Up to Date ◆ Louis Tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2017
  • Opdateret: 5 apr. 2017
  • Status: Igang
21 år. Lever i spotlightet. Selvdestrukterende. En selvoplæst nar, det nægter at lytte til andres ord. Dette er altså indtil, at han møder Josephine, håbet for hans fremtid. 34 dage, og en kærlighed uden lige, at udleve. Var Louis alligevel for håbløs for Josephine? // Bidrag til shipping konkurrencen, med shipping navnet Lousephine - Fik en andenplads i Shipping konkurrencen.

21Likes
22Kommentarer
4661Visninger
AA

7. Ⓛ KAPITEL SEKS

DAG 5

Gaderne var mørke, og de lignede alle sammen hinanden. Jeg kunne ikke huske andre detaljer, ikke andet end en sølle ting, hvor lygtepælen var gået ud. En kæmpe overraskelse for mig; det var ikke den eneste mørke sidegade, hvor der var en lygtepæl der ikke lyste længere. 

Sidegaderne blev ikke passet lige så godt på, som alle andre gader. Folk kom der ikke, når det var blevet mørkt, og derfor fandt folk det ligegyldigt. Det virkede underligt, at det sådan irriterede mig. Især når jeg havde pengene til, at gøre noget ved det. 

Alle gaderne lignede hinanden, og det var åbenbart ikke så atypisk at placere en form for spisested der. De folk, der arbejdede i bygningerne på sidegaderne, konstruktionsfolk, eller generelt bare nogle, der måske ikke kun befandt sig på hovedgaderne, spiste i sidegaderne og det var ikke besynderligt for dem. 

Der var overraskende mange muligheder; men i flere af spisestederne, var der skodder for vinduerne, og absolut intet tegn på liv eller bevægelse bag dem. De var gået konkurs alligevel. 

Jeg havde ingen tegn at gå ud fra, bortset fra, at jeg skulle bevæge mig ud i sidegaderne. Jeg skulle spørge efter en Josephine, medmindre at jeg selvfølgelig fik øje på hende. Det var usansynligt, og det var især usandsynligt at hun skulle arbejde i aften. Det var søndag, hun havde drukket fredag. 

Hun havde været så fuld, at jeg ikke engang ved hvad jeg skal tro. Jeg ved ikke, om jeg skal tro på, at de ting hun sagde var virkelige. At de signaler som hun udsendte, ikke bare var på grund af den meget forhøjede promille. Men så hev jeg mig selv ud af de tanker, da jeg så den. 

Dineren havde jeg fundet, og jeg var på vej ind af dørerne som knirkerede mere end jeg huskede. Men jeg var selvfølgelig også på farten sidst. Det hele herinde lignede sig selv, bortset fra, at jeg ikke kunne se Josephine. Det virkede stadig så underligt, at kunne sige hendes navn højt. 

Få dage inden, havde jeg slet ikke mødt hende. To dage inden, havde hun løjet om sit navn. 

Klokken over døren ringede, og jeg satte mig hen til et af de mindre beskidte borde. Man skulle tro, at et sted som dette ville have tid til, at tørre bordene af, så de få kunder de rent faktisk havde, ikke sad ved et beskidt bord og skulle spise den mad, som sikkert også kom direkte fra fryseren og frituregryden. 

Manden der kom hen imod mig, havde længere, brunt, krøllet hår. Han lignede en flink fyr, men han så også utroligt træt ud. Ikke blot på grund af tidspunktet, men nok også af sit arbejde. Jeg kunne ikke forestille mig, at der ville være meget travlt på en diner i en ligegyldig sidegade, på en aften som denne. 

“Kan jeg hjælpe dig med noget?” Hans stemme var dyb og mandig. Jeg løftede hovedet en smule, og smilede flinkt til ham. Hvorfor, ved jeg ikke. 

“Kender du Josephine? Hun skulle arbejde her,” fortalte jeg ham. Han grinede svagt, og nikkede med hovedet hen imod en pige, som stod med ryggen til os. Hendes hår var brunt og bølget, præcis ligesom Josephines var den første aften, jeg mødte hende. Jeg smilede venligt til fyren, som blev stående. 

“Er der ellers andet jeg kan hjælpe dig med, Hr. Tomlinson?” Spurgte han mig høfligt og formelt om. Næsten en smule for formelt, i hvert fald hvis man spurgte mig. Jeg var mere end bare sikker på, at han gjorde grin med mig. Men jeg lod det slippe, men også kun fordi, at en slåslamp ikke var det bedste scoretrick. 

