og trænger til en pause, er flyttet hjem til sin far i London. Hun skifter navn - eller hun bruger sit mellemnavn, Aria, og hendes fars efternavn, Swift. Hun møder fyren, Harry, som intet aner om hendes liv henne i Hollywood, og hurtigt bliver de to gode venner | vandt 1. pladsen i shipping konkurrencen | Haria - Aria og Harry |

63Likes
102Kommentarer
37386Visninger
AA

21. Kapitel 20

 

Audreys synsvinkel: 

Jeg var blevet ringet op af Jamie, som var min maneger. Hun havde fået tilbudt en hel masse jobs til mig, men hun havde ikke fortalt mig om dem, fordi jeg var i England, men nu var jeg kommet hjem, og hun vidste det. Hun havde kaldt mig ind til hende, så det var der, jeg var på vej hen nu. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle håbe på, der ville ske. Ville folk arbejde med mig i en ny film? I en ny serie? Vil nogle bands have mig med på tourné som opvarmnings nummer? Jeg vidste ikke virkelig ikke, og det gjorde mig nysgerrig. 

Jeg havde ikke lavet andet end at skrive sange og gå i skole i Englang - og få mit hjerte knust - så jeg vidste ikke, hvor god en form, jeg ville være. Jeg håbede selvfølgelig på noget godt, på noget spændende, men det var så svært at tænke på andet end Harry. 

Det hjalp en del, at Megan var kommet forbi i går og snakkede om Jake. Det var rart at have noget andet at tænke på, det var også en af grundene til, at jeg allerede nu havde sagt til Jamie, at jeg var klar til en job. Jeg var klar til at lave noget, så jeg kunne få tankerne væk fra Harry og England, men der var så meget, der mindede mig om ham. 

Jeg ankom til den store bygning, som jeg kendte så godt. Bag mig var et hold journalister og fotografer, men jeg havde nogle solbriller på og et smil på læben, så de ikke kunne se, hvis der var noget, der gik mig på. De spurgte mig en masse gange, hvor jeg havde været, og jeg havde blot svaret, at jeg var på ferie, mere ville jeg ikke fortælle. 

Jeg gik ind af hovedindgangen og heldigvis blev de stående udenfor. Jeg kom ind og gik direkte hen til elevatoren, som ville føre mig op til 5. sal, hvor Jamie havde kontor. Jeg gik med et smil på læben, for jeg vidste ikke, hvad jeg gik i møde. Jeg kom op til 5. sal og fandt nemt døren ind til kontoret. Jeg bankede let på og ventede på, at hun sagde, at jeg måtte komme ind. 

"Kom ind," lød hendes stemme og jeg gik ind. "Audrey," hun lød glad, mens hun rejste sig op og gik i mod mig, for at tage i mod mig med et kram. Hun fik et kram, og straks glemte jeg alle de slemme ting, der havde hændt ovre i Englang. "Hvordan er det gået henne i England?" spurgte hun, hvilket fik mit smil til at falme. 

"Uhm," jeg havde ikke lyst til at fortælle så meget. 

"Det er også lige meget så," sagde hun og satte sig ned i sin stol bag sit bord igen. "Du har fået skrevet nogle fantastiske sange, mens hun har været der. Jeg kan specielt godt lide, årh, hvad er det nu den hedder," hun tænkte sig om, mens hun nynnede noget af mig. "'Every part of me', den er så ægte og smuk," sagde hun med et smil, som straks fik mig til at smile også. 

"Det var også det, der var meningen med min musik," fortalte jeg. 

"Men hvad med den første du sendte til mig, den forstod jeg egentlig ikke. Du sang om nogle forskellige ting, men jeg syntes ikke det gav lige så meget mening, som de andre sange hun havde sendt til mig," 

"Jeg fik idéen på flyet og fik skrevet resten, mens jeg stod og arbejdede på min fars grillbar," 

"Arbejdede du i en grillbar?" hendes øjne var opspilede. Hun var meget chokeret over, at jeg havde arbejdet. 

"Ja," svarede jeg ligegyldigt. 

"Det havde jeg aldrig troet," mumlede hun, mens hun kørte sin hånd igennem sit hård. Hun var målløs. "Nå, men det var faktisk ikke derfor, jeg kaldte dig herind," hun fandt nogle papirer og rakte dem over til mig, så jeg kunne se dem. "Du er blevet tilbudt en rolle til en ny Tv-serie. 'Lost Her Mind', hedder det. Du skal spille hovedhovedrollen, som hedder Lily. Hun har lagt i koma, og er endelig vågnet op, men har fået hukommelsestab. Man følger så Lily og hendes familie i en helt normal hverdag. Du kan hverken huske, hvem dine venner er, hvem din kæreste er. I løbet af serien får vi selvfølgelig en masse ting at vide om hende. Men spørgsmålet af det hele er, om hun kommer til at huske, hvordan hun var og om hun overhovedet kommer til at huske det igen," forklarede Jamie. 

