Up to Date ◆ Louis Tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2017
  • Opdateret: 5 apr. 2017
  • Status: Igang
21 år. Lever i spotlightet. Selvdestrukterende. En selvoplæst nar, det nægter at lytte til andres ord. Dette er altså indtil, at han møder Josephine, håbet for hans fremtid. 34 dage, og en kærlighed uden lige, at udleve. Var Louis alligevel for håbløs for Josephine? // Bidrag til shipping konkurrencen, med shipping navnet Lousephine - Fik en andenplads i Shipping konkurrencen.

21Likes
24Kommentarer
4882Visninger
AA

6. Ⓛ KAPITEL FEM

DAG 5

“Har du hentet min kaffe endnu?” Min assistent stod foran mig, foran mit skrivebord for at være mere præcis. Jeg var efter en uge tilbage på arbejde, og jeg var begravet i arbejde, helt op til mine ører. Når jeg ikke var der til, at holde folk i ørerne, så følte det på en eller anden bizar måde, at de havde en uges ferie, med deres helt normale løn, og uden af bruge nogle feriedage. 

Jeg burde fyre dem alle sammen, men så ville jeg ikke have nogle på mit kontor, eller til at lave det arbejde, som jeg ikke selv lavede. Så ville jeg ikke længere have et succesfuldt firma, som engang var min fars. 

Men arbejdet var ikke det eneste som fyldte mit hoved. Hendes navn blev ved med at ligge gemt bag i mit hoved, og hver gang, at jeg slappede af og tømte mit hoved for alle tanker, kunne jeg dufte hendes alkoholfyldte hår, eller mærke hendes skælvende arme mod min varme hud. 

Jeg kunne ikke lade vær med at tænke på hende, jeg kunne ikke lade vær med at tænke på hendes navn, eller sige det for mig selv, når jeg var alene i et lokale. Der var noget ved, at sige Josephine højt, som fik hende til, at virke mere virkelig. Som om, at jeg ikke havde opfundet hendes personlighed i min hjerne.

Hun var den første pige, som havde interesseret mig oprigtigt i flere år, den første pige, hvor jeg tænkte på hende. Jeg var vant til at kigge på en pige, få hvad jeg i det sekund ville have, og så glemme hende efter. ¨

Mine vaner var sikkert alt andet, end hvad Josephine var. Hun ville være en udfordring, især eftersom, at hun gav udtryk for, at hun ikke brød sig særligt meget om mig eller mit image; selvom hun ikke vidste hvem jeg var, men alligevel kunne jeg ikke få mig selv til, at give op på tanken om hende. 

Jeg var nødt til, at få hende ud af mit hoved på en eller anden måde. Jeg skulle arbejde, jeg burde have let ved at koncentrere mig. Smukke piger i tætsiddende kjoler, gik rundt på hele etagen, og alligevel havde jeg ikke en eneste følelse for dem, ikke engang en opstemning. Jeg var ligeglad med hvordan de så ud, og hvem de var - også hvis jeg havde set dem uden deres sorte, tætsiddende kjoler. 

“Hr. Tomlinson?” Min assistent stod stadig foran mig, dog nu med et bekymret blik på ansigtet. Han så uskyldig ud, som om han var en simpel skoleelev som var på en praktik uge på noget så fornemt som Tomlinson Archives. Det var han bare ikke; nej. Han var en 23 årig mand, som havde arbejdet her længere tid end jeg, og alligevel var han stadig blot min assistent. Han var aldrig blevet andet. 

“Ja, Tim?” Svarede jeg ham, som om, at jeg ikke lige havde været henne i min egen verden. Han havde ikke lov til at spørge, og jeg tror heller ikke, at han ville have lyst til at vide, hvad eller hvem det var, som jeg tænkte på. Han var ligeglad, han var et ingenting, og han ville ikke komme for tæt på. 

Han ville være professionel og dygtig, så han formentlig snart kunne få en højere stilling. 

“Hvordan vil du have din kaffe?” Jeg rystede let på hovedet, lige så snart hans spørgsmål var sivet ind af min hjerne. Han havde været min assistent siden min far overtog, og min fars assistent inden det, og han spurgte stadig det samme spørgsmål hver gang. Jeg drak altid min kaffe på den samme måde; og jeg drak den på samme måde, som min far gjorde dengang han stadig levede. 

