Som om jeg er i live.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 feb. 2017
  • Opdateret: 6 feb. 2017
  • Status: Færdig
Mine dage smelter sammen og alle ignorerer mig. Jeg følger med ham, lydløst dag ud og ind og betragter hans fregner. Lige indtil hun kommer.

0Likes
0Kommentarer
127Visninger

1. Ham.

Hans fregner ligner små stjerner og dækker hans kinder som mælkevejen på en mørk aften. Han sover i bussen, uvidende omkring mig, uvidende omkring de andre som er her.

Hans krøller er mørke i forhold til mit hår, en ting der altid har forundret mig og underholdt mig på samme tid. Vi har altid været så ens, men alligevel så forskellige.

Jeg sidder ikke for tæt på ham, for mit hår er drivvådt og det får det til at se en smule mørkere ud end det egentlig er. Det er egentlig hans hættetrøje som jeg har på, og selvom den er våd og mit hår drypper ned på den, er den varm. 

 

Da bussen stopper, vågner han af sig selv, en ting han har gjort i godt et års tid efterhånden, selv uden at jeg vækker ham. Det er som om at han bare ved hvornår jeg plejede at vække ham.

Der er få som hilser på ham, men ingen hilser på mig. Det har alt sammen været ret akavet det sidste års tid, som om han er en zombie ingen rigtig ved hvad man skal gøre med. "Frej er ikke den samme mere," hvisker folk omkring på gange, som om vi ikke hører dem og alligevel virker han så ligeglad.

 

Han går til sit første modul og jeg bliver ude i spiseområdet. Her er enkle personer rundt omkring, selv nogen af dem jeg ville have kaldt venner for et års tid siden. Jeg føler mig ikke eksisterende, tom.

Som om mine tanker larmer for meget, men alligevel er ingen af tankerne vigtige nok til at huske. Det er et stort, larmende virvar.

 

Efter hans første modul går han ud for at ryge, selvom jeg påpeger at det er usundt. Han ignorerer mig. Hans venner ignorerer mig. De snakker om at der skal komme en ny pige i deres klasse. De snakker sladder. Uinteressant sladder som ikke interessere mig og som jeg ved ikke interessere ham, men jeg ved også at han er ensom nok til at have været ligeglad.

 

Han tager en ny cigaret frem og fisker en lighter op fra lommen. Jeg puster flammen ud, og han tænder den på ny. Han prøver to gange mere, før han dækker flammen til med hånden. De snakker videre og jeg lytter med, for deres uinteressante sladder bliver lige pludseligt interessant. De skal have fest i weekenden. Det betyder han skal drikke, og når han drikker nok, begynder han at kunne bemærke mig igen.

 

Jeg går med ind i klassen da frikvarteret slutter, for jeg vil gerne se den nye pige. Hendes hud er en varm, mørk farve der får mig til at krumme mine bare, våde tæer. Hendes hår er også krøllet og hendes brune øjne er omringet af lange mørke øjenvipper. Hun er smuk.

Men det der overrasker mig mest, er at hun kigger på mig som om hun kan se mig. Faktisk så meget, jeg bliver lidt bange. Det burde hun ikke.

 

Efter kort tid i klassen går jeg, for jeg får alligevel ikke noget ud af det og det er dødkedeligt. Jeg er nået lidt ned af gangen da jeg hører den åbne igen og jeg fugter læberne før jeg kigger tilbage. Hun kigger på mig, som om hun kan se mig og som om jeg ikke bare er en af gangens blege genfærd.

 

"hej," siger hun, "fryser du ikke? Du er helt gennemblødt."

 

Jeg svarer hende ikke, af frygt. Hvorfor kan hun se mig? Hun spørger hvad jeg hedder, men jeg svarer ikke. Hvorfor kan hun se mig? Som om jeg er i live.

Hun rækker hånden frem, for at røre mig på skulderen, og jeg betragter hendes ansigt så jeg kan se hendes reaktion når hun indser at hun ikke kan røre mig.

 

Hendes øjne bliver store, og hun ligner et rådyr, fanget i forlygterne af en bil. Hun rækker hånden frem igen og den går direkte igennem mig, hvilket får hende til at gå et enkel skridt tilbage og bande svagt.

Jeg har lyst til at sige noget, præsentere mig selv men hun står bare der og ligner en som har set et genfærd. Hvilket hun i teorien har, så jeg kommentere det ikke.

 

Hun stikker af, hvilket jeg ikke dømmer hende for. Hun kigger på mig resten af dagen, som om hun kan se mig. Som om jeg er i live. Hun snakker med andre, selv en smule med Frej. Hun får hans ansigt til at lyse op i glæde og en hvis jalousi vælder frem i mig. Men hvad betyder det mere. Ingen bemærker mig. Jeg er fanget i en cyklus af at være til stede, men ikke i stand til at gøre noget ved det.

 

Frej går gennem skoven hjem, som altid. Jeg går hele vejen ved hans side, men ingen af os siger noget. Han ville alligevel ikke reagere. I starten prøvede jeg at skrive sedler til ham, men det skræmte ham så voldsomt at jeg hurtigt holdte op.

Dagene smelter sammen, timerne forsvinder ud i ingenting og pigens brune øjne betragter mig dag efter dag.

 

Hun snakker med Frej. Han virker gladere. Hun ved selvfølgelig heller ikke hvad der er sket, desuden kan hun jo se mig. De følges hjem gennem skoven, og jeg går lidt efter dem. Dette fortsætter i et par uger, hun betragter mig med svage mellemrum over skulderen.

 

En dag fortæller han om mig til hende. Han græder, som han fortæller om os. Om hvordan vi sneg os ud den aften, om hvordan ensomheden har opslugt ham og gjort ham til en skal. Han fortæller ikke hvordan jeg døde. Bare at, én tæt på ham døde. Jeg går forsigtigt tættere på og rør hans kind, med de tusinde fregner og han ryster kort over hele kroppen.

 

"det var ikke din skyld," hvisker jeg stille, selvom han ikke hører mig for det gør hun jo.

 

"Var det din søster?" spørger hun stille og jeg kigger på hende, og for første gang i over et år, smiler jeg svagt. Han forstår ikke hvorfor hun ved at jeg var hans søster, det kan jeg se på ham.

"I ligner bare hinanden," hvisker hun stille og han kigger rundt i skoven. Men han kan ikke se mig. I stedet nikker han forsigtigt.

"Det var ikke din skyld." hvisker hun stille og jeg smiler bare lidt mere, taknemmelig over at hun har sagt det højt.

 

Dagene stoppede med at smelte sammen efter det. Hun passede på ham, de talte til langt ud på natten og en sen aften gik vi alle ned til fjorden. Båden hvori vi havde siddet, var for længst hugget op men broen var der endnu. Hun snakkede for mig og jeg hviskede til at starte med hvad han havde brug for at hører.

 

Men nu er jeg ikke så nødvendig mere og som de sad der på broen og kiggede på stjernerne, og snakkede om ingenting, rejste jeg mig og gik tilbage og ned i vandkanten. Jeg soppede i det blanke vand, og følte en hvis form for glæde. Som om jeg er i live.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...