"Det lyder spændende," sagde jeg, mens jeg bladrede lidt i papirene. "Har jeg fået et manuskript?" Hun rystede på hovedet, men rakte mig nogle andre papirer. 

"Jeg har fået tilsendt scene et, som du kan få lov til at læse. Hvis det er noget for dig, skal vi selvfølgelig ringe tilbage," jeg nikkede og kiggede lidt på scene et.

"Hvornår skal de have svar?" spurgte jeg. Da jeg spurgte så Jamie med det samme op fra sine papirer. Hun så overrasket på mig, som om hun slet ikke havde forventet mit spørgsmål, men jeg forstod hende godt. Normalt ville jeg have sagt enten ja eller nej med det samme. "Er det det eneste tilbud, jeg har fået indtil videre?" 

"Altså Audrey. Du har jo været på "ferie"," hun lavede gåseøjne, da hun sagde ferie. "Og når nogle har ringet og spurgt til dig, har jeg selvfølgelig sagt, at du er på ferie. De ville gerne vide, hvor når du kom tilbage, og eftersom jeg ikke kunne give dem et konkret svar på det, trak de tilbuddet tilbage. Det her tilbud, sagde de, at hvis vi bare kunne give et svar inden to måneder, for så regnede de med at have skrevet første sæson færdig," hun grinede lidt. 

"Så hvis jeg så bare giver et svar i løbet af ugen?" jeg løftede det ene øjenbryn. 

"Tja," sagde hun. "De sagde dog, at hvis du svarede tidligere, kunne de sagtens gå i gang med det. De snakkede noget om, at du skulle have en dybegående forståelse af Lily, og virkelig lære hende at kende og så alligevel ikke. Du må ikke rigtig vide, det hun ikke selv ved, men du skal have så meget andet på plads, mere sagde de ikke," jeg nikkede forstående. 

Vores samtale blev afsluttet, da hendes telefon ringede. Vi sagde farvel, og jeg gik ud af kontoret med papirene under armen. Jeg kom ned i receptionen, og spurgte efter en mappe. Kvinden der sad bag skranken fandt hurtigt en til mig, hvorefter jeg takkede hende og gik udenfor, hvor journalisterne stadig stod. Solbrillerne kom på igen, hvorefter jeg stille gik hen ad gaden og ned til starbucks, hvor jeg købte mig en kop kaffe. 

**

Da jeg var kommet hjem, var klokken ikke engang tre om eftermiddagen. Så jeg fik hurtigt ringet til min far og fortalte ham om tv-serien, og at jeg havde fået tilbudt rollen. Vi snakkede om, at jeg ikke havde været til audition på den, så det var underligt, at de ville have mig. Jeg havde ikke arbejdet sammen med instruktøren før, men det hele var meget spændende. 

Jeg fik spurgt om, hvad klokken egentlig var henne i England, for det havde jeg ikke rigtig tænkt på, da jeg ringede ham op. Han fortalte, at klokken var ti om aftenen, så jeg havde en lille mulighed for at fange Gabi på Skype, hvis jeg var heldig. 

Jeg tændte for min Skype og ringede Gabi op, da hun heldigvis var online, men hun tog den ikke. Jeg ringede op igen, men endnu engang tog hun den ikke, men der kom til gengæld en besked. 

Gabi: Kan ikke snakke lige nu, skal lige sige farvel til Edward. 

Jeg sendte hende en smiley og ventede på hende. Der gik ti minutter, før hun ringede mig op. 

"Gabi!" jeg var glad for at se hende. 

"Aria, hej!" udbrød hun lige så glad. "Hvordan går det? Har du det bedre? Hvad sker der med dine sange? Åh, hvor jeg savner dig, det er slet ikke det samme uden dig," 

"Gabi, slap af med alle spørgsmålene," grinede jeg. "Jeg har det okay, eller det er selvfølgelig stadig svært ikke at tænke på ham, men jeg prøver at lave andre ting, som ikke minder mig om det hele, men der er så meget, der minder om ham," mumlede jeg. 

"Hvis det hjælper dig, så er Harry faktisk meget nedtrykt. Jeg så ham i dag, men da jeg fik øjenkontakt med ham, så jeg hvor ked af det, han egentlig er," fortalte hun. Jeg fik det helt dårligt. 

