Abandoned Love

Det er nok i stil af dagbog, men samtidig kærlighed. Da det handler om en fars kærlighed til sin datter. En fars-pige, der blot gerne vil være sammen med sin far, men ender desværre ikke sådan. Hun ender med at føle sig forladt, og ikke når ikke at vise sin kærlighed til hendes far, ikke som hun ønskede sig, i hvert fald.
Historien er ikke helt fiktion, men noget af handling er inspirerede af sande handlinger, hvilket noget af det er baseret på mit eget liv.

0Likes
0Kommentarer
128Visninger
AA

2. Hospitalet

Ind i bilen, på vej til hospitalet, var der ikke ét ord der var blevet sagt, hverken af mig, min mor eller mine søskende.
Inde på hospitalet var det ikke til at få hjælp fra receptionen, min mor var helt oppe og køre; havde hun været en tegneserie figur, ville man kunne se dampen komme ud af ørene på hende, så gal var hun.

   Efter cirka en halvtimes tid kom der endelig en sygeplejeske ud, dog ikke til vores fordele, hun kom gående hen til os, blot for at sige, at der stadig ville gå lidt tid inden lægen kom, og om vi venligst ville sætte os hen på venteværelset. Så imens vi sad der og blev mere og mere anspændt, bekymret og ikke anede hvad der foregik eller hvilket tilstand min far var i, udover, at han havde fået hjertestop. Vidste han overhovedet godt, at vi sad her? Mon lægerne havde fortalt ham det, eller ligger han bare dér og tror han er helt alene? Jeg ville ønske, at jeg kunne være ved hans side.

   Der var gået endnu en halvtime, men ærligt, føltes det som om det var meget længere, men ommesider kom lægen hen til mor. Hvorfor kunne han ikke bare sige det til os alle sammen? Vi var også hans familie. Men de stod lidt væk fra os, så vi ikke kunne høre hvad der var blevet sagt, jeg kunne lige ane ordene ved mundaflæsning. Mor kom tilbage hen til os, og sagde at det var et mindre hjertestop, og at de ikke vidste hvad årsagen var, men det havde lykkedes dem at få hjertet til at slå igen, 

   ”Hvornår må han komme hjem?” Spurgte jeg lavt.

   ”De vil gerne beholde ham under opsyn i et par dage, bare for at sørge for alt er i orden. Vi må gerne gå ind og hilse på ham, men det skal være et kort besøg, da lægerne siger han skal hvile.”

   Mor åbnede døren ind til hvor min far lå, jeg var den sidste der gik ind. Jeg kiggede ned i jorden, Det var svært at få mig selv til at kigge på ham og se min far ligge dér, svagt, med al disse ledninger koblet til ham. Bare ved at tænke på dét, begyndte jeg at få tåre i øjnene. Min far kiggede i min retning og så at jeg kiggede ned på mine sko. Han bad mig komme hen til sengen, ved siden af ham. Der gik få minutter inden jeg fik modet til at gå derhen, men standset først ved fodenden, stadig med hovedet i retning af mine sko.

   ”Hva’ er dine sko mere interessant end din egen far?” Spurgte han med et lille grin i øjnene. Jeg rystede blot hovedet langsomt nej. Det var dog godt at høre, han stadig havde humor. Typisk far-humor var det.

   ”Så kom da herhen ved siden af mig.” Jeg bevægede fødderne langsomt mod den venstre side af sengen, og kiggede ned på sengekanten. Min far rakte hånden ned mod min og per automatik, tog jeg fat i hans. Bare dét, var nok til at jeg begyndte at græde. Det var virkelige svært at se ham ligge der og være sårbar. Jeg prøvede inderligt at være stærk, både for ham og mig selv, men det kunne jeg simpelthen ikke.  Jeg ville så gerne se ham i øjnene, men det kunne jeg ikke få mig selv til.

   ”Lille skat, kig nu på mig.” Der var et knæk i hans stemme og jeg kunne høre sorgen. Det gjorde ondt inden i, at høre knækket i hans stemme, og i og med det sårede ham at jeg ikke kiggede ham i øjnene, fik jeg det endnu dårligere med mig selv, at jeg til sidst kiggede på ham.

   ”Det skal nok gå, du skal ikke begynde at græde, for hvis du først begynder at græde, kommer jeg til at græde, og det må vi ikke ha’. Vi skal tænke positive tanker.” Sagde far med en smil på læberne. Men det var så svært at tænke positive tanker i en situation som denne, men for hans skyld, tørrede jeg tårerne væk med ærmet på min trøje og gav ham det bedste smil jeg kunne.

   ”Der var dét smukke smil jeg ventede på.” Sagde han med også en smil på læberne og et lille grin. Det var skønt at høre hans grin, det var ægte, og føltes som før, og tanken løftede lidt på mit humør.

  

Efter besøget hos hospitalet, bestemte min mor for at tage os med ud og spise frokost, og vi måtte selv vælge stedet. Vi bestemte os for at tage ned og spise på den mest fantastiske restaurant: Noma; Som om vi skulle helt til København bare for at spise på Noma. Vi tog ind og spiste på Karma, hvilket, overraskende nok, endte med at være ret så hyggeligt.

   Halvanden time senere var vi hjemme igen. Mor lagde sig ind på værelset og jeg var inde i stuen på sofaen, tændte for Tv’et, skiftede mellem kanalerne, men hvordan kunne jeg fokusere på fjernsynet, når mine tanker vendte hele tiden tilbage på min far, og tanken om hvis han nu skulle få hjertestop igen, mens han lå inde på hospitalet? Eller værre, efter han var kommet hjem? Og hvad hvis han ikke overlevede det næste gang? Jeg var slet ikke klar til at miste min far, om jeg så var 30. Det må ikke være hans tid, at forlade verdenen, endnu. Jeg har brug for ham.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...