The Story of us » H.S.

Audrey Adams er en skuespiller og sanger/sangskriver, som er blevet træt at stjernelivet, og trænger til en pause, er flyttet hjem til sin far i London. Hun skifter navn - eller hun bruger sit mellemnavn, Aria, og hendes fars efternavn, Swift. Hun møder fyren, Harry, som intet aner om hendes liv henne i Hollywood, og hurtigt bliver de to gode venner | vandt 1. pladsen i shipping konkurrencen | Haria - Aria og Harry |

57Likes
54Kommentarer
14462Visninger
AA

11. Kapitel 10

Vigtig besked i bunden!

(eller vigtig og vigtig, der er så meget sagt, lol) 

 

Arias synsvinkel

Jeg sad her søndag morgen og spiste morgenmad, eller morgen og morgen, jeg havde faktisk sovet længe for en gangs skyld. Klokken var lidt over tolv, og jeg var helt alene hjemme, hvilket faktisk var en lettelse. Jeg vidste dog ikke, hvad jeg skulle tage mig til i dag, for Harry skulle have brunch med hans mor og søster. Jeg vidste slet ikke, at han havde en søster, men det havde han så.

Så vidt jeg kunne huske så skulle de vidst ud at spise ved en elleve tiden, og han vidste ikke, om han kunne komme forbi, men jeg fortalte ham, at han bare kunne sende en sms eller bare komme forbi, når han havde tid og lyst. Han skulle ikke føle sig tvunget, bare fordi vi nu var kærester.  

Emma var vidst ude med nogle af hendes veninder, som faktisk gad hende, selvom hun havde en kæreste på næsten 20 år mere end hendes selv.

Jeg sad og spiste lidt ristet toastbrød og drak appelsinjuice, men følte, at jeg manglede lidt selskab. Jeg kunne godt lide at være alene, men heller ikke for længe af gangen, selvom nogle gange foretrak jeg at være alene, så jeg kunne få skrevet en ny sang, men ellers ville jeg helst være sammen med folk.

Mens jeg sad langt væk i mine tanker om Harry, om hvornår han mon var færdig, begyndte min mobil at ringe, og jeg håbede lidt på, at det var Harry, der ringede og sagde, at hans brunch var blevet aflyst, så han var på vej her over. Så jeg tog min mobil til mig med et smil, men så at det var min mor. Jeg havde slet ikke snakket med hende, siden jeg sagde farvel til hende henne i Hollywood.

”Hej mor,” sagde jeg med en glad og energisk stemme.

”Hej min skat, hvordan går det? Hygger du dig? Kan du finde rundt? Er der nogle søde drenge eller piger?” min mor spurgte og spurgte, men jeg kunne kun svare på et spørgsmål af gangen.

”Et spørgsmål af gangen mor,”

”Hovsa,” grinede hun. ”Hvordan går det?”

”Det går rigtig godt, jeg kan godt lide at være her,” fortalte jeg. ”Alle er virkelig flinke, og især dem nede på grillen, de ved godt, hvem jeg er,”

”Du siger ikke, at du arbejder på grillen?!” udbrød hun. Min mor havde aldrig været så glad for, at jeg arbejdede på grillen for far, når jeg var på ferie hos ham, men jeg elskede det.

”Mor,” sukkede jeg. ”Jeg kan godt lide det, og jeg har selv spurgt om jeg måtte. Så jeg skal egentlig bare komme, når jeg kan, ellers hvis nogle er syge, er jeg i baghånden,” sagde jeg og forklarede hende, at jeg faktisk godt kunne lide det. Og hvis jeg nu skulle få nogle veninder, så skulle de heller ikke undre sig over, hvor jeg fik penge fra, hvis vi skulle noget.

Ligesom da jeg skulle ud at bowle med Harry, der gav han godt nok, men det skulle jo heller ikke være underligt, hvis jeg nu havde en masse penge og intet arbejde. Der var ingen der skulle tro, at jeg bare nassede af mine forældre, for det gjorde jeg ikke. Jeg tjente dem selv.

