Up to Date ◆ Louis Tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2017
  • Opdateret: 5 apr. 2017
  • Status: Igang
21 år. Lever i spotlightet. Selvdestrukterende. En selvoplæst nar, det nægter at lytte til andres ord. Dette er altså indtil, at han møder Josephine, håbet for hans fremtid. 34 dage, og en kærlighed uden lige, at udleve. Var Louis alligevel for håbløs for Josephine? // Bidrag til shipping konkurrencen, med shipping navnet Lousephine - Fik en andenplads i Shipping konkurrencen.

21Likes
22Kommentarer
4537Visninger
AA

3. Ⓛ KAPITEL TO

DAG 1

“Hvordan kan du ikke have hørt om mig?” Spurgte jeg, med en lettere fornærmet tone i stemmen. Der stod en ung kvinde foran mig, en ung kvinde som arbejde på en diner som brugte mit firma, og hun havde absolut ingen anelse om hvem jeg var, eller hvorfor paparazzier skulle være så interesserede i mit liv. 

“Du har vel bare ikke fanget min interesse,” svarede hun, mens hun trak på skuldrene. Jeg var slet ikke nået til, at spørge ind til hvem hun var. Chokket over, at jeg skulle fortælle hvem jeg var, og den tid jeg var om det, havde ledt mig væk fra mine oprindelige tanker. 

Jeg var sikker på, at jeg havde set hende før. Et eller andet sted, med to andre mennesker, som jeg vidst engang snakkede meget med. Dengang, for omkring seks år siden, var vi begge betydeligt yngre. Vi var teenagere, som ikke forstod hvad der foregik omkring os. Jeg ville bare gerne vide, om det var hende. 

“Og du er helt sikker på, at du aldrig har mødt mig før?” Jeg kunne simpelthen ikke komme mig over det. Jeg kunne ikke finde ud af, hvilken følelse det var, som fyldte min krop. Jeg kunne ikke finde ud af, hvorvidt jeg kunne lide det eller ej. Hun vidste ikke hvem jeg var. Hvis hun var den pige, som jeg brugte al min tid med for seks år siden, så ville jeg være såret. Så såret, som jeg kunne være som en enogtyveårig succes. 

“Jeg har aldrig kendt en Louis William Tomlinson,” svarede hun. Hun virkede oprigtig, så jeg nikkede bare forstående, mens jeg gav mig til at svinge min jakke over min skulder. Paparazzierne måtte være væk fra gyderne nu, og det måtte efterhånden være sikkert for mig, at komme hjem. 

“Hvad hedder du?” Spurgte jeg hende om, mens jeg rejste mig fra stolen. Jeg rykkede stolen ind mod bordet igen, og kiggede op på pigen, som kiggede måbende på mig. Jeg grinte svagt, inden jeg gik mod døren. 

“Desværre, Louis. Jeg fortæller ikke mit navn til folk, som tænker for højt om sig selv.” 

 

 

Gaderne var kolde, og mørket omringede mig. Der var langt at gå, for at komme hen til det sted, som jeg kaldte mit hjem. De fleste nætter sov jeg på kontoret, for det var langt lettere for mig. Jeg var træt af det, jeg var træt af bare at være ham fyren fra Tomlinson Archives. Jeg ville være mere. 

De sidste par måneder, var jeg blevet til mere. Jeg havde skabt et ry for mig selv, og jeg var blevet en selvstændig person. En person, som bladende kæmpede om at skrive om, og en fyr som havde en hel kalender fyldt med aftaler. Mange af aftalerne involverede interviews, og generelt offentlig omtale. 

Det betyder ikke, at jeg ikke er ked af måden, det hele skete på. Som attenårig, måtte jeg overtage Tomlinson Archives. Jeg hadede betingelserne for det, og jeg vil altid hade dem. Jeg vil altid hade mig selv, for at acceptere. Min fars død, var hvad der gav mig min succes. Jeg har baseret hele min sociale status, på at en person nær mig, døde. Døde en lang og smertefuld død, grundet sygdom. 

Inden min fars død, i hans lange sygdomsperiode; lærte han mig op. Han forklarede mig alle systemer, han fortalte mig alle vores kontakter, og alt hvad jeg ellers havde brug for at vide. Jeg ledte kongeringet længe inden min far døde, og det ved alle omkring mig. Men folk ved bare ikke, at han ledte det sammen med mig.

Jeg nåede på et tidspunkt et punkt, hvor jeg ønskede at han bare ville dø. Jeg kan ikke forklare det, og jeg har aldrig fortalt det til nogle. Han var i smerter, han led hvert et sekund han var vågen, og han lå rastløs og vågen om natten. Han var klar til at dø; jeg var klar til at han skulle dø. 

Tankerne om, om jeg blot ønskede mere magt, strejfede mig mange gange. Til sidst begyndte jeg at tro på det, og leve efter det. Jeg var højere oppe end alle andre, og jeg vidste det. Når først andre begynder at se en, på den måde, så er det svært at pille væk igen. Jeg havde brug for rampelyset, det var min redning. 

Nu har jeg skulle leve med det så længe, at det er blevet en del af min personlighed. Og jeg kan ikke finde ud af, hvorvidt jeg hader eller elsker det. Det er en del af mig, og det siger en del, men det var ikke sådan jeg var engang. Jeg plejede, at være glad og sprudlende og fuld af energi, og jeg ville ikke være overrasket hvis andre ikke ville kunne genkende mig længere. Mine barndomsvenner, ville ikke ane hvem jeg var. 

