BARNDOMMENS SKYKLAPPER

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 feb. 2017
  • Opdateret: 4 feb. 2017
  • Status: Færdig
Jeg spurgte ikke

2Likes
2Kommentarer
327Visninger
AA

1. barndommens skyklapper

 

 

I slutningen af maj måned stod magnolietræet endnu rigt blomstrende og bar på sine krogede grene de lyserøde stjerneformede blomster. I skyggen af den højtstående sol stod det runde havebord, hvorved næsten hele familien sad omkring. Det ene ord tog det næste i de voksenes evige summen, og de lod sig kun afbrydes, når der skulle smages på årets første jordbærtærte eller sippes til teen.

Jeg stikkede til det stykke jordbærtærte, jeg havde fået tildelt, og med gaflen pillede jeg geleen af bærrene og lod som om, at jeg var beskæftiget nok til ikke at lytte efter de voksnes ord:

 

”Det er simpelthen så forfærdeligt,” sukkede min faster, og de andre erkendte sig hurtigt enige ved at nikke med hovederne. Der var i et øjeblik en usædvanlig stilhed. Alle løftede de deres kopper og sippede til den skoldhede te. Jeg fulgte med strømmen og tog ligeledes en slubrende tår.

”Hun er stærk. I skal huske på, at det ikke er første gang,” denne gang var det min tante, der bød ind, og forsøgte at lette stemningen, efter der var kommet skår i glæden. Endnu engang nikkede de alle sammen.

”Tænk at hun skal igennem det hele igen. Det er da for uretfærdigt,” sagde min faster, og de nikkede igen. Den akavede stilhed tog endnu engang over, og alle kiggede de sig omkring i håbet om, at der ville være en, der sagde noget, som ville kunne få tungerne på gled igen.

”En af mine kollegaer har altså også haft kræft i mavesækken, og i dag lever han helt uden mén,” forsøgte min onkel at bidrage til samtalen.

”Vi må vel bare håbe på det bedste.”

Og der blev nikket.

 

*

Det blev juli. Magnolietræet havde smidt de hvide blomster og erstattet dem med lysegrønt løv. Solen bagte stadig lige meget, men alligevel var de bare ben og farverige T-shirts skiftet ud med mørkt og afdæmpet tøj.

 

Med et forvirret blik kiggede jeg ud af vinduet. Min far havde ikke gidet at hejse flaget helt op til flagstangens top, og han havde derfor efterladt det på halv for i stedet at gå ind og finde de blanke sko frem. Jeg spurgte ikke. Min mor havde taget høje hæle på, som larmede, når hun gik ud af hoveddøren og senere ind igen med blomster fra blomsterhandleren på den anden side af vejen. Der var både lyserøde og gule blomster. Gul var farmors yndlingsfarve, men jeg kunne bedst lide de lyserøde, for de mindede mig om foråret, jordbærtærte og magnolietræets blomster.

 

Klokken tolv kunne man høre bilen trille over de små perlesten på vej ud af indkørslen. Mor og far var på vej til kirken, for farmor skulle begraves. Når man er blevet meget gammel, så bliver man begravet. Hvis ikke man bliver begravet, så kan man ikke komme op i himlen. Min kat var kommet i himlen, for den havde vi begravet bagerst i haven. De fortalte, at den var død, når jeg spurgte, hvorfor den skulle begraves. Jeg ville have spurgt, hvad de mente, men glemte naivt alt derom, da jeg blev tilbudt en is fra fryseren, taget i hånden og fulgt ned til dyrehandleren. I stedet fik jeg en kanin. Den kom til at hedde det samme som katten, og så hverken bed eller kradsede den.

 

*

Jeg skyndte på urets visere, mens jeg ventede på, at de kom hjem igen, men tiden havde taget mig til gidsel. Jeg sad i den store sofa og kiggede længe på uret over skænken. Undrede mig over, hvorfor tiden sneglede sig af sted netop nu. Farmor havde mødt tiden; det havde far sagt. 

Min bror kom gående ind i stuen, satte sig ligeledes i sofaen, svang benene op og tændte for fjernsynet. Med øjnene rettet mod skærmen var der ikke behov for, at vi fortrak en mine.

Så kiggede han pludseligt over på mig med et seriøst blik, som om noget betydningsfuldt pludseligt var gået op for ham.

”Du, jeg ved godt hvorfor vi ikke er med i kirken,” sagde han. Jeg frigjorde mine firkantede øjne fra fjernsynsskærmen og kiggede så uforstående på ham med en rynket pande.

”Hvorfor?” spurgte jeg, og han lænede sig hen imod mig.

”Det er jo ikke godt for børn at se en dame med hul i maven,” svarede han mig, som om det var, den største sandhed han nogensinde havde delt.

Jeg overvejede det et øjeblik og så et øjeblik mere, før jeg så besluttede mig for, at han nok havde ret, for det kunne jo ikke være et kønt syn, så jeg spurgte ikke.

 

*

Sekunder blev til minutter og minutter blev til timer, før man igen kunne høre bilen trille over perlestenene i indkørselen. Med i bilen var min faster, hendes øjne var røde, og med jævne mellemrum græd hun som pisket.

Hoveddøren knirkede højlydt, da den blev skubbet op. Der blev hurtigt sat vand over til te, så der kunne sippes, når ingen viste hvad, der skulle siges. Min bror væltede et glas. Jeg brændte spidsen af min tunge på den varme te. Det brændte lige så meget som fasters ildrøde kinder under hendes våde øjne.

 

Jeg ventede til at stormen havde lagt sig, før jeg spurgte:

”Så nu ligger hun i en kiste?”

”Ja, nu ligger hun i en kiste nede i jorden. Og der ligger også flotte blomster ved graven,” blev der svaret, og jeg forstillede mig, hvordan hun lå omringet af hundredevis af lyserøde blomster, når den hvide engel ville tage hendes hånd og flyve med hende op i himlen. Jeg forstillede mig, hvordan man nedefra kunne se den blå himmel gennem hullet i hendes mave, og hvordan hun forsvandt op igennem skyerne og hvordan hun mødte min kat og hilste mange gange fra mig.

”Men lukkede I låget?”

Der blev nikket som svar, og deres summen fortsatte ud i det uendelige, men denne gang lyttede jeg ikke. For det eneste jeg tænkte på var, hvordan hun så ville kunne flyve op i himlen. Jeg spurgte ikke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...