Up to Date ◆ Louis Tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2017
  • Opdateret: 5 apr. 2017
  • Status: Igang
21 år. Lever i spotlightet. Selvdestrukterende. En selvoplæst nar, det nægter at lytte til andres ord. Dette er altså indtil, at han møder Josephine, håbet for hans fremtid. 34 dage, og en kærlighed uden lige, at udleve. Var Louis alligevel for håbløs for Josephine? // Bidrag til shipping konkurrencen, med shipping navnet Lousephine - Fik en andenplads i Shipping konkurrencen.

21Likes
22Kommentarer
4656Visninger
AA

9. Ⓛ KAPITEL OTTE

DAG SEKS

“Det ved jeg godt,” svarede jeg, og grinede svagt. Jeg var overrasket over, at hun overhovedet ringede. Jeg kunne ikke vente med, at finde ud af hvorfor hun havde ringet, når hun havde været så lang tid om at se min besked. Jeg håbede på en forklaring der ville få mig til, at smile, men jeg ville ikke sætte mine håb for højt.

Nu vækkede jeg dig ikke, vel?” Spurgte hun, med en overraskende voldsom bekymring i stemmen. Jeg kunne ikke lade vær med, at grine af hendes spørgsmål. Det var tættere på aften end morgen, og hun spurgte om jeg havde sovet. Det kunne godt være, at hun ikke kendte mig, men jeg er forretningsmand. 

“Nej. Forretningsmænd sover ikke længe,” svarede jeg hende, og smilede svagt for mig selv. Så meget som det var en joke, var der jo også sandhed i det. Tog jeg ferie, og dedikerede mig til intet andet end afslapning, så kunne jeg jo snildt sove hele dagen væk. Men når man skal være tilgængelig på sin mobil, til at snakke forretning, fra otte til tyve, så går det ikke at sove for længe. 

“Men eh-“ startede jeg tøvende ud. 

“Hvorfor ringer du?” Det her skulle nok blive godt. Jeg kunne høre en tøvende mumlen, i den anden ende af røret. Jeg kunne ikke lade vær med, at grine en smule for mig selv. 

Hvorfor griner du? Det er ikke sjovt, Louis!” Brokkede hun sig, i den anden ende. Jeg kunne tydeligt høre på hende, at hun lavede sjov med mig. Jeg vendte med øjnene, velvidende at hun ikke kunne se det. Jeg ville foretrække at stå og snakke med hende, hvor vi kunne se hinandens ansigtsudtryk. 

“Undskyld frøken,” svarede jeg ironisk, efterfulgt af et grin. Jeg tror vitterligt, at det ville være en af de første gange, jeg grinede mens jeg havde en telefonsamtale med en anden. 

Jeg befandt mig på hotellet, på en hotelværelse som jeg havde været på mange gange før. Værelset var stort, lækkert, og minimalistisk. Det var et af mine ynglingssteder, hvis jeg følte mig stresset. Bare det, at alt omkring mig ville være pænt, ordentligt og enkelt, var en stor ro for mit sind. 

“Men hvorfor ringer du?” Jeg gentog mit spørgsmål, da jeg følte, at hun havde snakket udenom før. Jeg ville gerne vide det, jeg ville gerne se om hun havde en interesse for mig, ligesom jeg havde for hende. Sådan havde jeg følt det da vi sad og spiste, men man kunne jo aldrig blive for sikker. 

Det ved jeg ikke helt,” svarede hun, mumlende. Hendes stemme var blid og sød, og jeg kunne forstille mig, at det var sådan en engels stemme ville lyde. Ensartet, rolig, og lys - uden at være skinger.

Jeg kendte knapt nok pigen, og jeg sammenlignede hende allerede med en engel. Der var aldrig en pige, som havde fanget min fulde opmærksomhed, interesse og lyst, på så kort tid. Få dage, var det siden at jeg havde mødt hende, og jeg kunne ikke få hende ud af mit hoved igen. 

