Abandoned Love

Det er nok i stil af dagbog, men samtidig kærlighed. Da det handler om en fars kærlighed til sin datter. En fars-pige, der blot gerne vil være sammen med sin far, men ender desværre ikke sådan. Hun ender med at føle sig forladt, og ikke når ikke at vise sin kærlighed til hendes far, ikke som hun ønskede sig, i hvert fald.
Historien er ikke helt fiktion, men noget af handling er inspirerede af sande handlinger, hvilket noget af det er baseret på mit eget liv.

0Likes
0Kommentarer
99Visninger
AA

4. Afskeden

Jeg gik ind i køkkenet for at lave noget frokost til far og jeg, Idet jeg gik tilbage ind i stuen, blev mine øjne store.
   ”Far!” Råbte jeg, samtidig jeg tabte tallerknerne ned på gulvet.
Far lå på gulvet og begyndte at lave agonal vejrtrækning. Han greb fat i venstre arm, jeg begyndte at gå i panik og ringede til 1-1-2.

   ”Hallo, det er alarmcentralen” Sagde en dame på den anden ende af røret. Jeg kunne knap nok få ordene ud imens min får lå dér hjælpeløst. Der gik hvad føltes som en evighed, inden jeg fik sætningerne ud af min mund;

   ”Min far… Han… Han trækker ikke vejret særlig godt, og griber fat i venstre arm... der er ingen andre hjemme, og... og hans vejr bliver mere og mere langsomt.”
”Tag det helt med ro. Hvad er din adresse, og vi sender ambulancen lige med det samme.”
Idet jeg sagde adressen, lagde hun på. Jeg tog fat om min fars frie hånd, kyssede den, og begyndte på hjerte-lunge-redning, samtidig som jeg græd.
Inden i ambulancen, blev jeg stadig ved med at græde. Jeg ringede til mor for at fortælle hende hvad der var sket, og at vi er inde i ambulancen, på vej til hospitalet.
Hun sagde jeg skulle ringe tilbage ligeså snart jeg vidste hvilken hospital vi tog på, og at hun ville møde os derhen.

 

Der var gået flere timer og vi har stadigvæk ikke fået noget som helst at vide om fars tilstand.
Jeg kunne simpelthen ikke holde det ud længere, jeg var ved at blive rædselsslagen og anspændt over hvorfor det kunne tage så frygteligt lang tid, og idet jeg var var at sige noget til mor, kom lægen gående hen imod os, med det mest straight-face jeg nogensinde har set. Jeg blev ved med at gentage, at det er nok bare professionelt, at han måtte ikke vise nogen form for udtryk af hvad der sker under en operation.

   ”Det var godt, at din datter udførte hjerte-lunge redning, men desværre…” Og kun dén ord var nok til at jeg bare brød sammen. Lægen fortsæt: ”Men desværre, var det ikke nok til at holde ham i live, og der er chancer for, at han allerede døde inde i ambulancen. Jeg beklager, men vi gjorde alt det vi kunne”
   ”Siger du, at jeg var skyld i at han døde?” Sagde jeg lavt med tåre i øjnene.
   ”Nej, det siger jeg ikke. Han havde en sygdom som vi havde overset, da han sidst var her, vi havde nok givet noget medicin, han slet ikke havde brug for og det tager vi fuldkommen ansvar for. Men tror desværre ikke det ville have gjort nogen forskel. Jeg beklager inderligt for jeres tab.”

   Og nu var jeg vred

   ”Ikke gjort nogen forskel?! Det ved I da ikke noget om, eftersom I havde givet ham det forkerte medicin til at starte med? Hvordan kan I være så sikker på, at det ikke var det medicin I gav ham, som var skyld i hans hjertestop?! Og hvorfor nævne først hans sygedom nu? Og I kalder jeres selv for læger! Du er ikke ked af vores tab. Du er skyld i det! Og” Mor lagde hånden på mig, og skubbede mig forsigtigt hen i retning mod mine søskende. 

   ”Jeg beklager hendes opførsel. Men jeg må give hende ret, hvorfor nævner du først sygedommen nu? Hvad fejlede han?” Spurgte mor, med en lille knæk i stemmen, det var tydeligt at høre hun prøvede inderligt på ikke at græde.  Jeg gad ikke høre mere, og spurgte lægen om hvilket værelse han lå i, så jeg kunne gå ind og sige min afsked.

 

Jeg gik langsomt ind ad døren til hans værelse, og der lå han, ganske stille, med lukkede øjnene, tårerne trillede bare ned. Jeg satte mig ved siden af ham og holdt hans hånd, de var stadig varme. Jeg besluttede mig for at ligge i sengen ved siden af ham, og holdte om ham.
   ”Farvel, far. Jeg elsker dig.” Hviskede jeg ind i øret på ham, jeg kunne mærke nogle små bevægelser fra hans side, som om han gengældte mit kram, min øjne lyste op og jeg havde håbet på, at det hele var bare en drøm, og han sagtens ville vågne lige om nogle minutter, men nej, hans krop begyndte at blive koldere og koldere, og dér gik det om for mig, at det ikke var nogen drøm, det var ægte. Og jeg lå dér, med hovedet mod hans brystkasse og stortudet.
Mor satte forsigtigt hånden ned på min skulder, jeg havde ikke opdagede hun kom ind. Jeg kiggede op på hende og hun gjorde tegn på at vi skulle til at køre nu. Jeg vendte hovedet ind på min fars skulder og skreg nej, men når man græder, og ens stemme knækker, var det ikke meget af et skrig. Mor tog fat i mig, og næsten hev mig op, jeg kyssede min far på kinden, og holdte fast indtil jeg ikke kunne længere. Sygeplejerskerne var på vej ind idet mor og jeg var på ud, jeg kiggede tilbage og så på mens de kørte væk med ham. Jeg fik ikke engang sagt ordenligt farvel, eller at jeg elskede ham, og den chance får jeg aldrig igen.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...