Før og nu

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 feb. 2017
  • Opdateret: 9 feb. 2017
  • Status: Færdig
”Velkommen.”
Velkommen hvad? Velkommen hertil, til denne samtale, som vil dræbe dig indvendigt? Velkommen til helvede. Velkommen tilbage. Åh gud, jeg havde glemt lyden af hans stemme.
”Sherlock.” Jeg vil sige noget. Noget, som kan få ham til at forstå, noget der indeholder så meget had, at han går. Men det er der ingen ord, som kan. Så jeg fejler, og jeg hader det. ”Undskyld.”
Han ser op, og alle farverne i hans øjne er der endnu. De var bare godt skjult. Han roder op i sit mørke hår, og jeg stirrer. Og indser, at en eller anden dag vil det være for sent. Så er der ikke flere chancer. Så vil hvert et sekund hvor jeg ikke handler være nåle med bitter, syregrøn gift.

Bidrag til Shipping-konkurrencen.
John + Sherlock = Johnlock

7Likes
2Kommentarer
370Visninger

2. .

Brune, blanke øjne møder mine i spejlet. Lysebrunt jakkesæt. Lysebrune skægstubbe. Jeg stirrer ubeslutningsdygtigt på barberbladet i min hånd, mens samtaler genspilles i mit hoved.
  I don’t shave for Sherlock Holmes. Du skulle få en t-shirt hvor det stod på.
  Mit spejlbillede smiler, men det er et spøgelsessmil, som hører hjemme i en anden tid. Det hører hjemme før. Det laver skuffende lidt støj, da jeg lader barberbladet dumpe ned i vasken. Nye tanker melder sig. Man kan jo også bruge det til andre ting. Skære i noget, skære i sig selv. Flytte smerten og glemme.
  Men det er ikke den, jeg er. Jeg er doktor, jeg reparerer, ødelægger ikke. Desuden vil Sherlock se det med det samme, og det ville jeg ikke kunne bære. Han ville ikke sige noget, men et blik ville være nok… han ville ikke sige noget, fordi han ved, at det ville såre mig. Han ville beskytte mig ved at være tavs.
  Han beskytter ingen. Han svigtede.
  ”Det klæder dig altså ikke.”
  ”Siger hvem? Du er ikke virkelig.”
  ”Siger den eneste, som virkelig betyder noget.”
  ”Jeg barberer mig ikke for Sherlocks skyld.”
  Det vidunderlige smil danser på hendes læber, og de vidunderlige øjne lyser i skæret fra hotellets natlampe. Hvor jeg savner hende. ”Nej, det bliver du jo ved med at sige. Men du indrømmede det da.”
  Jeg svarer ikke, for jeg ved, hvad hun vil sige, og jeg ved, at hun har ret. Hun forsvinder, så snart jeg rækker ud efter hende. Jeg slukker lyset.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...