“Men jeg er glad for, at du ringede.” Det var nu jeg havde en oplagt chance, så jeg måtte hellere udnytte den. Jeg kunne invitere hende ud igen, men på en mere romantisk date end en dyr restaurant, med et stearinlys og dyr vin. Jeg kunne finde på noget mere personligt, hvor vi bare kunne være to mennesker uden brugen af penge.

Er du det?” Begejstringen i hendes stemme var tydelig. Den knækkede midt i sætningen, og blev mere skinger end før. Jeg smilede stort, og kørte en hånd igennem mit hår. 

“Ja. Jeg vil høre dig, hvad du laver senere?” Jeg var nervøs, for en af de første gange i mit liv, inviterede jeg rent faktisk en pige ud. Jeg pillede ved ærmet af min trøje, med min ene hånd. Begge mine håndflader var en smule svedige, og mine mundvige gjorde ondt af, at smile så voldsomt meget. 

Louis William Tomlinson, ung millionær, årets ungkarl-“ startede hun drillende ud. Jeg kunne ikke lade vær med, at grine svagt.

Inviterer du mig ud på en date?” Afsluttede hun. Jeg kunne ikke lade vær med at nikke, velvidende at hun ikke kunne se det. Det var sådan en vane man fik, når man normalt snakkede med folk i virkeligheden. Man svarede ved nik, og ved smil, og man sendte en holdning og ens kropssprog talte, når man kørte en hånd igennem håret, rettede på kraven, eller pillede ved sine negle. 

“Ja, det gør jeg vidst,” sagde jeg, mens jeg grinede. Josephine grinede også, og pludseligt grinede vi begge to, i hver sin ende af et telefonsignal. Jeg vidste i realiteten intet om hende, og alligevel følte jeg, at jeg vidste det hele. Var det kærlighed ved første blik?

Jamen så vil jeg da hjertens gerne på en date med dig, Louis.

 

 

Normalt var jeg ikke en nervøs fyr, og slet ikke inden jeg skulle ud i offentligheden med en pige. Normalt var jeg heller ikke en fyr, som inviterede piger ud, og rent faktisk kom igennem med det. 

Det var ikke det, at jeg gav op inden. Jeg havde normalt bare ikke lysten eller behovet for, at være på en date med en pige, hvor man lærte hinanden bedre at kende. Et hurtigt knald, eller et længerevarende forhold der involverede intet andet end sex, havde mere været min kompetence. 

Josephine og jeg skulle i parken. Vi skulle snakke og drikke varm kakao, og lære endnu mere om hinanden, end vi havde gjort til middagen. Jeg ville give hende et bedre indtryk af mig, end hun først havde fået. 

Det var normalt ikke en ting som var vigtig for mig. Jeg kunne ikke sætte en finger på, hvorfor det var vigtigt med hende. Hun gjorde noget ved mig, og hun var anderledes and alle jeg før havde mødt. Endnu en gang, kunne jeg ikke sætte en finger på hvorfor det var sådan. 

Måske var det bare sådan, at det skulle være denne her gang?

Jeg havde valgt noget så normalt, som en gåtur ved åen og i parken. Det var ordinært, og kedeligt efter min mening. Men jeg ville på samme tid gerne lære hende at kende, inden jeg tog hende med ud og flyve i et svævefly, eller på en dykkertur, eller med ud og springe i faldskærm, eller flyve i luftballon. 

Hun skulle møde det rigtige jeg, inden jeg lod hende opleve alt det spændende med mig. Hendes reaktion på mig, ville jeg glæde mig til at se. Jeg kunne kun håbe på, at mine tanker og ambitioner, og ikke mindst mine fejl og mangler, ikke ville skræmme hende væk. Lige så vel som hendes perfektion, ikke ville overdøve alle andre detaljer, informationer og personlighedstræk ved hende. 

For en gangs skyld, ville jeg klæde mig anderledes. Jeg ville iføre mig et par jeans, som jeg ikke havde brugt siden inden Tomlinson Archives overgik til mig, og jeg ville matche dem med en helt simpel, mørkeblå, v-neck t-shirt, som sad tæt omkring brystkasse og skuldre. 

