Up to Date ◆ Louis Tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2017
  • Opdateret: 5 apr. 2017
  • Status: Igang
21 år. Lever i spotlightet. Selvdestrukterende. En selvoplæst nar, det nægter at lytte til andres ord. Dette er altså indtil, at han møder Josephine, håbet for hans fremtid. 34 dage, og en kærlighed uden lige, at udleve. Var Louis alligevel for håbløs for Josephine? // Bidrag til shipping konkurrencen, med shipping navnet Lousephine - Fik en andenplads i Shipping konkurrencen.

21Likes
22Kommentarer
4684Visninger
AA

4. Ⓙ KAPITEL TRE

DAG 3

Musikken bankede om ørerne på mig, og bassen kunne mærkes i fødderne, på trods af de høje stiletter. En stram festkjole, bestilt på nettet for en sølle mængde penge. En makeup der havde taget flere timer at ligge, og et hår så opsat, at det gjorde ondt. Parfume sprøjtet på så kraftigt, at alkoholen næsten ikke kunne lugtes.

En taske fyldt med de vigtigste ting. Tyggegummi, parfume, vatpinde, læbestift, deodorant. Kondomer, pung, penge, mobil, oplader, og ID. Bare i tilfælde af, at jeg skulle forsvinde ude på gaden. 

Alkoholen kørte rundt i mit blod, og gjorde mig i et langt bedre humør end jeg burde være. End jeg normalt ville være, sådan en fredag aften her, i hvert fald. At min bedste veninde, Teresa, endnu en gang havde formået at lokke mig med på en forfærdelig bar, med nærtagende tøser og mænd der gramser, var pinligt. 

Jeg havde det samme standpunkt hver gang hun spurgte. Så længe, at det var en bar eller diskotek i vores egen by, ville svaret være nej. Når hun så spørger, om vi skal tage til en anden by, jeg accepterer, og vi begynder at drikke, er jeg pludseligt helt klar på bare at tage ned på den lokale. 

Lokalet var fyldt med folk, som for længst havde fået alt for meget at drikke. Folk kunne knapt nok stå på deres egne ben, for slet ikke at snakke om den mængde alkohol, som var overalt på deres tøj. Gulvet var klistret ind i alt fra alkohol til stoffer, mudder fra skoene, og neglelak der var blevet kradset af. 

Terese stod med tungen nede i en tilfældig fyrs hals, mens hun kæmpede for, ikke at hælde sin drink udover ham. Hun balancerede på en fod, mens hun på en akavet måde, prøvede at få det andet ben omkring drengens. Han lignede en anden skoledreng, han kunne umuligt være over atten. 

Her var ikke mange mennesker som jeg kunne genkende, ikke andre end de tre bartendere der var på arbejde. Flere af dem, havde jeg set her før, og det samme med nogle af fulderikkerne omkring mig, men ikke nogle som jeg kendte navn eller alder på. Det eneste jeg vidste om dem, var at de kunne lide at være fulde, eftersom at de var her hver gang jeg også var her; som efterhånden var oftere og oftere. 

I flere kroge stod fulde folk og kyssede med hinanden, for blot at glemme det dagen efter. Selv, følte jeg mig som en gammel, gift kone, som blev forarget over, at folk bare kunne stå og kysse så voldsomt med en ukendt person, foran så mange andre personer. Det er noget, som man burde gøre i mere lukkede situationer.

Ikke sagt, at jeg ikke kysser med folk jeg ikke kender, på de underligste steder. Men at gøre det hver fredag, med flere forskellige personer på en aften, det er bare ikke min stil. Som regel, ender jeg også med at have kontakt til drengene efter. Et one night stand, er ikke just noget for mig. 

Men så ramte hans øjne mine, og det var som om, at hele min mave slog knuder og eksploderede med gnister. Ikke nok med sommerfugle der skulle flyve rundt fra under navlen til ribbenet, så skulle elefanter også trampe i mit mellemgulv, og fisk svømme rundt i mine mavesyre, og ikke nok med kemien mellem to to par øjne der stirrede dybt ind i hinandens, så skulle alkoholen også ende overalt på gulvet. 

Efter det altså allerede var blevet slugt en enkelt gang. 

Så ja, jeg kastede op, da følelserne i maven ramte mig. Så om det var kærlighed ved første blik, eller om følelserne bare var et sus af kvalme, og en opkast på vej, det ved jeg faktisk ikke. 

Da en hånd blev lagt på min skulder, og jeg igen rejste mig ordentligt op, opdagede jeg flere ting. Der var bræk overalt på mine sko, og sikker også flere steder i mit hår. Ham jeg havde fået øjenkontakt med, stod ikke længere hvor han var før. Ham jeg havde fået øjenkontakt med, var løbet hen til mig, for at ligge en hånd på min skulder. Så da jeg vendte mig om, og mine øjne igen mødte hans, var følelsen overraskende. 