”Ja ja, jeg skal heller ikke blande mig i dine beslutninger,” sagde hun med et smil. ”Men ellers har du det godt sammen med far?” spurgte hun.

”Ja, vi tilbringer mest tid sammen, når vi er på grillen, for herhjemme er hans kæreste, og hun irriterer mig noget så grusomt,”

”Har han også fundet sig en ny kæreste?”

”Hmm, og hun tror, vi er de bedste veninder, men jeg har fortalt hende så mange gange, at vi ikke er venner, og en hel masse andet,”

”Ej Audrey!” udbrød hun. ”Opfør dig lige lidt ordentligt,”

”Mor. Hun er 27 år!” og da jeg havde fortalte hende det, kunne hun pludselig forstå, hvorfor jeg var som jeg var. Min mor havde endnu ikke fundet sig en fast kæreste, hun havde haft et par stykker efter far, men de gik hurtigt i opløsning.

”Men har du fået skrevet en sang? Så vidt jeg kunne forstå, så ville pladeselskabet gerne have en ny sang, som var lidt stille i det. En ballade, tror jeg det var de snakkede om,”

”Har du hørt den sang, jeg har sendt til Jamie?”

”Ja, og den er godt nok anderledes min skat,”

”Det ved jeg,”

”Jeg tror ikke, det er det, de leder efter. Du sagde jo selv, at du ville have nogle personlige sange på, og den var ikke ligefrem personlig, så jeg tror, at du skal skrive en ny, hvis du ikke har blokering,”

”Altså jeg har fået skrevet en sang, men jeg har ikke fået lavet hele melodien endnu, men den kommer ikke til at være langsom, som du snakker om,” og så læste jeg sangen op for hende og hun kunne godt lide den. Vi fik snakket lidt mere om pladeselskabet og mine sange og lidt om skolen, inden vi lagde på, og jeg begyndte at tænke på, at jeg måtte i gang med at skrive en ny sang.

Jeg vidste ikke helt, hvad den skulle handle om endnu, men det ville jeg nok finde ud af, efter jeg havde leget lidt med en melodi, når jeg havde sat inde ved klaveret, vi havde stående inde i stuen.

Jeg spiste resten af min toast, og drak resten af min juice, inden jeg begyndte at rydde op efter mig selv. Jeg ryddede op efter mig selv, når jeg var alene hjemme, men hvis jeg nu vidste, at Emma lå og sov, og også skulle have mad, havde jeg ladet det stå, men det skulle hun ikke i dag. I dag var det bare mig.

Jeg fik sat mig ind til klaveret med min notesbog foran mig og prøvede at spille nogle melodier, men det hjalp overhovedet ikke. Det var som om, at jeg ikke kunne finde den rigtige lyd, eller også spillede jeg en anden melodi, som folk sikkert allerede kendte.

Jeg sukkede og tog hænderne væk fra tangenterne og lagde dem på mine lår. Hvordan skulle jeg å skrevet en sang, når jeg ikke havde en eneste idé om hverken melodi eller tekst. Jeg tog sukkende min notesbog og lagde mig ned på gulvet.

Nogen gange hjalp det, at jeg lagde mig ned på gulvet og blot kiggede op i loftet. Jeg kunne ikke forklare, hvorfor det kunne hjælpe at ligge på gulvet og tænke, men det gjorde det. Det kunne have noget at gøre med perspektiv, men jeg var ikke sikker. Der gik dog heller ikke længe, før der kom en melodi ind i hovedet, som jeg godt kunne lide, som var stille og måske kunne være en personlig sang, så nu handlede det om teksten.

Jeg lå og nynnede melodien, som jeg så godt kunne lide, indtil der kom noget til mig, som jeg kunne bruge, og der gik lidt længere tid, end der havde gjort med den sidste gang, jeg skrev en sang. Min sang om Harry.  

”I feel like I’m a million miles away from myself, more and more these days,” sang jeg og det lød faktisk rigtig godt. Mens jeg kunne huske det, fik jeg det skrevet ned i min notesbog. Jeg kunne altid rette på det senere, hvis jeg ikke kunne lide det alligevel. Det gjaldt bare om at få alt skrevet ned.