Der var engang en anden side af mig, og det var dén side, som jeg ville vise hende, og imponere hende med. Det var flere år siden, at jeg selv havde set mig i noget så ordinært og hverdagspræget. 

Jakkesæt var blevet mit hverdagstøj, og skjorte og foldede bukser var blevet hvad jeg havde på, på en bar eller et diskotek. Jeg scorede i det som jeg også arbejde i. Det så man ofte ikke, hos almindelige arbejdere. 

Nervøsiteten ramte mig på andre måder, end hvad jeg før havde oplevet. Mine håndflader blev svedige, og mine mundvige vendte på sådan en underlig måde, som gjorde at mine kinder og mine kindben nærmest krampede, i forsøget på, at smile eller lade vær. 

Hun skulle se mig - den rigtige mig, og for første gang i lang tid, var jeg nervøs over det. For første gang i evigheder, skulle jeg åbne mig fuldstændig op for en person, for at kunne holde kontakten med dem. 

Uden at kende hende, vidste jeg, at hendes type ikke var den Louis Tomlinson som var foran pressen. Og jeg ønskede inderligt, at være hendes type. Men kender jeg mig selv, ville jeg ende med at ødelægge noget. 

 

 

Det var køligt i parken, og mit tøjvalg var ikke længere praktisk. Det blæste, og det var mørkt på himlen. Det var overskyet, og jeg ville ikke blive overrasket over, hvis regnen skulle falde ned over os. Jeg havde en jakke på, en sort, stilren jakke, som havde et lignende snit som en blazer. 

Jeg kunne ænse Josephine i udkanten af mit syn. Hun kom gående hen imod mig, og jeg kunne mærke stenene i min mave lægge sig oven på hinanden, og falde ned igen. Jeg prøvede at tage en dyb indånding, men endte med, at grine ad mig selv. Det hele virkede så komisk. Louis William Tomlinson, nervøs før en date, med en ordinær pige fra en diner. 

Hun var ikke ordinær for mig. Jeg kunne mærke det, for hvert skridt hun tog hen imod mig, blev jeg mere og mere nervøs, men også mere fyldt med en spænding og glæde, som jeg ikke havde følt i så utroligt lang tid. 

“Hey,” forsøgte hun sig forsigtigt, da hun endelig var henne ved mig. Jeg smilede skævt, og tog hænderne op fra mine bukselommer, for at hive hende ind i et kram. 

“Hey,” gentog jeg, da hendes hænder blev lagt på min ryg. Vi trak os begge hurtigt, og stod nu og kiggede på hinanden i stilhed. Smilet kunne ikke forlade mine læber, og den lette rosa farve, kunne ikke forlade hendes kinder. 

“Så hvorfor valgte du, at vi skulle være her?” Josephine brød tavsheden. Jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle tyde hendes spørgsmål. Det lød næsten som om, at hun ville være alle andre steder end i parken, for at gå langs med åen. Det virkede ellers som hendes type date. 

“Jeg mener-“ forsatte hun, for at holde en kort pause. Hun grinede kort, hvilket fik mig til, at rynke mine bryn mod hinanden. Jeg forstod vitterligt ikke, hvad der foregik foran mig. 

“Du kunne have valgt en dyr restaurant, eller en tur i helikopter, og du kunne have været en rig mand, der inviterede mig; en fattig pige ud på en fantastisk date, og imponere mig. Men du valgte en gratis tur i parken, hvor jeg nu skal gå i stiletter. Hvorfor?” 

Jeg kunne ikke lade vær med at grine. Jeg prøvede, men jeg kunne ikke holde grinene inde. En ordentlig reaktion på hendes spørgsmål, eksisterede vidst ikke. Dette var sådan en situation hvor alle andre mennesker ville sige, at de ikke vidste om de skulle grine eller græde. For mig var det meget klart, at jeg bare burde grine. 

