Up to Date ◆ Louis Tomlinson

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 feb. 2017
  • Opdateret: 5 apr. 2017
  • Status: Igang
21 år. Lever i spotlightet. Selvdestrukterende. En selvoplæst nar, det nægter at lytte til andres ord. Dette er altså indtil, at han møder Josephine, håbet for hans fremtid. 34 dage, og en kærlighed uden lige, at udleve. Var Louis alligevel for håbløs for Josephine? // Bidrag til shipping konkurrencen, med shipping navnet Lousephine - Fik en andenplads i Shipping konkurrencen.

21Likes
22Kommentarer
4751Visninger
AA

2. Ⓙ KAPITEL ET

DAG 1

Der var stille på dineren, ikke specielt mange kunder. Det var blevet sent, og de fleste har allerede været forbi, for at få deres aftensmad. Det er de færreste der kommer forbi en gyde på dette tidspunkt, og især på denne årstid. Solen går stadig ned tidligt på aftenen, og en hver teenager har sin ret til, ikke at turde gå herhen efter mørkets frembrud. Der var stadig to timer til, at jeg måtte lukke dineren ned. 

I dag var det min tur, til at håndtere de mere skidte typer, som kon herind. Alle frygtede en fredagsvagt, især hvis de havde lukketiden. Det var bandernes tilflugtssted, men først efter mørkets frembrud. 

“Klarer du den herfra, Jo?” Chris lagde en hånd på min skulder, og gav den et kort klem. Jeg nikkede og smilede, inden han hev mig ind i et kram. Hans vagt sluttede egentlig en time forinden, men han ville gerne blive og hjælpe med rengøringen ude bagved, så jeg ikke også skulle gøre det. 

Fredagsaftenvagterne krævede utroligt meget. Man stod alene der, og man skulle både betjene kunder, gøre rent i selve dineren og på disken, men også ude bagved. Man skulle sørge for, at der ikke blev skabt nogle problemer, og til sidst skulle man være sikker på, at man havde lukket og låst alle steder. 

“Du ringer bare hvis det er,” sagde han, mens han var på vej ud af døren.

“Det skal jeg nok,” forsikrede jeg ham om, inden at døren var lukket bag ham, og han officielt var ude på den anden side af dineren. De få gadelygter der havde været på denne her sidegade, var gået ud for en måneds tid siden. Vi kunne ikke selv få dem skiftet, og der kom aldrig nogle og tjekkede om de fungerede. 

Jeg gik og nynnede for mig selv, en sang som jeg havde haft på hjernen de sidste par uger. Teksten kunne jeg ikke, men melodien sad fast. Jeg gik rundt og tørrede borde af, og jeg var mere eller mindre fanget i min egen verden. Jeg hørte ikke døren gå op, før at en kunde prikkede mig på skulderen.

“Åh, undskyld!” Jeg fik næsten råbt det, så skræmt var jeg blevet af mandens prik. Han grinede svagt og hæst, men på den underligste måde, var hans ansigtsudtryk stadig så koldt. Manden havde jeg aldrig set før, og fredagsvagter var ikke uvante for mig. Han så ny ud, og han lignede bestemt ikke en type der kom her. 

“Kan man få et bord her?” Han var britisk, uden tvivl. Hans accent var tyk, og klædte hans lettere hæse stemme utroligt godt. Men jeg kunne ikke helt kommer over, den form af arrogance som han udstrålede, både i sit kropssprog og sin udtale. Jeg nikkede, uden at sige et ord, og viste ham hen til et rent bord. 

“Et renere menukort?” Hans øjenbryn var løftet, og hans arrogance var uden tvivl blevet større for hvert ord, som han havde tænkt inde i sit fine, lille hoved. Og fint; det var hans hoved i hvert fald. Mens mine tanker løb afsted med mig, udskiftede jeg menukortet på hans bord, til et fra et andet bord. Han nikkede som sit svar, og jeg havde svært ved at forstå, hvordan et menneske kunne være så ligeglad. 

Han var sådan en attraktiv mand, en som bestemt ikke lignede et barn, og så var han så utroligt arrogant. Det siger en del om ham, eftersom at jeg ikke engang kender hans navn, og at han kun havde været på dineren i omkring ti minutter. Jeg kunne mærke, at hans øjne lå på min ryg, mens jeg fortsatte med rengøringen. 

