Up to Date ◆ Louis Tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2017
  • Opdateret: 5 apr. 2017
  • Status: Igang
21 år. Lever i spotlightet. Selvdestrukterende. En selvoplæst nar, det nægter at lytte til andres ord. Dette er altså indtil, at han møder Josephine, håbet for hans fremtid. 34 dage, og en kærlighed uden lige, at udleve. Var Louis alligevel for håbløs for Josephine? // Bidrag til shipping konkurrencen, med shipping navnet Lousephine - Fik en andenplads i Shipping konkurrencen.

21Likes
22Kommentarer
4748Visninger
AA

10. Ⓙ KAPITEL NI

DAG SEKS OG SYV

Louis havde virkelig prøvet på, at vise mig noget nyt. Noget der måske kunne fange min interesse. Lyset faldt smukt over os, og vi gik der, og mødte ikke nogle andre mennesker på vores vej. 

Han havde ingen anelse om, at han allerede havde vækket noget i mig den anden aften. Han havde ingen anelse om, hvor glad jeg var for, at han inviterede mig ud. Men måske alligevel - for jeg var den, der havde ringet til ham.

Da tanken fladt mig ind, om at fortælle ham det, kom jeg i tanke om det hele igen. Jeg skulle snart rejse. Otteogtyve dage fra denne aften, og så skulle jeg forlade den by, som både Louis og jeg kaldte hjem. 

Jeg havde lovet mig selv, at holde mig væk fra alt der hed dating, forelskelse og fyre, indtil jeg var ved mit nye hjem. Det havde jeg lovet mig selv, for over en måned siden, da de sidste detaljer faldt på plads. 

Det var fejlet. Jeg kendte ikke engang Louis endnu, og jeg kunne allerede mærke på mig selv, at jeg var ved at falde for ham. Han var noget helt for sig selv, og under alle andre omstændigheder, slet ikke noget for mig. Det måtte være den viden om, at jeg ikke havde mulighed for, at lære ham ordentligt at kende, der gjorde, at han tiltalte mig så meget. Han var alt andet end min type, men mine nuværende begrænsninger gjorde nok, så jeg følte det stik modsatte. 

Når jeg kiggede på ham, fik jeg sommerfugle i maven. Jeg kunne ikke lade vær med, at smile omkring ham. Jeg har kendt ham i ikke engang en uge, og på alle andre tidspunkter, ville det ikke gå så hurtigt. 

“Louis?” Spurgte jeg forsigtigt, mens jeg kiggede op på ham. Jeg havde fanget hans opmærksomhed. Han smilede skævt, og kiggede mig ned i øjnene. Han nikkede, som et svar.

“Jeg ved altså ikke helt, hvordan jeg skal sige det her, uden at det lyder helt forkert.” Jeg grinede svagt, og løftede øjenbrynene den mindste smule. Louis grinede også svagt, inden han svarede mig. 

“Jeg er sikker på, at du ikke vil lyde tosset,” argumenterede han, med et smil på læben. Jeg bed mig svagt i læben, og pillede lidt ved mine negle. Vi gik ikke, men vi stod i stedet for, bare stille på stenene. Vores omgivelser var smukke, og det jeg skulle til, at sige, ville uden tvivl ødelægge stemningen. 

“Jeg skal rejse. Om otteogtyve dage,” spyttede jeg hurtigt ud. Det skulle bare ud, og det skulle overstås, og det skulle ikke pyntes på, eller gemmes væk. Ligesom at rive et plaster af. Hurtigt, for at lindre smerten. Ikke at der ville være en smerte på ham; ikke nødvendigvis i hvert fald, men det var der for mig. 

Louis kiggede på mig. Jeg kunne ikke læse hans ansigt, ikke på nogle måder. Der var ingen mimik, der var ingen følelser, der var ikke nogle små trækninger ved hans øjne. Der var absolut intet. 

Det var som om, at jeg havde fortalt det til en, som ville forvandles til en sten. 

“Hvor rejser du hen?” Spurgte han, interesseret. Næsten som at jeg skulle på en sommerferie, og han ville høre hvilken feriegave han kunne forvente. Jeg lavede en overrasket grimasse, inden jeg smilede vagt. 

“Rejser var måske det forkerte ord. Jeg flytter, og jeg flytter langt væk.” Der var ikke nogen god måde, at snakke om det på. Det skulle siges, og hvad end dette var - det mellem Louis og jeg - så skulle det sluttes. Hellere nu end senere, når jeg måske ville have fået følelser for ham. 

Han blev stille endnu en gang, men denne gang kiggede han ned i jorden. Jeg kunne ane hvordan hans læber blev smalle, og hans øjne distræte. Det var ikke som om, at han kiggede på noget - andet end ned. 

“Okay,” sagde han så endeligt. Jeg kiggede på ham, og fandt endnu en gang frem til et ansigtsudtryk som ikke sagde noget. 