Det kunne godt være, at min mor sagde, at jeg ikke skulle skynde mig med den sang, som noget af det sidste, inden vi lagde på, men jeg kunne bare godt lide at komme i gang, så jeg kunne blive færdig igen. Hvis jeg kunne komme i gang nu, var der tre muligheder: et, jeg ville være færdig lige om lidt, hvis teksten bare kommer til mig; to, jeg bliver færdig i nat, fordi jeg arbejder godt om natten; tre, jeg kan ikke komme videre og må vente nogle dage, måske uger, før den er færdig.

”I’ve been down so many open roads, but they never lead me home,” det blev faktisk ikke dårligt, det jeg kom med. Så jeg satte mig op, stadig på gulvet, og fik det skrevet ned, inden jeg ville glemme det. Jeg smilede for mig selv, hvorefter jeg satte mig op til klaveret igen og prøvede at spille det, men det var som om, at det ikke ville lyde rigtig. Jeg kiggede på teksten og prøvede at spille det igen, men der var noget der ikke lød, som det skulle. Som om, jeg spillede på det forkerte instrument, og det var der det gik op for mig.

Det kunne være, den skulle skrives på guitar og slet ikke klaver.

Jeg skyndte mig at op fra skamlen, jeg sad på, og løb op af trapperne til mit værelse, og fandt min guitar under sengen, hvor den pænt havde sin plads. Jeg vidste faktisk ikke rigtig, hvorfor den lå der. Det kunne være fordi, jeg ikke ville have, at mine venner skulle vide, at jeg gerne ville lave musik, men den eneste ven jeg havde fået, var Harry, og han vidste godt, at jeg skrev sange, så han ved vel også, at jeg kan spille på et instrument.

Jeg tog min guitar med neden under, hvor jeg havde efterladt min notesbog, og fik mig sat på gulvet med guitaren på låret og prøvede nogle akkorder af. Det lød ikke rigtigt, så jeg måtte prøve noget andet. Jeg opdagede, at min capo sad på guitarhovedet, så jeg startede med at sætte den på første bånd og prøvede nogle akkorder igen, men det var som om, det ikke lød rigtigt.

Jeg sukkede og kiggede på min tekst og nynnede det igen, hvorefter jeg lagde min hånd over alle strengene, så der ikke kom en lyd fra guitaren, men alligevel lod jeg fingrene glide ned over strengene, så jeg kunne få lavet en strumming. Det begyndte at lyde som noget, jeg kunne bruge, så jeg prøvede med nogle akkorder igen, og siden jeg havde strumming, så manglede jeg kun akkorderne.

Jeg prøvede med nogle af de letteste akkorder, de mest basiske, som mange andre kunstnere også brugte. Fire akkorder. Det var nok, så det var de fire nemme akkorder, jeg skulle bruge. Der gik ikke lang tid, før jeg havde fundet akkorderne og det lød rigtigt. Det lød, som det gjorde i mit hoved for femten minutter siden. Jeg overvejede at flytte capoen, men det lød perfekt, at den sad, hvor den gjorde og akkorderne blev C, Am, F og G, nogle af de nemmeste akkorder, så sangen skulle nok blive til noget og forhåbentlig færdig i dag.

**


Jeg var nede i kælderen, som min far havde fået indrettet til et fedt sted. Det var blevet bygget et slags studie, men ikke noget professionelt. Der var det, jeg skulle bruge, så jeg kunne få optaget mig selv i god kvalitet, det kan komme ind på en disk eller som en fil, som jeg så kunne sende videre til Jamie, som ville sende det videre til pladeselskabet.

Jeg sad lige bag en mikrofon med min guitar på lårene, og spillede sangen, som snart var færdig. Jeg havde brugt hele dagen på den, og der var noget, der ikke helt var som, den skulle være.

