The Story of us » H.S.

Audrey Adams er en skuespiller og sanger/sangskriver, som er blevet træt at stjernelivet, og trænger til en pause, er flyttet hjem til sin far i London. Hun skifter navn - eller hun bruger sit mellemnavn, Aria, og hendes fars efternavn, Swift. Hun møder fyren, Harry, som intet aner om hendes liv henne i Hollywood, og hurtigt bliver de to gode venner | vandt 1. pladsen i shipping konkurrencen | Haria - Aria og Harry |

63Likes
102Kommentarer
37423Visninger
AA

17. Kapitel 16

 

Arias synsvinkel 

Jeg havde allerede ringet til Harry så mange gange, men han gad ikke at svare, og det gjorde så ondt. Jeg havde ondt i hele kroppen og jeg græd stadig, jeg kunne simpelhent ikke holde op, for han betød allerede så meget for mig. Han var min første ven, da jeg kom til London, han var den første fyr, jeg havde haft det sådan her med i lang tid. Han var noget for sig selv; han var speciel, og nu havde jeg selv ødelagt det. 

Jeg vidste, at jeg skulle have siddet os ned, og så skulle jeg have fortalt ham det, og nu ødelagde det. Jeg skulle have sagt det, lige så snart vi var kommet sammen, så havde han haft tid til at tænke over det, uden at blive så sur. Jeg havde jo ikke løget med så meget, jeg havde bare fordrejet sandheden en smule, eller ladet vær med at fortælle det. I tiden jeg havde været her, havde jeg ikke fortalt så meget om mit liv henne i USA, udover til Gabi, når hun havde spurgt om ting. Jeg ville selvfølgelig have gjort det til Harry også, hvis han havde vidst det, og det vidste han nu. 

Jeg blev ved med at ringe til Harry, men det var som om, han enten med det samme trykkede, at han ikke tog den, eller også havde han slukket den. 

Jeg havde ikke gjort andet end at ringe til Harry, så filmen kørte stadigvæk på fjernsynet, hvilket gjorde mig endnu mere ked af det, da jeg opdagede det. Jeg kastede en pude mod fjernsynet, men den landede lige foran fjernsynet, så intet væltede. Jeg ledte desperat efter fjernbetjeningen, og fandt den heldigvis hurtigt, så jeg kunne få slukket for fjernsynet. 

Jeg smed fjernbetjeningen i sofaen ved siden af mig, hvorefter jeg smed min telefon og rejste mig op. Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle eller ville gøre, jeg vidste kun, at jeg var meget ked af det. Jeg ville jo ikke miste Harry. 

Jeg var en smule bange for, at han ville fortælle det til sine venner, som så ville fortælle det videre til andre, og så kunne jeg slet ikke være her i England mere. Jeg var taget her hen, så jeg kunne få en normal uddannelse, men det så ud til, at jeg alligevel måtte droppe det og tage tilbage. Hvordan skulle jeg kunne tage i skole og se Harry, uden at begynde at græde? 

Jeg gik rundt i hele huset, eller rettere jeg trampede rundt. Jeg havde ikke noget mål, men landede i stuen igen, hvor jeg tog min mobil op og ringede igen til Harry, men som alle de andre gange, så tog han den ikke. Jeg blev irriteret på både Harry og jeg; Harry fordi han ikke ville høre på mig; mig fordi jeg havde gjort, som jeg havde gjort. Jeg tørrede nogle tårer væk, som var gledet ned af min kind, hvorefter jeg ringede Gabi op. Hun tog den efter, den havde ringet lidt. 

"Aria?" og lige så snart jeg hørte hendes stemme, brød jeg ud i gråd igen. "Hey, hvad er der galt? Er det noget med Harry?" jeg snøftede. 

"Ja, han har fundet ud af det," græd jeg. 

"På en forfærdelig måde?" spurgte hun stille om. 

"Ja. Jeg havde snakket med min far om, at jeg hellere måtte sige det til ham, så jeg ville sige det til ham enten i aften eller i morgen, men da jeg sagde, at han selv måtte vælge en film, uden jeg sagde noget til det, så valgte han selvfølgelig lige en af de film, jeg var med i, og jeg fandt først ud af det, da den startede. 

Han sagde, at hele vores forhold var løgn, fordi jeg ikke havde fortalt noget, og sådan noget. Det gør så ondt Gabi, jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for han tager ikke sin telefon. Kan du komme over?" spurgte jeg. 

"Vi har familiemiddag, så jeg kan ikke komme over før i morgen, men kan du ikke tage over til ham?" spurgte hun så. "Tag over til Harry og konfronter ham, det er altid bedst at fortælle det ansigt til ansigt. Ellers snak med Gemma, du sagde jo, at hun allerede vidste det med det samme," hun havde ret, som altid. 

"Jeg tager over til ham, men han gider sikkert ikke at høre på mig," sagde jeg. 

"Det skal nok gå Aria, jeg kommer over i morgen, men jeg må desværre løbe. Hvis der er noget, så send mig en besked," og med det lagde hun på, da jeg hørte en stemme i baggrunden. Jeg sukkede, men puttede min mobil i baglommen og gik ud for at tage jakke og sko på. Da jeg skulle til at trykke håndtaget ned, tog jeg en dyb indånding, inden jeg gik ud af døren og skyndte mig over til Harry. 

Jeg vidste, at det var meget hurtigere at tage bilen, men jeg kunne ikke køre i denne her tilstand. Og jeg var bange for at få en afvisning af Harry, så jeg ville græde endnu mere, og så ville jeg slet ikke kunne køre hjem igen. Gåturen derover var kortere end jeg regnede med, for jeg havde gået og øvet mig i, hvad jeg skulle sige til Harry eller Gemma, eller hvem der nu åbnede døren. Jeg var virkelig bange for, at Harry bare smækkede døren i igen, uden så meget at se på mig. 

