Min historie

de 2 værste angst må være social fobi og angsten for at dø, for du kan ikke undgå mennesker eller døden || 1/5 vindere fra angst-konkurrencen ||

7Likes
0Kommentarer
438Visninger
AA

2. | Min historie |

 

Min mor har efterhånden været pensionist i de sidste ti år - hun er førtidspensioneret. Hun er altid hjemme, når jeg kommer hjem fra skole og arbejde, og det har hun været siden, jeg gik i 3.- 4. klasse. Jeg kan efterhånden ikke huske andet, end at hun var hjemme, når jeg kom hjem.

Men det startede faktisk allerede i år 2000, inden jeg startede i skole. Hun begyndte at blive bange for at handle alene og snakke med fremmede mennesker. Hun kunne ikke engang handle ind, når hun havde os - hendes tre børn - med, hun skulle have min mormor med. Selv når hun havde min mormor med, ville hun bare gerne hurtigt hjem, fordi hun ikke kunne være ude blandt mennesker i længere tid.

Hun begyndte selvfølgelig at få det bedre og begyndte at arbejde på en heldagsskole for børn med lidt specielle behov.

På et tidspunkt blev hun sendt til psykolog af kommunen, fordi hun reagerede på andre ting på andre måder, end de før havde set.
Hun begyndte så til psykolog og der fik hun at vide, at det kunne være, at hun har haft tre fødselsdepressioner, som aldrig blev opdaget, men det var ikke den eneste grund til, at hun nu lider af angst.

Hun fik at vide, at hun det kunne være et svigt, hun havde da hun var barn - men hun føler ikke selv, at hun er blevet svigtet.

Min mor fortalte mig, at det var da hendes mormor - altså min oldemor - fik kræft i hjernen, så tog min mormor hen for at passe på hendes mor, så min mor blev sendt hen til hendes moster, hvor hun blev passet.

Min mor føler ikke, at det var et svigt, men det mente psykologen.

Dette skete selvfølgelig før mig, så jeg har fået min mor til at fortælle om det. Jeg kunne se på hende, at hun ikke havde det så godt med at snakke om det til mig, fordi jeg er hendes datter, men hun gjorde det alligevel.

Det næste jeg vil fortælle, har været svært for min mor, men hun fortalte det, fordi det der skete, har gjort hende til den hun er i dag. Hun sagde, at dette har gjort, at hun har angst i dag.

Da hun var 13-14 år blev hun befølt af en mand. Det var ikke en fremmed mand, det var faktisk en af hendes forældres venner. Hun turde ikke fortælle det til hendes forældre, og hun gjorde det først, da hun var fyldt 18 år. Hun fortalte det kun til hendes mor, hun sagde, at hun følte, at hun havde skyld i det. Hun sagde ikke fra overfor manden, derfor føler hun sig skyldig.

Nogle af disse ting kan have udløst al hendes angst. Hun har angst overfor at prøve nye ting; hun har angst overfor at møde nye mennesker; og hun har angst over for forsamlinger. Både store eller små.

Det med, at hun ikke kan lide forsamlinger har jeg mærket meget af, da jeg var mindre, og det med at hun ikke kan møde nye mennesker.

Da jeg gik i folkeskole, der kom min mor ikke til forældremøderne eller andre aktiviteter. Hun kunne ikke menneskerne, fordi hun ikke kendte dem. Hun prøvede engang at tage til et forældremøde, men der flippede hun ud, fordi hun følte en panik. Hun kendte ikke nogen, og der var for mange mennesker. De andre forældre mente, at det var bedre, hvis hun bare blev væk, fordi de selv fik det dårligt over, at hun reagerede på den måde, som hun gjorde, og ville helst ikke opleve det igen, men hun kom til skolehjemsamtalerne, fordi der var max tre personer, altså en-til-en samtaler.

