Who am I Really?

"Who am I Really?" skal bruges som en form for udtrykkelse for mig - jeg skriver nogle af mine inderste tanker ned i den her, og alle personer er inspireret af mine venner og bekendte fra virkelighedens verden. Med andre ord - dette er min hverdag, med mine tanker, mine oplevelser, mine erfaringer .... Hvorfor så offentliggøre mine tanker og "udstille" mig og mine bekendte? En dag undrede jeg mig om nogle andre i denne verden har det bare lidt ligesom mig, derfor besluttede jeg mig for at lægge mine udkast ud på internettet anonymt, så ingen jeg umiddelbart kender ved at det er mig som skriver. Du som læser skal have tak for at vise din interesse, og så må du da meget gerne smide en kommentar med din mening :D Lots of love LystSkriveren (Til sidst vil jeg gerne tilføje at jeg ikke er verdens bedste til at opdatere regelmæssigt, så der bliver kun publiceret nyt når jeg føler for det)

0Likes
0Kommentarer
46Visninger
AA

1. Hvor jeg dog bare elsker frikvarterer

Klokken ringer til frikvarter. Åh, lige hvad jeg havde brug for, lidt frisk luft ind i dette svedstinkende lokale. Jeg retter mig op på stolen, og giver mig til at lege lidt med min ring – den forestiller nogle englevinger, der strækker sig op af fingeren. Jeg fik den sidste jul af min mormor og morfar, og har nærmest ikke smidt den siden.

Bagfra kan jeg allerede høre Mathias, Anton og F pakke deres ting hektisk sammen. ”Sagde jeg måske noget om at i måtte pakke sammen?!” råber Pernille hæst og spyttende ud over klassen, ”timen er først ovre, når jeg siger at den er ovre. Om i så skulle blive her til klokken fem”. Hun lægger ekstra tryk på ordet fem, og jeg kan se de små dråber af spyt der flyver ud fra hendes læber. Hun er bare altid så pisse sur, hendes og hendes tyggegummi. Hun må være inderligt bitter hele tiden. ”Klokken har ringet, så jeg kan gå,” beklager Mathias sig. Han forsøger altid, og får aldrig andet end ballade ud af det. Hvornår fatter han hvad lærerne gerne vil have?

 ”Og hvad så?!” råber Pernille ham lige ind i ansigtet. ”Alle i andre, i må gerne pakke sammen, i 3 bliver her,” siger Pernille, og resten af klassen pakker stille og roligt sammen, og forlader lokalet mere stille end sædvanligt. Jeg går bare direkte ud af klassen, og over til mit skab – så hurtigt som overhovedet muligt.

Jeg ville bare ikke støde på Mira; det er egentligt ikke fordi jeg ikke kan lide hende, jeg gider hende bare ikke i dag. Eller i morgen. Måske gider jeg hende slet ikke? Jeg kan ikke engang beskrive hvorfor jeg ikke gider hende – det er nok bare personlighederne der går galt med hinanden. Vi skal have historie sammen senere, så jeg tænker at jeg nok skal få min daglige dosis Mira på det tidspunkt, jeg skal bare ikke bruge den lige nu.

Jeg tænker på Stefan, mens jeg slanger ud og ind mellem klaserne af elever der står samlet uden for lokalerne. Hvor mon han er henne lige nu? Jeg bliver bekymret for ham næsten automatisk, og jo mere jeg tænker, desto mere komme jeg i tanke om at der slet ikke er noget at være bekymret over. Typisk mig – bekymrer mig over ingenting, hele tiden.

 Mine tanker bliver brat brudt af alle 8. klasserne, som kaster papir fyldt med sæbevand efter hinanden, og det er kun lige med nød og næppe at jeg får undveget og overlevet deres åndssvage nye leg. Jeg fører hånden ned mod min jakkelomme, og klapper på ydersiden af den, så jeg er sikker på at jeg har mine nøgler, selvom jeg godt vidste at jeg havde dem der.