”…every part of me, every part of me,” jeg sang den sidste sætning, hvorefter jeg gik hen og trykkede på stop. Jeg havde efterhånden sunget sangen, og spillet akkorderne så mange gange, at jeg ikke behøvede at kigge på teksten, for jeg kunne den godt. Jeg tog en dyb indånding, hvorefter jeg trykkede på play og lyttede min sang i gennem, og det var som om, der var noget, der var helt forkert i sangen. Jeg stoppede og gik hen til sofaerne og det lille bord, hvor jeg havde lagt min notesbog fra mig.

Jeg satte mig og slog op på sangen. Jeg læste forsigtigt og meget grundigt hele sangen i gennem, men kunne ikke finde noget i hverken versene eller omkvædet, og det var normalt det, jeg kiksede op i, men ikke i dag. På en eller anden måde fungerede c-stykket ikke, og det var det, jeg plejede at kunne skrive, næsten uden at blinke.

 

I'm going to wait too long

I don't know where I need to belong

I've wanted to be here today

But I'm need to feel this way

 

Jeg rystede på hovedet og sukkede dybt, og sikkert også melodramatisk. Jeg ville så gerne nå at blive færdig, inden jeg gik i seng, eftersom jeg nu var nået så langt med min sang. Jeg manglede kun c-stykket, og det tog åbenbart også tid med det stykke i dag.

Der gik yderligere nogle timer, inden jeg havde fået teksten til at give mening og c-stykket var blevet fantastisk. Det syntes jeg i hvert fald selv. Min far havde været nede to gange og sagt, at der var mad, men jeg sagde, at jeg ville have skrevet sangen færdig, og det respekterede han, og han var så sød og sagde, at han ville gemme noget til mig til senere.

Jeg sad og spillede den en sidste gang, inden jeg skulle indspille det, så jeg kunne sende det til Jamie, så ville hun vågne op til en ny sang, og det ville sikkert glæde hende. Det håbede jeg i hvert fald.

Jeg fik sat guitaren på lårene, og begyndte at spille sangen fra starten. Jeg lukkede øjnene og var næsten i et med min guitar og stemme, mens jeg sang, og det var en følelse, jeg elskede. Da jeg var nået halvvejs i sangen, kunne jeg godt fornemme nogen henne ved døren, men det var sikkert bare Emma, som lyttede ved døren igen, som hun så tit havde gjort, når jeg sad og sang. Jeg kom til c-stykket og håbede, at det lød bedre nu.

”I don’t wanna wait too long, to find out where I’m meant to belong. I’ve always wanted to be where I am today, but I never thought I’d feel this way.

Maybe I will never be who I was before, maybe I don’t even know her anymore, or maybe who I am today ain’t so far from yesterday. Can I find a way to be every part of me, every part of me,” og med disse ord sluttede jeg min sang, og var meget stolt af hele sangen. Denne sang kunne jeg sagtens sende til Jamie.

Da jeg var færdig, hørte jeg en klappen, så jeg kiggede hen mod døren og forventede Emma stå der, men det var slet ikke Emma. Det var lang fra hende, det var Harry, hvilket undrede mig meget. Han burde slet ikke være her, skulle han ikke være sammen med sin familie. Eller var det kun i formiddags, han skulle det?

”Harry,” min stemme var kun en hvisken.

”Jeg troede, du sagde, at du ikke kunne synge, men holy shit du kan jo godt synge!” udbrød han. ”Hvorfor har du ikke sagt, at du kan synge?” spurgte han om helt begejstret, som om det slet ikke betød noget, at jeg havde løjet, selvom det kun var en lille løgn, i forhold til, hvad jeg ellers holdte hemmeligt for ham.

”Det er ikke lige noget, jeg fortæller folk som noget af det første,” sagde jeg og sendte ham et genert smil. Hans smil var stort, da han kom hen i mod mig, og lagde sine læber mod mine, da han stod tæt nok på. ”Hvordan er du kommet her ned?”

”Din far lukkede mig ind og fortalte, at du var hernede,” han satte sig ved siden af mig og kiggede rundt. ”Her er ret fedt,” han nikkede anerkendende, og jeg nikkede til svar. Her var faktisk rigtig fedt, og jeg elskede det her sted.

