The Story of us » H.S.

Audrey Adams er en skuespiller og sanger/sangskriver, som er blevet træt at stjernelivet, og trænger til en pause, er flyttet hjem til sin far i London. Hun skifter navn - eller hun bruger sit mellemnavn, Aria, og hendes fars efternavn, Swift. Hun møder fyren, Harry, som intet aner om hendes liv henne i Hollywood, og hurtigt bliver de to gode venner | vandt 1. pladsen i shipping konkurrencen | Haria - Aria og Harry |

55Likes
50Kommentarer
11485Visninger
AA

2. Kapitel 2

 

Arias synsvinkel 

Jeg havde lige haft den første time på gymnasiet i dag. Jeg havde haft matematik, og det var okay. Jeg vidste ikke helt, hvilket fag jeg kunne lide, og hvilke fag jeg ikke kunne lide, så det skulle jeg finde ud af, men jeg var sikker på, at jeg kunne lide dem alle sammen. Jeg gik ned af gangen og prøvede at finde fysiklokalet, men jeg syntes lidt, at jeg var foret vildt, så jeg satte mig opgivende på en stol, som stod ved et bord. Der var heldigvis femten minutters pause. 

Jeg tog min mobil op af lommen og tjekkede min mail. Den havde vibreret helt vildt i timen, da jeg havde lagt den i lommen, så jeg var lidt spændt på at se, hvem det var, der ville i kontakt med mig. Det var Jamie, min manager. 

 

Jamie Frey 

Hej Audrey babe
Jeg vil blot høre, hvordan det går med din sangskrivning, du ved, at vi snart skal promovere noget af min musik, så det skal gerne være inden denne måned er slut. Du skal bare have skrevet mindst én sang, så går det nok. 

Jamie 

 

Audrey Adams 

Jamie, jeg har fået skrevet en sang. Den hedder 'never have I ever'. Den er lidt anderledes, men jeg syntes den fanger godt, men ellers må du give producenten, en af de sange jeg gav dig inden jeg rejste 

Audrey 

 

"Hey det er dig fra i går," sagde en stemme, jeg havde hørt før. Jeg kiggede op og så, at det var ham fra i går. Hans grønne øjne så næsten helt skindende ud. Jeg sendte ham et smil, inden jeg svarede og så, at han havde nogle af sine venner med sig. 

"Hej," sagde jeg blot. 

"Hvordan går det med sangen?" spurgte han. De to andre fyre, som var med ham, stod og grinede. De vidste sikkert ikke, hvad der skulle ske, eller hvorfor deres ven stod og snakkede med hende den nye. 

"Den er færdig," svarede jeg bare. 

"Nice, jeg håber at høre den en dag," sagde han med et smil. Jeg nikkede, men mest fordi jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige til det. 

"Øhm, du kunne ikke fortælle mig, hvor fysiklokalet er, vel?" spurgte jeg. Han nikkede, hvorefter han vendte sig om mod hans venner. 

"I kan bare gå i forvejen, jeg møder til til engelsk," sagde han. Drengene smuttede, så vi var tilbage alene. "Skal vi?" spurgte han og strakte armen ud, for at pointere hvilken vej vi skulle gå. Jeg nikkede og det var lige før, at mit smil ikke kunne blive større, end det var. "Jeg hedder forresten Harry," sagde han, mens vi gik. 

"Jeg er Aria," sagde jeg. "Jeg vidste ikke, du gik her," sagde jeg for at starte en samtale, så der ikke var akavet stilhed mellem os. 

"Jeg går i 2.g," jeg nikkede og lod vær med at sige noget. Hvis jeg ikke havde droppet gymnasiet henne i USA, så ville jeg også gå i 2.g, men jeg måtte starte i 1. som alle andre. "Og du?" 

"Jeg går i 1.g," svarede jeg. 

"Puha, så har du stadig alle tre år tilbage. Du ligner ellers ikke en, der går i 1. g," sagde han, hvilket gjorde mig lettet. Jeg ville heller ikke ligne en der gik i 1.g. Men hvordan ligner man egentlig en, der går i 1. g i forhold til 2.g? 

"Øh, tak, tror jeg," mumlede jeg. 