Da jeg når hen til skabet, griber jeg mine nøgler, låser op, og fumler lidt med mine fysik/kemi bog og kladdehæfter. Jeg får lige akkurat kigget mig over skulderen, da en stor følelse af ligegyldighed og skuffelse strømmer ind over min krop, ved synet af at Asta og Malou kommer gående sammen. Jeg burde bare slet ikke føle mig så ligegyldig, men jeg kan ikke lade være. Det er egentligt mærkelig nok, at jeg sådan føler mig ligegyldig, når jeg selv har trukket mig lidt på automatik; det var ikke noget jeg valgte, det var bare noget der skete, og jeg kan ikke fikse det alene. Og desuden så er der jo ingen grund til at føle sig skuffet, men endnu engang er det bare mig og min tankegang der blæser tingene op til mere end de egentligt er. Eller er det bare mig?

Jeg ser Felicia, Alma og Karoline stå op af radiatoren, og jeg går derhen med små, hastige skridt. Allerhelst ville jeg finde Stefan, men jeg tør ikke stå der alene, sammen med hans venner. ”Se den nye sweatshirt jeg har bestilt!” siger Felicia, mens hun stolt vifter hendes Iphone 6 i vejret. ”Jeg kan ikke se den, når du ryster telefonen”, beklager Karoline sig, mens hun prøver at få Iphonen ud af Felicias hånd. ”Ja, beklager, men jeg kom til at smadre den i går…” rømmer Felicia sig. ”Min er også smadret,” siger Alma så, ”men det er heldigvis bare panserglasset.” Hun tager hendes Iphone op af lommen, og viser den frem. Jeg står bare lidt og kigger på deres snak. Jeg kan ikke rigtigt finde noget emne at snakke om, selvom jeg gerne ville. Jeg har jo ikke bestilt nogen sweatshirt, og min telefon er heller ikke gået i stykker. ”Iiiih, men er flot!” siger Karoline, og giver Felicia et lille puf i siden.

I mellemtiden har jeg så nået at falde i staver, og tager mig selv i at stirre ud af det kæmpestore dobbelte vindue, over i kantinen. Mine øjne havde hidtil været fastfrosset på et punkt, som jeg ikke selv vidste hvad var, til min hjerne reagerede på en speciel person.

Stefan dukkede op i mit synsfelt, ovre i kantinen. ”Nora, kan jeg snakke med dig?” siger Karoline. ”Øhh, hvad? Snakke? Tjaøh, det kan vi da godt. Hvad er det om?” siger jeg fraværende, for jeg vil meget hellere over i kantinen lige nu.

”Ikke her, og det handler om Asta og Malou,” svarer Karoline, og tager mig i hånden, hvorefter hun fører mig ud på en af de andre gange, hvor der ikke er nogen mennesker. Hun udpeger en varm radiator, og sætter sig ned op af den. Jeg aber bare efter, og gør præcist de samme bevægelser, som hun gør.

Da vi har sat os begge, begynder hun at snakke: ”Hva’… Har i snakket sammen?” spørger hun. ”Med Asta og Malou?” spørger jeg forvirret. Hvorfor ved hun noget om det, og hvorfor spørger hun? ”Tjah, jeg snakkede lige lidt med Malou i kantinen, og hun sagde lidt om hvad der foregik mellem jer i øjeblikket,” siger Karoline, mens hun kigger på mig med store øjne. ”Nej, skulle vi da snakke?” spørger jeg åndsfraværende.

Hvor mærkeligt er det lige at Karoline snager i mit privatliv lige nu? Karoline er en af jordens sødeste personer, og sindssygt meget godt kan man sige om hende, men nogle gange vil man bare gerne have lidt fred i ens privatliv. Men jeg husker tydeligt hvordan hun hjalp mig gennem den krise jeg havde med Stefan, og får skyldfølelse, for, hold nu op, hvor gjorde hun meget for mig i den periode.