”Tak, jeg kan også selv godt lide det,”

”Det du sang, var det en sang, du selv havde skrevet?” spurgte han. Jeg nikkede. ”Den var smuk, eller kun det jeg nåede at høre,” og der gik det op for mig. Jeg vidste ikke, hvor meget Harry havde hørt af mig sang, og jeg vidste ikke, om han kunne tænke sig til at sangen måske relaterede sig lidt til mig.

”Hvor meget nåede du at høre?” spurgte jeg så om. Jeg måtte vide det.

”Kun det sidste, verset og omkvædet,”

”Du mener c-stykket,” grinede jeg og tog hans hånd.

”Ja ja, så c-stykket,” han tog min hånd op til hans mund, og kyssede blidt min hånd. ”Kan du ikke lære mig at skrive en sang?” jeg så på ham med en rynket pande. Ville han skrive en sang?

”Det kan jeg vel godt, men jeg ved ikke, hvor god jeg er til at lære fra mig,” sagde jeg sendte ham et smil. Jeg lænede mig frem mod ham, for jeg ville gerne mærke hans læber mod mine igen.

”Det gør ikke noget, ”hviskede han, inden jeg pressede mine læber mod hans, og han modtog dem villigt. Han bed blidt i min underlæbe, hvilket jeg ikke kunne modstå, jeg kunne så godt lide det, men jeg måtte også trække mig væk fra ham igen, hvis jeg skulle lære ham noget.

Vi begyndte at snakke om, hvordan man kom i gang med en sang. Jeg slog op i min notesbog og viste ham min sang om ham. He could be the one. Jeg ville hellere have en sang, jeg kunne fortælle om med mine følelser i stedet for at lyve, hvis jeg viste ham hele sangen, jeg lige havde skrevet. Det var lettere med den anden sang, for den var om ham.

Vi sad i kælderen det meste af aftenen, indtil vi gik op på mit værelse og snakkede videre. Det så ud til, at det virkelig interesserede Harry det med musik og sang, hvilket jeg godt kunne lide. Jeg kunne bare lide at se ham glad og passioneret omkring noget.

Vi snakkede godt sammen, og jeg kunne også se, at han undrede sig over, hvordan jeg kunne skrive sange. Jeg kunne ikke fortælle ham sandheden, ikke endnu. Jeg måtte finde en måde, jeg kunne gøre det på, uden at han ville løbe bort, og uden, at det lød som om, det bare var noget, jeg havde fundet på. Jeg kunne enormt godt lide ham, og derfor skulle han også vide det på et tidspunkt, men dette her var ikke tidspunktet. Det rigtige tidspunkt skulle nok komme en dag, men dagen var hverken i dag eller i morgen. 

________________________________________________________________________________

Undskyld for den lange ventetid. Der er gået over en måned, og det var ikke meningen, at I skulle vente SÅ lang tid. Jeg havde fået skrevet dette kapitel, men ville vente lidt med at udgive det, da jeg ikke havde så god en netforbindelse for noget tid siden. Så jeg havde besluttet mig til at begyndte på kapitel 11, men der skete så det, at jeg blev færdig med kapitel 11 og på en eller anden måde fik slettet det oprindelige kapitel 10, og kunne hverken gendanne det eller noget som helst. 

Så jeg havde ikke den store lyst til at skrive et par dage, for jeg var lidt trist, men endelig er jeg kommet over mit triste stadie og fik det skrevet færdigt. Jeg har prøvet at genskabe det, som var i det oprindelige kapitel og er faktisk bange for, at det ikke er som det andet, men tæt på. 

Jeg håber ikke, at der er for mange stavefejl, for jeg har ikke rettet det igennem. :) 

Jeg håber I kan lide det og efterlader en kommentar. (Jeg regner ikke med, at det kommer til at ske igen! Jeg vil være mere opmærksom! og der går ikke lige så lang tid mellem alle kapitler, det kan jeg højt og helligt love) kys 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...