"I morgen er der samling, så jeg håber du dukker op," sagde han, da vi stod ude foran fysiklokalet. Jeg så forvirret på ham. "Mit musikhold spiller nogle sange for jer, så mød op og kig," inden han gik blinkede han til mig, hvilket fik mig til at stå der mere forvirret end før. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre. Jeg mødte naturligvis op til samlingen, men jeg havde ikke regnet med, at han var, som han var. 

"Omg, du snakkede lige med Harry Styles," sagde en af pigerne fra min klasse til mig. 

"Ja?" jeg så på hende med en rynket pande. Han lød jo næsten som en kendt person. 

"Han er den lækreste dreng i hele 2.g. Han er så lækker, altid så betænktsom, han svarer pænt, hvis man spørger ham om noget, han vrisser ikke, som de fleste af fyrerne gør, og så synger han og spiller guitar skide godt. Du er virkelig heldig, at han snakkede til dig, han snakker normalt ikke så meget med en 1.g'er," 

"Han fulgte mig hen til fysik, fordi jeg ikke selv kunne finde det. Vi mødtes i går, så han sagde faktisk hej til mig," mumlede jeg og satte mig på en af stolene, som stod ude foran fysiklokalet. Der var åbenbart låst, så vi kunne ikke komme ind, så vi skulle stå her og vente på vores lærer. 

"Omg, du er jo vildt heldig!" hvinede hun. Jeg var van til hvinende fans, men jeg havde håbet, at jeg var sluppet for det, da ingen vidste, hvem jeg virkelig var. Det var dog ikke over mig, men over en dreng, som faktisk så ret godt ud, men jeg forstod det ikke rigtigt, hvorfor hun var så vildt med ham, når hun ikke kendte ham. 

**

Dagen var forbi, hvilket ville sige, at jeg bare skulle hjem nu. Jeg gik hen i mod min bil, som pænt stod, hvor jeg havde stillet den. Da jeg kom derhen, stod der en fyr op af den, hvilket jeg ikke forstod hvorfor. Jeg kom nærmere og så, at det var ham fra tidligere og i går, det var Harry. 

"Sig mig følger du efter mig?" spurgte jeg og fandt min bilnøgle og låste bilen op. Det lignede, at vejret var ved at skifte til noget værre, måske regnvejr. 

"Måske, men siden du nu kender mit navn, så vil jeg bare gerne vide dit," sagde han med et løftet øjenbryn og så ret charmerende ud. 

"Jeg er nu ret sikker på, at du hørte det i går på grillen," svarede jeg og åbnede døren til bagsædet, så jeg kunne ligge mine ting på bagsædet. Jeg var ikke fan af at ligge mine ting på sædet ved siden af mig, så hellere bag mig. 

"Aria," sagde han og så på mig, som om jeg ville sige noget mere, men da jeg ikke gjorde det, sagde han mere. "Jeg troede bare det var et kælenavn," han sendte mig et smil, hvilket fik mig til at smile, men jeg rystede på hovedet. 

"Jeg tror, jeg vil køre hjem inden det bliver regnvejr," mumlede jeg og smækkede døren i. "Skal du have et lift, eller har du din egen bil?" spurgte jeg. 

"Sagde du egentlig ikke, at du gik i 1.g?" Jeg nikkede og inden jeg nåede at sige noget, var han allerede fortsat. "Hvordan kan du så køre bil? Er du atten?" han så forundret på mig. 

"Ja," sagde jeg og åbnede denne gang døren til føresædet. "Skulle du have et lift?" 

"Ja," jeg himlede lidt med øjnene og satte mig så ind i bilen. "Jeg forstår bare ikke, at du allerede er 18 år, men går kun i 1.g," 

"Og hvad med dig? Fortæl noget om dig på vejen, så får du noget at vide om mig en anden dag," sagde jeg og startede bilen. Der var lidt stille i bilen, mens jeg kørte ud fra området, hvor han blot kiggede ned i sin telefon og sikkert skrev med nogen af hans venner. "Du bliver nød til at fortælle mig vejen, for jeg er ikke den bedste til at finde vej," sagde jeg og kiggede på ham, mens jeg holdte stille. 

"Jeg skal nok fortælle dig vejen, hvis du fortæller mig, hvordan det hænger sammen med at du er 18 år og går i 1.g" jeg sukkede og fortalte ham det. Ikke alt, for han skulle ikke vide alt, men jeg prøvede at bikse op med en nogenlunde forklaring, som var sand, men alligevel ikke hel sand, for jeg fortalte ikke hele grunden. 

