Up to Date ◆ Louis Tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2017
  • Opdateret: 5 apr. 2017
  • Status: Igang
21 år. Lever i spotlightet. Selvdestrukterende. En selvoplæst nar, det nægter at lytte til andres ord. Dette er altså indtil, at han møder Josephine, håbet for hans fremtid. 34 dage, og en kærlighed uden lige, at udleve. Var Louis alligevel for håbløs for Josephine? // Bidrag til shipping konkurrencen, med shipping navnet Lousephine - Fik en andenplads i Shipping konkurrencen.

21Likes
22Kommentarer
4536Visninger
AA

5. Ⓙ KAPITEL FIRE

DAG 4

Det var som om, at jeg blev fuld på ny. Jeg kunne knapt nok stå på mine egne ben, men alligevel fik jeg bevæget mig mere end blot et par meter længere ud mod vejen. Jeg var hundrede procent klar over hvad der var sket inde på baren, inde i varmen, og inde omkring Louis og hans naragtige personlighed. 

Men lige fra det øjeblik som kulden ramte mig i ansigtet, gik jeg fuldstændigt kold. Vinden havde ramt mig som en tornado, og kulden havde ramt mig som et isslag. 

Jeg havde rent faktisk fortalt ham mit navn, på samme aften, som jeg havde fortalt ham en løgn, omkring hvad jeg hed. Han virkede ikke overrasket, han virkede ikke til, at have troet på, at min navn var Jackie på noget som helst tidspunkt. Det var som om, at han forventede min løgn. 

Men hvad ved jeg. Jeg er fuld og forvirret, og burde gå hjem i seng. Det ville jeg også gøre, hvis ikke det var fordi, at jeg egentlig ikke kunne huske vejen hjem til min lejlighed, og fordi, at jeg vidste der ville være trapper på vejen op, og jeg ærligt talt ikke magtede at gå op ad dem i brækfyldte stiletter. 

Græsset føltes stift, og asfalten føltes blød. Jeg kunne ikke holde styr på mine sanser, og jeg kunne ikke tro på mine enge fødder. Jeg svajede rundt fra side til side, og jeg dansede nærmest en vals med mig selv, i skæret fra gadelygterne og med det svage lys fra månen og stjernerne på himlen over mig. 

Jeg følte, at jeg svævede mellem en drøm og min realitet, og jeg havde absolut ingen anelse om hvad der foregik omkring mig. Min taske havde jeg stadig omkring min hofte, og nede i den, lå min mobil. Jeg vidste ikke hvem jeg skulle ringe til, men jeg var mere end hundrede procent sikker på, at jeg skulle ringe til en. 

Da min far tog telefonen, blev jeg lettere overrasket over at høre hans stemme. Klokken var jeg-ved-ikke-hvad om natten, og han lød ikke den mindste smule træt endnu. 

“Kan du hente mig?” Spurgte jeg ham om, uden at have sagt noget som helst andet. Jeg vidste, at han højst sandsynligt skulle på arbejde få timer efter, men jeg håbede på, at kærligheden til hans datter var stor nok, til at lede hele byen igennem for at finde ud af, hvor hun havde bevæget sig hen.

Hvor er du? Så skal jeg nok komme,” svarede han, i den anden ende af telefonen. Jeg kunne stadig svagt høre musikken fra baren, men ikke noget jeg lagde yderligt meget mærke til.

“Jeg er ved baren,” svarede jeg ham, uden at tænke over, at der måske var flere af den slags i vores by. Min far sagde ikke andet end, at han nok skulle komme, hvis jeg bare blev hvor jeg var. Så det gjorde jeg.

Jeg satte mig ned på jorden, og mærkede slet ikke kulden fra asfalten som uden tvivl ville skaffe mig en blærebetændelse et par dage efter, hvis jeg ikke rejste mig hurtigt op igen. Men det var som, at min krop var lammet, og jeg ikke kunne mærke kulde eller varme ordentligt, og jeg led slet ikke af, ikke at have en jakke. 

“Har du brug for hjælp?” Jeg fik et chok, da en person pludseligt talte til mig. Men hvem ville ikke spørge den unge pige på fortovet, om hun havde brug for hjælp? Især når hun sad ned på kold asfalt midt om natten, meget tæt - åbenbart - på en bar, hvor hun sikkert allerede havde drukket. 

Men det var vel endnu mere end selvfølge at spørge, når personen tidligere på aftenen havde snakket med mig, lidt mere end blot en enkelt gang. Han var der igen, og i månelysets skær, så han endnu mere charmerende ud, end på barens diskoteks ys som lyste i alt fra gul til rød til grøn til blå. 

“Nej tak, Louis. Min far er på vej,” fortalte jeg, som en lille lalleglad pige, der ventede på at hendes far ville komme med en lyserød, hjerteformet slikkepind. Modsat mine ord, har han åbenbart hjulpet mig op og stå, og lod mig have mit hoved på hans skulder, og lod ham have en arm om mit liv. 