“Så vil jeg faktisk gerne tage dig med hen et andet sted, hvis du selvfølgelig ikke har planer tidligt i morgen?” Det var ikke et spørgsmål, og det var tydeligt at høre på ham. Jeg kunne ikke lade vær med at smile, og det kunne Louis heller ikke selv. Jeg nikkede bare, inden at vi begge to vendte om, for at gå hen hvor vi kom fra. 

 

 

Jeg havde lidt på fornemmelsen, at jeg skulle til at opleve, hvem Louis Tomlinson egentlig var, og gerne ville  være sammen med en pige. Jeg vidste ikke hvor jeg var på vej hen, men jeg kunne mærke sommerfuglene sprede sig i maven på mig. Spænding fyldte det meste af min krop, men nysgerrigheden tog over.

“Hvor er det helt præcist, at vi er på vej hen?” Elevatoren sagde en pling-lyd, og indikerede på firkanten med lysene tal, at vi nu var på trettende etage. Vi havde været i elevatoren i omkring fem minutter, og jeg vidste ikke hvor længe vi skulle stå her endnu. 

“Op på min foretrukne etage,” svarede han med et skævt smil på læben. Jeg kunne ikke lade vær med at grine en smule, for derefter at sukke dybt, da jeg så hvor mange etager der var at vælge imellem. 

Otteogtyve; ironisk nok. 

Som de lysende tal blev højere og højere, blev jeg mere og mere utålmodig. Jeg var dårlig til overraskelser, nok som de fleste mennesker, men jeg elskede dem alligevel. Hver gang elevatoren indikerede, at vi var ved en ny etage, havde jeg lyst til at stige af. Dørene åbnede bare ikke for mig. 

Louis havde med vilje stillet sig foran tallene, så jeg ikke kunne se, hvilket han havde trykket på. 

“Hvor langt er der endnu?” Spurgte jeg, mens jeg trippede med mine fødder. Louis grinede lidt, og kørte en hånd igennem hans absolut perfekt satte hår. Jeg løftede øjenbrynene en smule op i panden på mig selv. 

“Vær nu en smule tålmodig,” svarede han blot. Og i samme sekund, sagde elevatoren pling, og dørene åbnede for os. Jeg havde helt glemt, at holde øje med tallene, for synet der mødte mig var overraskende. 

Blæsten ramte mig i ansigtet med det samme, og jeg var straks klar over, at vi ikke længere var på nogle af de nævnte otteogtyve etager. Vi var på taget. Louis tog fat i min hånd, med et kæmpe smil på hans ansigt. Han hev mig nærmest ud fra elevatoren, for mine ben var som lammede. 

Tanken om at bevæge mig, havde ikke slået mig ind. Jeg var forbløffet over hvor han havde taget mig hen, men på samme tid var det utroligt forventet. Jeg havde håbet på, at han ville vise mig hvad han mente var den klassiske Louis Tomlinson. Nået der ville feje benene væk under mig. 

Nu stod vi på toppen af byen, og kunne kigge ned på alle gadelygterne, som var de julelys. 

“Hvad skal vi heroppe?” Spurgte jeg entusiastisk. Mine forventninger var helt oppe i skyerne. Jeg var på date med den rigeste enogtyveårige i hele landet. Alt kunne ske, alt kunne være planlagt - for han havde råd til det hele. Ikke sagt, at det var det jeg krævede af ham. Jeg havde elsket at snakke med ham, de sidste par timer. 

Det var kun på grund af de snakke vi netop lige havde haft, at jeg nu var klar på hvad som helst med ham. Han havde vist mig en side af ham selv, som jeg ikke følte, at han viste til alle. 

“Jeg kunne jo tage dig med op og flyve i helikopter,” startede han ud. Han var overraskende tøvende i sit tempo, og jeg stod og ventede på, at der ville komme et men. Et stort men

“Men -“ der kom det. Jeg løftede øjenbrynene en smule, og åbnede munden svagt. Jeg var spændt på, hvad vi så skulle. Helikopter havde været oplagt, men det var slet intet for mig. Den slags, var ikke hvad jeg normalt gjorde mig i, og jeg ville ikke vide, om jeg kunne justere mig selv til at kunne det. 

“Jeg tænkte, at vi kunne få en smule at spise inden.” Inden. Dét var nøgleordet i den sætning, og derudover også det eneste ord jeg kunne fokusere på. Vi skulle spise inden, vi skulle flyve i helikopter. Altså hvad tænker manden på? Anden gang vi mødes, hvor vi rent faktisk kan snakke med hinanden som andet end civile mennesker, der alligevel har en form for afsky for hinanden, og så skal vi flyve i helikopter. 

“Spise inden?-“ startede jeg ud. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige, og hvad jeg skulle holde for mig selv. Jeg vidste heller ikke, om jeg skulle tage hans ord som de var, eller om han jokede med mig. 

“Inden hvad?” Sluttede jeg derfor spørgsmålet af. På den måde kunne jeg enten virke overrasket, uvidende, eller virke som en der forstod hans joke. Og det håbede jeg lidt, at det var - altså en joke. 

“Inden helikopteren lander, selvfølgelig.” Hans ansigt var stenhårdt, og hans blik var solidt sat på mine øjne. Jeg lavede en grimasse, og længere kunne han ikke holde den. Han brød fuldstændig sammen af grin, og hurtigt begyndte jeg også selv at grine.