Det var ham. Det var ham, som jeg havde snerret af få dage før, da han havde opført sig som en anden nar. Det var ham, som kun var en smule attraktiv, men hvor det snært af hans personlighed som jeg havde opdaget, fuldstændigt ødelagde alt det gode, som man kunne se på. Det var ham. Louis. 

“Ser man det,” startede han ud, med en utroligt flabet tone i mælet. Jeg rystede svagt på hovedet, og var pludseligt skuffet over den følelse jeg havde fået, da jeg ikke havde set andet end hans øjne. 

“Pigen som mener, at jeg tænker for højt om mig selv.” Tænk, at jeg havde følt sådanne følelser om hans øjne. Ikke nogen undren over, at jeg pludseligt skulle kaste helt voldsomt op. Jeg havde ikke kunne genkende ham, men han havde tydeligvis genkendt mig. Det siger lidt om, hvor opmærksom vi hver især havde været på hinandens udseende, ikke?

“Ser man det. En højrøstet nar,” svarede jeg ham igen, med et svagt smil på læben. Jeg kørte en tot hår om bag øret, og kunne mærke en smule bræk nede i spidserne. Jeg havde ikke ligefrem den bedste hygiejne lige der, og det indrømmede jeg gerne - og modsat så mange andre, lagde jeg mærke til det. 

Jeg vidste, at jeg havde tyggegummi og mintpastiller i den sorte taske, som hang ned langs min hofte, så lige så snart Louis ville lade mig være, og lade mig være fuld uden hans nedladende kommentarer, så kunne jeg tage sådan et i munden, så jeg ikke længere smagte eller lugtede af bræk. 

Måske ville jeg endda kunne flirte med en bartender efter det. Især nu, når jeg skulle glemme følelser der dukkede op, under Louis’ og min intense øjenkontakt. 

“Av, du sårer mig endnu engang,” svarede han, med en tydelig fiskning efter mit navn. Jeg grinede svagt, inden jeg vendte om på hælen, og gik hen imod baren. Jeg kunne hverken høre eller se Louis, men jeg kunne tydeligt mærke, at han fulgte efter mig. Den følelse man får i hele kroppen, af når nogle går bag en. 

Jeg kunne mærke hans øjne på min ryg, og jeg kunne mærke hvordan han med hurtige skridt og lange ben, indhentede min klodsede gang i stiletter fyldt med lugtende, alkohol fyldt, bræk. 

“Du ved,” halvråbte han efter mig. Han var ivrig, og pisse irriterende. Han skulle overdøve musik, og på samme tid skulle han fange min opmærksomhed. Jeg vendte mig hidsigt om, og placerede en hånd på min talje, for at skyde hoften ud til siden, og stille et ansigt op, hvor man ikke var i tvivl om hvad jeg følte for ham. Absolut intet andet, end at han var en irriterende pine i røven, som ikke kunne forstå en hentydning. 

“Hvis vi skal blive ved med, at rende ind i hinanden sådan her, så ville et navn være praktisk.” 

Jeg himlede med øjnene, og overvejede meget kraftigt bare at gå endnu længere væk fra ham, indtil han ikke turde komme tættere på, i frygt for at jeg ville skrige foran bartenderne, som ville gøre alt for, at gøre en pige glad. Jeg åbnede svagt munden, men ingen ord kom ud. I stedet kom en fantastisk idé frem i mit hoved. 

“Her er hvad du må kalde mig, Louis. Jackie,” fortalte jeg ham. Min fantasi var ikke blot opfindsom, for at finde et helt almindeligt navn. Niks, jeg skulle absolut starte med de tre bogstaver, som også var mine initialer. Han nikkede kort, inden han begyndte at grine af mig. 

Jeg vendte mig om, og gik tættere mod baren, og jeg havde ingen følelse af, at nogle fulgte efter mig igen. 

Hvor længe der gik, ved jeg ikke helt præcist. Hvor længe jeg stod i baren, og tyggede på mit tyggegummi, eller hvor mange gange jeg nåede at gå ud på toilettet for, at fjerne endnu en klump bræk, som på mystisk vis var endt alle andre steder end hvor det burde ende, men pointen er, at jeg ikke ved hvor mange timer der gik. 

Hvor mange timer der altså gik, før at Terese endnu en gang fandt mig, for blot at fortælle, at jeg selv skulle komme hjem, men at hun nok skulle komme over og pleje sine tømmermænd sammen med mig og mine egne, kommende tømmermænd. Efter det, forsvandt hun ud af døren med den attenårige fyr, som hun havde kvalt med sin tunge tidligere på aftenen. 