Der gik omkring tyve minutter, hvor vi bare stod og lod som om, at Louis ikke havde været andet end en nar overfor mig. Vi stod som bror og søster, et kærestepar, eller bedste venner, og jeg havde absolut intet imod det, for jeg var for fuld til at ane hvad jeg lavede. Men Louis derimod, vidste præcist hvad han havde gang i.

Jeg vidste inderst inde nok godt, at jeg ville fortryde det dagen efter, når min hukommelse ville ramme mig som et lyn. Jeg ville kunne huske, hvor godt Louis duftede, på trods af at havde brugt flere timer af sin nat på en bar, fyldt med alkohol og tøser der brækkede sig udover dem selv. 

Jeg ville kunne huske, hvor sød han virkede, da han stod og nussede mig op og ned af armen, for at give mig varmen på en anden måde, end at give mig sin jakke. Jeg kunne forestille mig, at han ikke ville ønske at få bræ på den, og eftersom at jeg havde bræk overalt på min krop og i mit hår, ville det ikke være en mulighed.

Mine tanker løb langt længere ud, end de egentlig burde. Om det var min forhøjede promille, eller Louis’ pludseligt søde opførsel, aner jeg vitterligt ikke, men jeg fik sådan en stor trang til at mærke hans læber på mine. Jeg kunne knapt nok holde mig tilbage, hvis ikke det var fordi, at Louis selv så en bil komme. 

“Er det din far?” Han pegede hen mod den sorte bil, som havde forlygterne i vores retning. Uden at sige et eneste ord højt, nikkede jeg, og fik viklet mig ud af hans arme. Svimmelheden var stadig lidt stærkere end jeg havde forventet, og jeg måtte håbløst gribe ud efter hans arm, for at finde en sikkerhed. 

Min fars bil kom tættere på os, og til sidst holdt han lige foran snuden på mig. Han holdt stille, men både musik og lygter var stadig tændte, mens jeg kæmpede mig hen til bildøren, med lidt hjælp fra Louis William Tomlinson, leder af Tomlinson Archives, en højopløst nar, som egentlig kunne være meget høflig. 

“Så vi ses vel?” Råbte han, mens jeg stod blot en halv meter væk fra ham. Jeg satte hånden på bilens håndtag, og kiggede tilbage på ham, for at smile kort. Uden at lyve, så vidste jeg bare ikke hvad jeg skulle sige til ham. Jeg vidste ikke, hvorvidt jeg ønskede at se ham igen eller ej. 

Tog man ud fra vores første møde, så ville det blive et klart, rungende, højt nej, men aftenens hændelser havde virkelig ændret mit syn. Godt nok var han et ironisk svin, der ikke forstod et nej, men han kom hen til mig og lagde en støttende hånd på min skulder, da jeg var så fuld, at jeg brækkede mig. 

Men jeg kender ham ikke, og det må jeg holde fast i. For uanset hvor virkeligt det ser ud til at være, hvor meget jeg føler, at jeg kender ham - så er han en fremmed, og det vil han være indtil, at vi rent faktisk snakker. Indtil vi sætter os ned på en bænk i en park, og snakker fortid, fremtid og nuværende liv. 

Åbenbart vil jeg kunne læse alt om ham på nettet, og måske vil jeg gøre det, inden jeg vurderer noget som helst, men uanset hvor meget Louis skulle google og gå på Instagram, så ville jeg stadig være en fremmed for ham. 

Den eneste forskel fra vores første møde til nu, var bare, at jeg ikke længere var sikker på om jeg ville være en fremmed for ham eller ej. Jeg var draget af ham. 

Jeg satte mig ind i bilen, og mærkede varmen som min far havde taget på. Jeg åndede lettet ud, da jeg smækkede døren i, og min far trykkede på speederen uden at blinke en enkelt gang. Mine øjne fulgte Louis, som vi kørte længere og længere væk fra ham, indtil at han blot var en lille sort prik, som snildt kunne være en gadelygte uden en virkende pære. Jeg lagde mit hoved mod vinduet, og mærkede mine øjenlåg blive tunge. 

Jeg sov hele vejen, indtil vi var hjemme.

 

 

En lang dags søvn, var præcist hvad jeg havde haft brug for. Tømmermændende kunne have været værre, så jeg var sluppet godt væk med det. Men den sidste time inden jeg faldt i søvn, havde jeg heller ikke drukket. 

Mine tanker fra natten, kørte stadig rundt i hovedet på mig, og jeg kunne ikke finde en naturlig ende på nogle af dem. Jeg måtte tage en indvendig saks og klippe nogle af dem over, for at snakke billedligt. Alle tanker, uanset hvad de handlede om, endte med at lande på Louis. Jeg klippede dem over, lige inden han kom ind. 

