JEG ER DEN

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 feb. 2017
  • Opdateret: 5 feb. 2017
  • Status: Færdig
Mit korte bidrag til skriv-om-angst konkurrencen.

15Likes
12Kommentarer
581Visninger

1. Jeg er den

Jeg er den, der får dine hænder til at ryste, til at svede. Den, der får dit hjerte til at banke så voldsomt, at det føles som om det snart springer ud af din brystkasse. Du mærker ikke længere dine hænder eller dine fødder når jeg er her, og du kan ikke længere fokusere eller koncentrere dig.

Jeg er den, der rammer dig som et uvejr fra en klar og blå himmel. Jeg så dig have det sjovt med dine venner denne sommerdag. Jeg så hvordan du grinte. Dansede i solstrålerne. Du kunne slet ikke mærke til mig. Men da du kom hjem og mørket omfavnede os, var det som om, det slog klik inde i mig. Undskyld. Jeg ved, at jeg er den, der får dig til at føle, at hele jordkloden braser sammen i hovedet på dig, og du tager dig til hovedet og tænker tanker, ingen burde tænke samtidig med du føler ting, som ingen burde føle.

Jeg er den, der får dig til at føle, at jeg tager kvælertag på dig og jeg er også den, der giver dig lyst til at drikke en hel flod, fordi din mund bliver så tør, at man mistænker den for at være en ørken. Jeg er den, der får dig til at tro, at du er en snurretop, jeg leger med, så det føles som om, at alt drejer i en alt for høj hastighed. Jeg kan svagt mærke dine tårer, som jeg forårsager. Men du må forstå, jeg ingen kontrol har. Selvom du er sur på mig og hvordan jeg har ødelagt så meget for dig, ved jeg ikke selv, hvordan jeg er endt her. Der kan have været mange ting. 

Jeg er den, der får dig til at tænke, at du er sindssyg. At enten du eller en du holder af, skal dø eller at der er sket dem noget, når de kommer 10 minutter for sent og glemmer at smide en sms. At der er nogen, der overvåger dig, når du går på toilettet eller køber en bolle i kantinen. Jeg husker stadig, hvordan jeg langsomt overtog din krop den historietime, hvor alle sad stille og fulgte med i den film, der kørte på storskærmen. Du løb ud på parkeringspladsen foran skolen og prøvede at få fat i virkeligheden igen. Ignorerede alle, som ikke kunne forstå, hvad jeg gjorde ved din sjæl og dit sind. Dit hjerte klatrede sin vej op af din hals og stjal både din appetit og glæde. Du prøvede at få det tilbage, men jeg gemte det godt langt væk fra dig. 

Jeg holdt dig også med selskab den aften, hvor du holdt dig vågen til dine øjne gjorde så ondt, at de løb i vand, fordi jeg forærede dig frygten for at dø af den hovedpine, du den eftermiddag havde fået. Med alle dine kræfter prøvede du at skubbe mig væk, men jeg kæmpede igen, uden egentligt at vide hvorfor. Din mor og far holdt om dig og fortalte dig, at det nok skulle gå. At du ikke var dødelig syg. I skolen var dine veninder der for dig, de krammede dig og fortalte, at de elskede dig og at du var god nok. Jeg følte mig nedkæmpet og jeg forsvandt i en kort stund. Men jeg var der stadigvæk. 

Jeg er den angst, som du hver dag prøver at lægge væk, et sted, hvor du aldrig nogensinde vil til igen. Og jeg ved, at jeg gør det svært for dig. Jeg ved, at jeg er din største modstander, men jeg ved også, at du prøver dit bedste for at dræbe mig hver evig eneste dag. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...