Vejen hjem igen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2017
  • Opdateret: 7 feb. 2017
  • Status: Igang

I dette eventyr følger vi Esme på hendes rejse i det ukendte.
Hun lærer ikke blot at bruge fantasien, men hun lærer også at elske.

STATUS: ikke slut
KAPITLER UDE: 1

3Likes
0Kommentarer
113Visninger

1. Starten...

Esme er en vældig sød pige, hun er både organiseret og klog.

Hun har bare et problem, hun er fantastisk eventyrlig og det er hun alene om, der er nemlig ingen der deler den tankegang med hende og der er mange der gør grin med det.

Esme selv har ikke noget imod at ingen kan lide hende og synes at det med trolde og hekse er latterligt. Faktisk har Esme kun en ven det er hendes ven Andy. Andy er Esme`s bedsteven, faktisk er han en fantasiven ihvertfald for os, vi har jo aldrig set ham? Det har Esme heller ikke, men hun kan mærke ham når han er tilstede. Hun ved ikke

Folk siger at Esme er mentalt forstyrret, det tror alle fordi hun altid går rundt og taler med sig selv, men hun tror at hun taler med Andy. Esme bor i en by der ligger ved stranden og hvor der altid er varmt så der går hun tit tur.

Netop denne varme sommerdag gik Esme en tur langs vandkanten, det var en meget vindstille dag, ikke en vind rørte sig. Esme var helt alene på stranden. Hun gik i bare fødder ved vandkanten, vandet stod så stille som vinden, der var helt stille.

Det var mærkeligt, noget føltes anderledes. Var det godt eller skidt?

Esme satte sig ned i det varme sand, imens solen skinnede ned på vandets glimtende overflade med dets gloende hede.

Esme havde taget en lille skovturskurv med, i den havde hun et tæppe til at sidde på, lidt småkager, noget vand og lidt brød. Hun foldede det røde tæppe ud over sandet og lagde sig ned for at slappe af. Tæppet var dejlig blødt at ligge på.

Hun fik et kæmpe chok da vandet pludselig rejste sig op over hende som om det var en gigantisk bølge, men på et split sekund delte havet sig i to og der blev dannet en lille sti ind i havet.

Esme kunne mærke nakke hårene rejse sig som hun ligeså stille nærmede sig vandet. Hun kunne ikke lade være, hun var som betaget af eventyr, så betaget at hun kunne mærke hun ville fortryde det rasten af hendes liv hvis ikke hun tog chancen for at se hvor stien førte hen.

Hun gik langsomt tættere og tættere på vandet, til sidst stod hun lige foran stien, men hun var ikke sikker på om hun skulle tage skridtet ud i det ukendte, for hun ville måske ikke kunne gøre det om.

Efter at have tænkt i lidt tid vidste Esme hvad der var det rigtige at gøre, hun ville tage skridtet, for hvis hun ikke gør vil det pine hende at hun aldrig fandt ud af hvad der var for enden.

Esme samlede hurtigt hendes ting sammen i hendes kurv og løb et godt stykke hen ad stien med hendes kurv. Hun stod nu på stien midt i havet. Hun blev så bange at svedperlerne løb ned af panden på hende, da alt vandet bag hende faldt sammen. Hun troede at hun ville drukne, men det var ikke det der skete for, det var hver gang hun gik længere hen ad stien at mere vand samlede sig bag hende.

Hun gik langsomt langs stien og beskuede vandet. Der var meget at kigge på, blandt andet alle de forskellige og flotte fisk. På stien var der mange muslingeskaller og andre ting fra havet. Esme havde altid elsket at samle på muslingeskaller, hun syntes at de var flotte. Der var mange muslingeskaller i alle farver både blå, rød, lilla, grøn der var endda nogen med flere farver.

Noget af det første Esme fandt var dog en pæn lille fisk der gispede efter vejret da hun fandt den, hun tog den stille op i hånden og stak forsigtigt hånden ind i vandet og satte fisken fri.

Esme begyndte at samle mange muslinger så mange at det næsten ikke kunne være flere, men da hun skulle til at samle en sidste muslingeskal op hørte hun noget, en stemme, den lød bekendt, den var fjern og svær at høre. Esme vidste godt hvem det var, hun kunne mærke det. Det var som om noget inde i hende bristede da hun tænkte på hvor meget hun savnede ham, hun kunne mærke tårerne presse sig på.

Esme knugede kurven med hendes ting hårdt til sig og løb som hun aldrig har løbet før. Hun lukkede øjnene og drømte sig væk fra smerten af at elske nogen, imens hun løb videre.

Hun stoppede først da hun hørte en høj og våd lyd, hun lukkede øjnene op og vendte sig om, og der stod hun og kiggede på en stor vandpyt midt i skoven og tænkte...

Kom virkelig op af den vandpyt?

Hun vendte sig om og fortsatte langsomt. Så kom stemmen igen denne gang bare tydeligere og højere nu var hun sikker.

Det er jo ham, jeg må finde ham! Mon jeg ser ham denne gang?

Hun satte tempoet op og fortsatte længere ind i skoven. Esme gik virkelig hurtigt hun som ikke engang hvor hun gik, pludselig faldt hun over en rod, hun slog sit knæ så hårdt at hun ikke kunne gå. Hun sad stille i lidt tid, så fik Esme et stort chok da noget der lignede en meget forvokset og mærkelig abe kom hoppende hen imod hende. Aben begyndte at skrige og hoppe og og ned, kort efter var hun omringet af dyr der enten bare kiggede eller slikkede på hende.

Alle dyrene så mærkelige ud...

Aben havde ansigt på numsen, fjer istedet for pels og tre påfugle haler på ryggen. Slangerne var kugle runde med røde og hvide striber. Små elefant unger med øre på størrelse med en ferskener, takker på ryggen og kun to ben. Mus men små gule vinger og gigantiske fødder. Krokodiller med slikkepinde som tænder, sko på fødderne og med bæverhale.

Ja selv insekterne var anderledes end de plejer.

Det mest mærkelige var nok at flere hundrede insekter landede ned på hendes ømme knæ og begyndte at lyse, så hoppede fire mus op på hendes ryg og fløj hende hen til udkanten af skoven, så fløj musene ind i skoven og insekterne forsvandt.

Hendes knæ gjorde ikke ondt mere, hun kunne gå nu.

Hun stod nu udenfor skoven ved en klippeskrænt. Esme var lige ved at falde ud over skrænten da hun så den fabelagtige udsigt hen over landskabet nedenfor klippen.

Der var et kæmpestort, men elegant slot lavet af flerfarvet marmor, det var højt med rødt og sort tag.

Der var en masse små træhytter i farven lilla.

Ja der var sågar et hus lavet af brownie, Esme`s ynglings kage

På legepladsen legede en masse børn og så glade ud. Dyrene gik frit, alle lydene fra vandet i bækken og fra vinden i træerne var fantastisk beroligende.

Alt var frydsommeligt og fredeligt.

Langt væk fra alt de andet kunne man se et kæmpestort hus der mindede om et slot fordi det var så stort, men det så ikke nær så fint ud, det lignede nærmere et stort forladt hus. Gardinerne var trukket for alle vinduerne.

Der var en mørk og meget høj mur rundt om huset dækket af planter, den eneste vej igennem muren var en stor, men smal gitter låge.

Og da hun kiggede rundt på dette smukke landskab fik hun et chok da hun hørte Andy igen, og så faldt hun ned af skrænten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...