Up to Date ◆ Louis Tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2017
  • Opdateret: 5 apr. 2017
  • Status: Igang
21 år. Lever i spotlightet. Selvdestrukterende. En selvoplæst nar, det nægter at lytte til andres ord. Dette er altså indtil, at han møder Josephine, håbet for hans fremtid. 34 dage, og en kærlighed uden lige, at udleve. Var Louis alligevel for håbløs for Josephine? // Bidrag til shipping konkurrencen, med shipping navnet Lousephine - Fik en andenplads i Shipping konkurrencen.

21Likes
22Kommentarer
4781Visninger
AA

8. Ⓙ KAPITEL SYV

DAG SEKS

Middagen havde været fantastisk med Louis. Jeg havde fået et helt andet syn på ham, end jeg før havde haft af ham. Han havde fået mig til at le og grine, og ikke mindst smile. Arrogancen kunne stadig anes svagt, men den var ikke lige så tydelig som den før havde været. Han havde virkelig prøvet.

Han havde fået mig til, at ønske, at se ham igen. For det havde jeg virkelig lyst til. Jeg havde lyst til at bruge endnu en aften sammen med ham, og lærer ham endnu bedre at kende. Jeg ville høre alle hans gode minder, og hans mørke hemmeligheder, og alt hvad der lå imellem. 

Det var det stik modsatte af, hvad jeg havde haft lyst til inden middagen. Nu kunne jeg slet ikke forstå, hvordan jeg havde haft lyst til, at afvise hans invitation. Han havde i realiteten spurgt, om jeg ville ud på en date med ham. Jeg kunne kun forestille mig, hvor atypisk det måtte være for ham. 

Vi havde haft en oprigtig samtale, hvor vi lærte hinanden at kende. Vi fortalte ting om os selv, som havde gjort os til dem vi var den dag i dag. Vi havde udvekslet telefonnumre, og sociale medier, og Louis havde endda fået mit fulde navn. Han havde komplimenteret mig, på mere end en måde. Han havde komplimenteret mig på mit udseende, på min personlighed, på mit navn, og på den effekt jeg åbenbart havde haft på ham. 

Jeg sad hjemme hos mig selv igen, hjemme i min egen lejlighed, og kiggede ud over byen. Jeg havde altid haft et blødt punkt, når det kom til at kunne sidde i en vindueskarm, og kunne kigge drømmende ud på menneskerne omkring en. Jeg kunne godt lide, at sidde og forestille mig hvilke typer de var. 

Ofte sad jeg og parrede dem der gik alene med hinanden, prøvede at give dem navne og personligheder. Det var en barnlig vane, leg og rent tidsfordriv, men jeg kunne ikke lade vær. Jeg syntes det var hyggeligt, og det var en måde for sig selv, at bruge den kreative side af ens hjerne på. 

Nogle ville skrive, nogle ville tegne, andre ville synge - men jeg ville bare gerne sidde, og prøve at regne de forskellige typer mennesker ud, taget ud fra deres tøj, hår, og måden de gik på. 

Førhen havde jeg siddet og lavet typer som Louis, og jeg havde væmmes ved tanken om dem. Hvordan deres syn på kvinder var, og hvordan de brugte deres fredage aftner, og hvordan det bare var så langt væk fra, fra hvad jeg kunne tænke mig, i en jeg skulle møde i fremtiden. Men han havde forbløffet mig. 

Jeg kunne ikke fortælle det til mig selv nok gange, jeg kunne ikke nive mig selv i armen for ofte. Om det var virkeligt eller ej, havde jeg stadig min tvivl på, men Louis William Tomlinson, en fyr der bruger sin fredag aften på en lidt anderledes måde end jeg gør, havde forbløffet mig, med sin personlighed. Med andre ord; han havde fejet benene fuldstændigt væk under mig. Jeg var betaget af idéen om ham, og ønskede inderligt, at han ville blive en realitet. For den mand jeg så i mine tanker og drømme, havde ingen mangler.

Perfekt er ikke ordet, som jeg leder efter. Måske nærmere det modsatte. At være perfekt, er også at være mangelfuld. Man mangler disse særheder og vaner, som man ville ønske man var foruden. Man mangler sine fejl og uperfektioner, som andre mennesker finder så charmerende, og som netop er så karakterdannende. 

Jeg tror vitterligt ikke, at folk opdager hvor vigtige fejl er. De er med til at danne hele ens jeg, og netop dét er grunden til, at vi har så svært ved at undgå dem, eller få dem til at forsvinde. 

Jeg ville opdage hvad Louis’ mangler var. Jeg ville lære at elske dem, og jeg ville i smug smile af det, hver gang han viste en af dem. Egentlig ville jeg bare gerne smile ved siden af ham. 