”Ja, Malou sagde at hun gerne ville gøre det,” svarer hun mig, og det bryder totalt mine tanker omkring hende. ”Nårh, men, tja… Nej, vi har ikke snakket. Men det skal vi på et tidspunkt, men jeg vil ikke gøre det i skolen. Der er altid så mange forstyrrelser, og det trænger vi ikke lige til,” siger jeg. Jeg kigger lidt fraværende på mit ur, og ser at der stadigvæk er 20 minutter tilbage af frikvarteret, som jeg skal have brændt af. ”Bare husk, hvis du vil snakke, så er jeg lige her,” siger Karoline så. ”Tak, Karoline. Du er virkelig en skat,” svarer jeg, og krammer hende så. ”Kan vi gå hen til de andre?” spørger jeg, efter at vi er færdige med at kramme. ”Ja, lad os,” siger hun, og rejser sig op. Jeg gør det samme, og vi genforenes med resten af gruppen i kantinen.

De står og snakker om weekenden, men jeg har mere travlt med at kigge efter Stefan, end jeg har med at høre deres snak. ”Nora, du drak altså ret meget. Du var fuld,” siger Felicia så. ”Beruset,” svarer jeg åndsfraværende, mens mine øjne farer rundt for at finde Stefan. ”Jaja, så siger vi det,” kommer Alma så med input til samtalen. De andre kvidrer videre, og mine øjne farer stadigvæk rundt feter Stefan, til jeg får øje på ham i den anden ende af kantinen.

Han står sammen med F, Anton, Oliver og Kristoffer. Han ligner en der er lige så meget med i samtalen, som jeg er med min gruppe. Pludselig får vi øjenkontakt, og på automatik bryder jeg den. Hvorfor gjorde jeg det?! Jeg kigger febrilsk tilbage på ham igen, men han ser pludselig ud som om han dybt følger med i hans gruppes samtale. Tja, hvad kan man sige. Jeg er tosset med den dreng.

Mine øjner flakker nu endnu engang rundt – og denne gang falder de på Mira og Astrid som kommer gående sammen. De ligner seriøst hjerteveninder, men det er de ikke. Det ved jeg. Astrid og jeg har nemlig snakket virkeligt meget sammen på det seneste, og vi har fundet ud af at vi føler det samme omkring Mira. Hun har det bare ikke lige så dårligt med det, som jeg har.

”Heeeey,” siger Mira, da hun nærmest kommer hoppende ind i samtalen, og stjæler de andres opmærksomhed. ”Hej Mira,” siger Alma glad, og lysner op. Jeg kaster et hurtigt blik på Felicia – hun står og ligner mig fra tidligere. Stener bare ud i luften. Det skal hun da også have lov til, tænker jeg lidt for mig selv. ”Jeg var sammen med familien i går, og det var bare så hyggeligt! Vi gik i biografen, og alt muligt!” jubler Mira glad. ”Hvad så i” spørger Alma, og hun byder virkeligt ind i samtalen.

Alma, tja, hun er bare Alma. Venlig, rar, dejlig at være sammen med, pålidelig… Listen kunne blive længere og længere, en hun er bare en af de der typer som alle kan lide. Oven i købet er hun også vildt musikalsk, og det er bare noget som jeg har gået og misundt for den længste tid. ”Vi så ”I See You”, har i andre nogensinde set den? Den er vildt god og sådan…” siger Mira ud i luften. ”Ja, jeg så den her forleden med Ella”, svarer Karoline, og vupti, så står Mira lige ved siden af mig og Karoline. ”Jeg går hen og ligger mine bøger i lokalet, nogen der vil med?” spørger jeg ud i luften, og det er helt bevidst at jeg giver Astrid en kæmpe chance for at komme væk fra Mira. ”Mig mig mig!” siger Astrid febrilsk, og armer sig ud gennem den cirkel vi stod i.