“På den samme måde som altid,” svarede jeg ham, mens jeg rullede med øjnene. Jeg satte mig på skrivebordet, som stod henne ved vinduerne udover byen, og kiggede på min yderst forvirrede assistent, som ikke bevægede sig en meter. Jeg løftede det ene øjenbryn, og kiggede insisterende på ham, og tilføjede;

“Gå så!” Jeg hundsede en anelse med ham, men han havde heller ingen grund til at blive stående som en anden loyal hundehvalp, der ikke turde bevæge sig ud blandt de store schæferhunde alene. 

Den eneste forskel var bare, at han allerede stod foran en boxer. 

Tim gik ud af glasdøren, og lukkede den efter sig uden et formål. Den var lavet af glas, men kunne se direkte igennem den. Der var ikke lydisoleret, og mellemrummet fra gulv til dør, og loft til dør, holdte ikke ligefrem lyd ude. Døren var nyttesløs, men skulle man lukke bare en smule lys ind i mellemgangen, var dette måden. 

Jeg satte mig ned i den sorte, store læderstol, og lagde benene op på det ellers rene, hvide skrivebord. Stilen herinde var meget forskellig, moderne og simpel, blandet med store, voldsomme møbler, som ikke ligefrem bragte et lys herind. Nogle af møblerne havde været min fars, og jeg går ud fra, at jeg ikke kan slippe ham. 

Alt jeg gør og alt jeg er, er ligesom ham. Jeg ejer hans firma, jeg har hans stilling, jeg har hans kontor. Jeg bruger de samme møbler som ham, jeg drikker den samme kaffe, jeg har den samme assistent. Mange gange, bruger jeg endda de samme sætninger, slogans og citater. Den samme tale til mine ansatte, som han brugte dengang de var hans ansatte. Ja, endnu en ting vi havde tilfælles. 

Jeg havde ikke engang fyret nogle af dem, i håbet om at slippe væk fra min far som et mareridt. Jeg ville i starten efter hans død, vågne skrigende op om natten, fordi at jeg endte som ham. Fordi at jeg var ham. 

Det burde ikke være så svært at rive sig fri for ham. Vi havde aldrig haft et godt, tæt forhold. For ham var jeg en arving til hans elskede firma, og jeg var tæt nok på ham, til at han også ville oplære mig. Men han kunne heller ikke fortælle mig ofte nok, hvordan jeg ikke havde talent for det. Men jeg ville gerne lære, og det var i sig selv et talent, fortalte han mig. Med træning, blev jeg god til jobbet. 

Med min træning og mit ønske om at blive bedre, kunne han dø med fred i sindet. Men først efter, at han havde set at jeg ikke ødelagde, hvad han så fint havde bygget op i hele landet. 

Men for første gang i lang tid, havde min nat ikke været fyldt med minder om min far. Mareridt om min far, eller drømme om vores firma. Jeg havde sovet perfekt, og det var hende, der havde fyldt billederne der blev vist i min hjerne. Det var Josephine, som jeg havde drømt om. 

Jeg havde genlevet hele aftenen. Alle de gange jeg kiggede på hende, hvor bartenderen forgæves flirtede med hende. Alle de gange, hvor hun kiggede rundt i lokalet, for at lede efter nogle mennesker med den mindste smule værdi. Jeg havde genlevet da hun lagde sit hoved på min skulder, og da jeg lagde min arm om hende.

For en gangs skyld, følte jeg mig ikke som Louis Tomlinson fra Tomlinson Archives i mine drømme. Jeg følte mig som en almindelig, ung mand, som havde sat sine egne på en interessant pige. 

Og uanset om hun ville det eller ej; så ville jeg finde hende igen, og forsøge endnu en gang på at få noget information. Aller helst et nummer, en mail, eller en adresse, så hun ikke ville være så svær at finde. 

 

 

Det var længe over fyraften, men jeg havde papirer der skulle skrives under. Jeg havde pakker der skulle leveres, og skulle skrives under på. Alt i denne bygning, krævede min underskrift. Så ved en uges ferie, var der en masse der skulle indhentes. Jeg kunne ikke vælge en stedfortræder, uden at ligge et nyt navn i firmaet.

Men jeg havde noget at se frem til, så værre var det heller ikke. Jeg ville tage ud i byen igen, gå rundt i sidegaderne og i blindgaderne, og gå rundt i mørket, de steder hvor lygtepælene var gået ud. Jeg kunne ikke huske navnet på dineren, hvor hun arbejde, og ej heller hvad gadens navn var. Jeg kunne ikke huske en rute eller noget som helst, så jeg skulle gå og lede efter et sølle spisested, hvor jeg for ikke så længe siden havde søgt skjul. 