Om han havde puttet noget i min vin, kunne selvfølgelig også være tilfældet. Han havde virket oprigtig, sød, charmerende, attraktiv, høflig og betænksom, og det var ikke lige just de ord, jeg ville have beskrevet ham med, ved vores første to møder. Egoistisk, selvopblæst, selvoptaget, ødelæggende. Dette var nærmere de ord.

Der var intet af det der gav mening, ikke engang mine egne tanker. Jeg havde kigget på ham med helt andre øjne, og jeg havde ikke været afvisende, og måske havde det været tricket - eller også var jeg bare udkørt. 

Et gab forlod min mund, og smerten i min hals var strækningen fyldte hele min krop. Jeg tog en tår af det vand der var ved siden af mig, inden jeg trak gardinerne for vinduet, så mørket fyldte soveværelset. Klokken var tidligt om morgenen, og de fleste mennesker foretrak stadig, at holde sig indendøre, og under deres dyner. Vejret udenfor var skiftende, mellem to sæsoner, og nok halvdelen af byen lå med influenza.

Iført mine nat shorts og en tanktop, hoppede j eg op i min seng, og krøb langt ned under min dyne. Jeg havde absolut ingen planer for dagen, og derfor kunne jeg tillade mig at tage en lur. Byen ville ikke smutte nogle steder fra mig, hvis jeg gjorde, og det virkede ikke til, at mine venner var vågne rundt omkring i kvarterene endnu. Så hvis jeg kunne indhente lidt søvn, så ville det være helt perfekt for mig. 

Jeg fik lagt mig godt til rette, lukkede øjnene, og mærkede hurtigt hvordan min krop blev tung. Det sortnede for mine øjne, og hurtigt var jeg faldet i søvn igen, og kommet ind i mit helt eget parallelunivers; netop mit drømmeland. 

 

 

“Mor, jeg fryser,” hviskede jeg ud, i håb om at hun ville finde min stemme. Jeg kunne høre åen risle, og blæsten der forsigtigt hev i bladene. Men som lille, lagde man vel også mere mærke til detaljerne end omgivelserne. 

“Hvad siger du, skat?” Min mors hånd fandt hurtigt frem til min, og var hurtigt i et fast greb rundt om. Kulden ramte mine barer skuldre, og mine barer ben. Sandalerne på mine fødder, gav ikke just nogen varme, og holdte heller ingen grene, insekter eller snavs væk fra mine nyvaskede tæer. 

“Det er koldt, mor,” fortalte jeg hende atter igen. Det var som om, at hun ikke hørte hvad jeg sagde. Hun lagde en hånd på mit hoved, og aede mig svagt i håret, så godt som hun nu kunne på grund af de to rottehaler, som sad i vejen for hende. Det føltes beroligende, på en irriterende måde. 

“Jeg forstår ikke hvad du siger, Josephine. Snak højere,” sagde hun, med en striks tone i stemmen. Hun skruede aldrig bissen på overfor mig, i hvert fald. Det var en helt anden sag overfor far og faster. 

Hun sagde altid, at de to rottede sig sammen mod os. At vi var alene i verdenen, kun os to mod alle andre. Jeg forstod aldrig helt, hvad hun mente med det. Vi havde været alene i et par uger, men jeg skulle jo se far igen. Det havde han lovet mig, inden mor tog mig med på ferie. 

“Det er koldt!” Jeg gik fra, at have hvisket, til at råbe så man kunne høre råbet op til flere gange. Vi var virkelig alene herude, ingen andre end os og lydene fra naturen omkring os. Min stemme havde været skinger, og det rev i hele min hals, da jeg skulle synke efter. 

Mor kiggede forfærdet på mig, som om, jeg ikke længere var hendes barn. Som om, at hun stod med en fremmed pige i sin hånd. Men måske, var det også det hun gjorde. Var dette i virkeligheden min mor?

Jeg satte mig brat op i sengen, og tog mig til brystet med det samme. Mit åndedrag var hurtigt og overfladisk, og jeg havde svært ved, at blive siddende ret op i en blød madras. 

Det var længe siden, jeg sidst havde haft et mareridt. Flere år siden, og i hvert fald ikke siden jeg flyttede ind i lejligheden. Jeg kiggede på min mobil, som lå ved siden af mig. Jeg havde sovet i tre timer, hvis ikke en smule længere. Hvor længe drømmen havde stået på, var jeg på ingen måder klar over. 

Kun få detaljer af slutningen, var hvad jeg kunne huske. Lige så snart jeg havde åbnet mine øjne, forsvandt alle detaljer fra min hukommelse. Jeg kunne huske omridset af mareridtet, personerne, og stemningen. Det var ikke en gentagelse af, hvad der før var hændt i virkeligheden. Mine forældre havde aldrig haft åbne problemer, og diskuteret dem foran mig. Jeg havde aldrig, boet alene med min mor. 

