Det farvel jeg aldrig fik

"På det tidspunkt anede jeg intet om, at mit liv skulle til at tage en voldsom og forfærdelig drejning" - 'Det farvel jeg aldrig fik' er historien om Louise på 18 år, som en fredag aften får et opkald, der vil ændre hendes liv drastisk. Dette er mit bud på skrivekonkurrencen 'Det svære farvel'.

2Likes
4Kommentarer
160Visninger
AA

1. Det farvel jeg aldrig fik

 

Min mobil ringede, mens jeg sad og så X-Factor alene den kolde fredag aften. ’Thomas’ stod der på displayet. Jeg magtede ikke at snakke med ham. Jeg orkede bare ikke. Derfor lod jeg den ringe ud, men han blev ved. Det var som sådan en træls flue, som konstant summer foran en. Senere fandt jeg ud af, at det at jeg ikke tog telefonen med det samme, ville blive en af mine største fortrydelser. Til sidst tænkte jeg, at jeg nok hellere måtte tage den. På det tidspunkt anede jeg intet om, at mit liv skulle til at tage en voldsom og forfærdelig drejning. Ligeså snart han begyndte at snakke, kunne jeg mærke tårerne trille ned ad min kind. Mobilen blev holdt oppe ved mit øre af min rystende hånd. Min mund var som låst fast. Jeg kunne på ingen måde åbne den for at få et enkelt ord ud. Det føltes, som om han snakkede i evigheder, selvom der nok kun var gået et par sekunder.

 

Jeg smed mobilen fra mig, og jeg var egentlig fuldkommen ligeglad med, om den var blevet smadret i faldet. Jeg kunne ikke tænke på andet, end de ord jeg havde hørt i den anden side af røret. Jeg løb ud af huset, smækkede døren og satte mig ind i bilen uden sko, jakke, taske eller noget som helst andet. Det føltes, som om al luften var blevet trukket ud af bilen. Det var umuligt at trække vejret. Jeg kørte ud af carporten og kørte ud på vejen. Pludselig kunne jeg ikke huske, hvor jeg skulle hen. Jeg kunne ikke huske, hvilken retning jeg skulle. Jeg kunne ikke finde hoved og hale i, hvad der var virkelighed, og hvad der ikke var. Alligevel fik jeg dog fundet frem til bygningen. Jeg spottede med det samme Thomas. Han kom løbende hen mod bilen, da han fik øje på mig. Han lignede noget, der var løgn. Nok ligesom mig selv.

 

Han flåede bildøren op og holdt om mig. Hans tårer ramte min nakke. Mine tårer ramte hans orange hættetrøje, som jeg kunne mærke var helt varm og svedig. Vi udvekslede ikke et eneste ord, mens vi stod i hinandens arme. Han nikkede ind på bygningen som en hentydning til, at vi nok snart skulle til at derind. Jeg nikkede tilbage, selvom jeg frygtede for at finde ud af, hvor slemt det stod til. Min krop knugede sig automatisk til Thomas’ arm. Vi trådte ind i elevatoren. Thomas vidste nøjagtig, hvor vi skulle hen. Elevatordøren åbnede sig igen og ledte ud til en lang gang. Det føltes som den længste gang nogensinde. Derudover kunne jeg ikke tænke klart. Mit hoved og min krop snurrede rundt. ”Hun er herinde”, sagde Thomas med gråd i stemmen og drejede ind mod en dør med nummeret ’34’ på. Og der lå hun.

 

Det lignede hende ikke, men jeg kunne kende hende. Det var hende. Hun var stadig smuk. Hun var altid smuk ligemeget hvad. Kvæstelserne havde næsten gjort hende ugenkendelig for andre end Thomas og jeg. Det var først i det øjeblik, jeg så hende, at det gik op for mig, at dette mareridt altså var virkeligt. Jeg løb hen til sengen og greb om hendes hånd. Den føltes hel kold. Jeg faldt mod jorden. Et kort øjeblik besvimede jeg. Da jeg kom til mig selv igen, fandt jeg mig selv siddende lige ved siden af sengen. Der var kommet en læge og sygeplejerske ind i rummet. De stod og snakkede med Thomas. Fra hvor jeg sad, var det umuligt at høre, hvad de snakkede om. ”Hvordan.. hvordan.. klarer hun den?”, kom lige pludselig ud af min mund. Det var mine første ord, siden Thomas havde snakket med mig i telefonen.

 

Lægen kom hen mod mig. De næste ord, der kom ud af hans mund, ville være afgørende. ”Vi beklager. Vi har gjort alt, hvad vi kan. Der er ingenting vi kan gøre nu. Hun overlever ikke”, sagde han trist og undgik at få øjenkontakt med mig. Jeg tror ikke, jeg svarede ham. Jeg mærkede en følelse, jeg aldrig før havde følt. Et tab. Et tab, der ville præge mig resten af mit liv. Som alt andet følte følelsen dog ikke virkelig. Intet føltes virkeligt. Jeg kunne mærke Thomas kigge på mig, men jeg prøvede at undgå at kigge på ham. Det ville gøre for ondt.

 

Inden lægen gik, sagde han: ”Tag endelig jeres tid med at sige farvel”. Farvel? Hvad var det overhovedet for noget at sige. Der var ikke noget, der hed farvel mere. Det var alt sammen for sent. Ingen vidste, det ville ende sådan her. Hvordan i alverden skulle man da også kunne forudse en bilulykke. Det kan man da ikke i sin vildeste fantasi. Det er kun sådan noget, der sker i film, nyheder og bøger. Det var ikke meningen, at det skulle ske i min verden. Ikke i min verden. Det blev jeg ved med at tænke. Det skulle ikke ske. Det skulle ikke ske. Men det var jo for sent nu. Der var sådan set intet at gøre. Man følte sig magtesløs. Man følte sig skyldig. Man følte sig tom. Jeg sad i lang tid bare og græd. Thomas stod henne i hjørnet bare og græd. Sådan sad vi i lang tid. Måske en halv time. Tårerne trillede den ene efter den anden.

 

Jeg råbte noget. Jeg kan ikke huske, hvad jeg råbte, men det fik da Thomas til at komme hen til mig. Han klappede mit hoved på en mærkelig måde. Jeg kiggede endelig op på ham. Hans ansigt var blødgjort i tårer. Han kiggede hen på hende. Jeg tog mig sammen og rejste mig. Vi gik hånd i hånd hen mod sengen, hun lå i. Jeg aede hendes kind, mens jeg klemte Thomas’ hånd. Thomas lænede jeg ind over mig og rørte hendes hånd. Vi rystede begge to på hovedet. ”Jeg bliver nødt til at sove her i nat”, sagde jeg. Thomas nikkede. Det ville han også. Thomas havde altid været den stærkeste af os, så det var ham, der snakkede med lægerne på sygehuset. Jeg blev bare siddende. Svagere end nogensinde. Med en hamrende smerte, som havde bredt sig i hele kroppen. Smerten var følelsen af sorg. Den følelse ville aldrig forsvinde. Min mor. Min kære mor var væk. Jeg ville aldrig få sagt farvel. Det var for sent...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...