Jeg ved heller ikke hvor længe der gik efter det, til at jeg pludseligt følte mig alene på baren. Den ene bartender var allerede forsvundet med en ung, naiv, mindre smuk pige, som smittede af med makeup på hans ellers hvide skjorte. Så der stod to bartendere tilbage, mindre kønne end hvad min standard ellers var, og de prøvede begge meget ihærdigt at flirte sig til, at komme med mig hjem. 

Hvor lang tid der gik fra, at jeg lod dem prøve, til at Louis kom og ødelagde alle deres chancer ved jeg egentlig heller ikke. Han kom hen, og var den største nar overfor mig. 

“Hvad laver du?” Spurgte jeg ham, med en anelse vred tone i stemmen. Jeg var ovenud lykkelig for, at han fik mig væk fra bartenderne. Når først de begynder, så kommer man kun væk, hvis man tager hjem, eller hvis et bedre tilbud kommer. Jeg var for fuld til, selv bare at komme væk fra deres elendige smigre. 

“Jeg hævede dine standarder, Jackie.” Jeg kunne høre det med det samme. Han vidste udemærket godt, at Jackie ikke var mit navn, eller noget som helst tæt på. Men jeg havde bare ikke lyst til, at fortælle en som Louis mit navn. En som ikke kan binde sig, og en som bare tror, at han ved, at han er bedre end alle andre. 

“Mine standarder var fint høje, bare så du ved det. Jeg havde ikke brug for en redning,” svarede jeg spydigt tilbage. Han satte en hånd på hjertet, og så mere eller mindre fornærmet ud, på den mest skuespilsagtige måde nogensinde. Det var grinagtigt. Jeg løftede mit ene øjenbryn, for at få ham til, at stoppe sine lege. 

“Du ved, jeg forstår altså godt en hentydning. Men bare lige til din information, så var det utroligt sårende da du så mig, og så kastede op.” Han havde en form for humor, som jeg ikke rigtigt kunne forstå. Jeg kunne ikke forstå, hvorvidt han mente de ting han sagde, eller om hans sætninger var fyldt med sarkasme, ironi og humoristiske løgne. Jeg kunne ikke læse ham, og det irriterede mig mere end hans personlighed. 

“Du ved, de fleste ville holde sig væk.” Louis grinede svagt, mens han rystede på hovedet. En ting, som han havde gjort meget de to gange vi havde mødtes. Det føltes som meget mere, så træt som jeg allerede var af ham. 

“Du ved også godt, at de fleste ville elske, at jeg snakkede til dem, ikke?” Jeg sukkede dybt, mens jeg rullede mine øjne højt op i panden af ham. Jeg tror ikke engang, at han selv opdager det. Jeg tror vitterligt ikke, at han selv ved, hvor selvglad og egoistisk, og kongelig han får sig selv til at lyde. 

“Du er en nar,” svarede jeg, uden egentlig at tænke over hvilke ord der kom ud af min mund. Louis så overrasket ud, og ikke blot en lille smule chokeret, men direkte overrasket og forarget. Taget ud fra hans reaktion, så er jeg rimeligt sikker på, at ingen nogensinde har sagt det til hans ansigt før. 

Jeg er dog også sikker på, at de har tænkt det om ham, og har sagt det til andre. Alle andre end ham, måske. 

“Du kender mig ikke,” forsvarede han sig selv med, som om at det gjorde den store forskel i dette tilfælde. Han var ikke en nar, fordi at jeg kendte ham for godt, og kunne tillade mig at sige det. Han var en nar, fordi at han opførte sig som en, foran fremmede mennesker.

“Måske du burde opføre dig mindre som en nar, overfor mennesker der ikke kender dig, så.” Hvor alle spydighederne kom fra, vidste jeg ikke. Normalt turde jeg ikke åbne min mund, normalt holdte jeg det inde i mig selv, og lod bare tankerne ligge på hylden. Normalt ville jeg bare undgå de mennesker, som irriterede mig. Jeg ville holde mig væk, fordi at jeg vidste, at jeg ikke ville kunne lide dem. 

“Jeg vil gerne lære dig at kende,” fortalte han, med en optimistisk tone i stemmen. Jeg kom til at grine af hans udtalelse, og at gøre det, virkede måske lidt ondt. Men han havde ikke just været imødekommende, eller glad omkring mig. Han havde ikke ligefrem forsøgt på, at starte en oprigtig samtale. 

“Fint. Jeg hedder Josephine,” svarede jeg ham, inden jeg vendte om på hælen, og gik hele vejen ud af døren og ud i den isnende kulde, og den stjernefyldte nattehimmel.

 

Louis forsøger! Hvad tænker I?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...