"Åh Harry," jeg fik tåre i øjnene. 

"Det var virkelig ikke meningen, at du skulle græde," 

"Det er ikke din skyld, det hele er min egen skyld," græd jeg. "Jeg var egoistisk og kunne ikke finde ud af at sige det til ham, fordi jeg måske troede, at han ikke ville have mig, eller at han måske ville sige det til alle andre, og så kunne jeg ikke gå i skole i England," 

"Hold op med at tud Aria!" hun næsten råbte, og det gav mig et chok. "Han var også lidt af et røvhul, han ville jo ikke give dig en chance for at forklare dig," hun havde ret. Hun havde næsten altid ret. "Er der slet ikke sket noget positivt i de to dage, du har været hjemme?" 

"Jeg har fået tilbudt en hovedrolle i en ny Tv-serie," sagde jeg og tørrede tårene væk. 

"Ej hvor fedt!" udbrød hun. "Må du fortælle om den?" jeg rystede på hovedet. 

"Desværre ikke. Jeg skal lige læse scene et og se, om det er noget for mig, og derefter skal jeg nok mødes med holdet, for at se om jeg passer til rollen, og hvis jeg ikke gør, så er den ikke til mig alligevel, men jeg håber det virkeligt," hun nikkede. 

"Det håber jeg da også," hun sendte mig et opmuntrende smil. "Det er ikke fordi, jeg ikke vil snakke med dig mere, men jeg skal vil gerne i seng, Aria- hov! Skal jeg kalde dig Aria eller Audrey?" spurgte hun mig så om. 

"Aria, vær sød at kald mig Aria. Det minder mig om, at du er en ven, der kan lide mig for mig, og ikke fordi jeg er berømt," forklarede jeg. 

"Hvad så med din bedste veninde?" spurgte hun, jeg rynkede panden. "Hvad kalder din bedste veninde dig? 

"Hun kalder mig Audrey, fordi hun altid har kendt mig. Der var ingen, der kaldte mig Aria, da jeg var mindre, så hun kalder mig Audrey," jeg sendte hende et smil. 

"Okay, men jeg må hellere smutte, så jeg kan nå at få en masse søvn," vi sagde farvel og lagde på. Det var rart at se Gabi, men det var forfærdeligt at vide, at Harry var så nedtrykt. 

Jeg ville så gerne snakke med Harry en sidste gang. Ikke sådan som vi gjorde, da han fandt ud af, hvem jeg var, men virkelig snakke sammen om det hele. Jeg håbede, at han havde hørt min telefonsvare, men jeg turde ikke ringe til ham igen. Han ville sikkert ikke engang tage den, for hvis han havde hørt telefonsvareren og følte bare lidt for mig, så havde han ringet tilbage. 

Jeg satte mig hen til klaveret og begyndte at spille en ny melodi. Melodien blev til en sang og lidt efter kom noget af teksten til mig. Jeg skrev det ned på det nærmeste papir, der lå. 

 

Finally
I've been waiting for this moment
for you to see the real me 

It's been an illusion
but I never meant to hurt you
I got caught up in a fantasy

People say
that the world is like a stage
yes I confused, the roles I play

I've been away
from home for so long
that I almost forgot where I belong

 

Versene var dem der kom til mig, så manglede jeg kun omkvædene. Der gik dog ikke lang tid, før de også var skrevet. Mine tanker var på Harry og den måde, jeg havde været over for ham. Jeg elskede at være i hans selskab, og det lidt som om, jeg glemte alt om det, jeg havde her ovre. Jeg glemte, hvem jeg selv var, og var kun i den verden, der var i Englang. 

Jeg sang sangen igennem flere gange, indtil jeg var helt sikker på, at det var sådan det skulle lyde. Jeg rettede på de forskellige vers, jeg rettede på omkvædet. Jeg rettede på lidt at melodien, men det var ikke meget. 

Jeg var så meget inde i sangen og musikken, at jeg ikke havde lagt mærke til at både min mor og Elinor var kommet. De havde blot sat sig ned stille og rolig og lyttede med, mens jeg sad og spillede. 

Da jeg endelig blev helt færdig med sangen, var der mad og jeg vidste slet ikke, hvad klokken var eller hvor længe, jeg havde sat ved klaveret. Jeg havde flere krøllede papirer end jeg havde regnet med, men sangen kom til at lyde godt til sidst, og det var det der betød noget. Jeg havde besluttet, at sangen skulle med på mit album. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...