“Kan du hente hende for mig?” Han var hurtigt til at nikke og gå sin vej, og han var overraskende hurtigt henne ved hende. Han lagde en hånd på hendes skulder, mens han snakkede med hende. De vendte sig begge to om, og kiggede ned i retningen af mig. Udtrykkende i deres ansigter var meget forskellige. 

Knægten virkede rar og sød, og var optimistisk da han kiggede på mig. Josephine derimod vendte uden tvivl det hvide ud af øjnene, og var irriteret over min tilstedeværelse. 

Med sløsende skridt, kom hun hen og stod foran mig. Jeg tror ikke før, at jeg havde lagt mærke til hvor smuk hun egentlig var. Hun så, så uskyldig ud, på samme tid med, at hendes øjne udstrålede noget helt andet. Det var en hårfin balance, som hun havde over sig. Det ene sted, under hendes næse, var hun som en engel. Hendes øjne og pande, fortalte mig blot noget helt andet. 

“Hvad laver du her?” Spurgte hun, med en irriteret tone i stemmen. Intet andet end forventet, selvfølgelig. 

“Jeg kom for, at se dig,” svarede jeg hende, selvsikkert og direkte. De øjne jeg før havde set, mødte mig endnu en gang. Med de hvide helt fremme, og pupillen rullende tilbage ned, sammen med iris. Men jeg kunne godt forstå hende, jeg er jo ikke en følelseskold fyr. 

Jeg kunne da sagtens se, at det var irriterende at blive opsøgt på sit job. Hvis hun var kommet til mig, og havde bestilt en tid på mit kontor, bare for at inviterede mig ud - som jo var det, jeg ville gøre - så var jeg også blevet irriteret. Men jeg vidste også, uden at kende hende, at hun ville hade det endnu mere, hvis jeg havde hyret en privatdetektiv til at finde hende. 

Nu havde jeg selv uden hjælp, ledt alle sidegader igennem i to timer, kun for at finde hende. Det måtte da give nogle bonuspoint, også selvom hun måske ikke ville tro på det. 

“Men nu har du set mig. Ville du ellers andet?” Spurgte hun mig. 

Hvis ikke jeg tog fejl, var der andet end irritation i hendes spørgsmål. Hun havde trukket på smilebåndet kort, under hendes reelle spørgsmål. Et lille håb fra hendes side af, måske.

“Vil du med ud og spise?” Spurgte jeg hende om, på trods af at det ikke var planlagt. Normalt var jeg ikke en person, som handlede ud fra mine impulser, men jeg kunne ikke tænke mig, at spørge hende om noget andet. Jeg havde fundet hende, og missionen var fuldført. Jeg havde ikke planlagt, hvad jeg ville gøre derefter. 

Uforberedt var normalt ikke et ord der beskrev mig, men det gjorde det så absolut i denne her situation. Jeg var åben og sårbar, og hun havde enhver mulighed for at afvise min invitation. 

“Du er godt klar over, at jeg arbejder på et sted hvor man spiser, ikke?” Hun kunne ikke lade vær med at holde et grin inde, og det var forståeligt. Hun stod med forklæde og navneskilt som en tjener, og jeg spurgte om hun ville spise mad med mig. Det var ironisk. 

“Du er godt klar over, at jeg har brugt de sidste par timer på, at lede efter dig, ikke?” 

Hendes øjne blev store, og hendes mund formede et lille o. Jeg kørte en hånd igennem mit hår, inden jeg rejste mig op fra den sorte stol, som var alt andet end ren. Jeg sad i jakkesæt, på en billig, beskidt diner midt om natten - nærmest. Klokken var kun omkring toogtyve, men alligevel var det sent. 

“Hvor ville du tage mig hen?” Hendes hånd lå på min arm. Højst sandsynligt for, at holde mig tilbage fra den handling jeg skulle til at udføre. Hun havde ikke virket interesseret, jeg ville gå, inden en ydmygelse. Jeg havde allerede set overskrifterne for mig; Årets ungkarl afvist af ukendt diner pige. 

Mit image var alt for sådan en som mig, især hvis jeg ikke skulle ende op som min far. 

“Den eneste måde du finder ud af det på, er ved at tage med.” Sandheden var bare, at jeg ikke var klar over, hvor jeg ville tage hende hen. Måske på en af de restauranter der lå overfor Tomlinson Archives, eller noget mere centralt. Jeg var ikke klar over det. 

Men sulten havde indhentet mig, og uanset om hun tog med eller ej, så skulle jeg have noget at spise, som ikke kom herfra. Jeg var ikke god med frituremad, og havde ikke været det siden jeg var en ung teenager. 