Jeg havde klaret mig helt fint, indtil jeg mødte ham. Jeg havde et arbejde som jeg elskede, netop fordi, at jeg aldrig havde haft nogle upassende eller tiltrængende kunder, som pludseligt snakkede personligt med en. Netop fordi, at jeg aldrig havde oplevet at dineren blev et tilflugtssted, for anerkendte forretningsmænd. 

Jeg lå i min seng med en kop te, hovedpinepiller, en flaske vand, en fjernbetjening med en netflix-knap, bananer, en sort pose, tyggegummi med mint, og ikke mindst; en sandwich med skinke og ost, og rigeligt med dressing. Jeg var hjemme hos mine forældre, det var det eneste sted min far ville tage mig hen. 

Det var sjældent at jeg ringede efter ham, for at han skulle hente mig efter en bytur. Jeg fandt altid min egen vej hjem, eller også fulgtes jeg hjem med Terese. Men endnu en gang havde hun forladt mig for en tilfældig dreng med lave standarder (ikke sagt, at hun ikke er super smuk; for det er hun), men på trods af alle de andre gange, så havde jeg ikke selv fundet en ny lejlighed at sove i denne gang. 

Om det var Louis der distraherede mig fra, at finde mit eget offer, for at låne en seng ud, uden nogen gevinst selv, det ville jeg sagtens kunne svare på. For svaret var ja. Som regel ville jeg finde en dreng jeg havde snakket med før, og have spurgt om han havde en ekstra plads i sin seng, fordi at min veninde var væk. 

Drenge kunne aldrig lade en fuld pige, gå hjem uden et sted at sove. Kunne de ikke selv tage en med hjem, ville de lede efter en der kunne, eller sørge for, at der ville komme en taxa til en. 

Fandt man den rigtige dreng, ville han heller ikke forvente at få noget ud af det selv. Nogle drenge ønsker rent faktisk ikke, at være sammen med en fremmed pige som er alt for fuld, selvom de er tiltrækkede af hende. Nogle vil rent faktisk have, at de laver noget reelt med en pige. 

At de ved, at hun også er tiltrukket af dem. At de ikke vil føle, at de udnytter en pige. 

Jeg tror ikke, at Louis er den slags fyr. Jeg er temmeligt sikker på, at han bare hiver en pige med hjem fra byen, men ikke hjem til ham selv. Til et latterligt dyrt hotelværelse, eller hjem til hende endda. Han virker ikke til, at turde, at være sammen med en pige han ikke kendte, hvis hun var ædru. 

Så det eneste sted, at finde hans slags offer, ville være på en lokal bar, hvor pigerne drukner deres sorger over at den sidste fyr ikke engang spurgte efter deres nummer, eller endnu værre; bare ikke ringede, efter at have fået det registreret i deres kontaktliste på deres fancy, dyre iPhone, som endda kan skrive en SMS. 

Men i stedet for at vågne i en homoseksuel fyrs (ja, det er de fyre som er søde og ikke vil udnytte en pige) lejlighed, hvor han ville lave morgenmad til en, eller bestille en taxa til en, så kunne jeg ligge og se et par episoder - hvis ikke en hel sæson - af Gossip Girl, mens jeg lå omringet af mine yndlingsting, i mit barndomsværelse med mit yndlings sengesæt på dynen og puden. 

Jeg ville kunne slå min hjerne fra, og glemme alt om hvad-hans-navn-nu-end-er, og bare fokusere på endnu mere drama mellem Blair og Serena, og bare være taknemmelig for, at det ikke var mit forhold til Teresa.

Sengen herhjemme havde ikke engang stået klar til mig, inden jeg ringede. Både seng, dyne og pude var der, men der var ikke et sengesæt med Disney prinsesser på, og ej heller varme på værelset. Ikke nok med, at min far var vågen, og pludseligt skulle ud og køre, så blev min mor vækket, og havde glædeligt gjort klar til mig. 

Jeg var fint blevet vækket og informeret om hvor jeg var, og at de ville tage ned og handle. Da de så endda kommer hjem igen, har de fint alle mine yndlingsting med. Min yndlings te, og mine foretrukne tyggegummier, og alt andet de ved, at jeg er lettere afhængig af. 

Senere på dagen ville jeg tage hjem til mig selv igen, og jeg ville få taget mig et bad, og få fjernet alt det ulækre som jeg følte, var overalt på min krop, og så ville jeg kunne være helt frisk igen. 

Så ville jeg kunne fokusere på de tanker som jeg havde, især den om Louis’ læber der rammer mine.

 

Uh, den var ikke så god! Vi fik lidt af Josephines gamle vaner at vide, og lidt blandede følelser fra begge parter af. 

Hvad tror I? Opførte Louis sig kun som en gentleman, fordi at han havde fået lidt at drikke, eller viste han en reel side af sig selv?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...