“Kan du ikke lide at gå i parken?” Spurgte jeg hende så, med en anelse flabet tone i stemmen. Hun grinede, og bukkede sig forover. Da hun rejste sig ordentligt op igen, svang hun håret bag skuldrene, så det faldt blidt ned over hendes skuldre. 

“Jo!” Fik hun hurtigt sagt. Nærmest råbt, for at være helt præcis. 

“Jo, jeg kan godt lide at gå. En gåtur er helt fin,” tilføjede hun hurtigere end hurtigt. Vi begyndte begge at grine, inden vi automatisk begyndte at gå ned langs grusstien. 

Starten på daten, havde måske ikke været helt som planlagt, men vi var her begge to. Josephine så absolut forrygende ud, men jeg kunne ikke finde en naturlig måde, at fortælle hende det på.

Gruset under os, blev hurtigt til fliser, og vi var tilbage ude på en reel sti, hvor folk så tit gik, at der var blevet lagt fliser. Nogle af dem var gået i stykker, men jeg tror, at Josehine var glad for at jorden under hende blev mere solid. Hun var høj i forvejen, og hun havde taget stiletter på. Hendes ben så, så lange ud, under kjolen hun havde på. 

Det var tydeligt at se, på hendes beklædning at hun havde forventet noget andet. Måske at vi bare skulle mødes her, og så tage et andet sted hen sammen, så jeg kunne overraske hende. Sådan ville det ikke blive, på vores første rigtige date. Egentlig havde vi jo haft en date før, men det var spontant, og slet ikke mig. 

“Jeg var bare overrasket over, at vi skulle være her,” forklarede hun sig. Ingen af os havde sagt noget i omkring fem minutter, og da Josephine så vil starte en samtale op, kommer det overordnede emne frem. Grunden til, at jeg ville invitere hende i parken og ikke til Afrika, ville komme frem lige med det samme. 

“Det var faktisk lidt det, meningen var med det hele.” Jeg kiggede hen på hende midt i sætningen, og opdagede, at hun allerede kiggede på mig. Jeg kunne ikke lade vær med, at smile svagt, da jeg kiggede på hende. Hun var så smuk, og det så jeg kun endnu mere i det svage lys fra gadelygterne. 

“Jeg undskylder, hvis det virkede som et angreb på dig og hele din personlighed,” fortsatte hun. Hun kunne ikke helt slippe det igen; sådan virkede det i hvert fald for mig. Men det var rart, at der for en gangs skyld, var en person der undskyldte for sine fordomme om mig. Selvom det måske virker som det, og selvom det måske nogle gange er den jeg er; så er jeg ikke helt følelseskold eller ligeglad. 

Jeg er et menneske, og jeg har de samme følelser som alle andre har. Jeg gemmer bare nogle af dem væk, for at spare mig selv for ydmygelser, skuffelser, og dårlige perioder. 

“Jeg ville bare gerne vise dig en anden side af mig. Du ved, den side paparazzierne ikke får lov til, at se,” forklarede jeg hende, med et svagt smil på læben. Jeg kunne ikke lade vær med at undgå, at se hvordan hun straks begyndte at smile for sig selv. Hun bed sig forsigtigt i underlæben, og kiggede direkte op i mine øjne. 

Hun havde en glød og en gnist, som jeg ikke selv troede at jeg havde. Jeg havde i hvert fald aldrig set den, eller fået komplimenteret den. Hun så, så ægte ud, og så reel. Hun så næsten sårbar ud, men ikke på en måde der var dårlig. Slet ikke noget lignende det. Det fik hende til, at se stærk ud. 

“Jeg ville bare gerne have, at du skulle se mig som jeg er.” Jeg smilede svagt, og opdagede at vi begge langsomt var stoppet med at gå. Vi stod stille, foran åen som gav et genskær af månen og dets lys. 

Der var så smukt foran mig, på mere end en måde. Landskabet, åen, nattehimlen og stjernerne på den, Josephine, og måden som alle de forskellige, nedtonede lys ramte hendes hud, og lavede en reflektion i hendes øjne. Det hele ved denne aften, var bare så smuk, og den var ikke engang begyndt endnu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...