Jeg ved, at det er fakta, at hun arbejder der. Jeg kender ikke hendes arbejdstider, eller hendes skema, eller dinerens navn, men jeg ved også, at jeg virkelig gerne vil finde hende. Finder jeg dineren, og jeg finder en af hendes kollegaer der, kan jeg altid spørge, hvornår hun møder ind. Eller et efternavn, for den sags skyld. 

Pengene har jeg. Jeg har pengene til at kunne finde hende, uden selv at skulle bevæge en finger. 

Men jeg vil bare gerne finde hende selv, og det er en princip sag. Jeg vil ikke skræmme hende væk, og hvis jeg hyrer nogle til at finde hende, så vil jeg skræmme hende væk. Så vil hun tro, at jeg er en psykopat, hvilket jeg på nogle punkter er. Det er i hvert fald den person jeg er, i offentligheden. 

Jeg vil vise hende så meget andet. Jeg vil vise hende alle de andre sider, og jeg vil vise hende, at jeg er andet end en arrogant nar. Hvorfor jeg er så ivrig efter at vise hende det, ved jeg ikke. Måske fordi, at jeg ikke engang havde snakket med hende i ti minutter, før hun fik lyst til at svine mig til. 

Jeg havde fornemmelsen af, at hun ikke var en person der snakkede dårligt om andre. Hun virker som en, med en god tålmodighed og et godt sind. Det var ikke hvad hun udviste, efter ti minutter med mig. 

Det var pinligt og flovt, at jeg havde lavet mig selv indtil sådan en karakter. Jeg ved ikke hvordan jeg skal ændre det, men jeg håber på, at Josephine kunne hjælpe mig et stykke af vejen. Hvis hun kunne håndtere at være en mystisk pige, der skulle gemmes væk - for hendes egen skyld, selvfølgelig - så ville jeg virkelig håbe, at jeg kunne give hende et andet indtryk.

Hvis det så involverede stalking, og en irriterende måde hvor jeg dukkede op alle steder, så måtte det være det. Hvis hun virkelig ønskede mig væk, så ville jeg forsvinde fra hende. 

Men lige nu føler jeg, at hun er nødt til at give mig en chance. Jeg er en offentlig person, og hvilke offentlige personer, eller for den sags skyld, kendte personer, viser deres sande jeg til pressen? Absolut ingen. 

Hun har dømt mig for hurtigt, og det vil jeg vise hende, lige så snart jeg finder hende. Jeg vil vise hende, at jeg kan være andet end en enogtyve årig millionær, som tror at han er bedre end alle andre. For det er jeg så absolut ikke. Min mor snakker ikke med mig, min far døde af slid og stress, og jeg har overtaget hele hans liv. Jeg gør mig selv til min far, fordi jeg nægter at være alene. Det er i hvert fald én teori ud af mange. 

Ligesom alle andre mennesker, er jeg blevet helt fanget af en pige, som ikke virker til at kunne lide mig. Og jeg har endda kun mødt hende to gange, men hun kan ikke komme ud fra mine tanker. Ligesom så mange andre, troede jeg vel ikke på en forelskelse ved første blik, ikke før at jeg selv oplevede den. 

Ikke for at sige, at jeg er forelsket i Josephine. For det er netop alt jeg ved om hende; hendes navn. Og det løg hun endda om først. Men på en eller anden magisk måde, kunne jeg fornemme, at det ikke var hendes navn. Jackie passede ikke til hende. Ikke med det brune, lette krøllede hår, og de lange ben og den slanke figur. Ikke med hendes rolige øjne, eller hendes fantastiske smil. 

Ikke med hendes alkoholpåvirkede opførsel, og ikke sådan som hun bare kunne skifte personlighed. 

Jeg ved det ikke, men jeg ved bare, at jeg ikke troede på, at hun hed Jackie. Og jeg tror heller ikke på, at hun ikke har skænket mig en eneste tanke, siden sidste gang jeg så hende.

 

Endnu et kapitel fra Louis' synsvinkel! Jeg kan ikke love, at der vil være lige mange kapitler fra dem begge. Jeg vælger synsvinkel ud fra kapitlets handling, og nogle kapitler vil måske være kortere end andre, fordi at der skal skiftes synsvinkel. Men nu må vi jo se hvad der sker!

Tror I, at han finder Josephine denne her aften?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...