"Jeg har altid boet med min mor henne i Hollywood, og jeg var blevet lidt træt af mit job, så jeg fik den idé om at starte i skole igen, men jeg ville ikke gøre det henne i USA. Jeg ringede til min far og spurgte om, han kunne få mig ind på et gymnasium herovre, og det kunne han, så jeg flyttede her over, bum færdig," sagde jeg og drejede ned af vejene, han fortalte mig undervejs. 

"Hvad arbejde du med?" 

"Gør det ikke ligemeget?" spurgte jeg en smule irriteret. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle fortælle, for at jeg ikke ville afsløre alt. Jeg kunne ikke afsløre noget, men jeg ville heller ikke holde det hemmeligt. Jeg havde ikke kendt ham Harry i lang tid, men han var så sød. 

"Det er det vel, men jeg er bare nysgerrig," 

"Og det er jeg også," sagde jeg. "Fortæl noget om dig selv," beordrede jeg ham. Jeg ville ikke snakke om mig mere, selvom jeg gerne ville lære ham at kende, var jeg stadig bange for, om jeg ville afsløre noget, men nu måtte jeg se. Han ligende en, der var forstående, men jeg måtte alligevel passe på med, hvad jeg sagde. 

"Der er faktisk ikke så meget at fortælle. Jeg bor stadig hjemme hos min mor, jeg er også 18 år. Jeg har ikke noget kørekort endnu, selvom min mor har lovet mig et, men jeg tager det stille og roligt. Jeg kommer tit på grillen, fordi jeg ikke kan finde ud af at lave mad, og I gør det så godt," sagde han med et smil. Jeg kunne ikke lade vær med at smile, da han sagde det sidste. 

"Jamen det vil jeg sige videre til kokken," sagde jeg. "Men hvordan kan det være, at din mor ikke laver mad til dig, når du nu bor hjemme? Det gør min far da, og hans kæreste," jeg vrængede næse, da jeg sagde og hans kæreste. 

Jeg havde vidst ikke nævnt, at min far havde fundet sig et kæreste. En der var ca. tyve år yngre end ham. Jeg var næsten på alder med hende. Jeg syntes det var så klamt, og hun troede, at vi kunne være ih og åh så gode veninder, men fandeme nej. Hun er min fars kæreste og ikke en skid andet. Hun er kun 27 år, kun 9 år ældre end mig. 

"Hun er hele tiden sammen med hendes kæreste, så hun glemmer tit, at jeg er der hjemme og skal have mad?" jeg kiggede hurtigt hen på ham, og hans ansigt fortalte mig, at han heller ikke kunne lide hans mors kæreste. Ligesom jeg ikke kunne lide min fars kæreste. 

"Kan du ikke lide din mors kæreste?" Spurgte jeg så. 

"Nej, men du kan da heller ikke lide din fars kæreste," sagde han, hvilket vi begge to begyndte at grine af. "Arbejder du senere?" spurgte han så, da vi begge var færdige med at grine, og da jeg holdte ude foran hans hus. 

"Ja, hvorfor?" 

"Så kommer jeg nok forbi, vi ses og tak for turen," sagde han og gik ud af bilen. Da han havde smækket døren kiggede jeg lidt efter ham, mens han gik op af havegangen. Jeg dyttede en enkelt gang, vinkede til ham, hvorefter jeg kørte mig vej, og håbede for alt i verden, at jeg kunne huske vejen hjem igen. Jeg holdte øje med forskellige ting og håbede, at jeg kunne huske noget, håbede jeg vidste, hvor jeg var henne. 

Til sidst opdagede jeg legepladsen, som altid havde været så forladt. Jeg elskede at komme derhen og lege, da jeg var på ferie hos min far, men det var også et bevis på, at grillen ikke var langt her fra. Og som jeg havde forudsagt, så lå grillen længere henne af vejen. Jeg kørte forbi den, så jeg kunne komme hjem. Jeg boede ikke langt fra grillen, der lå syv huse mellem grillen og vores hus. Nu ville jeg bare gerne hjem, få noget mad og bare lave ingenting, indtil jeg skulle ned på grillen. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...