Mine skridt var lange, og mit tempo var hurtigt. Før jeg vidste af det, var jeg allerede ved den bolig som jeg havde lejet mig ind i. Jeg kunne ikke lide, at være bundet til et sted. Jeg brød mig ikke om, at eje noget så permanent som et hus, et hotelværelse, eller en lejlighed. Jeg nød min frihed, de steder jeg kunne have den.

Lysene brændte ud af vinduerne, og mest af alt lignede det, at nogle var hjemme. Sådan efterlod jeg det altid, også selvom bladene og fotograferne afslørede at jeg langt fra var hjemme. Der var værdifulde ting i den lejlighed, og der var ingen andre end mig, som skulle have dem i deres hjem. 

Nervøsiteten sad nok egentlig altid i min krop. Nervøsiteten for, at nogle udnyttede mig for omtale. At nogle udnyttede mig, for senere at kunne tage vigtige dele fra mig, på den ene eller anden måde. At nogle skulle lege med mine følelser, for at få mig til at virke som en hjerteknuser senere hen. 

Men den værste nervøsitet som jeg havde, var at jeg ville ende op på samme måde som min far. Jeg elskede ham, beundrede ham, og det vil jeg altid gøre, uden tvivl; men han satte sig selv i anden række. Han var ham fyren der startede Tomlinson Archives op, og han brugte så meget tid på det, at han ikke lagde mærke til en sygdom, som endte med at dræbe ham. Nyhederne lød på, at Tomlinson Archives leder var død. 

De nævnte ikke engang hans navn, i nogle artikler overhovedet. Det har jeg sørget for, ikke sker for mig en dag. Er det virkelig så forkert, som alle får det til at være? Jeg er kendt som Louis Tomlinson.

Jeg kunne være kendt for så meget andet. For at være knægten, som overtog sin fars sæde i Tomlinson Archives. Jeg kunne være den enogtyve årige millionær, som lever et luksusliv. Jeg kunne være kendt som ham den nye fra Tomlinson Archives. Men nej, for jeg er kendt som Louis Tomlinson.

Det er den omtale, som folk kender mig under. Mange ved så måske ikke, hvad det præcist er jeg arbejder som, men overskrifterne lyder på, at Louis Tomlinson nu endnu engang har gjort noget. Jeg er kendt på mit navn og på mig selv, og ikke på min døde fars firma, som han var. 

Det var en ting, som jeg gjorde anderledes end har havde gjort. Det var en ting, som gjorde at jeg ikke ville ende op ligesom ham. Jeg lagde mærke til mig selv; jeg lagde mig selv først endda. 

Louis William Tomlinson som et individ, var et vigtigt individ. Ikke blot fordi, at han ikke ville give Tomlinson Archives videre til nogle endnu, ikke blot fordi, at han var stinkende rig og tjente meget til sit land, men fordi at Louis William Tomlinson er et menneske, præcis ligesom alle andre. 

Jeg er vigtig, og det ved jeg, modsat min far, som ikke vidste det om sig selv. For ham, var hans firma det vigtigste. Han ødelagde sit ægteskab, og han ødelagde forholdet til sin søn. Det hele var arbejde, også mellem ham og jeg. Det er den eneste grund til, at han så mig værdig til Tomlinson Archives.

Jeg er vokset op med finanser og med kriser, og med et godt år, og med firmafester, og jeg er vokset op på et kontor. Jeg er vokset op med, at far ikke lige altid kunne være der, og jeg er vokset op med en mor, der ikke turde få en skilsmisse fra ham, for pengene var jo gode nok. Hun vidste ikke, hvordan hun skulle klare sig uden. 

Hun græd endda til hans begravelse, men hurtigt efter havde hun fundet en ny. Jeg har ikke snakket med hende siden, ikke siden hun fandt sammen med Steve. Hun var sammen med min far, og så døde han. Pludseligt var det som om, at de ikke havde opfostret et barn sammen. Som om, at de ikke havde været gift i næsten femogtyve år. Hun havde bare fundet en ny, så let som ingenting. 

Jeg havde ikke en mor længere, og det havde jeg ikke haft, siden Steve var kommet ind i hendes liv. For hende var jeg blot Louis William Tomlinson, som for alle andre var mere end blot perfekt, men når man tænker på, at hun er min mor, så ville jeg ønske, at hun så mig som søn. 

Så på trods af min perfekte karriere og mit luksusliv; så har jeg det langt fra så perfekt, som jeg kunne ønske mig. En mor ville være skønt, og hvis nervøsiteten for udnyttelse også ville forsvinde, så ville jeg være endnu mere glad. Så ville jeg kunne sætte mig til ro, eller bare være en normal enogtyve årig knægt. 

Faktisk, så har jeg ikke været i byen siden jeg overtog Tomlinson Archives. Udnyttelsen på en bar eller på et diskotek, er simpelthen bare for stor. Måske jeg skulle genoverveje min beslutningen om ikke at feste med andre på offentlige steder. Måske jeg skulle tage på en bar igen, snart.

 

Wuup, endnu et kapitel! Vi fik lige lidt introducerende tanker fra Louis, og en lille bitte spoiler om et kommende kapitel. 

Hvad synes I om Louis og hans historie?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...