Vi måtte ligne to tosser, for det var vi. Vi var to mennesker, der stort set var fremmede, som stod på toppen af byen og grinede, indtil vi ikke havde mere luft i vores lunger. 

Det var sært. Da jeg først havde mødt Louis, var dette ikke scenen jeg så for mig. Han var alt andet end jeg var, men de sidste to gange jeg havde set ham, havde jeg følt noget helt andet. Det var som om, at vi havde de samme grundtanker, den samme humor, og den samme dynamik. Normalt ville vi være det perfekte match. 

Louis lagde forsigtigt en hånd på min læn, og da han gjorde det, kunne jeg mærke kuldegysningerne sprede sig på begge mine arme, og hele min ryg. Jeg gøs kort, inden jeg smilede op til ham. 

For hvert skridt han tog, kunne jeg mærke, at jeg fulgte med ham. Han fulgte mig hen til et lille bord med to klapstole, som stod tæt på den lave mur der var rundt om hele bygningskanten. Sikkert en kant der kun var placeret der, fordi at man kunne tage elevatoren hele vejen op til taget uden nogle problemer. 

Louis fjernede sin hånd, og hev den ene klapstol ud fra bordet. Det eneste glamourøse ved dette måltid var, at vi kunne se ud på hele byen og alle lysene der stod klart frem i mørket. Det var sent, og ikke mange vinduer lyste op for os, og om ikke så længe, ville gadelygterne i diverse gyder også gå ud. 

Jeg satte mig ned på skolen, og Louis gjorde sit bedste for at rykke stolen ind, men fik i stedet for hurtigt skabt en akavet situation, hvor jeg endte med selv at rykke stolen tættere ind på bordet. Underlaget var beton, og stolen var rusten. Ovenpå den stol sad jeg så, og vejede det jeg gjorde - det skulle ikke kunne lykkes. 

Vi opdagede begge hurtigt, at vi egentlig ikke kunne se den mad der stod foran os. Vi vidste begge godt, at det blot var sandwiches og dåsesodavand, men vi ville alligevel gerne have muligheden for at se hinanden. 

Louis tændte lommelygten på hans mobil, og stillede et plastikkrus over, for at give os en mere dæmpet belysning. Jeg kunne ikke lade vær med at smile, og håbe på, at Louis ikke så det. 

“Der er officielt kun syvogtyve dage til, at du rejser,” mumlede han, men højt nok til, at jeg ikke havde nogle problemer med at høre hvad han sagde. Jeg bed mig svagt i læben, mens jeg overvejede hvad jeg burde svare. Det skulle være passende, og jeg vidste ikke helt, hvorvidt det var passende at joke med det eller ej. 

Jeg skulle rejse væk, jeg skulle flytte væk, og jeg glædede mig mere end noget andet, men jeg følte også, at jeg ville efterlade en stor mulighed for mig selv her. Jeg ville efterlade en person, som havde overrasket mig så meget, på blot en uge nu. Jeg ville lære ham at kende, sådan ordentligt - og ikke kun overfladen. 

“Du burde virkelig have bestilt den helikopter,” svarede jeg dog, mens jeg grinede helt vildt. Louis grinede på en tøvende måde, inden han kørte hånden igennem sit hår. Det var en vane han havde. 

“Det kan nåes endnu,” svarede han flabet, efterfulgt af et hurtigt blink med øjet. Jeg kunne mærke varmen stige i mine kinder, og var lykkelig over, at belysningen ville skjule det. 

Mit ønske var ikke, at aftenen skulle slutte. Men jeg vidste at den ville, og jeg håbede på, at vi kunne gentage det igen en dag, men jeg frygtede, at Louis ikke ville rode sig selv ud i noget med mig. Det kunne godt være, at han havde sagt noget andet tidligere på aftenen - men jeg kendte ikke fyren. 

Jeg kendte ikke hans svagheder, hans vaner, eller vidste noget som helst om ham. Jeg kendte ikke til hans mængde af piger på en måned, eller hans forhold til at lyve, eller endda hvordan han havde det med første dates. Ikke engang hans ord ville jeg kunne stole på - for er han fyren der holder det? 

Hvis jeg selv gik ind i dette forhold i syvogtyve dage, ville jeg kunne nå at brænde mig selv så voldsomt inden at jeg skulle rejse. Selv hvis det gik godt for os, ville jeg blive såret til sidst. 

Og til sidst er ikke så langt væk, i et tilfælde som dette.

 

Et kortere kapitel, men det håber jeg at I kan leve med!

Shipping konkurrencen er slut, og jeg fik en andenplads!! Det er så vildt, og jeg er så glad, og endnu mere glad for, at kunne opdatere på historien igen. Jeg har tilføjet en trailer, som jeg lavede for et stykke tid siden, og den kan ses ude til højre. 

Derudover, så tvivler Josephine på, hvad hendes næste træk skal være? Tror I, at hun tager chancen, eller skal vi vente endnu længere på lidt aktion?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...