Hun kunne ikke komme til sommerfesterne eller julearrangementerne - selv dengang fortalte min mor mig, at hun ikke kunne komme. Hun fortalte direkte til os, at hun havde angst, og at hun ikke kunne klare alle de mennesker.

Min mor har også i mange år haft svært ved at gå ind i en bus og et tog. Hun var bange for, at hun ikke kunne komme af igen på det rigtige sted.

Hun har fortalt om, noget der skete engang, da jeg var en lille pige. Vi skulle ned i byen, min mor, min storebror, min lillebror og mig. Min mor vidste allerede på forhånd, at jeg ikke kunne gå derned og hjem igen, fordi jeg havde, og stadig har, dårlige knæ, så hun havde besluttet sig at tage bussen ned i byen, så jeg ikke ville have ondt og brokke mig over smerterne, jeg fik. På vej ned i bussen gik hun i panik, fordi hun mente, at bussen kørte den forkerte vej, så hun var bange for, at hun ikke kunne komme af det rigtige sted.

På vejen hjem igen valgte min mor, at vi gik hjem, mens jeg gik bag hende og græd. Jeg sagde ingenting, jeg græd bare, fordi jeg havde så ondt i knæene. Min mor spurgte, om vi skulle tage bussen, men jeg ville ikke have, at der skete noget med min mor; der skulle ikke ske det samme, som i bussen på vej ned i byen.

Jeg kan selvfølgelig ikke huske dette her, det er noget, min mor har fortalt mig. Jeg kan selvfølgelig sagtens gå ned i byen nu, men min mor tager stadig ikke bussen ned i byen. Så vil hun hellere cykle i regn og slud end at være tør i en bus.

Min mor har heller ikke haft modet til at køre i tog, indtil min moster flyttede til en anden by, og den eneste måde, vi kunne komme og besøge hende på var med tog.  

Jeg var begyndt at tage toget mere og mere, så jeg kendte efterhånden togtiderne i hovedet, hvilket spor vi skulle på, og hvilket tog vi skulle ind i. Selvom jeg ved hundrede procent, at vi går ind i det rigtige tog, så skal hun spørge en kontrollør, inden hun overhovedet overvejer at gå ind i toget. Hun tager ikke toget alene og det kommer hun nok heller ikke til.

Jeg har lært alt dette om min mor, efterhånden som jeg er vokset op. Jeg har ikke haft noget problem med det, og det har jeg stadig ikke. Nogle gange kan folk godt spørge mig, hvorfor min mor ikke er med, og så fortæller jeg dem, at det er fordi hun ikke kan alle de mennesker på én gang.

Jeg ser det ikke som et problem at leve med, men jeg kan ikke sætte mig ind i det min mor render rundt med, selvom jeg prøver. Jeg har accepteret det, og jeg prøver så godt jeg kan at hjælpe hende på de punkter jeg kan.

Jeg ser ikke på det som andre mennesker gør, jeg er van til, at min mor er, som hun er, og nogle kan ikke forstå, hvordan jeg kan leve med det, men det kan jeg, fordi jeg er vokset op med hende. Min mor er min mor og jeg vil ikke skiftet hende ud, selv hvis jeg fik muligheden. Hun tænker måske anderledes i forhold til andre mødre, men det er pga. alt det, der er sket med hende. Hun kan ikke gøre noget ved det nu, og det syntes jeg heller ikke, hun skulle gøre.

Hun er som hun er. Hun er min mor og jeg elsker hende, selvom hun har angst. Jeg er ligeglad med, at hun ikke arbejder. Jeg er lidt ligeglad med, at jeg skal betalt hende penge for at bo hjemme, jeg skal finde et arbejde, fordi hun ikke har råd til en 20 årigt bor hjemme, fordi hun mister penge. Jeg er ligeglad, så længe hun er rask og har det godt. Hun skal have det godt med sig selv, ellers ville jeg ikke vide, hvad jeg skulle gøre. Jeg elsker hende. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...