Før og nu

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2017
  • Opdateret: 9 feb. 2017
  • Status: Færdig
”Velkommen.”
Velkommen hvad? Velkommen hertil, til denne samtale, som vil dræbe dig indvendigt? Velkommen til helvede. Velkommen tilbage. Åh gud, jeg havde glemt lyden af hans stemme.
”Sherlock.” Jeg vil sige noget. Noget, som kan få ham til at forstå, noget der indeholder så meget had, at han går. Men det er der ingen ord, som kan. Så jeg fejler, og jeg hader det. ”Undskyld.”
Han ser op, og alle farverne i hans øjne er der endnu. De var bare godt skjult. Han roder op i sit mørke hår, og jeg stirrer. Og indser, at en eller anden dag vil det være for sent. Så er der ikke flere chancer. Så vil hvert et sekund hvor jeg ikke handler være nåle med bitter, syregrøn gift.

Bidrag til Shipping-konkurrencen.
John + Sherlock = Johnlock

7Likes
2Kommentarer
383Visninger

6. .

Og så ringer det på døren. Det giver et lille gib i Mrs. Hudson, og Rosamund begynder at græde. Jeg ænser intet. Intet andet en lyden af en dør der ringer og tusind følelser, der går igennem mig på samme tid.
  For det kunne være Molly, det ville ikke være første gang, eller Mycroft, eller en hvilken som helst anden person. Men det er det ikke. Jeg kan genkende skridtene. Kan mærke hans hjerteslag på den anden side af døren, som om det var mit eget. Jeg kunne genkende ham hvor som helst, og jeg kan ikke flygte. Optændt af ivrig tvivl ser jeg mig om efter Mary, men hun flimrer og forsvinder. Jeg lukker øjnene.
  Skridt på dørmåtten. Skridt på trappen. Skridt i gangen. Døren knirker. Min puls stiger.
  Jakken er væk sammen med de nystrøgede bukser, sammen med gnisten i hans øjne. Erstattet af ordinære, blå cowboybukser.
  Hvor blev Rosamund af? Hvornår er Mrs. Hudson gået? Før jeg kan nå at gøre noget, har han sat sig i lænestolen foran mig, og alt gør ondt på en gang. For sådan sad han før, med korslagte ben og den ene arm på det ene mørkerøde armlæn i den ene af de to lænestole.
  Og pludselig er jeg igen den ene af de to. Jeg er tilbage hvor jeg kom fra, og alt er det samme, men det er så forkert, for intet er det samme, intet. Et forkert smil breder sig over mit ansigt.
  Forkert, forkert, alt sammen. Jeg hader ham, inderligt.
  ”Velkommen.”
  Velkommen hvad? Velkommen hertil, til denne samtale, som vil dræbe dig indvendigt? Velkommen til helvede. Velkommen tilbage. Åh Gud, jeg havde glemt lyden af hans stemme.
  ”Sherlock.” Jeg vil sige noget. Noget, som kan få ham til at forstå, noget der indeholder så meget had, at han går. Men det er der ingen ord, som kan. Så jeg fejler, og jeg hader det. ”Undskyld.”
  Han ser op, og alle farverne i hans øjne er der endnu. De var bare godt skjult. Han roder op i sit mørke hår, og jeg stirrer. Og indser, at en eller anden dag vil det være for sent. Så er der ikke flere chancer. Så vil hvert et sekund hvor jeg ikke handler være nåle med bitter, syregrøn gift.
  ”Jeg var ikke hurtig nok, John, og hvis du vidste, hvor mange gange jeg har fortrudt det siden…”
  ”Det er du ikke alene om at fortryde.” Hele stuen er ladet med uudtalte ord. Minus- og pluspoler, som ikke vil forenes. Had og… noget andet. Minder. Før.
  ”Men jeg ved,” fortsætter han. ”At af alle ødelæggende følelser i verden, er had den ondeste. Og jeg kan ikke se dig ødelægge dig selv. Så ville jeg bryde den sidste del af eden, og-”
  ”Tal ikke til mig om had! Du ved intet, for du er ligeglad. Men jeg skal fortælle dig noget, Sherlock, som du gør klogt i at huske. Vi mennesker er ikke ligeglade. Vi elsker, og vi sørger, og vi hader, men det vil du aldrig forstå, for du er intet menneske. Du er fuldstændig ligeglad.”
  Sherlock er stille. Hans fingre banker i armlænet, og så fylder han stemme rummet. ”I så fald er du forelsket i et monster.”
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...