Skoven vi havde været i, havde jeg aldrig før set. Ikke et eneste sted i nærheden af vores hjem, var der en skov med en å, med rindende vand i. Ej heller et sted, der var ubefærdet. 

Jeg var så forvirret, og fortsatte med at være det, selvom min vejrtrækning dog blev nogenlunde normal igen. Solen stod på sit højeste, og prøvede ihærdigt at skinne igennem gardinerne for mit vindue. Jeg var mere end blot vågen nu, jeg var vågnet af ren forskrækkelse og frygt, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg havde været et barn, i drømmen. Jeg var sammen med min mor, i drømmen. Vi havde været i en smuk skov. 

Derefter, var det hele blevet til et mareridt. Jeg havde skreget, jeg havde ikke været der, alt omkring mig var visnet. Jeg kunne ikke forklare det, for intet af det virkede reelt. Det virkede som en dårlig MTV serie, der senere ville ende på Netflix eller andre streaming tjenester. 

Min mobil lå i hånden på mig, og den lå der længe, inden jeg tastede min kode, og fandt frem til mine beskeder. Sytten ulæste, som var fra adskillige personer, adskillige datoer, og nogle endda fra en anden uge end den vi befandt os i. Jeg var dårlig til sådan noget - altså, til at tjekke beskeder og mails. 

Mine fingre kørte hen over skærmen, men uden noget formål. Jeg vidste ikke hvad jeg ville, om jeg ville skrive til nogle, eller hvem jeg skulle kontakte. Mine venner ville uden tvivl være vågne nu, men det virkede irrelevant at fortælle dem, om et mareridt der omhandlede mig som en lille pige. De ville sige, at jeg var tosset, og at jeg skulle gå til en psykolog i stedet for. 

Men så ville jeg i det mindste, måske, finde ud af, hvad mareridet betød. 

Øverst i beskederne, lå en besked fra Louis. Han havde skrevet mere end blot et par få ord, for jeg kunne ikke se hele beskeden uden at trykke ind på den. Jeg var fristet til at gøre det, men blev ved med at finde undskyldninger for, hvorfor jeg skulle ignorere hans besked. 

Jeg ville se ham igen, jeg ønskede at have kontakt til ham, uden tvivl - men jeg ved det ikke. Det hele virkede lidt hurtigt og forhastet, og uvirkeligt. 

Han er rig, og jeg kan knapt nok tjene mine egne penge. Jeg skal snart rejse ud på en rejse, som jeg har sparet sammen til i flere år, og stadig vil det være stramt at tage afsted. 

Lommepengene er ikke mange, og hotellerne er ikke luksuriøse. Otteogtyve dage, og så ville jeg ikke længere befinde mig i en by fyldt med regn og de samme typer mennesker, som jeg konstant render ind i, og lader ødelægge mit liv. Louis var et friskt pust, som jeg på ingen måder havde ønsket eller forventet.

Jeg vidste ikke helt, om jeg skulle være taknemmelig for chancen. For chancen, for en ny slags person, altså.

Han var ny og anderledes, og sikkert en person som jeg burde lade komme ind i mit liv. Men jeg ville jo netop ikke kunne nå, at lære ham, at kende. Jeg skulle rejse om fire uger, og så skulle jeg være væk, i næsten et halvt år. Han ville ikke ønske det, og han vidste det ikke. Jeg kunne ikke fortælle det. 

Jeg ved ikke hvorfor, at jeg ikke bare kunne sige det, som det var. Måske fordi, at jeg ikke selv ville indse, at det ikke kunne lade sig gøre? Jeg skulle til at rejse hele verdenen rundt, og jeg var ked af, at måtte vente seks måneder med, at lære en overfladisk, enogtyve årig, multimillionær at kende. 

Det virkede idiotisk og overfladisk, og som om, at jeg var en teenagepige, som ikke kunne overleve uden en mand i sit liv. For det var dét, Louis var. Han var en mand, modsat de drenge, som jeg før havde lært, at kende. 

Jeg lod min tommelfinger trykke på hans sms, og jeg læste den grundigt igennem. Faktisk læste jeg den op til flere gange, bare for at være sikker på, at jeg fik læst alle ordene korrekt. 

I stedet for, bare simpelt at svare tilbage på hans besked, som enhver anden pige ville gøre, gik jeg ind og ringede ham op. Mobilen placerede jeg oppe ved mit øre, og ventede håbefuldt på, at høre hans stemme i den anden ende af forbindelsen. Jeg kunne høre de sædvanlige, bippende lyde i min øregang, men stadig ingen stemme, med en tydelig britisk accent. 

Det er Louis,” hørte jeg så endeligt. 

Jeg tror vitterligt, at mit hjerte stoppede med at slå i sekund, og at jeg glemte at trække vejret. 

“Hej. Det er Josephine.”

 

Uha, den var ikke så god Josephine! Tror I, at mareridtet har nogen betydning?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...