Jeg stod for enden af deres forhave, og tøvede med at gå op af havegangen, for jeg var nervøs. Hvad skulle jeg sige? Hadede han mig nu for altid? Ville Anne eller Gemma overhovedet høre på mig? Jeg var stadig i tvivl om, hvordan jeg skulle starte en samtale, og hvordan jeg skulle sige det. 

Jeg gik stille og roligt op til hoveddøren og bankede på, uden rigtig at tænke mig om. Jeg fortrød og skulle til at vende mig om, men døren blev åbnet og til syne kom Gemma. Hun sendte mig et kæmpe smil. 

"Aria, hej!" hun lød glad, indtil hun så rigtig på mig. Hun så sikkert mine røde øjne. "Hvad nu?" spurgte hun så. "Hey! Skulle du ikke være sammen med Harry?" Jeg nikkede, hvorefter hun trak mig ind i et kram, som om hun allerede vidste, hvad der var sket. 

"Er han kommet tilbage?" spurgte jeg, mens jeg græd. 

"Nej, jeg troede, I var sammen," 

"Det var også meningen, men han fandt ud af det hele," sagde jeg og forklarede det hele. Jeg forklarede alt, hvordan jeg lod ham vælge en film, som han satte på. Da jeg spurgte, om vi ikke skulle se en anden, men han nægtede. Hvordan han så ud i ansigtet, da han fandt ud af, hvordan han kaldte mig en løgner. 

"Åh Aria dog," hun tog mig ind i endnu et kram. "Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal sige, for jeg sagde, at du burde sige det, inden han fandt ud af det," 

"Tror du, det var med vilje, at han selv skulle finde ud af det?!" udbrød jeg rasende, og trak mig ud af krammet igen. "Det var faktisk meningen, at jeg ville fortælle ham det, men jeg turde ikke, så jeg ville vente til i morgen, så havde jeg sovet lidt på det, men så skete alt det," denne gang sagde jeg det med et lidt roligere stemme. "Undskyld," mumlede jeg så. Det var slet ikke meningen, at det skulle gå ud over Gemma, for hun var egentlig sød nok. 

"Det gør ikke noget," og endnu engang trak hun mig ind i et kram. "Jeg ville gerne invitere dig ind, men jeg ved ikke, hvordan Harry ville reagere, og jeg vil ikke gøre ham mere ked af det, end han er, men jeg lover dig, at jeg nok skal prøve at snakke med ham, så han kan tilgive dig," 

"Tusind tak," sagde jeg, mens tårene stadig løb ned af kinderne på mig. Det var underligt, at Harry slet ikke var kommet hjem, men han var vel ude for at få luft for det hele. Jeg trak mig væk fra hende, så jeg kunne komme hjem igen, for jeg ville helst ikke have, at folk så mig sådan her. Jeg gik ned af havegangen og gik hjem. Jeg stødte heldigvis ikke ind i nogen på vejen, og da jeg kom hjem, gik jeg direkte hen til klaveret og satte mig foran det, hvor jeg pludselig begyndte at spille en ny melodi, som jeg fik i hovedet, mens jeg gik hjem. 

Jeg vidste ikke, om det blev til en sang, for jeg vidste ikke, om jeg var stærk nok til at komme på noget, når jeg var så følsom, og græd hele tiden. Mine tanker var på Harry og ingen andre. Han var noget for sig selv, og han var smuk. Den måde han lagde sine arme om mig, den måde hans læber var på mine, det var sødt; vi passede perfekt til hinanden. 

Jeg elskede ham jo! 

Lige så snart de tanker kom op i hovedet på mig, fik jeg selv et chok. Jeg rystede tanken ud af hovedet, og tog min notesbog, som jeg havde lagt på klaveret tidligere på dagen. Der gik ikke lang tid, før nogle ord kom op, og jeg måtte skrive dem ned. 

 

There are three words, that I've been dying to say to you
Burns in my heart, like a fire that ain't goin' out
There are three words and I want you to know, they are true
I need you to know 

I wanna say I love you, I wanna hold you tight
I want your arms around me and I want your lips on mine
I wanna say I love you, but babe I'm terrified
My hands are shaking, my heart is racing
'Cause ut's something I can't hide 
It's something I can't deny, so here I go 
Baby I lo-o-o-ve you 

 

Da jeg havde skrevet de sidste ord, og bagefter læste det igennem, begyndte jeg at græde endnu mere. For tårene var stille holdt op, men begyndte igen. Det var ikke noget, jeg bare kunne lukke ude, det var ikke noget, jeg bare sådan kunne glemme. Han betød meget mere, end nogen andre. Jeg havde aldrig haft det sådan her med nogen før, og det var det, der gjorde så ondt. Jeg ville have ham tilbage, for jeg elskede ham faktisk. Jeg havde aldrig elsket nogen fyr, som jeg elskede Harry. 

Jeg havde nu ødelagt det hele. Jeg havde nu misten den kærlighed, jeg aldrig havde troet, jeg ville finde i England, men her sad jeg; jeg sad og skrev en sang til Harry, om at jeg elskede ham, og jeg havde ikke fået det sagt til ham. 

Jeg havde ødelagt alt, fordi jeg ikke kunne fortælle, hvem jeg i virkeligheden var. Jeg var bange for at miste ham, og nu havde jeg mistet ham alligevel. Den dreng jeg elskede, ville ikke have mig. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...