Den søde bamse..

Hmmm.. hved ikke helt, hvad for en historie det her er.. Anyways, den handler om en lille bamse der er træt af livet ^.^

1Likes
0Kommentarer
76Visninger

1. sød og blød

Der var engang en lille bamse. Han boede i en rigtig kernefamilie med villa, volvo og vovse.

Familiens lille, søde pige, sofia, elskede denne bamse.. mere end alle hendes andre bamser.

Fordi denne bamse var speciel,  den havde altid været ved hendes side, lige siden hun blev født, og sofia syntes denne bamse var meget blødere end alle de andre bamser.

Men denne lille bamse, kunne faktisk ikke lide Sofia, eller nogle andre.. faktisk kunne bamsen ikke lide noget som helst.

hver aften når familien var gået i seng, sneg den lille bamse sig ud i køkkenet.

Han fandt den største og skarpeste saks frem fra køkkenskuffen og gav sig til at klippe.

Den startede ofte med ørene, derefter røg der en arm eller et ben, og nogle gange rev han også de dybe sorte knappeøjne af den tynde tråd der holder dem fast til hans slidte ansigt.

Men bamsen klippede og klippede og rev i fyldet så det fløj rundt i køkkenet og skabte et kæmpe rod..

Når bamsen var færdig hoppede den ned fra køkkenbordet og lagde sig til at sove i den store pøl af bamseblod.

Mens bamsen stille faldt hen i en dyb søvn, drømte den om hvordan den næste morgen ville blive smidt ud, og få fred. tænk bare at kunne ligge på en losseplads og stille forsvinde, det kunne bamsen godt tænke sig, ja det lød dejligt.

Men når han vågnede ville der nok ske sædvanlige, moren ville finde ham, faren ville råbe af hunden, Sofia ville græde og så vil moren sy ham sammen igen.. eller det plejede altså at være det sædvanlige. Men som dagene og ugerne gik vendte de sig til det, Sofia græd ikke mere og faren sukkede bare opgivende af hunden.

Den lille bamse ville ikke andet end at blive smidt ud, hvorfor fattede de ikke det?

Han var slidt, gammel og orkede bare ikke mere.

Bamsen gad ikke blive syet sammen igen og igen, han gad ikke lege dukkehus eller glad familie, han gad ikke kramme og putte om natten og han gad i hvert fald ikke at blive brugt som snotklud når Sofia igen havde haft en svær dag i børnehaven eller ikke fik sin vilje ved aftensbordet.

Hver gang moren sad i den samme, sorte fine læderstol foran pejsen og syede ham sammen så han ind i ilden. Han forestillede sig hvordan de mon måtte føles at brænde op, blive slikket af de flotte flammer og stille forsvinde. Hvis bare han kunne hoppe derind.

Hvis han nu bare kunne åbne lugen, hoppe ind og blive til aske måtte familien da lade vær med at prøve at fikse ham igen.

 

-men denne morgen, da bamsen vågnede, sukkede moren, sofia var ligeglad og hunden slap for skældud.

Bamsen sukkede også, kunne han skrige ville han det. Faktisk kunne han godt skrige, men hvad nytter det når igen alligevel kan gøre bamseskrig.

Dagen gik og da aftenen kom var han igen syet sammen. Da klokken blev 7 blev der igen set tegnefilm, klokken blev otte, der blev børstet tænder og snart snorkede sofia igen med et bjørnegræs om bamsens liv.

Efter den lille bamse havde ligget og stirret op i loftet længe. besluttede han sig for at stå op.

Han fik snoet ud af sofias greb og sneg sig ned i stuen. Han satte sig på det bløde gulvtæppe foran brændeovnen og stirrede ind i ilden.

Snart ville han bevæge sig mod køkkenet og foretage sig sin næsten daglige rutine.

Men af en eller anden grund orkede han bare ikke. Orkede ikke det der var hans eneste glæde -at flå sig selv i stykker, -det var altså også opslidende tænkte bamsen.

Hans blik blev igen fanget af de gyldne flammer. Åh hvor ville han gerne blive en af dem!

Han rejste sig. For nu ville han! han ville åbne den låge! koste hvad det ville!

han tog og håndtaget og brugte alle sine bamsekrafter! og på mirakuløs vis lykkedes det bamsen at åbne lugen! Så der stod bamsen, med et lille smil på læben og kiggede ind i den drømmende ild. Han kunne mærke varmen i hans pels og til sidst stod han så tæt på at han kunne mærke fyldet inde i sig smelte en lille smule.

Til sidst, lukkede han øjnene og hoppede ind i ilden.

Og mens de varme flammer smeltede bamsens fyld og brændte de små lodne hår grinte bamsen. for nu var han lykkelig. nu behøver han ikke være hel, flot eller fikset.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...