Til vi ses igen

William har lige mistet sin bedste ven. Han har en uge til at sige farvel. Det er den sidste chance, han får. Det er lettere sagt end gjort, for hver gang han lukker øjnene, drømmer han om hende.

0Likes
1Kommentarer
239Visninger
AA

2. "Vil du med?"

Pams latter fyldte den varme sommerluft. En blid brise strøg forbi os, og det fik Pams hår til at flyve omkring og hendes smil til at blive endnu større. Hun havde vildt, krøllet hår, og hendes lysebrune lokker så helt gyldne ud i solen. Hendes øjne skinnede. Hun så meget smuk ud.

“William, hvad kigger du på?” spurgte Pam.

Det var først der det gik op for mig, at jeg sad og stirrede på hende.

“Jeg… jeg…” startede jeg, men heldigvis afbrød hun mig, før jeg kunne nå at gøre mig selv til grin.

“Der er virkelig rart herude. Jeg ville ønske jeg boede et sted hvor solen hele tiden skinnede.”

Jeg forstod godt hvad hun mente. I vores by var det stort set hele tiden koldt, og det regnede alt for ofte.

“Ja, det kunne være rart med lidt mere sol.” sagde jeg.

“Nej, det er ikke det jeg mener” afbrød hun mig. “Når jeg bliver ældre flytter jeg. Jeg flytter væk fra Danmark, og jeg kommer aldrig tilbage.”

Ville hun flytte? Væk fra Danmark. Væk fra mig. Jeg må have set meget trist ud, for hun fortsatte.

“Vil du ikke med? Vi kan tage alle steder man ser på film og læser i bøgerne. Vi kan tage til New York, London, Paris. Alle steder. Vi kan se det hele!”

“Men kommer vi ikke til at savne herhjemme?”

“Nej da, det her sted holder os kun tilbage. Jeg kan ikke vente med at komme væk herfra. Så hurtigt som muligt.”

“Men vi er jo kun 16 år. Der er stadig lang tid endnu. Skal vi ikke først have en uddannelse, derefter et job så vi har råd til det, og så skal vi jo også arbejde i noget tid før vi overhovedet har penge til at rejse. Til den tid er vi gamle, og så er vi vel nok alt for trætte til at rejse hele jorden rundt.”

“Hvorfor så pessimistisk, William?” sukkede hun.

“Jeg er ikke pessimist, jeg er bare realist.”

“Du skal ikke tænke på det på den måde. Tænk på det som eventyr.”

“Men så har man jo ikke råd til at rejse rundt.”

“Penge er ikke noget problem. Det er noget vi kan løse undervejs.”

Pam planlagde aldrig noget. Hun løste altid alting undervejs, men det gik altid for hende.

“Okay” svarede jeg.

“Okay? Betyder det ja?” Hun smilede som om hun lige havde vundet en skønhedskonkurrence. Det så så sødt ud at jeg ikke kunne undgå at grine. Så begyndte hun at grine, hvilket bare gjorde det hele mere sjovt. Før vi vidste af det, rullede vi begge rundt på græsset af grin.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...