Da vi kommer lidt væk fra kantinen, begynder Astrid at få munddiarré: ”Jeg er da fuldstændigt lige glad med hende og hendes film, hvem gider overhovedet at høre på det! Og så du den måde hun lænede sig op af Alma på?!” beklager hun sig, mens vi går på de iskolde og grå gange. ”Nora, hører du overhovedet hvad jeg siger?” spørger hun. ”Jaja, jeg lytter,” lyver jeg, og stirrer kun fremad. Jeg knuger mine bøger ekstra tæt ind til kroppen. Astrid stoppede samtalen, jeg tror at hun blev fornærmet over at jeg ikke hørte efter. Man ved altid hvilken Astrid man møder – enten er det den sure, eller den vildt søde. Hun har bare ligesom 2 personligheder.

Gud, hvor er jeg egentligt dømmende overfor andre, går jeg og tænker lidt for mig selv, før vi drejer ind af døren til klasselokalet. Vi spærrer hele den bagerste række, så hele slænget kan komme til at få en plads. Jeg kigger på mit ur – der er stadigvæk 15 åndssvage minutter tilbage, og jeg har stadigvæk ikke snakket med Stefan endnu, og det går mig på – hvad nu hvis han tror at der er noget galt med os? For det er der i den grad ikke, men jeg tør ikke at bekræfte det til ham, overfor ham og hans venner. Tænk, hvad de ville tænke om mig, hvis de så os snave, uden at vi havde fået noget at drikke!

”Jeg… jeg skal lige hente nogle flere ting ovre i mit skab,” siger jeg til Astrid, og bevæger mig hurtigt ud af klassen – hun skal ikke vide a jeg slet ikke skal hente bøger. Jeg skal faktisk bare have en slapper – en lille slapper fra de andre, det er alt hvad jeg lige nu har brug for.

Mine bønder fra tidligere blev hørt – jeg møder Stefan uden nogle af hans venner omkring sig. Jeg tager ham i hånden, og fører ham ind i et af de gamle mødelokaler, som ingen alligevel bruger. Jeg smækker hurtigt døren i, kigger ham et splitsekund i øjnene, før jeg trykker mine hungrende læber mod hans – og han gengælder det. Jeg mimer efter hans mundbevægelser, og min hånd kommer automatisk til at rode rundt i hans lange nakkehår. Hans hænder derimod er havnet på min ryg, og bevæger sig ned af, mens vi står og kysser hinanden. Åh, det er seriøst den bedste følelse, når jeg at tænke, før han trækker sig lidt væk igen.

Det er først nu det går op for mig, at vi slet ikke har sagt et eneste ord til hinanden.

 

Vi trækker os lidt væk fra hinanden. ”Hej,” er lige det første jeg kan komme på, og han gengælder med et smil – mit smil. Det smil jeg allerbedst kan lide.

”Hvilken klasse er du i?” spørger han mig åndsfraværende. Jeg kan se på hans øjne, at han ikke var interesseret i at holde en dialog i gang, men egentlig hellere ville gøre det, som vi gjorde før. Jeg træder et skridt tætter på ham, og vores næsetipper mødes, hvorefter jeg hvisker stille til hans ansigt: ”Monas”. Vi venter et sekund før vores læber igen mødes.

Jeg trasker stille og roligt ud på gangen igen – han gik mod hans time, og jeg er nu på vej i modsat retning af ham. Jeg kan bare ikke få mine tanker af ham igen – ham, ham, ham, ham, ham, ham, ham, ham, ham.

Til min store ærgrelse går der ikke længe, før jeg møder Felicia, Astrid og Alma på gangen. De står og snakker om en eller anden fest, som jeg ikke gik til. Heldigt for mig, for så behøves jeg ikke at komme med input til samtalen. Jeg får de sidste lange 5 minutter brændt af, før timen ringer ind igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...