En ny begyndelse

"Jeg forsøger at grine lidt, slå det hen. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at kigge mig over skulderen.
Denne gang er han ganske vist ikke fulgt efter mig. Men hvem forsøger jeg at narre? Han ved præcis, hvor jeg er.
Som på bestilling tikker en sms ind. "

1Likes
2Kommentarer
141Visninger
AA

1. En ny begyndelse

Havet matcher mit humør.

Himlen er grå, og der er skumtoppe på bølgerne, som slår ind mod molen. Vinden river i mit tøj. Og der er koldt. Så forbandet koldt!

Jeg gnider mine valne hænder mod kinderne for at få liv i dem. Det er næsten umuligt at få tændt en smøg. Lighteren smutter ud mellem mine fingre. Det giver et sæt i mig, da den rammer molen med en alt for høj lyd.

Brændt barn ...

Jeg forsøger at grine lidt, slå det hen. Men jeg kan alligevel ikke lade være med at kigge mig over skulderen.

Denne gang er han ganske vist ikke fulgt efter mig. Men hvem forsøger jeg at narre? Han ved præcis, hvor jeg er.

Som på bestilling tikker en sms ind.

Jeg behøver slet ikke læse den.

Undskyld

Ja, den er god med dig, tænker jeg, samler lighteren op og får omsider ild på den smøg. Røgen i lungerne river. Varmer. Tør mig op indefra.

Jeg lukker øjnene lidt, lader blæsten flå i mig.

 

Jeg havde ikke set det komme denne gang. Andre gange ved jeg godt, at det er min egen skyld. At jeg har sagt et eller andet dumt. Eller sat håret forkert. Måske kigget forkert på en fyr i supermarkedet.

Men denne gang – helt ærligt – jeg havde ingen anelse. Og jeg prøvede at forklare det, inden det gik over gevind. Jeg havde ikke tænkt over – overhovedet ikke tænkt over, jeg lover det, LOVER det – at der kunne være noget galt i at lægge en cashmeretrøje ind i skabet i stedet for at hænge den op.

 

Jeg gnider mig over øjnene. Det venstre svier lidt ekstra. Da jeg vil pille et stykke tobak af læben krymper jeg mig.

Pis. Hvis jeg bare havde tænkt mig om.

Jeg nægter at tude, blinker kraftigt og glor på smøgen.

Måske skulle jeg holde op med at ryge nu. Trods alt.

Jeg skodder cigaretten mod molen. Betragter den sorte plet. Som et hul. Som hullet i mig.

 

Det stoppede først, da jeg fortalte ham det. Det jeg havde skjult. Overraskelsen. Og han blegnede. Satte sig tilbage på hælene med nakken lænet mod skabet. Stirrede på mig. Med uudgrundelige øjne, mens han gned højre hånds knoer med venstre hånds fingre.

Er det sandt?” hviskede han så.

Og jeg nikkede. Omsider fik han farve i kinderne igen og rakte ud efter mig.

 

Jeg tager telefonen op af lommen og svarer. Da jeg rejser mig, lægger jeg hånden på min endnu flade mave. Og husker hvad han lovede.

Det skal nok gå.

Jeg smider cigaretterne i skraldespanden på vejen hen af molen.

Måske har han ret. Måske er det her virkelig en ny begyndelse.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...