Jeg havde lyst til at sige noget, men jeg kunne ikke få nogle ord ud. Jeg havde lyst til at være ubehøvlet, og sige, at et billede ville holde ham længere tid. Jeg ville være ubehøvlet, men det kunne jeg ikke. 

I stedet for, kunne jeg betjene ham som en hver anden kunde, uanset hvor meget jeg havde lyst til det modsatte. 

“Er du klar til at bestille?” Spurgte jeg ham om. Hans øjne lå ikke på menukortet, tværtimod; han fulgte mig med øjnene, som jeg trådte tættere og tættere på ham. Han kiggede sultent på mig, og jeg følte mig malplaceret. Som om, at jeg ikke var i min egen krop, men ved siden af den. Jeg stod og betragtede alt hvad der skete mellem manden og mig selv, og jeg kunne ikke holde det ud. Det var forfærdeligt. 

“Har jeg set dig før?” Måden han stillede spørgsmålet på, chokerede mig virkelig. Han sad med hånden under hagen, og studerede mit ansigt meget nøje. Jeg var sikker på, at han havde gjort det samme, da jeg stod med ryggen til ham. Jeg sukkede opgivende, og kørte min hånd igennem mit hår.

“Højst sandsynligt ikke. Nu, er du klar til at bestille?” Jeg satte en hånd på min hofte, og lagde mere vægt på det ene ben end det andet. Jeg måtte ligne en anden snob, men jeg var træt af ham allerede. Han var den der type, hvor man ikke rigtigt kan forklare, hvad han gør galt. Udover at bruge ordet alting

“Når nej, jeg skal ikke have noget,” forklarede han, med et overraskende stort smil på hans læber. Han lignede en anden seriemorder fra en overvurderet teenage serie, og jeg brød mig ikke om det. 

Han virkede ikke som en farlig type; langt fra det endda, men jeg var ikke sikker i denne her situation. Jeg havde absolut ingen kontrol, og jeg var ikke den dominante på dineren. Jeg var sårbar, alene, spinkel, en kvinde, og bange for at åbne min mund. Manden havde alle fordelene.

“Hvad laver du så her?” Min stemme knækkede på midten, men jeg gjorde alt jeg kunne, for stadig at fremstå stærk i mit spørgsmål. Mine hænder rystede en smule, som jeg tog et halvt skridt bagud, og lænede mig op ad et andet bord, som jeg lige havde gjort rent. Jeg fokuserede på hans læber, for at se, hvornår de ville åbne sig, og hvornår ord ville kom ud mellem dem. 

“Flygter,” svarede han, som om at det var den mindste ting i hele hans verden. En nysgerrighed blev vækket indeni mig, og det var en følelse som jeg gerne ville slukke igen. Han havde absolut ingen årsag til at være her, og uden at lyde som en lille pige, så var jeg bange for ham og hans anonymitet. 

“Fra hvad?” Min stemme var kold, og det var jeg mere end tilfreds med. Manden sad og grinede svagt, inden han kørte en hånd igennem hans brune hår. Jeg løftede mit ene bryn, og rømmede lidt på stemmen, for endnu engang at fange hans opmærksomhed. Hans øjne lå ikke på mig, på samme måde som før.

Han kiggede på mig, på en helt ny måde, og jeg kunne ikke finde ud af hvorfor, det pludseligt havde ændret sig.

“Ved du ikke hvem jeg er?” Hans spørgsmål lød dømmende, som om at jeg var en dum tøs, som ikke havde den mindste anelse om, hvad der foregik rundt om hende. Jeg rystede svagt på hovedet, stadig med et øjenbryn løftet op i panden. Han grinede svagt, mens han rystede på hovedet af mig. 

“Jeg er Louis William Tomlinson, og jeg står bag Tomlinson Archives. Jeg flygter fra paparazzierne, som prøver at fange et billede af den enogtyve årige millionær.”

 

Et kortere kapitel, men nu er vi igang! Normalt ville dette nok have været en prolog, men jeg følte ikke, at det passede ind. Men anyways, næste kapitel burde meget snart komme, og jeg håber virkelig, at I vil følge med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...