“Okay. Jeg tager med,” svarede hun så, efterfulgt af et kort smil. Jeg gengældte smilet, og vendte mig nu helt om imod hende. Jeg lignede helt klart ikke en, der var klar til at gå længere. 

“Men min vagt slutter først om en halv time. Tror du, at du kan vente?”

 

 

Modsat hvad jeg normalt ville have gjort, havde jeg ventet på hende. Nu sad vi på en restaurant, med udsigt over byen vi begge boede i. Ordene mellem os, havde ikke været mange endnu, men maden var heller ikke ankommet. Vi havde begge bestilt, og sad med et glas rødvin foran os. 

Der var ikke mange andre mennesker end os herinde, og så dem der arbejde her. Måske et par, eller to. Deres beklædninger var fine, og det samme var min egen. Josephine havde ikke været forberedt, og sad på en fire-stjernet restaurant, iført forholdsvist slidte, denim jeans og en sort, tætsiddende t-shirt. 

Men ikke desto mindre, så klædte det hende. Hun havde ikke virket som typen, der stadsede sig ud i sin hverdag. Jeg kendte hende ikke, så det var taget ud fra mit førstehåndsindtryk. 

“Du sagde du havde ledt efter mig i to timer. Hvorfor?” Spørgsmålet kom fra Josephine, som sad overfor mig. Jeg smilede svagt, inden jeg nikkede og åbnede munden. 

“Hvad mener du med hvorfor?” Jeg havde mine tanker om, hvad hun mente. Men jeg ville hellere være sikker, end at svare på noget, hun egentlig ikke ville høre. Hvis jeg svarede ud fra det, som jeg troede, at hun mente, ville jeg måske være for ærlig. Især i forhold til, hvad hun så måske i virkeligheden havde ment. 

“Jeg mener, hvorfor brugte du så lang tid?” Startede hun ud. Hun holdte en kort pause, inden hun fortsatte med endnu et spørgsmål.

“Hvorfor gav du ikke bare op?”

Jeg blev en anelse fornærmet over hendes spørgsmål. Var det virkelig sådan et indtryk, jeg havde givet hende? At hun bare var endnu en udfordring, som skulle klares? Hvor at hvis den var for svær, så ville jeg give op? Sådan en person var jeg slet ikke. Pigerne kom som regel til mig, og jeg nød det. 

Hun var den første pige i lang tid, som havde fanget min interesse, uden at det havde været gengældt. Så ja, hun var en udfordring, men ikke en for min egen fornøjelse. Ikke en, jeg bare ville give op på, hvis den blev for svær.

“Jeg tænkte, at du hellere ville have, at jeg opsøgte dig.” Mit svar var ærligt, men uden at fortælle for meget. Jeg kunne snildt have fortsat, og fortalt hende alternativet. Men noget sagde mig, at det ikke ville være det bedste scoretrick. Hvis hun en dag skulle spørge, ville jeg selvfølgelig svare hende på det. 

Og jeg kunne ikke håbe på andet, end at en anden dag ville komme, hvor vi brugte vores tid sammen. 

Maden vi havde bestilt blev placeret foran os, anrettet på flotte, stilrene, helt rene, hvide tallerkner. Jeg kunne næsten se savlet løbe ud af Josephines mund, ud af smilet som hun havde på læben. Hun var begejstret, og med al ret til at være det. Hun var vant til at kigge på pomfritter og pølseretter. 

“Hvor godt ser det her ikke bare ud?” Begejstringen i hendes stemme var ikke til at tage fejl af. Hun havde bestilt en bøf, og alt der hørte til, og jeg måtte give hende ret i, at det så lækkert ud. Måske var jeg bare for vant til, at spise steder som dette, for jeg nød mere hvad jeg kiggede på bag retten. 

“Bon appetit,” sagde jeg til hende, med et skævt smil på læben. Hun fjernede sin øjne fra bøffen, og kiggede op på mig i stedet for. For første gang overhovedet, havde vi en øjenkontakt, hvor vi begge holdte den, uden at nogle kastede op efter. Det var rart. Hendes øjne var utroligt smukke, og jeg kunne snildt kigge ind i den hele dagen.

Jeg vidste ikke hvorfor hun havde den effekt på mig, men jeg elskede det. Hun fik mig til at føle, at jeg var levende igen. At jeg ikke bare var en tro kopi af min far, som havde bygget mig som person. 

Hun fik mig til, at føle.

 

Åååårh Louis! Han er da bare lidt for sød, ikke?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...